Skærmtid

Skærmtid

Jeg er klar over, at der er mange forskellige holdninger til, hvor meget skærmtid børn må have, om der skal være regler for det, eller om det skal være laissez-faire osv. osv… Så først og fremmest vil jeg starte dette indlæg med at sige: Fedt at alle får det til at virke i deres familie, på deres måde, så der er ingen grund til at gøre sig klog på andet, end hvad der virker for jer! Og det har jeg heller ikke tænkt mig, så her får I bare lige lidt om, hvad der virker for os – og om hvordan vi bruger skærmtiden, og hvordan jeg nok i den perfekte verden ville ønske det var!

For jeg kan lige så godt indrømme det med det samme: Jeg havde ikke overlevet at rejse med to små børn og at være sammen med mine børn 24/7 uden 2 stk Ipads, som bliver ihærdigt brugt – i nogle perioder mere end andre. Så er det sagt. Og jeg indrømmer hermed også gerne, at de to kære iPads bliver brugt som en mulighed for mig for liiiige at få en pause fra henholdsvis leg, “mor, jeg er sulten”, skænderier, skrigerier, “mor, jeg keder mig” og hvad de kære unger nu ellers kan finde på lige der, hvor jeg er lidt træt og trænger til en stund med en kop kaffe og lidt mig-tid.

De fleste steder, vi befinder os, er der fint internet, og begge børn vil allerhelst se Youtube. Her er det så, at alarmklokkerne hos mange af jer måske ringer, men det har de nu engang fået lov til, og vi har naturligvis et børnefilter af en slags på (det har farmand klaret), som faktisk virker rigtig godt – de ser vitterligt kun børnevenlige ting, og jeg har meget sjældent stødt på noget stødende i og med ingen af dem selv kan søge på specifikke ting, men i stedet tager, hvad der præsenteret i feedet. Og det er jo baseret på de ting, de ser, og dermed børnevenligt.

Skærmen kan også bruges til at høre julehistorie indtalt af mormor hjemme i Danmark – så hyggeligt.

Vores rejse har naturligvis påvirket den måde, da ser ting på. Hjemme i Danmark så Vida nærmest aldrig IPad, da vi jo gerne så Ramasjang eller andet børnevenligt, altså flow tv, hvor hun bare så det, der var og ikke selv sad og valgte en hel masse. På rejsen har vi nogle steder haft adgang til tv med børnevenlige kanaler, men mange steder har Ipad’en været eneste skærmmulighed. Det er interessant at se, hvordan Hugo jo har fået lov til Ipad’en meget tidligere end Vida, og hvordan han dermed slet ikke er vant til flow tv på samme måde. Han er derimod vant til at bestemme selv, hvad han ser hele tiden – og vi har haft en periode, hvor det var lidt skræmmende, hvor dårlig han var til at holde fokus i længere tid, men skiftede konstant. Det har heldigvis ændret sig, så det er nu nok også noget med hans øvrige udvikling…

Vi har ud over Youtube også adgang til nogle børneserier, som ligger offline, og dem bruger de også rigtig meget – de er særligt uundværlige, når vi ikke har net på f.eks. flyveren. Der er det genialt at have noget, som de kender – hvilket særligt er vigtigt for Hugo. Han har desuden også tydeligt haft perioder, hvor han gerne ville Ipad’en rigtig meget og samtidig perioder, hvor han ikke rigtig gad den.

Vi har ikke sat begrænsninger og tid på deres forbrug. Det er for svært, når vi rejser og både har dage med en masse aktiviteter og dage uden noget. Vi har ikke dagsrytmer, hvor vi skal ud af døren på bestemte tidspunkter eller børn, som er trætte efter en lang dag i børnehaven. Så skærmene bliver brugt, når der er brugt lidt ro til de voksne og lidt afslapning til ungerne – f.eks. om eftermiddagen efter en lang badetur. Desuden har vi aldrig praktiseret det derhjemme heller, og vi prøver i stedet bare at sørge for, at det ikke bliver for meget. Reglen er, at de skal stoppe uden brok, når vi beder om det, og det har langt hen af vejen fungeret så fint.

Så ja, skærmene bliver brugt som pause til mig, så jeg i ro og mag kan skrive dette blogindlæg, mens jeg drikker en kop eftermiddagskaffe. Og nej, jeg har ikke dårlig samvittighed over det!

Jul i troperne

Jul i troperne

Vi har glædet os helt enormt meget til december måned og den tid, hvor vi kunne begynde at julehygge. Vi havde aftalt med børnene – og særligt Vida – at julehyggen for alvor begyndte, når vi den 2. december kom til det hus, vi bor i nu. Her skal vi nemlig være i hele december måned, og derfor danner det ramme om julen, og vi kan pynte op uden at skulle tage tingene ned en uge efter. Vi kunne ikke rigtigt have noget julegrej med fra Danmark, så vi har startet helt fra bunden her i Costa Rica. Selvom julen dermed bliver helt anderledes, end vi er vant til, så er der heldigvis stadigvæk masser af mulighed for julehygge.

Sune og jeg har begge altid elsket julen og omfavnet alle de traditioner, som det indebærer. Vi er ikke blege for at starte med julemusikken i november, og Sune elsker når butikkerne begynder at sælge julegodter – særlig pebernødder, som er hans favorit og helt store svaghed:-) Vi har nydt at lave nissegaver til børnene, og det er noget helt specielt at opleve ‘julemagien’ sammen med dem – når nissen har lavet drillestreger, brev til julemanden og gaver i sokken. Noget som jo heldigvis sagtens kan tages med på rejsen, og nissen har da også fundet vej helt til Costa Rica!

Hjemme i Danmark har vi som de fleste familier en julekasse, som tages frem, og derfra starter alle traditionerne og julehyggen. Den har vi selvsagt ikke her, så vi har startet fra bunden. Heldigvis havde de et temmelig stort – og billigt – udvalg af julekugler, sokker og andet julesjov i Wallmart, så vi indkøbte en del forskelligt, som kunne kickstarte julehyggen. Vi har så den sidste uge især suppleret med at lave guirlander og andre klippe-klistre ting ud af medbragt farvet papir… Så der er pynt i alverdens farver, og intet passer sammen, men pyt skidt, det giver julehygge, og Vida elsker det.

Vi har også fået indkøbt et juletræ. Godt nok er det i plastik, men det er alligevel blevet helt vildt fint med et hav af julekugler og noget glimmerbånd, som jeg ikke har set i DK før. Det ligner næsten de træer, man ser udstillet i butikkerne, og vi er mega tilfredse og elsker at kunne tænde for det hver aften – vi kan jo lige så godt have så meget glæde af tingene her som muligt, da vi nok bliver nødt til at smide en del af det ud, når vi rejser videre. Der er simpelthen ikke plads i kufferten…

Der er en del julemad, som vi ikke helt kan genskabe her. Det er til vores store overraskelse lykkedes at finde and, hvilket vi ikke troede muligt, da det slet ikke er noget, som de lokale spiser. Kartofler er jo nemt nok, så julemiddagen er nogenlunde på plads. Den klassiske konfekt må vente til næste år, for marcipan og kardemomme til pebernødderne er ikke til at finde, men det gør nu heller ikke så meget. Der er gået helt sport i at finde de ting, som vi plejer at bruge derhjemme, og vi hygger os med at se, hvordan vi måske kan finde alternativer til grødris og julegodter. Vi kunne sagtens leve uden den “rigtige” julemad, men det er bare sjovt at prøve at genskabe det i tropiske omgivelser.

Om en uges tid får vi julebesøg fra bedsteforældrene, som kommer for at fejre juleaften sammen med os. Vi glæder os enormt til dansk besøg, og så kan det jo være, at farmor kan snige en pakke med kardemomme med i bagagen, så vi kan bage de helt rigtige pebernødder:-)

Jeg bliver så tosset!

Jeg bliver så tosset!

Jeg har virkelig svært ved at styre mit temperament nogle gange… Og der er bare ingen, som kan få mit sind i kog lige så hurtigt som børnene kan det. Det ene sekund er de så skønne og søde, og det næste er man ved at rive håret ud af frustration over, hvor hurtigt deres humør kan vende. Lige nu er det særligt Hugo, som tester os. Jeg bliver så eddertosset, når han bare ikke på nogen måde gider gøre, som vi siger, når han skriger det samme tusinde gange – og når han så også lige synes, at det er okay at slå Vida, og derefter løbe væk og grine af det…

Jeg er klar over, at det er en fase. Det er altid en eller anden fase… Og jeg ved, at der sker så ufatteligt mange ting i hovedet på drengen, så selvfølgelig skal han prøve grænser, teste os og finde frem til, hvad han nu engang kan slippe afsted med. Nogle gange reagerer han virkelig voldsomt på de simpleste ting, og han ved helt sikkert ikke selv, hvorfor lige dét krævede et kæmpe vredesudbrud. Han var sandsynligvis lidt træt… eller sulten…eller bare tvær, og det var nok til at starte en lavine af skrig og tårer. Rationelt kan jeg jo sagtens se, at det er noget han kæmper med, og vi var igennem den samme fase med storesøster Vida. Så jeg ved godt, at jeg skal være overbærende, pædagogisk og gerne rolig, når jeg takler situationen, men åh hvor er det da bare mega svært at gøre det rigtige… og ikke blive stiktosset!

Jeg tænker, at nærmest alle mødre ved, hvor træls f.eks. tandbørstningen kan være. Der er nok ikke særlig mange børn, som synes, at det er specielt hyggeligt at børste tænder, og de prøver for alt i verden at slippe udenom. Hugo har fået den idé nu, at han lige selv skal have lov til at børste, inden vi børster hans tænder, og det er egentlig ok. Men så er hans taktik efterfølgende, at han bliver ved i en uendelighed og aldrig bliver klar til, at vi børster hans tænder. Nogle dage lykkedes det, at vi kan børste og snakke med ham imens, så han ikke opdager, at vi får det klaret… Andre dage er det knap så godt, og eneste løsning, hvis tænderne skal børstes, er at holde ham, mens vi børster – virkelig ikke den fede løsning, men noget som jeg i ren afmagt må gøre en gang imellem. For tandbørstesituationen kan virkelig få mig i det røde felt. Han skal bare have børstet de tænder, og det forstår han godt. Men alligevel tager han kampen… igen og igen, og det ender i skrig og skrål igen og igen…

Ja, jeg skal blive bedre til at takle mit temperament. Ja, jeg er den voksne. Det er bare pisse svært, når han for syvertyvende gang provokerer ved at slå sin søster eller smider tandbørsten og griner eller smider sig skrigende på gulvet eller…! Det er én stor test at være forældre, og man får da i hvert fald testet sine grænser og pædagogiske evner. Så håber jeg bare, at Hugo ikke tager alt for meget skade af, at jeg en gang imellem dumper tålmodighedstesten og falder i med et brag når det kommer til den pædagogiske korrekthed. For jeg er i hvert fald ikke altid den perfekte mor…nok nærmere langt fra!

Skønne Costa Rica

Skønne Costa Rica

Vi er slet ikke i tvivl. Costa Rica er et helt fantastisk sted, som jeg vil unde jer alle at besøge. Allerede efter at have tilbragt et par uger her, så er dette smukke land med sin frodige natur og lækre strande havnet solidt på vores top 3 over de bedste destinationer på vores rejse. Vi havde allerede følelsen efter et par dage, og vi satser på, at den hænger ved de næste 4 uger i landet…Indtil videre er Costa Rica i hvert fald vidunderskønt:-)

Følelsen

Costa Rica er på størrelse med Danmark – lidt større i kvadratmeter, men med færre mennesker, og dermed mere plads til naturen. Deres tilgang til livet med Pura Vida, som jeg har skrevet om her, betyder at de sætter pris på livet og vægter lokalsamfundet højt – og de virker generelt bare glade og tilfredse. Her er rent og pænt de fleste steder, og de passer bedre på naturen end andre steder, vi tidligere har besøgt. De lever naturligvis meget af turismen, men den har ikke overtaget, og selvom der er nogle amerikanske kæder i de lidt større områder, så fylder det ikke meget – og slet ikke uden for hovedstaden San José. Derimod er det nemt at spise lokalt på en af deres ‘sodaer’, som er navnet på det, vi nok vi forbinde med en lille dansk grillbar – bare med empanadas i stedet for en halv grillkylling!

Naturen
Costa Rica er kendt for sin fantastiske natur, og vi forstår det godt! Det er ganske overvældende at køre rundt i bjergene, forbi vulkaner, gennem hårnålesving i den grønne natur. Man kan opleve naturen i deres mange nationalparker, og vi har elsket at gå ved vulkaner og se vandfald i de frodige omgivelser.
Ved kysterne kan man finde den ene lækre strand efter den anden, nogle er sorte pga. den vulkanske aktivitet i landet, men de har strande i alle nuancer. De fleste strande på vestkysten, hvor vi befinder os, er surfervenlige – altså med store bølger og strøm, så man skal lige være opmærksom i forhold til ungerne, men så leger vi i sandet og dypper tæerne – og bader i poolen i stedet. Mest af alt er Costa Rica bare grønt overalt, og det tropiske klima betyder selvfølgelig også en masse eksotiske dyr. Vi har lige nu en kolibri i baghaven, og der går leguaner rundt på vejene. Vi mangler stadig at møde tukaner og aber, men vi satser på at møde dem, inden vi rejser igen.

 

Maden

Vi er ret vilde med deres mad. Jeg havde absolut ingen forventninger i forhold til madkulturen her – nok fordi der ikke er nogen, som har nævnt det, når de ellers har fortalt om landet. De fleste fokuserer på, hvor naturskønt her er, og det er jo forståeligt nok. Der er nogle ligheder med mexikansk mad, og de er også super gode til at lave margaritaer her! Men deres mad er mildere, og det er skønt for børnene især (og mig, som er super dårlig til stærk mad!). Den første morgen var vi på en bed&breakfast, og her fik vi deres traditionelle morgenmad med ‘gallo pinto’, som er en helt simpel ret med ris og sorte bønner. Hugo elskede det, og han havde det helt fint med risret til morgenmad:-) De spiser en del ris, bønner, kylling og kartofler, og så får man til de fleste måltider det lækre ‘pico de gallo’, som er en frisk tomatsalsa. Det er generelt meget børnevenligt mad. Derudover bugner det med lækker frugt – papaya, ananas, vandmelon, litchi og bananer kan man få overalt, og det er super billigt. På køreturen kan man være heldig at støde på små frugtboder ved vejen, og her kan man komme langt for en flade tier!

 

Nu glæder vi os til at nyde december måned i troperne, hvor vi skal spise papaya på havregrynen, se solnedgangen på den sorte sandstrand, bade i poolen og forhåbentlig opleve flere eksotiske dyr (dog helst ikke for mange kakerlakker, som også er en del af “lokalbefolkningen”). To be continued…:-)

Havregryn for the win!

Havregryn for the win!

Vi er en havregrynsspisende familie. Sådan helt ind til benet. Jeg er vokset op med en far, som stadig ikke kan starte dagen med andet en den helt klassiske Solgryn (og nej, andre varianter er ikke det samme for ham). Selv når vi spiser rundstykker i weekenderne eller skal til brunch, så skal han lige have sin portion havregryn forud for alt andet! Jeg har altid spist havregryn og er stor fan:-) Det er mine børn heldigvis også, for ud over at det er en sukkerfri morgenmad, så er det da noget af det nemmeste at lave til morgenmad… Eller endda aftensmad i mangel på andet, og endda altid til stor begejstring for ungerne! Derfor har havregryn også været den ene konstante spise, som vi alle steder på vores rejse har fundet frem til. Og det har været sjovt at opleve, hvordan det bare slet ikke er en del af det lokale madudvalg i nogle lande…

I lande som Australien, New Zealand, USA og Canada har det ikke været særlig svært at finde, og det har kostet nogenlunde det samme som hjemme i Danmark (dog kan man INGEN steder få økologisk havregryn så billigt som i Danmark). I lande som Indonesien har det til gengæld været en noget større udfordring at finde de vigtige gryn – og vi har måttet bide det i os, at det kostede en bondegård. På Bali fandt vi det i særlige ‘turist’-supermarkeder, og vi måtte give ca. 45kr for et kilo. Helt vanvittigt ja, men fordi rejsen har været vores hverdag og ikke bare en to ugers ferie, så har vi prøvet at skaffe havregrynene overalt. Det var det samme i Japan, hvor alt generelt var dyrt, og de havde kun helt små pakker med 300gr… Dem skal man have en del af, når man er fire personer til morgenmad. Men vi har nydt at have mulighed for vores faste og nemme morgenmad, og så ved vi bare, at børnene får noget godt at starte dagen på. Frisk mælk er forresten heller ikke normen alle steder… På det punkt er vi vist lidt sære i Danmark!

I de mere eksotiske lande har vi så til gengæld haft mulighed for at ‘krydre’ vores ærkedanske morgenmad med alverdens lækre frugter, som bestemt ikke er tilgængelige på samme måde i Danmark. På Bali fik vi lilla dragefrugt på havregrynen hver morgen, på Hawaii havde vi et mangotræ i baghaven og kunne spise de mest fantastisk mangoer, jeg nogensinde har smagt, hver eneste morgen. Og her i Costa Rica, hvor vi befinder os lige nu, kan man købe 2 eller 3 papayaer for bare 10kr, og det er bare super lækkert på morgenmaden. Vi har selvfølgelig stadig rosiner og bananer, det er de klassiske ‘pynt’, men det er fedt at kunne supplere med andre ting hen af vejen.

Til trods for, at havregryn ikke er almindelig spise overalt, så har vi endnu ikke stødt på et sted, hvor vi ikke kan skaffe dem. Her på Costa Rica var det nemt, da de også her har den amerikanske kæde Wallmart, som har de fleste ting fra USA. Så vi fortsætter med havregrynene, når det er muligt og så elsker vi vores eksotiske topping-varianter til at gøre de danske gryn lidt sjovere!

Den der skrigende fase!

Jeg kan tydeligt huske, da Vida var på Hugos alder – sådan cirka 2 år og 7-8 måneder… Det var den periode, hvor hun kunne finde på at smide sig på gulvet og skrige for sine lungers fulde kraft. Ofte bare fordi hun ikke lige gad at tage støvler på eller skulle gå selv helt ud til bilen fra huset. Ja, en virkelig skøn tid! Det var (så vidt jeg husker det) kun en fase på 2-3 måneder, hvor udbruddene kom en gang imellem. Og så stoppede det heldigvis igen…

Nu er Hugo så 2 år og 8 måneder, og selvom han sjældent kaster sig ned på gulvet, så er han lige nu præcis det samme sted mentalt – og sjovt nok rammer det den samme alder. Han skriger så snart tingene ikke liiige er, som han ønsker det, og han gider bare slet ikke gå selv nogen steder. Som han siger, så er det ‘for hårdt, mor’, og når vi så nægter at bære ham, så gentager han søsterens mønster og bliver edder tosset. Han pylrer temmelig meget hele tiden, og han er så monster stædig i forhold til at få det, han vil have.

Det værste er det her med, at han bare slet ikke gider gå nogen steder selv. Vi har tidligere på rejsen være på vandreture, gået rundt i byer og hygget med at udforske, men lige for tiden, kan han knap nok gå to meter, før det simpelthen er for meget for ham! Han begynder næsten at pive, inden han er trådt ud af bilen… Og det er simpelthen så mega irriterende, for at være helt ærlig! Okay, knægten er kun to år, men så vidt jeg ved virker hans ben ganske udemærket, og han er altså ved at være noget stor at slæbe rundt på… Og vi beder ham jo ikke gå flere kilometer – faktisk bare et par hundrede meter hen til en butik eller ned af vejen. Den anden dag måtte jeg vente med han lige ved siden af vores bil, mens Sune handlede sammen med Vida, fordi Hugo nægtede at gå over et torv for at komme over til butikken. Jeg nægtede lige så stædigt at bære ham, så der sad vi så og ventede et kvarter, mens de handlede – og al den tid valgte han skrigende at gentage om og om igen, at han bare ikke kunne gå selv. Det var selvsagt ingen fornøjelse, men jeg holdte stædigt fast.

Han er selvfølgelig ikke sådan hele tiden, og noget af det gode ved barn nummer to er, at man ved, at det nok skal stoppe på et tidspunkt. Vida smider sig trods alt ikke skrigende på gulvet mere. Ikke at hun aldrig bliver sur (det gør hun skam ofte!), men hun udtrykker det ikke helt på samme måde. Så mon ikke også Hugo stopper med de frustrerende vredesudbrud på et eller andet tidspunkt…forhåbentlig går der ikke mere end en måned eller to!

La pura vida

La pura vida

Vi er kommet til Costa Rica og er landet midt i tropiske omgivelser, landidyl og ren afslapning. Og indtil videre lever Costa Rica fuldt op til alt det, vi havde håbet at opleve og mærke – efter bare et par dage i landet. Her lever man ‘la pura vida’. Det rene liv, det simple liv, hvor man sætter pris på det man har, ikke stresser unødigt og fokuserer på de positive ting. De lokale bruger udtrykket, når de hilser på hinanden, og det gennemsyrer alt her i landet. Alle steder ser man det skrevet som del af dekorationer, og ticoerne (som de lokale kaldes her) synes at være de venligste mennesker, der gerne snakker og fortæller, når man møder dem. Vi er oveni det ekstremt heldige, at Sune taler flydende spansk. De er egentlig ret gode til engelsk her, men hans spanske bringer altid lige et ekstra smil med sig, når vi taler med lokale.

Det første stop på vores costaricanske rejse er byen La Fortuna, som ligger midt i landet ved en aktiv vulkan. Byen er temmelig turistet, da der her er rig mulighed for at opleve naturen, som ligger i forlængelse af vulkanen. Her er masser af vandreture, vandfald og vilde adventure-aktiviteter, og en hyggelig lille by med restauranter og små butikker. Heldigvis bor vi uden for La Fortuna i den hyggeligste Airbnb – et lille hus, som til trods for at være bare 5 minutter fra byen, ligger fint for sig selv for enden af en grusvej og med en flod og natur i baghaven. Vi har endnu ikke oplevet dyrelivet helt tæt på, men ifølge vores vært skulle der være både tukaner og aber i træerne rundt om huset – træer som forresten er avokadotræer, bananpalmer og træer med andre eksotiske frugter. Noget helt andet, end hvad vi lige er vant til hjemme i Danmark! På terrassen er der en stor hængekøje og en gynge, og selv når det regner – og det har det gjort en her del, siden vi kom – så kan vi sidde overdækket og nyde alle lydene fra naturen med vores morgenkaffe.

Det regner temmelig meget i disse dage. Temperaturen er fin, men regner kommer i skyl i løbet af dagen, så det er svært at forudsige, hvornår der lige er mulighed for en masse aktiviteter uden at blive helt våde. Var vi nu kommet direkte fra Danmark hertil, ville vi nok have haft lidt mere tøj med, som egner sig til naturoplevelser. Måske regnjakker og vandresko. og lidt mere praktisk tøj. Men vi har bare kun det mest nødvendige med i kufferten, og der har ikke været plads til regnjakker:-)

I går klarede regnen op i løbet af formiddagen, og vi tog ud til et stort vandfald, som krævede en gåtur ned af 500 trappetrin. For enden blev vi belønnet med at smukt vandfald, som bestemt var turen værd, selvom det også var temmelig pakket med turister. Naturoplevelser er noget af det, vi nyder mest som familie. Vi kan alle fire nyde at gå i skoven, junglen, på stranden eller i bjergene. Hugo og Vida nyder for det meste (Hugo kan være lidt mere besværlig bare en gang imellem!) at gå, løbe, lege, klatre og udforske, og det er bare altid dejligt at røre sig sammen. Vi er ikke den type familie, som har alt vandreudstyr og tager på lange udfordrende ture – slet ikke – men vi elsker ture i naturen, og natur er der i hvert fald så rigeligt af her i Costa Rica.

Nu glæder vi os til at nyde ‘la pure vida’ de næste 6 uger, hvor vi kommer rundt til forskellige steder i landet. Vi er i hvert fald allerede store fans af deres livsstil og den mega positive tilgang til livet.

De bedste ferievenner:-)

De bedste ferievenner:-)

Vida er blevet helt fantastisk til at møde nye venner på vores rejse. Hendes engelske sprog er blevet super fint, og det har givet hende selvtillid til at snakke med en helt masse børn, når vi støder på dem på legepladser eller i parker. Langt de fleste gange er det en engangsoplevelse, hvor de bare har leget for en stund, når de tilfældigt har mødtes, men en gang imellem er vi heldige at møde nye venner på steder, hvor vi – og de – tilbringer lidt længere tid.

Her i Mexico har vi været så heldige at møde et hold venner, hvor alle kunne nyde samværet. Familien er fra Canada, så Vida kunne sagtens selv tale med deres børn – særligt Georgia, som er samme alder som hende. Hugo nød opmærksomheden fra deres søn på 7 år, og Sune og jeg klikkede så godt med forældrene, at det endte med en uges tid med øl ved poolen (en hel del flere end vi plejer:-)), masser af snak og fællesmiddag. Det er altid børnene, som er udgangspunktet, og børn er bare den allerbedste ice-breaker, når man skal møde nye mennesker rundt omkring i verden. Vi har haft utallige gode og spændende samtaler med forældre på legepladser, og ofte har vi tænkt, at det sagtens kunne have være hyggeligt med mere tid sammen, men når vi er på farten, er det sjældent en mulighed.

Vi har boet i samme lejlighedskompleks som familien Walton her i Mexico, og der har været god tid til at lege og snakke og læs hinanden lidt bedre at kende. Det har været skønt at have et vennepar at være sammen med ved poolen. Vida har virkelig elsket at have en veninde, som hun kunne lege med næsten hver dag. Hugo har hygget sig med at være sammen med deres tre børn, og vi har endda nået både en mor-date med drinks på stranden og en aften i byen for fædrene! Noget vi jo ellers aldrig har mulighed for på rejsen, så jeg nød i den grad at kunne tøsesnakke og drikke margaritaer med en anden mor!

Det er helt sikkert nemmest for os at møde mennesker, når vi er steder med andre engelsk-talende, men dem er der heldigvis mange af rundt omkring – også i Mexico! Vidas sprog får desuden et boost, hver gang der er mulighed for at lege med andre børn, og Hugo er nu også begyndt at forstå mere og mere på engelsk – og han forstår også, at det er to forskellige sprog. Det er sgu ret sejt!

Så nu kan vi forlade Mexico med et nyt vennepar i bagagen. Med alle de digitale medier er det muligt at holde kontakten, og så må vi se, om vi engang i fremtiden får mulighed for at besøge dem i Edmonton i Canada – nu starter vi med, at Vida sender postkort fra vores næste stop i Costa Rica.

Syge børn på rejsen

Syge børn på rejsen

Det er bare aldrig sjovt at have syge børn. Vi har været helt utroligt heldige indtil videre, og sammenlignet med, hvor ofte børnene var syge i Danmark, så er det virkelig minimalt, hvad vi har oplevet – en enkelt feberdag, lidt udslæt… Men her i Mexico, synes de alligevel, at det var tid til revanche, og vi har nu haft en uge med sygdom på skift mellem Hugo og Vida.

Selvom man forlader alle bakterierne fra institutionerne og det trælse efterår, så kan andre mere tropiske bakterier indhente os, og så betyder det desværre ikke så meget, at solen skinner. Vi har ellers haft følelsen af, at solskinnet helt sikkert har spillet en rolle i forhold til, hvor lidt sygdom, vi har haft. Vi har næsten ikke haft snottede næser, hoste og snøften på rejsen – noget, som jo ellers er dagligdag i Danmark hen over vinteren især. Hvis der en gang imellem har været en snert af det, så har det til gengæld skyldtes lidt for meget tid i lidt for kold aircondition. Så det er jo en helt anden problematik!

Nå, men denne gang kunne vi ikke undslippe, og vi havde først Vida, og så 4 dage senere Hugo ved den lokale læge. Vi har den store fordel her, at Sune taler spansk, og derfor kunne han fint tale med lægen, som kun kunne en smule engelsk. Som i mange lande foruden Danmark, kan man også her i Mexico komme direkte til en børnelæge, uden nogen særlig henvisninger, så vi tog til en super sød børnelæge, som bare var så sød ved børnene – også selvom de jo ikke helt forstod, hvad han sagde. Begge børn har haft temmelig høj feber i mange dage, og ører som gjorde ondt om natten, så der var ikke så meget tvivl om, at de havde fået en øreinfektion. I Danmark ville det jo nok være en typisk mellemørebetændelse, men her var det ifølge læge snarere bakterier eller parasitter, som de havde fået ved at bade det, de her kalder ‘cenotes’ – en form for vandhuller. Heri trives bakterierne åbentbart yderst godt…

Så fra dansk betændelse, som skyldes vuggestuebakterier, til tropiske bakterier fra vandhullerne! Nå, men nu ser det ud til at lysne. Vi har haft syge børn i 8-9 dage, men nu har de begge fået antibiotika, og er ved godt mod. Det var så nemt at komme til lægen her i Mexico, og med vores rejseforsikring, som dækker det hele, så er det heller ikke nogen uforudset udgift. Desuden var lægekonsultationen super billig, så selv uden forsikring havde vi klaret den. Men det er nu rart at have den – der kunne jo komme mere alvorlige bakterier på banen en anden gang (7-9-13 for at der ikke gør!).

Onsdagsdessert og fredagsslik

Onsdagsdessert og fredagsslik

Hjemme i Danmark havde vi nogle rimelig faste rammer – ligesom de fleste børnefamilier har det… Sengetider, morgenrutiner, aftensmad og (næsten) ikke noget slik og kage i hverdagene. Vi har altid været temmelig strikse med særligt sengetiderne. Sune har været god til at holde fast, når jeg en gang imellem havde lyst til at strække den lidt ekstra (for min egen skyld som regel), og han har faktisk altid haft ret i, at de faste tider bare virker bedre – også selvom det er juleaften eller fødselsdag. Vi har til gengæld aldrig været så strikse i forhold til sukker, men vi har dog holdt fast i, at det ikke var noget, som børnene fik ret meget af derhjemme. Så de har altid fået lov, når vi var ude, og så har vi haft fredagsslik, og lidt ekstra hygge i weekenderne, når vi bare var hjemme. Jeg vil mene, at vi har været afslappede med det, men på en fornuftig måde. Og ja, der er så ufatteligt mange holdninger til sukkerpolitik, og vi ligger helt sikkert i den ende af skalaen, som hedder ‘alt med måde’!

Fredagsslik startede sådan rigtigt, da Vida startede i børnehaven. Min veninde havde det bedste tip til at styre det – når man er 3 år, får man 3 stykker slik. Det er helt simpelt. Så det har altid været reglen hos os, og Vida har altid accepteret det og været fuldt tilfreds. Hugo er selvfølgelig som barn nummer to startet noget tidligere, og han har lidt sværere ved at acceptere, at han må få 2 stykker, mens Vida må få 5. Så nogle gange får han lidt mere, eller de får begge en slikkepind i stedet for x antal stykker slik. Lige meget hvad, så er det ikke vildt meget slik, de får, og de er stadig fuldt tilfredse. Så tak til min veninde Sarah for det bedste fredagsslik-tip!

På rejsen har det der med særligt søde sager – is, kage, desserter – været noget sværere at styre, og vi var ret dårlige til at begrænse os i starten. De første måneder rejste vi meget rundt, spiste ude, og det føltes mere som ferie, og derfor var vi også mere tilbøjelige til at spise mere sødt. Det gør egentlig heller ikke noget, men da vi nu ikke bare er på ferie, men rejser hele tiden, så kom vi på et tidspunkt frem til, at det var en god idé at forsøge at sætte nogle rammer. Så foruden den kendte tradition med fredagsslik, indførte vi onsdagsdessert. Hvorfor det lige blev onsdag, det var vist tilfældigt, men det betyder, at vi om onsdagen hver må vælge en kage eller anden dessert, eller få dessert, hvis vi spiser ude. Derudover får vi selvfølgelig en gang imellem en is eller andet på andre dage, men vi forsøger at fastholde reglen, og ungerne kender nu konceptet.

På den måde holder vi lidt styr på, hvilken dag på ugen det er, og børnene plager heller ikke så meget mere om alt muligt, for de kender rammerne. At der så en gang imellem er undtagelser eller desserten en enkelt uge bliver om mandagen, det kan de faktisk sagtens styre. Heldigvis har de stadig ikke helt opdaget, hvor meget Sune og jeg bøjer reglerne og temmelig tit spiser søde sager om aftenen, når de sover… Dobbeltmoralen længe leve:-)