Rejseberetning #2 – Hawaii

Rejseberetning #2 – Hawaii
Vores lokale strand

Jeg sidder og kigger ud på det grå majvejr i Danmark og tænker tilbage på sommerparadiset på Hawaii. En destination, som jeg altid havde drømt om at komme til. Så selvfølgelig skulle vi dertil på vores rejse.

Forestillingen om Hawaii med palmetræer, smukke strande og afslappende ø-stemning er helt reel, men stedet er så meget mere end luau og blomstrede skjorter – på både godt og ondt.

Vi valgte at være en måned på Oahu, som er hovedøen. Vi lejede en Airbnb-bolig for hele perioden. På den måde kunne vi få ro på og føle os hjemme, og så udforske øen derfra. Oahu er ikke så stor, og det kan fint lade sig gøre at køre ud til det hele på dagsture.

Selvom Hawaii er en stat i USA, så har stedet sin helt egen kultur, og har man tidligere rejst i USA, vil øgruppen midt i Stillehavet føles helt anderledes end resten af landet. Ørigets historie fylder stadig meget i kulturen, og der er en stolthed blandt de mennesker, som har ‘ægte’ hawaiiansk blod i årene. I dagligdags tale hører man mange fraser fra det polynesiske sprog – ‘Aloha’ er naturligvis det ord, vi alle kender. Som så mange andre steder i USA, så er der også på Hawaii en vis opdeling mellem de oprindelige hawaiianere og tilflytterne (og mellem rig og fattig), og der er lavet særlige tiltag, som sikrer, at dele af jorden er ejet af mennesker med polynesisk blod i årerne. Ørigets histore er super interessant, så hvis I tager dertil, så kan jeg kun anbefale at læse lidt op på den.

Hvis man tager til Hawaii og bor udelukkende på et fint resort, så tror jeg ikke, at man oplever lokalsamfundet så meget, som vi gjorde. Vi boede i et helt lokalt område, og vi var umiddelbart de eneste turister. Man ser samtidig bagsiden af øen… Der er fx. rigtig mange hjemløse – både børn og voksne. Det er på ingen måde utrygt – tværtimod er alle super søde. Men det er voldsomt at se, hvor mange børn, som også bor i teltene ved strandene.

Det sagt, så er Hawaii også magisk sted. Aldrig har jeg oplevet så mange smukke strande samme sted (hvilket jeg også har nævnt om her). Der er uden at overdrive den ene smukke strand efter den anden, når man kører langs kysten. Med bjergene i baggrunden, krystalklart vand og lækkert sand… det er noget helt særligt. Tager man tidligt afsted, kan man sågar flere steder være heldig at have stranden helt for sig selv.

Lanikai Beach på østsiden er kåret som en af verdens smukkeste strande, og sandet er så fint, at det efter et besøg på stranden sniger sig ind overalt! På Oahus nordside er strandene mange steder tomme, men strømmen er meget vild – børnene kunne næsten ikke komme i vandet der. Vi boede til vores store held på vestsiden ved en af de mest børnevenlige strande, Pokai Bay. Der var bølgebrydere, og det var helt ideelt for børnefamilier. Børnene kunne de fleste dage bade selv i det lave vand, hvilket altid er en kæmpe fordel.


Hugo forstod ikke helt, hvor vildt det var, at han kunne gå lige ved siden af skildpadderne. De tog det også ganske roligt.

På nogle strande rundt på øen kan man også være heldig at møde kæmpe havskildpadder, som ved eftermiddagstid lægger sig i strandkanten og slapper af. Ret vildt at se dem bare ligge der… Og de er temmelig ligeglade med de mennesker, som betragter dem!

Noget af det vi elskede ved Oahu er, at der på øen stadig er masser af plads, til trods for, at Oahu er den mest befolkede af øerne. De har ikke valgt at bygge hoteller ved hver eneste smukke strand, og der er rigeligt med vandrestier og skovområder, så ikke alle turister samles på samme sted. Øen byder naturligvis på masser af turistattraktioner, som også er sjove og værd at besøge, men det særligt skønt at kunne nyde naturen uden hele tiden at gå i hælene af andre turister.

Vi havde mudder overalt på denne vandretur. Vi gled rundt og faldt flere gange… Men det var nu ret sjovt!

Vi vandrede flere steder – bl.a. på den mest mudrede sti, vi nogensinde har oplevet. Et godt råd (som jeg også selv skal huske at følge en anden gang!): Tag ikke ud at vandre i jungleskoven, når der lige har været et regnskyld! Det var virkelig sjovt, men nedturen var nok faktisk temmelig farlig, da jeg måtte bære Hugo, så han ikke gled.

Der er en del af de mere kendte vandreture som f.eks. Diamond Head og Makapu’u Lighthouse Trail, hvor man ikke kan undgå en masse andre turister, men de er nu stadig turen værd. Tager man i stedet de mindre stier, kan man faktisk opleve en helt anden ro midt i junglelignende skovområder. Det overraskede mig rigtig meget, da Hawaii jo er noget man forbinder med en masse turister. En anden rigtig god ting ved at vandre på Hawaii er, at der ikke er en masse farlige dyr. Der er f.eks. slet ingen slanger på øerne, og det er jo dejligt trygt i forhold til at lade børnene gå rundt selv.

Hvad skal man se…

Oahu byder på masser af attraktioner og oplevelser – nogle af dem, man ikke skal gå glip af er:

  • Køretur østpå fra Honolulu igennem Tetsuo Harano tunnellen. Motorvejen tager dig igennem skovklædte bjerge, og man kommer ud på den anden side til en helt fantastisk udsigt over Kaneohe Bay. En køretur langs Oahus vestside er også et must. Den side er præget af mindre turisme, og kyststrækningen er utrolig smuk, når man slipper de befolkede områder og kører nordpå (med masser af strande, man kan stoppe ved). Tag turen ved solnedgang, det er helt fantastisk!
  • Vi er jo filmnørder i vores familie, så vi besøgte naturligvis
    Kualoa Ranch, hvor rigtig mange filmoptagelser laves. Den mest kendte og ikoniske er nok stadig Jurassic Park, men der er også masser af nyere film, som laves der (den nyeste Jumanji havde de lige avet, inden vi kom). Deres udflugter er temmelig dyre, og bussen, der kører folk rundt er ret ubehagelig at sidde i… Men naturen på ranchen er utrolig smuk, og det var da også en sjov oplevelse at genkende landskabet fra op til flere film.
  • Køretur om øens sydøstlige spids. Igen vil jeg mene, at naturen og ufatteligt mange smukke udsigter er det helt store trækplaster på Hawaii. Kører man fra Honolulu og ned om sydspidsen østpå, så kommer man på en helt fænomenal strækning med de vildeste udsigter, og er man frisk kan man gå til Makapu’u Lighthouse og se spidsen af øen. I vintermånederne er det også her, man nemt kan spotte hvaler. Vi var der dog i juni, så den fornøjelse havde vi ikke.
Det ikoniske skilt fra Jurassic Park på Kualoa Ranch

Vi nåede kun at se Oahu. Jeg har fået at vide, at de andre øer er endnu mere magiske, særligt fordi der er færre mennesker. Vi prioriterede at være samme sted, da vores rejse jo var lidt anderledes end de fleste. Vi havde brug for at få en hverdagsfølelse med i det hele, så det ikke handlede om at opleve hele tiden. Hvis vi får mulighed for at rejse dertil igen, så vil jeg bestemt prioritere at se de andre øer.

Nyt liv, spændende fremtid!

Nyt liv, spændende fremtid!
Vi glæder os til at bo i ‘sunny California’!

Den sidste tid har vi gået og ventet på en afklaring. En temmelig vigtig en af slagsen. Derfor har jeg heller ikke været så aktiv på bloggen. Nu er svaret kommet, og heldigvis var det positivt. Det betyder, at vi nu stopper vores rejseliv. For denne omgang i hvert fald…

Fremtiden byder på et helt nyt og virkelig spændende liv. Vi flytter nemlig til Los Angeles!

Det er HELT vildt. Spændende. Fedt. Fantastisk. Udfordrende.

Det er super svært at få visum til USA. Min mand er instruktør, og derfor kan han søge et kunstner-visum (det hedder O-1). Jeg og børnene kan så få lov til at tage med ham som ‘dependents’, altså skal han kunne forsørge os, da jeg med mit nuværende visum ikke må arbejde (noget jeg så håber at kunne lave om på senere). Det har været en helt vild lang proces. Vi har været heldige, at Sune er repræsenteret af et produktionsselskab i USA, og de har hjulpet ham. Dem og deres kyndige advokater. Han har udfyldt enorme mængder af informationer, og det har taget ca. 7 måneder! Advokaterne fortalte, at det normalt tager en måneds tid, men pga. den kære Trump og hans administration, så er processen nu en smule længere!!

Men det lykkedes i sidste ende. Vi er pt. i Danmark, og i går var vi en tur forbi den amerikanske ambassade. Her skulle vi have svar på, om de ville give os visum. Vi havde frygtet et interview med en masse mystiske spørgsmål, men det viste sig at være helt simpelt, og det tog længere tid at komme ind – sikkerheden er naturligvis temmelig striks på ambassaden – end selve interviewet. Som forresten også bare er ved en skranke midt i rummet, hvor alle kan lytte med. Det var ren formalia.

På to minutter afgjorde den søde amerikaner vores skæbne, og nu skal vi bare vente på at få vores pas retur – med visum. Så kan vi tage afsted.

Nu er der naturligvis en helt masse ting, som vi skal have styr på. Og det kommer til at fylde meget de næste måneder. Så mon ikke I kommer til at høre mere om det. Vi skal jo have styr på de helt store ting – hvor skal vi bo, hvor skal Vida starte i skole, skal vi have møbler fragtet til USA osv. osv.

Men nu er det i hvert fald en kendsgerning. Og i starten af juni flyver vi til Los Angeles. Indtil da skal vi nyde Danmark, venner og familie. Og nok lige kigge i en del af de kasser, som vi har opmagasineret rundt omkring! Der bliver nok at tage sig til:-)

De kampe man ikke gider at tage…

De kampe man ikke gider at tage…
Det kan være svært at sige nej til ham her nogle gange:-)

Som mor skal man være verdens bedste forhandler… For ungerne tester dig hele tiden. Hvis de kan slippe afsted med noget, så er der ingen tvivl om, at det gør det! Jeg tænker i hvert fald ikke, at mine børn er de eneste, som gerne prøver grænser af. Man skal holde stædigt fast og kæmpe den samme kamp om og om, igen og igen. Hvad må de kære små, hvad må de ikke, hvad skal de, og hvad skal de helt bestemt ikke!

Der er en del kampe, som man bare skal tage – og gerne hver dag. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at tandbørstning skal være en kamp hver evig eneste dag, men det er det altså bare hos mine unger – særligt Hugo (som I også kan læse her). Og der er bare ingen kære mor – tænderne skal børstes HVER dag! Ja, den kan smutte en enkelt gang imellem, hvis man f.eks. er ude, og de falder i søvn på vej hjem i bilen. Men det er virkelig undtagelsen…ikke reglen.

Der er dog også en hel del kampe, som jeg ikke altid gider at tage. Ofte er de heller ikke så vigtige… Jeg har det nok egentlig med at tage for mange. Jeg har et stort behov for kontrol, selvom jeg har sluppet den lidt. Så jeg øver mig virkelig i ikke at ville bestemme det hele. For det er selvfølgelig også vigtig for ungerne at føle, at de selv bestemmer nogle ting. At de selv kan tage styringen en gang imellem.

Jeg synes dog, at det tit er svært at finde grænsen. Nogle gange kommer jeg til at starte en kamp, som jeg fortryder med det samme. Men når man så først har sagt a, så må man jo også sige b. Eller finder de små, kloge hoveder jo også bare ud af, at det er tomme trusler.

Der er nu heldigvis en del kampe, som jeg når at stoppe, før jeg selv får startet dem. Her er nogle af de kampe, som jeg vælger ikke at tage. Mon ikke der er flere, som kan relatere!

  • Hårvask. Den kamp tager jeg faktisk sjældent med Hugo. Han vil bare ikke have vasket sit hår. Punktum. Det har resulteret i, at hans hår nu faktisk aldrig bliver fedtet. Og egentlig er det vel også sundere ikke at vaske det med sæbe så ofte. Bevares, han kommer da i bad. Men håret bliver godt nok sjældent vasket. Så nu er det faktisk blevet helt selvrensende…
  • Vidas tøjvalg. Siden pigebarnet var 2,5 år gammel har hun haft en holdning til, hvad hun vil have på. Så længe det passer til vejret, så får hun lov til selv at bestemme 99% af tiden. Også når det SLET ikke matcher i mine øjne!
  • Nattøj. Da Hugo f.eks. ville sove i sine cowboybukser den anden aften. Jeg prøvede at overbevise ham om, at det ikke ville blive så rart, men han insisterede, og jeg valgte at sige ok. Og nej, hverken han eller comboybukserne tog skade! Så han sover egentlig bare i det tøj, han lige har lyst til:-)
  • Hår. Vida elsker sit hår, men hun hader at få det redt! Og jeg har foreslået hende at få det klippet lidt, men hun er stædigt imod. Jeg prøver at lade hende selv bestemme, hvordan hun vil have det sat – kampen om at få det redt tager jeg dog de fleste dage. Ellers ligner hun en skovtrold… dog en sød en af slagsen godt nok!

Man hører så tit ‘små børn – små problemer, store børn – store problemer’, så de kampe, jeg lige nu tager på daglig basis er nok ingenting i forhold til, hvad der venter mig om nogle år. Jeg ser bestemt ikke frem til, at mine børn bliver bedre til at kunne argumentere deres sag. For det gør de uden tvivl. Og mere stædige bliver de helt sikkert også.

Så i mellemtiden må jeg nok hellere øve mig endnu mere på, at vælge de helt rigtige kampe!

English, danglish, dansk!

English, danglish, dansk!
Det er dejligt at kunne tale engelsk med nye venner fra hele verden. Her er Vida sammen med Georgia fra Canada. De var bedste venner i en uge i Mexico!

Efter et års rejse taler min datter nu næsten flydende engelsk. Vida bliver 6 år om en måneds tid, og hun har on/off øvet sig på engelsk, mens vi har været på farten. Det er ret ekstraordinært, hvordan hun bare har suget det hele ind som en svamp, og hvor hurtigt hun har kunnet formulere sætninger selv. Der er vist ingen tvivl om, at det er meget nemmere at lære nye sprog, når man er barn.

Jeg tænker, at de fleste forældre med små børn benytter sig af at kunne tale engelsk, når ungerne helst ikke skal vide, hvad der tales om. Det har vi i hvert fald gjort rigtig meget. Det er alligevel temmelig tit, at man gerne lige vil vende et eller andet, inden man indrager børnene. Særligt når det handler om at beslutte sig for en aktivitet eller muligheden for is. Så man ikke står med to sure børn, når man vælger, at det nok alligevel er bedst uden isen!

Den luksus har vi ikke længere og har faktisk ikke haft det i lang tid. Et af de første ord, som Vida ALTID forstod, var ‘ice cream’! Og hun opfangede også hurtigt, når vi snakkede om, hvad vores næste planer skulle være.

Næste skridt var så, at vi kunne tale engelsk til Vida, hvis der var noget, som Hugo ikke skulle vide. Og det har faktisk været virkelig rart. I mange situationer har det hjulpet lige at kunne give hende en besked, uden at han forstod… Eller overtale hende til at lade ham vinde hvad enten det nu var, de konkurrerede i, så vi undgik skrigeri. Virkelig en handy mulighed. Det er ret stort for Vida – det her med, at hun nu kunne være med på engelsk. Så var hun for alvor den store! Og ja, jeg synes også, at hun er temmelig sej:-)

Vida har lært sproget ved at høre en masse engelsk omkring sig, se tegnefilm og videoer fra YouTube, og så allervigtigst – ved at møde andre børn på legepladser, på stranden og i parker. Og vi kommer på en del legepladser! Vi har også talt lidt engelsk med hende for at øve det, og vi retter og giver naturligvis en masse ord, når hun mangler dem. Men der er ingen tvivl om, at 5 år har været den perfekte alder. Det er kommet så nemt til hende. Hun har nydt at kunne snakke med andre børn, og selvom hun ikke kunne så meget i starten, så prøvede hun bare. Det er det fantastiske ved børn, der er ingen hæmninger. Ingen frygt for at sige det forkerte. Så prøver hun bare igen eller spørger en gang imellem om hjælp.

Nu er Hugo så i gang med at lære også. Det er kommet helt naturligt, at han nu interesserer sig for det, og han spørger hele tiden, hvad dit og dat hedder på engelsk. Han er lige blevet 3 år i denne uge, og hans danske sprog mangler stadig at komme helt på plads – ikke at han mangler ord, men udtalen er der ikke helt endnu med alle ting. Til gengæld kan han forstå mere og mere engelsk, og her den sidste måned, hvor vi har været i Los Angeles, er han også begyndt at tale. Mest på legepladsen, hvor han forsøger at kommunikere med de andre børn.

Hans sprog er derfor lige nu en ordentlig omgang ‘danglish’! Der sniger sig flere og flere engelske ord ind i hans danske sprog, og samtidig begynder han at tale en smule på engelsk. Den anden dag på legepladsen hørte jeg ham sige “Fang me” til en anden dreng, og han sagde forleden til mig, at han havde ‘hiccups’. Så samtidig med at vi hjælper ham til at lære det engelske, så skal vi også nogle gange fortælle ham, hvad det så hedder på dansk!

Det er super fascinerende at opleve børnene lære engelsk. Jeg forundres hele tiden over, hvor hurtigt, de fanger forskellige nuancer. Jeg elsker, at vores rejseliv har været med at at give dem denne mulighed. Og så elsker jeg at høre Hugo tale ‘danglish’ lidt endnu. Det er da virkelig det mest morsomme, når han på legepladsen stolt siger til alle: “Im a Hugo”:-)

Rejseberetning #1 – Japan

Rejseberetning #1 – Japan
Vida i regnen i Tokyo

Jeg vil gerne dele lidt flere rejseerfaringer og anbefalinger her på bloggen. For jeg synes jo, at vi har oplevet så pokkers meget. Så mange fantastiske, mærkværdige og anderledes ting og steder, så mange finurlige og vidunderlige mennesker.

Den første beretning bliver lidt fra Japan. Vi var dybt fascinerede af landet, og vi glæder os til, at vi engang skal tilbage og opleve endnu mere – måske med lidt større børn og dermed andre muligheder og oplevelser. Jeg har allerede nævnt her, at Tokyo vinder prisen som vores favorit-by indtil videre. Vi var der i ti dage, hvilket ofte er rigeligt i en storby, men vi kunne nemt være blevet længere. Byen er så enorm, at det tager uendeligt lang tid at opleve alt det, den har at byde på.

Vi var i Japan i maj måned. Ti dage i Tokyo og 18 dage længere sydpå, lidt mere ude på landet ved deres ældste hovedstad, Nara. Begge steder boede vi i huse lejet gennem Airbnb. Det fungerede super godt, og det kan vi kun anbefale andre at gøre – særligt med børn.

Effektivitet og respekt

Da vi ankom til Tokyo, tog vi toget til vores bolig. Med fire kufferter, en klapvogn og to små børn vel at mærke. Umiddelbart en lidt uoverskuelig opgave (vi skulle endda skifte tog), men den offentlige transport i Japan fungerer bare som smurt. Man skal ikke lade sig skræmme af sproget – alle skilte på stationerne er også skrevet med “vores” alfabet, så det er ikke sværere at finde rundt i Tokyo end det ville være i Paris eller en anden ny storby. Derudover er der elevatorer eller rulletrapper på alle stationer, så det er nemt at komme rundt med både klapvogn og kufferter… Hvilket f.eks. bestemt ikke er tilfældet i netop Paris!

Et fyldt tog fra en høj danskers vinkel!

Men vigtigst af alt… Japanernes opførsel i det offentlige rum er uovertruffen. Selvom togene til tider er pakket til bristepunktet, så er der ingen, som skubber, maser eller taler højlydt i telefonen. De tager hensyn, og der er roligt i togene. Der er stor respekt for andre mennesker. Som lyshåret, og forholdsvis høj, dansker er det surrealistisk at stå i toget og kigge ud over hundredevis af sorthårede hoveder, som alle står pænt og kigger ned. Det sværeste i togene var at holde børnene i ro – vi prøvede ihærdigt at opføre os lige så pænt som dem. Heldigvis syntes de fleste japanere, at vores rødblonde børn var ret søde… Deres hårfarve har på hele rejsen givet dem helt utroligt mange ekstra (overbærende) smil med på vejen! Hensyn og god opførsel i offentligheden er uden tvivl en meget stor del af deres kultur… Noget som mange kunne lære en hel del af.

Japansk brød

Da vi ankom i Tokyo, havde vi lidt ventetid, inden vi kunne komme ind i vores hus. Så da vi fandt en bager med en lille café, blev vi lykkelige. Det viste sig senere, at derbåde i Tokyo og flere af de andre byer er fyldt med hyggelige bagere. Mange af dem kalder sig noget med ‘french bakery’, og de excellerer i ufatteligt mange slags hvidt brød. Rugmel og kerner er vist ikke noget, som de bruger helt vildt meget af i Japan. Men… deres brød er himmelsk. Måske fordi meget af det snarere er kager:-) Og ja, vi er brødelskere i vores familie!

Så vi satte os ind til den lille bager. Alle skilte var udelukkende på japansk, og de talte ikke et eneste ord engelsk. Sune forsøgte at bestille en cappucino, men det ord forstod de heller ikke. Til gengæld var de mega søde og smilende, og det lykkedes da også at få noget kaffe af en slags. Vi valgte både noget brød, som vi kunne genkende en smule og noget mere spændende – og det var bare så sjovt at bide ned i noget, som man troede var sødt, men så viste sig at være salt eller omvendt. Jeg kan kun anbefale at prøve lykken hos de japanske bagere – det er en oplevelse i sig selv!

Tokyo

Vida på gaden i Shinjuku-området

Kontrasterne i Tokyo er enorme. Vi boede i et område primært med boliger, og gaderne der var rolige og der var temmelig stille – som i ingen larmende biler (de har vildt mange elbiler, som ikke larmer), ikke mange mennesker på gaderne og ingen høje lyde fra natteliv. Når vi tog toget ind til de mere centrale områder af byen, så blev vi mødt af menneskemylder og den vildeste portion af japansk bykultur med alverdens underlige madvarer, neonskilte i skrigende farver og en følelse af vestlig modernitet mixet med orientalsk kultur overalt.

Tokyo byder på et hav af oplevelser. Alt fra Disneyland til pandaer i deres kæmpe zoo, gigantisk parker med templer og japanske haver, markeder og shopping distrikter, som har alt fra teknologi til skøre figurer fra den japanske popkultur. Der er så mange indtryk at hente i byen, og så mange finurlige oplevelser – spillearkader, restauranter med robotter, temaparker med Hello Kitty for bare at nævne et par stykker. De går i hvert fald ikke ned på underholdning i Tokyo!

Kød i verdensklasse og plastikmad i montre

Deres madkultur er også helt fantastisk, og foruden det med de mange bagere, så overraskede det også mig, hvor meget de åbentbart elsker italiensk mad. Jeg havde i min kliché forstillet mig, at der bare ville være sushirestauranter overalt, men i vores lille kvarter lå adskillige virkeligt gode italienske restauranter – som vi særligt var begejstrede for den første aften, hvor vi efter rejsen ikke lige orkede at starte med at udforske den lokale ramen med to trætte børn!

Mad i plastik udstillet foran restauranterne, så man kunne se valgmulighederne!

Vi fik masser af virkelig god JAPANSK mad. For brød og pizza er selvfølgelig ikke den mad, man skal tage til Japan for… Vi prøvede flere restauranter, som havde borde med en stegeplade i midten, og så tilbereder eller varmer man selv dele af maden på dem. Det er både lækkert og virkelig underholdende for børnene. Vi prøvede for første gang wagyu kød, og det er den vildeste oplevelse. Aldrig har jeg smagt kød som det – det smeltede nærmest på tungen. Vi fik det serveret råt, og så stegte vi det selv ved bordet, da det blot skulle have få sekunder på panden. En oplevelse, som jeg vil anbefale alle at prøve i Japan.

Foran mange traditionelle restauranter kunne man ved indgangen se deres menu i plastik. Virkelig en sjov og skør ting fra vores perspektiv, men da egentlig også ret praktisk. Vi var dog temmelig enige om, at det ikke så vildt tillokkende ud!

En anden genial ting, som jeg ELSKEDE, var deres automater med drikkevarer. Lige meget hvor man er i Japan – både i Tokyo, men også i de mindre byer – så kan man rundt om hvert hjørne finde en automat med drikkevarer. Og det er sodavand, alverdens mærkelige juicer og både kold og varm kaffe… Ja, der er dåser, som kommer varme ud af automaterne! Det kostede ikke ret meget, og med børn er det bare fedt, at man aldrig mangler drikkevarer. Igen rammer japanerne bare plet med praktikken!

Kultur og templer

Der er mulighed for at dykke ned i den japanske historie overalt, og byerne rummer utrolig mange historiske sites og gamle templer, som turisterne valfarter til i hobetal. Vi besøgte naturligvis også flere af slagsen, men jeg må indrømme, at vi ikke orkede så mange. Børnene var stadig temmelig små (særligt Hugo), og efter et par stykker hoppede de ikke ligefrem af begejstring ved udsigten til flere templer! Så vi brugte også en del tid på bare at være i byerne – besøge parker, gå ture og taget toget rundt.

Japans højeste Buddha i Nara. Et imponerende syn.

Da vi kom sydpå var vi i Kyoto, som vist er den by i Japan med flest templer. Byen er i hvert fald fyldt med dem, og de er ganske imponerende. Det er uden tvivl tiden værd at besøge de største af templerne, men jeg tror, at det er et af de kompromisser, som man skal være opmærksom på i Japan… Med små børn er det virkelig svært at komme rundt til alle kulturelle sites. For der er ufatteligt mange, og jeg må da også indrømme, at de lignede hinanden – altså templerne!

Hvis jeg skal anbefale et sted, så er det Todai-ji templet i Nara, som rummer Japans største Buddha. Og på gåturen derhen er man i parken omgivet af fritgående hjorte. De vil meget gerne fodres, og det var super hyggeligt og sjovt for børnene – et af de templer, som var sjovt for alle at besøge:-)

Egentlig er det jo en oplevelse bare at besøge et japansk supermarked, hvor man kan føle sig fuldstændig på udebane. Der står tingene jo ikke på engelsk, og hvis man ikke kan gennemskue varen ud fra pakken, så er man fuldstændig ‘lost in translation’! For til min store overraskelse er der ganske få japanere, der taler engelsk. Så der er ingen hjælp at hente… Men det er jo også bare en del af charmen:-)

Tag til Japan!

Jeg vil til enhver til anbefale alle at tage til Japan. Både med små og store børn. Selvom der er mange ting, som de små børn ikke kan sætte pris på, så er det et rigtig godt sted at rejse med de små. Man føler sig ekstremt tryg i Japan, tingene fungerer fuldstændigt optimalt, japanerne er søde og venlige, og det er nemt at komme rundt alle steder med togene.

Men vigtigst af alt er det bare så fascinerende et sted. Landet er på mange måder mere moderne end mange vestlige lande, men på den anden side er deres kultur så anderledes og forbundet dybt med traditioner, som kan virke lidt gammeldags for os. Japan skal opleves og mærkes, så se endelig bare at komme afsted!

En hel måned uden…

En hel måned uden…
Man kan få nogle temmelige vilde donuts her i USA – de var alle tusindvis af kalorier værd!

…sukker og alkohol.

Det lyder jo egentlig ikke af ret meget, men jeg synes nu, at det er temmelig længe. Jeg er jo ikke afhængig af nogle af delene, men jeg ELSKER alle søde sager, og jeg ELSKER et glas vin i solen på terrasen eller i sofaen med benene oppe, når ungerne sover. Det er bare så pisse hyggeligt!

Det handler ikke om slankekur, overhovedet ikke. Det handler snarere om en følelse af, at det var blevet lidt for meget. Og det er bare en rar tanke, at jeg kunne blive lidt bedre til ikke at give min krop alt det ‘dårlige’. Jeg synes også, at jeg her den sidste tid har haft en mere uren hud. Jeg tror ikke, at det kun skyldes sukker og alkohol, men måske kunne en reducering af de to ting hjælpe lidt. Om ikke andet føles det sundere…

Når man tænker over det, så er det jo virkelig vildt, hvor meget man kan gå op i, at ungerne spiser sundt og får alle de ‘rigtige’ ting… Jeg er ikke en streng mor hvad angår sukker, men der er dog alligevel begrænsninger. Og det er ikke noget, som de får hver dag overhovedet. Men når de så går i seng, så er jeg da den første til at spise resten af pakken med cookies! Så de regler, som gælder for børnene, dem har jeg bestemt ikke været god til selv at overholde! Jeg er ret sikker på, at jeg slet ikke er den eneste mor, som kender til netop den situation.

Nu er vinen så erstattet af et glas æblejuice eller danskvand, og jeg kværner så i stedet en håndfuld rosiner, når jeg får snack-trang om aftenen. Jeg har været i gang en uges tid, og det går faktisk meget nemmere, end jeg havde forventet. Nok fordi det ikke er en kur. Det handler helt klart mest om, at jeg gerne vil bevise for mig selv (og min mand!), at jeg kan gøre det. At jeg faktisk ikke er afhængig af sukker…

I dag er det onsdag, og vi har vores ugentlige tradition med onsdagsdessert (læs mere her). Det kan godt være, at jeg skal sende Vida og Hugo afsted med Sune, så jeg ikke skal blive fristet af hvad end, de nu vælger f lækre sager på denne onsdag:-) Længe leve principfastheden – en gang imellem!

Lydbøger for the win! Og en anbefaling…

Lydbøger for the win! Og en anbefaling…
Læs eller lyt til denne!

Jeg har altid læst temmelig meget. Det er helt sikkert noget, som jeg har med hjemmefra. Min mor er lærer og bibliotekar og har også en pæn samling. Det er ikke de store litterære værker, som har fyldt mest. Faktisk har de ikke fyldt særlig meget. Derimod har jeg altid elsket eventyr og kvinderomaner – også dem af mere letlæselig karakter. Så chicklit og Harry Potter har uden tvivl været blandt favoritterne:-)

Men jeg har også altid elsket at læse bøger, som er baseret på sande historier. Eller biografier. De sætter sig ofte lidt mere fast og rører lidt dybere. De hænger i mig længere tid. Jeg kan sagtens blive rørt af de fiktive fortællinger, men de sande gør bare mere ondt. Det er sværere at lægge dem fra sig bagefter. Og så giver de ofte et nyt niveau af respekt for fortælleren… Og en taknemmelighed for, at vedkommende har været modig nok til at dele sin historie med verden. For andres historier kan for alvor sætte ens egen virkelighed i perspektiv.

Jeg var så heldig at vinde et tre måneders abonnement til Storytel i Momsters adventskonkurrence i julen, og jeg har derfor haft mulighed for at lytte til danske bøger, selvom jeg befinder mig på den anden side af Atlanten. Jeg elsker stadig at sidde stille og roligt med en bog og en kop kaffe. Med to små krudtugler er det dog knap så ofte, at der lige er ro til det. Lydbøgerne er en del mere fleksible, og jeg har fundet ud af, at det jo faktisk er muligt at lytte til dem, mens jeg f.eks. er på legepladsen med børnene. Favre nye verden!

Boganbefaling

Jeg har netop lyttet til Leonora Christina Skov fortælling om sin opvækst. ‘Den, der lever stille’ er en virkelig barsk historie. Det gør ondt at høre, hvordan hun er blevet behandlet af dem, som skulle beskytte og elske hende. Samtidig er det enormt opløftende at læse historien om en helt utrolig stærk kvinde. Hun ved, hvem hun er, og hun står ved det hele vejen igennem. Hun har min fulde respekt, og jeg beundrer, hvordan hun kan fortælle sin historie uden bitterhed og vrede.

Forfatteren læser selv bogen højt som lydbog, og det gør oplevelsen endnu mere intim, fordi det føles som at sidde foran hende, mens hun selv fortæller. Hendes historie sidder fast i mig, og jeg har lyst til at anbefale denne bog til alle. For selvom jeg ikke kan relatere direkte til det, hun har gennemgået, så rører det mig dybt. Og som mor bliver jeg endnu mere bevidst om, hvor meget jeg er med til at forme mine børn. Hvor vigtig min kærlighed til dem er.

Så skynd jer at læse eller lytte til ‘Den, der lever stille’. Det er en fænomenal bog!

Our favorite travel spots

Our favorite travel spots
The beach on the west coast of Oahu

I wanted to do an English blog post for all my friends abroad and the people we have met on our travels. So I thought it would be the obvious choice to write about all the best things and places we have encountered on our travels.

Because after a year of traveling the world, we have visited several countries, seen amazing places, been to beautiful beaches and seen many natural wonders. We have walked the streets of charming cities and had what feels like a million cups of coffee. We have experienced different cultures and met a lot of amazing people, who have shared their stories and listened to ours. Travelling always presents an opening for great conversations, and we sure have met a lot of great people.

So what did we love the most… Where are our favorite places… It’s almost impossible to choose, and there is still so much of the world to see. But I’ll give it a try anyway, because we have definitely experienced a lot of great places!

Favorite beaches: Hawaii

We have seen our share of beautiful beaches and amazing sunsets, but I do think the most stunning beaches are those in Hawaii. We only stayed on the island of Oahu (and I hear that the other islands are even more stunning), and we were lucky to live by a great and very kid-friendly beach on the westside of the island. We drove around and swam at several other beaches, and it’s really just one beautiful spot after the other. With the stunning vistas of the mountains in the background and crystal clear water all around, not many places (on our travels this time around) can compeed in my book.

Favorite city: Tokyo

Vida walking in the rain in the streets of Tokyo

Tokyo is really something special. And both my husband and I have no doubt that this fantastic city tops our list. It’s the most populated city in the world (approx. 38 million people), and it’s an intriguing mixture of old and new, chaos and calm, order and craziness. We really loved this city and were utterly fascinated by how you see contrast everywhere. We stayed in a residential area, where the streets were calm, but only a few train stops away in any direction really, we were able to find an area full of neon signs, people and busy life. It’s such a modern city, and it feels safe and homey in many ways, but then on the other hand the Japanese culture is so different from our own. You are really ‘lost in translation’ in so many ways in this city, but we never felt it in a negative way, but only in the sense of wanting to learn more about this fascinating place.

Most kid-friendly place: Bali

We haven’t really had any bad experiences travelling with kids, and almost everywhere, people are friendly and forthcoming to them. That said, Bali definitely stood out. Because the people there not only tolerate kids, they really like kids. Everywhere on Bali, the kids were met by smiles, and we never felt they were in the way. Often in stores, your first response as a mom of a toddler is to stop him from touching things and apoligize, but that’s not necsessary in Bali. Most places the attendants actually start talking directly to the kids and just laugh at them. Everywhere the kids are just greeted with a smile, and as a parent that just makes you relax even more.

When I meet other people, who have travelled in Bali, they all agree that the Balinese are one of the most friendly people in the world. So it’s a common assumption, and they are friendly to all, not only to kids:-)

Best food: Costa Rica

Food is so objective, and really, there is great food everywhere in the world… almost anywhere. Our kids are quite good eaters. Not that picky, and even though they love pizza and pasta – like most kids do – they also like fish and vegetables, and they will try most food. Costa Rican food is quite simple and that also makes it very kid-friendly. Like in Mexico, they use a lot of beans, rice and tomatoes, and things like gallo pinto (traditional breakfast with rice and black beans) and Chifrijo – again rice and bean, but with tomatoes and pork – are easy for kids to like.

I love beans and tomatoes myself, so on that note, I really liked the simple food as well. By the coast, the seafood is great as well – we had delicious ceviche, the most fantastic fish tacos and local fish like mahi mahi and tuna several times. Overall, Costa Rican food is just simple, delicious and also quite healthy. What’s not to like!

On a side note, my all time favorite food will always be Italian… But Italy just wasn’t on the itinuary this time around:-)

Favorite place to hike: Vancouver Island

Hugo hiking – he almost walked the whole way on his own.

We have done quite a lot of hiking as a family throughout our travels. With emphasis on ‘as a family’. Meaning that the level of hiking isn’t extreme or advanced. It’s always at a level where everybody can participate – even the 2-year-old… Although we have had to carry him several times as well! In the family context, there is no doubt that Vancouver Island has been our favorite place to hike.

The Island is just full of family-friendly trails (as well as more advanced ones), and the surroundings are absolutely breathtaking. Everywhere you go on the island, it’s very organized, well-kept and easy to navigate. The trails are mapped out and it’s easy to find your way around the forest and along the cost. It’s also easy to find trails that are not overrun by other tourists. We found ourselves wandering along beautiful trails and surrounded by high trees and stunning vistas – often all alone in the forests. And we were there in July, which I would say is tourist season.

Best coffee: Australia and New Zealand

The Australians and the kiwi really like their coffee. Really, you can get good coffe everywhere – and always at a decent cost. Actually, coffee is quite cheap in both countries, even in the best coffee shops in the bigger cities. Compared to the coffee prices in Scandinavia, coffee down under is a bargain! And who doesn’t like that…

But the coffe is not only cheap, it’s relly good. I know, good coffee is everywhere in the Western world these days, and of course there is great coffe to get lots of places, but in Australia and New Zealand, we just had the feeling, that you could not get a bad coffee! Even the McDonalds coffee was much better there than in any other countries, we have tried. And believe me, we have had a lot of McDonalds-coffee being on the roads in eg. the States.

They like ‘flat white’ and ‘long black’, which is kind of their versions of a cappucino and an american. Even at a small truck stop in the middle of the mountains, driving through New Zealand, we found ourselves quite surprised by how good the coffee was.

Best playgrounds: Vancouver Island and Los Angeles

We have been to our share of playgrounds the past year. I would actually claim that I have been to more playgrounds this past year, than I have my entire time growing up. My kids have experiences so many things, but I still believe that going to a playground is on their top three of favorite activities.

So we do spend a fair amount of our time in playground, and as long as the sun is out, I’m in. My kids love trying out new ones, and we have found quite a lot of amazing places for them to climb, run and play over the past year. Two places stand as far as playgrounds go so far – Vancouver Island and Los Angeles.

Someone told me that in Vancouver Island they have one of the largest ratios of playgrounds to people in Canada. I don’t know if that’s really true, but they sure do have great ones. We stayed there a month and had time to try out several. Overall they are quite big, always very well-kept (as with the trails), and many of them have areas for all ages – also often for bigger kids. With I would say is not always the case.

In Los Angeles, what I am most surprised by is how many playgrounds there are. At the moment, we are staying in the eastern part of the city, and within a 20 minutes drive, we can find enough playgrounds to satisfy the kids for several months! And they are all really nice, well-kept and even quite different. Los Angeles does have a vast amount of activities to do with the kids, but there is just nothing like a nice park with a great playground and a whole lot of sunshine.

Best tasting fruit: Mangos in Hawaii

Fresh mango juice and a cinnamon bagel

I have never tasted anything like the mangos we had in Hawaii. We were there in June, just when mangos everywhere were literally falling of the threes. Ripe and orange. They were so sweet and delicious. We were lucky to live in a house with a mango three in the back yard, so everyday we had mango juice og cut mango with our cereal.

Even though the pineapples in Costa Rica come really close, nothing beats the Hawaiian mangos. And that’s unanimous in our family. My daughter still refers to the house we stayed in, when we were there as ‘the place with the mangos’. I guess being Danish and not at all used to the more exotic fruits on a daily basis, these mangos just really stood out!

Overall favorite country to visit: Costa Rica

If we have to choose a favorite place at this point, I think it has to be Costa Rica. It’s almost impossible to pick one country, because each has different things to offer. But as an overall feeling, Costa Rica somehow stands out.

When we arrived there, we had an immidiate feeling that we would love this country. And that feeling continued just continued to grow. Costa Rica has a lot to offer in terms of diversity. It’s quite a small country, it presents you with mountains, volcanoes, national parks with amazing wild life, stunning beaches and charming towns.

Their philosophy is that of ‘pura vida’. It’s a wonderful approach to life and makes you feel like you should appreciate what you have even more. They care about community and makes the best of their lives, with a positive attitude (I wrote about this, but in Danish, here). Because it’s really just that simple.

Obviously, the weather is almost always warm. They have rain season and dry season, but it never gets cold – and really never get too hot either. The beaches can be rough some places, but in the northwestern part of the country, there are several smaller beach towns where you find one beautiful beach after the other.

As I said, the food is really good. It’s also inexpensive to go out (compared to European prices), so we really took advantage of the happy hours with drinks on the beach, sunsets and the kids playing in the sand. Besides going to playgrounds, I would say that the beach is the best place to take the kids. Water and sand are their favorite toys, no doubt about it. And there is plenty of that in Costa Rica!

We will most definitely go back to Costa Rica… Soon!

Alene hjemme = serietid

Alene hjemme = serietid

Nu må han da egentlig godt komme hjem igen… Altså min mand. Han har været væk i knap 14 dage, og jeg har været alene med ungerne i den sidste uges tid. Mine forældre var her nogle af dagene, så det var rart med selskab og feriehygge.

Jeg har det helt fint med at være selv, og de første dage nyder jeg altid aftenerne helt alene – hvor jeg kan gøre og se, lige det jeg vil (læs: alle de serier og romantiske film, som Sune så absolut ikke gider!). Men nu har jeg vist set rigeligt med serier, og det kunne da egentlig være helt rart at få ham hjem!

Sune er slet ikke seriefan. Det er jeg til gengæld… Det betyder dog ikke, at jeg har god smag. Faktisk har jeg nok temmelig almindelig og til tider lidt sødsuppe-smag, og jeg falder ofte i en helt masse serier, som er fyldt med følelsesporno. Sune spørger altid, hvorfor søren jeg gider se alle de ting, som med sikkerhed får mig til at tude, men de der lægeserier er bare en sikker vinder HVER gang!

Jeg ser dog ikke udelukkende lægeserier, der er også masser af andet godt i den kæmpe bunke af valgmuligheder, som findes på alle de lige så mange streamingtjenester. Det er temmelig svært at overskue udbuddet. Så her får I lige lidt af det, som jeg vil anbefale – så kan I jo se, om I deler min hang til sødsuppen:-)

  • The Marvelous Mrs. Maisel. Nyere serie på Amazon Prime, som har vundet flere priser allerede. Og det er virkelig velfortjent. Den er så skøn, og Rachel Brosnahan, som spiller titelrollen er fuldstændig vidunderlig. Den handler om noget så forfriskende som en jødisk husmor, der springer ud som komiker i New York i 1950’erne. Det er da i hvert fald et anderledes udgangspunkt:-)
  • Greys Anatomi. KLASSIKER. Da vi boede i Danmark så jeg troligt Greys hver mandag i Medical Night. Og Sune var af den grund ikke særlig stor fan af mandage! Serien kører jo helt vildt i ring, og det er på højde med Beverly Hills i forhold til, hvor meget mere de stakkels karakterer nu kan udsættes for. Men jeg kan bare alligevel ikke lade være… Tror den kan ses på adskillige platforme, og den kører vel også stadig på kanal 4!
  • Sex Education. Helt ny britisk serie på Netflix. Befriende take på unge og sex. Og Gillian Anderson (hende fra X-files) er helt vildt skøn som teenagemor og sexterapeut. Den har noget på hjerte og samtidig har den så mange finurlige karakterer, som man kun kan holde af.
  • New Amsterdam. Ja, jeg elsker lægeserier, og der skulle ikke mange minutter af denne til, før jeg også var fanget her. Helt klassisk med en lægestab og deres egne problemer blandet sammen med patienternes problemer. Jeg ser den på Viaplay, men mon ikke, den kan findes andre steder.
  • Suits. Advokatserie. Min anden svaghed. Og er man til charmerende mænd og badass kvinder, så er Suits lige sagen. Mere er der ikke at sige om det. Jeg ser den på Netflix.
  • Ali Wong. Stand-up når det er allerbedst, og Ali Wongs to Netflix-shows burde være must-see for alle mødre. Jeg græd af grin flere gange. Hun er højgravid under begge shows, og hun rammer bare så præcist i forhold til graviditet, børn og sex. Se det og gense det. Jeg elsker Ali Wong! I kan også følge hende her.
  • Atypical. Der ligger to sæsoner af denne på Netflix, og jeg synes, at det er en af de bedste serier, jeg har set længe. Den handler om Sam, som er autist. Hans famile er skøn, selvom de langt fra har styr på det hele, og Sams måde at takle mange ting på, skaber grobund for nogle ret sjove situationer.

Jeg mangler nu den næste serie, som jeg kan kværne, når Sune er ude at rejse. Så skulle nogle af jer ligge inde med en masse anbefalinger, så råb endelig højt… Han kommer dog retur om et par dage, så bliver der alligevel ikke så meget tid til serier lige foreløbigt (læs: jeg skal nu nok finde tid hist og pist, når jeg finder den næste gode serie!).

Jeg har sluppet lidt af kontrollen…

Jeg har sluppet lidt af kontrollen…
Morgenerne i sengen er hyggelige og uden stress – ingen skal haste ud af døren.

Jeg har altid været lidt af en kontrolfreak. Og jeg er det helt klart stadig. Men der er alligevel sket noget med mig det sidste års tid. Rejsen har gjort noget ved mig. Noget godt. Jeg er blevet en tand mere afslappet. Tager tingene med meget mere ro, og jeg stresser ikke på samme måde over, at tingene ikke lige går efter mit hoved.

Og det er rigtig godt, for ellers ville det have været umuligt at gøre det, vi har gjort… Min veninde sagde den anden dag (da vi havde en af vores timelange telefonsamtaler – det kan man heldigvis stadig:-)), at når man har kendt mig så længe, som hun har, så skal man lige vænne sig til denne nye side af mig. At jeg tager tingene noget mere roligt. At jeg ikke behøver at have styr på det hele. Jeg havde slet ikke selv tænkt på, at det er noget nyt, men det er det selvfølgelig. Og jeg er faktisk ret vild med det. Det er en rar følelse.

Vi har rejst i et år. Meget er uvist. Noget som mit tidligere jeg ikke var særlig vild med. Det der med ikke at vide, hvad der skal ske. Ikke at have kontrol over tingene.

Det betyder naturligvis ikke, at jeg slet ikke bekymrer mig mere. Selvfølgelig gør jeg det. Og der er dage, hvor jeg kan være lidt mere nervøs for, at det hele nu går op i den højere enhed, som vi håber på. Men overordnet er jeg ok med, hvad der nu end kommer til at ske. Også selvom det ikke bliver det, vi lige håber på. Så løser vi det på en anden måde.

Det betyder selvfølgelig også en hel del, at der ikke er ligeså mange ting at bekymre sig om, som der ofte var hjemme i Danmark. Jeg har ikke andre forpligtelser end mig selv og min lille familie. Det eneste, som reelt er vigtigt lige nu, er, at ungerne har det godt. At de er glade og tilpasse. Og det er de. De har det faktisk pisse godt, for at sige det ligeud. For de vil bare gerne være sammen med os. Og lege, hygge og spise fredagsslik!

Vida sagde den anden dag, at hun gerne ville rejse et år mere. Fordi hun bare vil være sammen med mor og far og Hugo. Det er temmelig fantastisk, at hun føler sig så til rette i vores lille firkløver. For hun savner da også en gang imellem at have venner at lege med, eller at være tættere på familien. Men når alt kommer til alt, så er det vigtigste for hende, at vi skal være sammen.

Så derfor stresser jeg ikke. Derfor har jeg sluppet noget af kontrollen. Derfor er det okay, at jeg ikke lige ved, hvad fremtiden byder på… For børnene har det godt. Og så kan alt andet jo løses. Punktum.