Den nat tandfeen IKKE kom!

Den nat tandfeen IKKE kom!

Der er meget, man skal huske som mor. Jeg husker ikke altid alting. Ofte er det ret ligemeget, men i nogle tilfælde er det temmelig uheldigt… Som da Vida her den anden dag lagde sin rokketand nummer to under puden og IKKE fik besøg af tandfeen. Hun havde endda skrevet et fint brev, som hun havde lagt ved siden af tanden!

Ja, helt ærligt tandfe, hvordan kunne du dog glemme at hente den tand! Jeg tænker, at tandfeen efter at have puttet to børn var træt, lagde sig på sofaen, spiste lidt chokolade og glemte derefter alt om den der tand, som hun skulle hente. Det var vist nogenlunde, hvad der skete. Og da Vida næste morgen kom ind til mig, vidste jeg med det samme, at den var gal… Tandfeen er desværre ikke altid den perfekte mor!

For hun blev virkelig skuffet. Og ja, jeg følte mig temmelig skyldig. Heldigvis har jeg en datter, som stadig ikke sætter nogen som helst spørgsmål ved magien bag hverken tandfe, julemand eller påskehare. Så jeg slap afsted med en forklaring, og vi blev enige om, at tandfeen måske havde haft travlt den nat og nok ville komme i løbet af dagen i stedet.

Hun kiggede så forbi, mens Vida spiste morgenmad. Og min datter var igen glad og ikke det mindste mistænksom. Jeg ved sørme ikke, hvor længe mine søforklaringer holder i hendes hoved, men for en stund endnu tror hun fuldt og fast på det hele. Og hun fortalte glad sine veninder i skolen, hvordan tandfeen havde været forsinket, men trods alt var kommet med den dollar, som hun havde håbet.

Nu står julen for døren, og der kommer jo både nisser og julemand fordi huset i ny og næ. Så jeg må vist hellere finde på nogle huske-strategier, som kan sørge for, at nisserne ikke glemmer at komme. Heldigvis er der jo også drillenisser, så måske kan de få skylden for min manglede hukommelse, hvis det nu går galt!

Jeg elsker, at Vida stadig tror på det hele. For det varer nok ikke længe, før det er slut med det. Så nu nyder jeg den barnlige glæde denne jul, og så må vi se, om hun stadig tror til næste år:-)

Lidt om vejret… og strandtur i november!

Lidt om vejret… og strandtur i november!
Vida slår vejrmøller på stranden.

Selvom det er verdens kedeligste emne, så bliver jeg nødt til lige at nævne det. For det er altså bare vildt at bo et sted, hvor vi kan tage på stranden i november! Jeg har altid været typen, som har sagt, at jeg elsker hvordan man i Danmark har alle sæsoner. Den påstand trækker jeg nu gerne tilbage… Jeg foretrækker vist alligevel badetøj og sommerjakker frem for flyverdragter og snottede næser hver dag i november.

I weekenden var vi på stranden, da temperaturen tog et sving op mod de 30 grader netop den dag. Vandet er koldt nu, så Hugo foretrækker at lege i sandet, men Vida vil stadig gerne ud og dyppe sig lidt. Jeg nøjes med tæerne, for Stillehavets kolde strømme har trods alt ramt, og man skal være temmelig hårdhudet (eller 6 år og stædig) for at bade nu!

Generelt ligger det lige nu omkring 22-24 grader. Det er skønt, men nu må vi se, om det var årets sidste stranddag. Jeg hører fra mange, at de ofte har badet i december, men at det også kan være køligt. Så det svinger åbenbart meget. Nuvel, vi nød stranden til fulde, og der var da også godt fyldt, selvom vi er uden for turistsæsonen.

Der er dog blevet koldere her i LA også. Når solen ikke er fremme, er der køligt. Men ikke mere end hvad en sommerjakke kan klare. Vi har stadig ikke haft regnvejr en eneste gang, siden vi kom hertil i juni måned. Det savner jeg til gengæld. Altså ikke den kolde, ruskende slag, men en god omgang sommerregn, som kan skylle støvet væk. For det er der til gengæld rigtig meget af. Her er super tørt og brunt overalt. Ikke på den der hyggelige efterårsmåde, hvor de røde-brune blade falder fint af træerne, men i stedet med tørt og fesent græs og brune bakker overalt.

Der skal nu nok komme regn, og vi ved jo, at der ikke er solskin hele året rundt. Da vi var her i foråret, regnede det ret meget (har skrevet om det her). Efter den sommer, vi nu har haft, så ser jeg frem til, at her igen kommer regn og grønne bakker overalt. For LA er en by fyldt med natur og et bølgende landskab. Og her er bare lidt skønnere, når det er grønt!

Så ak, man kan jo ikke få det hele… Jeg klarer lige pt. fint lidt støv – og strandture i november – når jeg til gengæld slipper for snotnæserne og den ruskende vind!

Børnefødselsdag i LA…med hundehvalpe!

Børnefødselsdag i LA…med hundehvalpe!
Pigerne hygger med hvalpene!

Vi var til fødselsdag hos Vidas klassekammerat Siena i sidste weekend. En del af underholdningen til festen var hundehvalpe… Altså at børnene kunne sidde i et lille bur og ae hundehvalpe. Der kom to gutter med underlag, bur og 8 hvalpe, og så skiftedes børnene til at sidde sammen med dem. Igen en af de oplevelser, hvor jeg bare må smile for mig selv og huske, at tingene er en del anderledes her i LA:-)

Faktisk fik jeg at vide, at der tit er dyr til festerne her, så det bliver spændende at se, hvad det næste bliver..hahaha!

Men generelt er fødselsdage et lidt andet setup her end jeg ellers har været vant til. Først og fremmest kommer forældrene som regel med. Man må gerne aflevere børnene, hvis man vil, men de fleste forældre bliver – og der er lagt an på det, da der som regel også serveres forældre-venlige drikkevarer (kaffe, vin osv.). Det er egentlig ret hyggeligt. Man får mulighed for at snakke lidt med de andre forældre fra klassen og lære dem bedre at kende i afslappede omgivelser. Så den del synes jeg faktisk er er et stort plus.

Kagen fra en anden fødselsdag.

En anden ting, som man ser til rigtige mange fødselsdage her er hoppeborge. Når man kører forbi parkerne i weekenden er der ofte flere hoppeborge sat op sammen med dekorationer, da mange holder deres fest i parken. Vejret er selvfølgelig en stor faktor i det – man kan næsten altid regne med godt vejr, så det er nemt at være ude store dele af året. I weekenden havde de hoppeborgen i baghaven, og det var et hit.

At det så også resulterer i et par blå mærker og lidt gråd, fordi de rammer hinanden i legen, det tager vi med. Vida kom i lørdag grædende hen til mig hele tre gange. Intet alvorligt, og hver gang løb hun tilbage og hoppede videre!

De har naturligvis også flotte fødselsdagskager. I stedet for kagemænd- og koner med slik er det cupcakes eller dekorerede kager. Jeg tænker helt sikkert, at jeg til Vidas vil lave en klassisk dansk kagekone – så må vi se, om de kan lide det herovre! Jeg har heller ikke oplevet endnu, at de gør så meget i hjemmebag, så der kommer jeg nok også til at skille mig lidt ud!

Vi har kun været til at par fødselsdage. Heldigvis har Vida først fødselsdag til april og Hugo i marts, så der er god tid endnu, før det er vores tur. Jeg tænker ikke, at vi skal have hundehvalpe, og der kan ikke være en hoppeborg på vores bagterrasse, så vi må se, hvad vi kan finde på i stedet:-)

Halloween – på ægte amerikansk!

Halloween – på ægte amerikansk!

Så blev det Halloween, og vi har virkelig glædet os til at opleve højtiden på ægte amerikansk manér! Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at klæde mig ud, men jeg blev alligevel grebet af stemningen. Så jeg fandt lidt sjovt i den lokale genbrug.

Dekorationerne begyndte så småt at dukke op rundt omkring for 2-3 uger siden. Det er slet ikke er alle, der pynter op, men til gengæld er der mange, som gør en hel del ud af det med kunstigt spindelvæv, græskar, skelletter og flagermus i forhaverne. Vi havde sågar et nabohus med en kæmpe oppustelig edderkop på taget:-)

Super flotte dekorationer i nabolaget – ikke så uhyggeligt i dagtimerne.

Vi har længe været frem og tilbage i forhold til kostumer. Først var det spøgelse, så dinosaur for Hugo, og Vida ville være prinsesse Jasmin. Men da vi stod nede i Target og skulle vælge endte det med Buzz Lightyear og en uhyggelig heks. Der er så meget at vælge imellem herovre. Og man kan købe kostumer overalt.

Vida forsøger sig med ‘apple bobbing’!

I sidste uge var der Halloween Carnival på Vidas skole. Det var ugen inden Halloween, og det var virkelig en sej begivenhed. Hver enkelt klasse skulle lave en bod – nogle med aktiviteter og andre med mad. Det er forældrene, som står for det hele, og det var helt enormt gennemført – og blev taget meget seriøst. Folk elsker vitterligt Halloween herovre! Jeg hjalp til i vores bod – en bod med ‘apple bobbing’ – vi havde hængende æbler, som børnene så skulle prøve at bide i. Det var så sjovt at se på… Det var super svært for dem at bide over æblerne – deres mund er slet ikke stor nok! Alle boder var dekoreret i ægte Halloween stil, der var kager formet som spøgelser og skelletter, og der var lavet et kæmpe ‘Haunted House’. Jeg var meget imponeret, og Vida havde den sjoveste aften.

Men det var nu den 31., vi havde glædet os mest til… Vi nåede aldrig at prøve ‘trick or treat’ i Danmark, da børnene var for små. Så de glædede sig. Forventningerne er steget lige så stille, som vi er kommet tættere på, og heldigvis skuffede aftenen ikke!

Vi var inviteret hjem til nogle venner til sammenskudsgilde. Som forresten hedder ‘pot luck’ på engelsk … Virkelig et mærkeligt ord, og jeg kunne slet ikke regne ud, hvad det betød, første gang jeg hørte det! Der kom en masse andre venner, og der var gang i huset med 10+ børn i kostumer og høje på forventninger og spænding!

Vores Halloween-crew… Hugo lidt betuttet som Buzz Lightyear i midten!

Efter lidt mad – og vin til de voksne – gik vi rundt i gaderne omkring vores venners hus, og det skuffede ikke… Dekorationerne var vildt flotte, og børnene fik simpelthen så meget slik – og den fedeste oplevelse. Der var huse med kirkegårde i forhaverne, lysshow med spøgelser og skelletter, og så var der sågar en mand, som havde sat et lærred op, og viste ‘Thriller’-musikvideoen på repeat via projekter foran sit hus. Vi mødte tonsvis af mennesker, og Hugo elskede da han 3-4 gange på aftenen mødte andre, som også var klædt ud som Buzz Lightyear!

Nogle af de huse, vi besøgte på Halloween!

Efter en times tid med ‘trick or treat’ var ungerne godt trætte. Og tilfredse. Inden de gik i seng hældte de alt slikket ud af kurvene, og som forventet var det en vild høst! Der er i hvert fald rigeligt til de næste mange omgange af fredagsslik:-)

Det var første omgang Halloween, og jeg er sikker på, at vi næste år også får overtalt Sune til at klæde sig ud!

Farvel til sutten

Farvel til sutten
Søde 2-årige Hugo med sin sut og sit tørklæde ‘Babu’!

Jeg har udsat det længe. Der har hele tiden været en god (læs: dårlig) undskyldning for, at vi liiige ventede lidt endnu med at tage sutten fra Hugo. Men nu er han 3,5 år, og ja, vi burde have gjort det for lang tid siden… Men altså, han elskede den sut, så vi blev ved med at udskyde det. Længere er den ikke.

Han har i lang tid kun haft den om natten. Han stoppede med lur for et års tid siden, så han har kun haft den om dagen, hvis han har været syg. Men han har ofte forsøgt at rende rundt med den eller har villet putte med den, når han har været træt. Så jeg vidste, at det ville blive svært at tage den fra ham.

Nu er det så tre dage siden, vi tog den. Jeg nævnte det for han tre-fire dage inden, så han var forberedt, og vi snakkede om, hvem der så skulle have sutterne. Vi besluttede, at de skulle sendes til julemanden. Så vi lavede om eftermiddagen en kuvert, puttede sutterne i og sendte dem til julemanden… Eller faktisk lagde vi brevet i brændeovnen (som ikke er tændt), og så kom julemanden da heldigvis og hentede sutterne i løbet af natten;-)

Den første aften havde han svært ved at finde ro, og han ville ikke sove. Den umiddelbare tryghed og incitament til bare at slappe af manglede jo. Suttens funktion var at man med den i munden slapper af. Og selvom han også har et tørklæde – som har det underlige navn Babu – så manglede han virkelig sutten. Han blev ved med at sige, at han ville have noget i munden. Efter lidt frem og tilbage, endte jeg med at sidde hos ham til han sov. Det tog halvanden time.

I går aftes på tredjedagen tog det en time. Han ville slet ikke sove, men det lykkedes til sidst. Denne gang sad jeg lidt udenfor værelset, hvor han kunne se mig. Jeg vil helst ikke vænne ham til, at jeg skal være der, når han falder i søvn, men han mangler stadig suttens tryghed, så vi tager det i små skridt. Nætterne har også været mere urolige end normalt – igen mangler han sutten til bare at slappe af med det samme, når han lige vågner lidt op om natten.

Men det er nu slet ikke så slemt. Og ja, vi kunne sagtens have gjort det for flere måneder siden. Jeg ved, at man (det må være alle de kloge mødre) siger, at det tager en uges tid. Han snakker stadig om sutten, når han skal sove. Den er ikke helt ude af sind endnu. Men mon ikke det bliver bedre om 2-3 dage. Så nåede vi så langt!

Los Angeles – forestillinger vs. virkelighed

Los Angeles – forestillinger vs. virkelighed
Udsigt fra Griffith Observatory over Los Angeles

Det er virkelig spændende at bosætte sig i en anden kultur, som udefra godt nok minder meget om Danmark, men som alligevel er anderledes på rigtig mange punkter. Vi har stadig en del at lære, og det er super interessant, når man opdager små forskelle eller ting, som er uventet anderledes. Som da jeg bagte helt almindelige gulerodsboller og vores amerikanske venner ikke anede, hvad det var – de diskuterede længe, om det var en form for scones, rolls eller buns. Den havde jeg ikke lige set komme!

Der er en helt masse fordomme og forestillinger om, hvordan nogle ting foregår herovre – på godt og ondt. Vi har alle set en masse film og tv-serier, som giver mere eller mindre virkelig billeder af livet i USA. Så nu får I lige mine bud på nogle af de forestillinger, som mange har om Los Angeles og amerikansk kultur generelt.

Alle arbejder med film i LA!

Vi er jo i Hollywood, og det har været vildt at opleve, hvor mange der rent faktisk arbejder i filmindustrien herovre. Så forestillingen holder bestemt stik langt hen af vejen. Vi har mødt utroligt mange, som på den ene eller anden måde arbejder i branchen. Eksempelvis har vi lejet to Airbnb-boliger, inden vi fandt vores faste bolig, og begge var helt tilfældigt ejet af filmproducenter. Flere af forældrene på Vidas skole arbejder desuden med casting, produktion og musik, og vores barnepige er aspirerende skuespiller. Præcis som man på cliché-fyldt måde forventer i Los Angeles… Hahaha!

Der er varmt hele året...

Nu har vi jo ikke boet her gennem alle sæsoner endnu, men i de knap fire måneder, som vi nu har været her, har det stadig ikke regnet en eneste dag. Der har været mellem 25-35 grader hver dag, og højest lidt skyet nogle morgener, men altid blå himmel om eftermiddagen. Det regner vist mest her i februar-maj, og alle siger, at vi godt kan forvente varmt vejr i hvert fald til og med Halloween, som jo er slut oktober. Og så bliver her heller aldrig rigtig koldt. Jeg tror ikke temperaturen går lavere end 10 grader på noget tidspunkt… Jeg er ganske godt tilfreds med, at vinterjakker og flyvedragter ikke er nødvendigt i L.A.:-)

Mange hjemmegående mødre

Der er uden tvivl langt flere hjemmegående mødre her i USA, end man finder i Danmark. Jeg tror, at den primære årsag er, at de stadig har noget dårligere muligheder, end vi f.eks. har i Danmark. Der er eksempelvis ikke et års barsel. Så vidt jeg ved har de kun lige knap tre måneder, og det er vist endda uden løn for mange. Pasningsmulighederne er heller ikke de samme. Der findes ‘Daycare’ nogle steder, men man ser slet ikke vuggestuer udbredt, som vi har det i Danmark. Hvis man har helt små børn og arbejder, så har de fleste en nanny, som passer børnene. Og det er dyrt. Så for mange, tror jeg simpelthen ikke det kan betale sig, hvis man har flere børn.

Det ligger naturligvis også stadig i kulturen, at mor går hjemme. Omstændigheder i forhold til pasning og priser har nok betydet, at kvinderne bare ikke er kommet på arbejdsmarkedet i samme grad, som vi er i Danmark. Hos os er det jo et noget mere atypisk valg at gå hjemme med børnene.

Dårlig madkultur

Det er nemt bare at dømme hele deres madkultur over en kam. De ting, vi forbinder med amerikansk mad, er bestemt ikke sunde, og fastfood-kulturen fylder stadig alt for meget. I L.A. er det ikke svært at leve sundt. Her er mulighederne uendelige. Desværre er det særligt de offentlige institutioner, som halter lidt bagefter – og her synes man jo netop, at det er vigtigt. Vida var fx i summer Camp (læs mere her), og om eftermiddagen fik de en snack. Jeg ville jo mene, at en snack til børn bør være frugt eller noget brød, men her var det i stedet “müslibarer” fyldt med sukker og oreo cookies. På skolen har de kantine, og her kan børnene godt købe sund mad til frokost, men de kan altså også købe pizza og kager i deres pauser. Så hvad mon de fleste børn vælger…

Så ja, de har nok stadig en dårligere madkultur overordnet set.

De insisterende PTA-mødre…

…Er faktisk virkelig søde og SUPER engagerede. Det er selvfølgelig min minimale erfaring, udelukkende baseret på de mødre, der er på Vidas skole. PTA stå for ‘parent teacher association’, og mange af os har set film eller serier, som billedliggør de halvirriterende mødre, som er overengagerede i deres børn. Sandheden er, at skolesystemet her har alt for få midler, det er faktisk lidt skræmmende at opleve. Og jeg forstår nu, hvorfor der er så stor forskel på skolerne her. Der er simpelthen ikke penge nok til helt basale ting, og derfor er engagerede PTA-mødre jo en gave. De hjælper på alle tænkelige måder med at samle penge ind til skolen, så der er råd til lærerassistenter, sportsudstyr og en skolepsykolog – ting, vi tager helt for givet i DK! Og jo, de prøver ihærdigt at få alle til at at melde sig som frivillige, og de presser på for at samle penge ind. Men det er altafgørende for ungernes skolegang. Med danske briller er det virkelig svært at forstå denne del af deres skolekultur, og jeg skulle også lige vænne mig til det. Så selvom der sikkert er masser af fejl og mangler i det danske skolesystem, så skal vi vist være temmelig taknemmelige!

Trafikken er forfærdelig!

Den fordom passer fuldstændig. Los Angeles er indrettet til biler, og der er ufatteligt mange af dem. Den offentlige trafik er ikke særlig god, og cykelstier er der også ganske få af. Jeg ville bestemt ikke turde cykle med børnene her. Der er næsten altid kø på de fire-sporede motorveje, og det kan snidlt tage en time at krydse byen… Men den er jo også rimelig stor. Til gengæld er det som regel okay at finde parkering!

Det er dyrt at gå til læge

JA! Deres sundshedssystem er fra et dansk synspunkt helt frygteligt. Man betaler dyre premiums hver måned, og så skal man mange gange stadig betale en form for selvrisiko minimum, når man går til lægen. Der hvor det kan blive rigtig dyrt, er hvis man skulle være så uheldig at komme på hospitalet. Så det er virkelig risikabelt ikke at være forsikret… På det punkt skal vi være meget taknemmelig for det danske system. Selvom det ikke fungerer perfekt, så risikerer man i det mindste ikke at gå konkurs efter en tur på skadestuen… Jeg håber virkelig for amerikanerne, at Bernie Sanders bliver den næste præsident, så alle kan få adgang til lægehjælp – forsikring eller ej.

Jeg lærer stadig, men jeg synes efterhånden, at jeg er tryg og har nogenlunde styr på de vigtigste ting. Og så elsker jeg bare, når jeg opdager de små kulturelle forskelle, som man ikke lige havde forventet. Som med de der gulerodsboller…

Tredje kapitel – ny hverdag med alenetid

Tredje kapitel – ny hverdag med alenetid
Der går en del tid med at køre ungerne til hverdag – det kender I nok godt til!

Så har hverdagen ramt os, og efter halvandet år med rejser og god tid hver morgen, så er vi nu igen afhængige af vækkeuret, når vi skal nå at smøre madpakkerne, inden skoleklokken ringer kl. 8.11. Sjovt tidspunkt, helt enig:-)

Vida har nu gået i skole i 3 uger og Hugo i pre-school i en måneds tid… Og det går godt. Det er jo stadig meget nyt for os, og særligt i skolen er der – som jeg skrev om her – meget at lære for både Vida og jeg. Men de falder lige så stille til. Vida har allerede masser af veninder i klassen, og Hugo glæder sig nu til at komme afsted om morgenen.

Jeg har for første gang i meget lang tid hænderne børnefri tre timer hver dag. Det er rart at have tid for mig selv om dagen. Men hold da op, hvor går de timer hurtigt. Jeg var kommet i gang med at løbe, inden Sune rejste afsted, men det måtte på pause, da jeg jo ikke kunne løbe afsted og efterlade ungerne alene. Nu hvor de så begge er afsted, er jeg begyndt lidt igen. Derudover går den sparsomme alenetid med at søge jobs, ordne praktiske ting, snakke med familie og venner i Danmark (tidsforskellen gør formiddagen hos mig til det perfekte tidspunkt) og selvfølgelig kaffe.

Jeg havde nok en temmelig naiv idé om, hvad jeg kunne nå i de timer. Tiden går så hurtigt, og egentlig er det jo kun 2,5 timer, da jeg også lige skal frem og tilbage fra Hugos pre-school. Så de der små skriveprojekter, jeg går og drømmer om at starte på, ja de venter stadig på sig.

En ting af gangen. Jeg er heldig at have muligheden for at have så meget tid med mine børn, og så skal pladsen til egne projekter jo nok komme hen af vejen. Jeg øver mig på at blive bedre til at udnytte alenetiden på ting, som jeg skal have ro til. Mange af de praktiske ting kan Hugo jo sagtens være med til, når han er hentet. Så det er nok noget med vaner og lidt mere disciplin.

Den der hverdag er nu engang helt ok! Indtil vi selvfølgelig savner rejselivet lidt for meget og drager afsted igen… Hvem ved;-)

“It’s Denmark people!”

“It’s Denmark people!”

Danmark kan føles temmelig lang væk, når man savner familien. Heldigvis har vi allerede mødt en masse skønne mennesker her i Los Angeles, og ja, faktisk også op til flere danskere. Verden er slet ikke så stor, og nogle gange er man heldig, at tilfældighederne går op i en højere enhed.

Et godt eksempel på det er historien om, hvordan jeg mødte Mette. Hun er gift med en amerikaner og har to drenge. Og ja, så hun er dansker.

For fire-fem uger siden var vi lige flyttet i vores nye hus i det område af Los Angeles, som hedder Mt. Washington. Vi var i den lokale Target, som er en stor supermarkedskæde herovre. Ungerne stod og kiggede på legetøj, og vi snakkede om, hvad de kunne ønske sig til jul. En lyshåret dreng kommer hen, og kigger op på os. “Are you speaking Danish?”, spørger han. Øh, ja, hvordan søren vidste han lige det… Sekundet senere går han ud på gangen og råber: “Moaaar, it’s Denmark people!”

Jeg kan altså takke Asger, som råbte på sin mor, for at vi mødte Mette i supermarkedet. Temmelig tilfældigt må man sige. Vi snakkede kort sammen og udvekslede numre. For det viste sig, at Mette boede i samme kvarter som os, og at hendes sønner er ca. samme alder som mine unger.

Nogle uger senere fik vi så at vide, at Vida og Asger kom i samme klasse på Mt Washington Elementary. Måske en tilfældighed, men måske også fordi jeg fortalte, at vi kendte Asger, da vi indmeldte Vida på skolen nogle få dage senere. Ligemeget hvorfor, så er det i hvert fald bare så skønt.

Det er enormt priviligeret at have en dansk ven, som jeg kan spørge til råds om alting. Mette kender området, skolen og en helt masse mennesker. Og så kan hun jo også lige huske mig på, at jeg nok ikke skal sige ‘shit’ så meget på engelsk. Et ord, som jeg bruger ofte, når jeg taler dansk. For i dansk sammenhæng føles det ikke så slemt… Det er dog lidt værre – og en smule mærkeligt – på engelsk!

Mette er ikke den eneste dansker, jeg har mødt. Der er faktisk adskillige i området. Så selvom jeg nødigt vil ende i en dansker-koloni, så er det nu dejligt at have andre, som kan relatere fra et dansk perspektiv. Og så er det jo bare skønt med en masse nye venner – danske eller ej!

1st grade… Skole på amerikansk!

1st grade… Skole på amerikansk!
Vida ved sin plads i det nye klasselokale!

Så blev det Vidas tur til en helt ny hverdag. Hun startede i skole i denne uge, og det var en uge fyldt med alle tænkelige følelser… Op til dagen var hun fyldt med spænding og forventningens glæde. Da vi ankom til skolen sneg nervøsiteten og usikkerheden ind, da vi pludselig stod i en skolegård omringet at hundrevis af børn, hun ikke kendte. Hun var ikke glad for at sige farvel til mor, men en meget sød lærer tog hende heldigvis i hånden, og hun gik med trods tårerne. Da jeg så hentede hende var hun fuld af lykke og glæde – hun havde allerede nye venner og elskede skolen.

På anden dagen sneg tårerne sig frem igen, men for hver dag er afskeden blevet nemmere, og fredag eftermiddag sluttede ugen af i parken, hvor hun i glædesrus legede med de nye klassekammerater.

I USA starter man i skole som 5-årig, men da vi jo har været rundt i verden det sidste års tid – og man jo ikke starter så tidligt i Danmark – ja så har Vida ganske fint sprunget børnehaveklassen over. Så hun startede direkte i 1. klasse sammen med en flok, der alle havde gået på skolen året før. Så det var lige på og hårdt. Første dage var en fuld dag, hvor forældrene kun sagde farvel i skolegården, og hun selv sammen med læreren og de andre elever gik op i klassen.

Skolesystemet er selvsagt lidt anderledes herovre. Jeg er stadig ny, men der er nu allerede mange forskelle. En væsentlig forskel fra Danmark er, at man her får ny klasse hvert eneste år. Så selvom alle hendes nye kammerater havde gået på skolen før, så var det en ny flok, da årgangen er blevet blandet i nye klasser. Man har desuden kun én lærer, og hun underviser så også kun på pågældende klassetrin. Så næste år skal hun have ny klasse og ny lærer igen. Det er helt standard… Og måske derfor, at mange amerikanere er mega gode til hele tiden at møde nye mennesker. Det er simpelthen noget de lærer fra skolealderen.

Klasseværelset tilhører den enkelte lærer. Så hun underviser altid i samme lokale, og det er også hende, der bestemmer, hvordan det ser ud. Det er vist også ret almindeligt, at lærerne selv står for at indkøbe forskellige ting til klassen/lokalet.

Det er jo meget anderledes end i DK. Men netop fordi skolerne umiddelbart ikke har store budgetter, så er det derfor også helt standard, at det forventes, at forældrene køber ting ind til klassen. Vi har faktisk fået en liste med det, de gerne vil have. Det er bl.a. papir, lim og håndsprit. Ting som umiddelbart er helt standardudstyr, men som skolen altså ikke sørger for.

…Og det er netop derfor, at der er så stor forskel på skolerne her i landet. For de skoler med engagerede forældre, som har råd til udstyr, ja de har alt det, der er behov for. Mens det på den anden side ikke er gældende i områder med mindre velstillede familier.

Jeg har som sagt stadig meget at lære om skolen her i L.A., og alt kommer jo med plusser og minusser. Jeg er utroligt glad for vores skole indtil videre. Det virker til, at det er et helt fantastisk fællesskab, og vi er blevet mødt med åbne arme. Vidas lærer er umiddelbart helt fantastisk, og hendes klasselokale er virkelig hyggeligt.

Men det bliver spændende at lære en helt masse nye spilleregler at kende. Der er i hvert fald nogle vilde forventninger til forældreinvolvering, så jeg skal nok komme til at tilbringe en del tid på skolen. Mere om det hen af vejen… Nu vil vi tage hul på anden uge, som nok skal byde på de første lektier. Så ved vi, hvad eftermiddagene skal bruges på!

Hatten af for de enlige mødre!

Hatten af for de enlige mødre!

Jeg er nu græsenke på tredje uge… Og der er stadig fire uger, før gemalen vender snuden hjemad. Det er alligevel det længste, jeg endnu har oplevet. Jeg er egentlig vant til, at han rejser, og er væk i perioder, men det plejer at være max 2-3 uger af gangen. Omstændighederne ville noget andet i denne omgang, og så er det jo bare sådan, det må være…

Jeg synes egentlig, at jeg er ret god alene også. Jeg har jo det kæmpe privilegium lige nu, at jeg ikke arbejder, så jeg kan fokusere på at få hverdagen til at fungere for ungerne – og mig selv. Lige netop i denne periode er det ekstra godt. Først skulle Hugo starte preschool, og dernæst havde Vida første skoledag. Og der er så enormt meget for os alle at lære – det er både dem og mig, der skal lære nye sociale spilleregler. For den amerikanske skole er nu alligevel lidt anderledes.

Så overordnet set går det jo godt! Der er bare nogle enkelte situationer, hvor en ekstra forælder havde været rart…

…Som da jeg i går uge skar mig så slemt i hånden, at jeg måtte forbi en læge midt i aftensmaden. Der var ikke så meget at gøre, da man skal komme inden for få timer, hvis de skal sy eller lime såret. Så jeg måtte have begge unger i bilen, lidt hurtigt mad i tasken og så afsted. Heldigvis artede de sig ret exceptionelt hos lægen, jeg havde ellers frygtet sult-skrig og kedsomheds-skrål! Og jeg blev limet, og alt er ok:-)

…Da jeg på Vidas første skoledag skulle trøste en noget utryg og ked pige, samtidig med at Hugo (som er 3,5 år og derfor ret tung) ville hænge på armen og skreg for at komme afsted. Lige dér var Vida bare vigtigst, og vi fik da også sagt farvel på en god måde, men mine arme var ved at falde af til sidst!

…Når jeg nu i næste uge skal til forældremøde på skolen og har haft fat i 6 forskellige babysittere allerede for at finde pasning. Jeg krydser virkelig fingre for, at det lykkedes med den 7., da det er temmelig vigtigt med det møde, netop fordi alt ved skolen er så nyt!

…Når min 6-årige datter opfører sig som en pre-teen og vi i disse dage ofte er på kanten af hinanden. Det bliver bare ikke nemmere af, at det er mig, der skal tage ALLE kampe med hende. Der kunne fars faste blik godt lige have hjulpet lidt!

…Når jeg er træt og har en smule hovedpine, og ungerne råber og skriger, men der bare ikke er andre til at tage over. Den kender vi vist alle sammen bedre end noget andet!

…Nå ja, og så savner jeg bare, at der er en anden til at lave aftensmad. Sune er den der oftest laver mad normalt, så det er bare øv at skulle det hver eneste aften. Jeg priser mig bare lykkelig for, at ungerne er fint tilfredse med både havregrød og rugbrødsmadder en gang imellem!

Men det er alt sammen bagateller i det store billede. Det ved jeg godt. Så hatten af for de enlige mødre her på Momster. Jeg har alverdens respekt for jer. Jeg skal trods alt kun klare 4 uger mere i denne omgang.