I biffen med Queen

I biffen med Queen

Jeg elsker film og ture i biografen har været ikke eksisterende de sidste mange måneder, hvor vi har rejst rundt i verden. Der er ikke lige så mange pasningsmuligheder, og vi har derfor hygget med hjemmebiograf aka. Netflix i stedet. Det er helt ok, men da muligheden nu bød sig, her mens jeg var i Danmark, så var det jo bare med at tage den. Min veninde inviterede mig med til gallapremieren på Bohemian Rhapsody, og timingen kunne ikke have været mere perfekt!

Og jeg kan jo lige så godt sige det med det samme – tag ind og se Bohemian Rhapsody! Jeg tror ikke, at jeg har mødt nogen endnu, som ikke i en eller anden grad kan lide Queens musik. Musikken i sig selv er faktisk nok til at se filmen, og det er klart bedst at se den på et stort lærred med power på lyden. Men derudover er det også bare en rigtig skøn film om særligt Freddy Mercury, hvis personlige historie jeg ikke kendte så meget til i forvejen. Som så mange andre rockstjerner kæmpede han med dæmoner og stoffer, og det er virkelig interessant at komme lidt med bag kulissen på Queens tilbliven og vejen til succes. Rami Malek, som spiller Freddy Mercury, er helt eminent, og man knuselsker ham fra første scene. Det er en varm og samtidig hjerteskærende film, der næsten føles som en kærlighederklæring til Freddy Mercury og hans helt særlige talent. Jeg kan kun anbefale alle mødre, som lige har brug for en aften væk fra bleer og skrigende børn, at tage en tur i biffen med Queen!

Jeg arbejdede i filmbranchen, inden vi tog ud at rejse, så jeg har været vant til at være helt opdateret på de nyeste film. Det er jeg bestemt ikke mere. Jeg prøver at følge lidt med, mens vi rejser, men jeg får ikke set så mange nye film mere. Nu venter jeg tålmodigt til de kommer på Netflix eller kan lejes. Så når jeg nu endelig er bare en smule up to date, så er det jo med at smide en anbefaling videre her på bloggen:-)

På tværs af generationer

På tværs af generationer

I dag har vi været på besøg hos mine bedsteforældre – mine børns oldeforældre. De er efterhånden oppe i alderen, og energiniveauet er da helt sikkert ikke, hvad det har været, men de klarer stadig sig selv, og de havde også kræfter til, at jeg og børnene kom på besøg, og det endda med overnatning. Min farmor havde disket op med klassikere til alle måltider, så vi fik både flæskesteg med brun sov og tarteletter, og selvfølgelig lagkage til dessert. Vi var alle tre i himlen, og efter at have været væk fra Danmark i 9 måneder, så smagte flæskestegen bare endnu bedre, end den plejer. Og hun havde selvfølgelig mestret sværene til perfektion, som farmødre nu bare kan! Derudover havde de været på loftet og havde fundet gamle Barbie-dukker til Vida, og en pose med biler til Hugo. Børnene skulle bare ikke mangle noget.

Der er noget helt særligt over at kunne mødes på tværs af generationerne, og det har været så hjertevarmende at opleve, hvordan de to gamle mennesker finder så meget glæde i at have besøg af mine to krudtugler. Børnene kan ikke gøre noget galt – hvis de arter sig, er de så søde og dygtige, og når de lige får et anfald af skrig eller gråd, så er det selvfølgelig det mest naturlige, og det gør alle børn jo. De får gerne alle de stykker lagkage, som de beder om, og slikskålen er også til fri afbenyttelse. Hvis oldemor kan snige en ekstra småkage med Vida, uden at jeg ser det, så gør hun bestemt også gerne det:-)

Og så er glæden ved hinanden jo gensidig – børnene elsker at besøge dem. Vida kunne sagtens huske deres hus og alt det man må og kan hos olderne. Det er hos dem, at man altid får masser af småkager og god mad, og så skal hun selvfølgelig spille kort med oldemor. Og det er da skønt, at Vida kan spille kort hos dem, lige præcis som jeg gjorde det, da jeg var barn. Det er så dejligt at se, hvordan de trods 80 års forskel kan mødes og grine ved stuebordet, når Vida for tredje gang vinder i gris – ifølge oldemor helt uden snyd!

Det er et privilegium at have 4 generationer i familien, og at vi stadig kan mødes og glædes ved hinanden. Nu, hvor vi rejser, sætter jeg endnu mere pris på, at vi lige fik et ekstra besøg foræret, og at mine børn kan få den gave, det er at have oldeforældrene som en del af deres liv. Der er så meget at lære af hinanden – om det så er at spille kort eller at lave den perfekte flæskesteg!

Lykken er…

Lykken er…

…efterårsferie i Danmark. Kastanjemænd og solskin. Æblekage og fredagsslik. Masser af legetøj og mormor, der putter om aftenen. Besøg hos venner og familie. Leg i sandkassen. Pærer i haven og bunker med blade.

Vi oplever det danske efterår fra sin allerbedste side, og vi nyder til fulde vores lille pause fra rejselivet. Jeg er i Danmark med børnene i små tre uger, mens farmand er på arbejde, og på den tid får vi set en hel del mennesker, som alle har været super glade for, at vi lidt uventet kommer på besøg. Vi har skiftet shorts og sandaler ud med flyverdragter og vanter, og det var da temmelig sjovt, da Hugo spurgte, hvad det var, jeg gav ham på hovedet den anden dag – han kunne ikke lige huske, hvad en hue var for noget! Men det er heldigvis også det eneste, som var svært at huske, og selvom det er 8 måneder, siden vi sidst var her, så er han helt tilpas i huset hos mormor og morfar, hvor vi bor på første del af besøget.

Jeg nyder, at der er en her masse mennesker omkring os, som både hjælper med og underholder børnene. Der er ingen tvivl om, at jeg ikke er første valg, når der skal findes en legekammerat i disse dage. Der er frit valg mellem mostre og bedsteforældre, og så er det jo helt rart at kunne trække sig lidt i baggrunden og lade andre komme til. Oveni det besøger vi venner med børn, fætre og kusiner, som alle gerne vil l

Så lige nu er lykken, at vi får det ene kæmpe knus efter det andet, når vi besøger alle dem, vi har savnet de sidste mange måneder. Al den kærlighed. Alle de smil. Alle de snakke. Slet ikke så ringe endda…!

De sejeste rejsebørn!

De sejeste rejsebørn!

Mine børn er blevet verdensmestre i at rejse. Klart nok når vi nu har rejst i så mange måneder, og de på den tid har været på fly og i lufthavne 6-7 gange. Men stadig, jeg er ret stolt af, hvor seje de er. I går ankom vi til Danmark, hvor vi er på ‘ferie’ de næste 14 dage. Det er kun børnene og jeg, da Sune er afsted på et filmjob. Det vil sige, at vi klarede en 14 timers flytur med mellemlanding – og det uden brok, pyller og en stresset mor. For der var vitterligt ikke noget, som jeg kunne stresse over (noget jeg ellers er verdenmester i at gøre). De var bare så skide eksemplariske! Det er jo ikke hver dag, jeg får lov til at sige det, så tillader jeg mig lige her at prale lidt af mine skønne unger, som godt forstod, at når man rejser to børn alene med mor, så må man godt lige opføre sig lidt pænere end normalt!

Jeg var selvfølgelig også forberedt. Og det er jo nok det eneste virkelige råd, man kan give til at flyve med små børn – vær for søren forberedt på alverdens situationer, og gå aldrig ned på mangel af mad eller snacks. Hvilket også betød, at jeg stadig havde en stor portion til overs, da vi kom frem – men hellere det end omvendt. Begge iPads var naturligvis opladet og fyldt med underholdning, og Hugos biler var pakket i håndbagagen. Og så er det også en god idé ikke lige at tage de sædvanlige kampe, som kun kan skabe stress og sure børn. Så da Hugo ikke ville have andet en brød til aftensmad, og han selvfølgelig alligevel ville have den dessert, som de serverede på flyet – ja, så fik han den. Og da han ikke lige gad sove, selvom det var alt for sent, ja så fik han lov til lige at se lidt mere tegnefilm. Det var de nemme løsninger, og betød ro og glade børn. De forstår jo heldigvis også langt hen af vejen, at det er en særlig situation, hvor omstændighederne er lidt anderledes end normalt.

Det er desuden ret fantastisk at opleve, hvordan Vida med det samme påtager sig meget mere ansvar, når vi rejser uden far. Hun er stor nok til at forstå, at jeg har brug for hendes hjælp med Hugo, og hun hjælper gerne med at underholde ham. Når vi rejser sammen alle fire går der sjældent lang tid, før hun brokker sig over at skulle bære sin rygsæk, eller over at der er for langt at gå, men på denne tur tog hun gladeligt sin egen taske hele tiden, og hun hjalp også med kufferterne… og uden det mindste brok.

Da vi tog fra Danmark i februar var Hugo kun 1 år, han skulle sidde på skødet og var vildt urolig og svær at rejse med. Nu er han 2,5 år, han har sin egen plads, sidder faktisk nogenlunde stille, og er tilfreds med at se Ipad en hel del af tiden. Han er stadig lille og uforudsigelig, men det er en helt anden dreng at rejse med. Når jeg så samtidig har en stor pige på 5, som kan hjælpe og kender rutinen i lufthavnen og flyet, så er det hele godt nok noget nemmere nu – også selvom jeg rejser med dem alene.

Så må vi se, om det går lige så godt, når vi skal til Mexico om to uger:-)

Husk nu solcremen!

Husk nu solcremen!

Jeg ved ikke helt, hvordan det egentlig kan lade sig gøre at begå den samme fejl igen og igen og igen og igen. Og så endda så slem en fejl, som det er, at tage for lidt solcreme på, og derefter bare ligge alt for længe i solen og blive temmelig meget for rød! Oveni det burde vi være vant til det med solcreme efter så lang tids rejse solskinsrige steder. Og nej, der er aldrig rigtig en god undskyldning for, hvorfor man lige netop den dag ikke tog det på, selvom man alligevel altid har en…

De sidste par uger har vejret været noget skiftende. Der har været varmt og lummert, men langt de fleste dage har det været overskyet, og så har solen kigget lidt frem hist og pist. Det har sågar regnet en del, hvilket vi ikke lige havde forudset, da vi bookede to uger her i det sydlige Texas – en uge i Austin og en uge i Houston. Da solen så i dag skinnede fra morgenstunden, og der var ganske få skyer på himlen, så var det bare så skønt at kunne hygge ved poolen. Vi voksne fik lov at sole, og ungerne havde det bare så sjovt med at bade, lege med biler og løbe rundt – pludselig var der så gået tre timer.

Og jo, vi havde taget solcreme på, men vi havde bare ikke lige fået dækket alle områder godt nok. Vi skulle nok også have smurt noget mere på, end vi gjorde på de timer, vi var derude. Jeg har hele mit liv været vant til at være meget opmærksom på solen. Jeg er helt enormt lys i huden, I ved den slags, hvor folk spørger efter en to ugers ferie i sydens sol, om det da regnede hele tiden, fordi jeg ingen farve har fået overhovedet. For første gang i mit liv har jeg nu – efter vel og mærke 8 måneder med sommer – fået en lille smule farve. Men det er stadig ikke mere, end hvad de fleste ville have fået efter sommerferien i Danmark. Så min hud er altså lige så sart, som den var, da vi rejste.

Det med at blive rød er sket et par gange på turen, og det er lige træls hver gang. Det er heldigvis ikke gået sådan rigtigt slemt til endnu, og det ser altid værre ud, fordi jeg bliver så aldeles pink! Når så min mand kan ligge i de samme tre timer – uden solcreme – og ikke blive det mindste mærket af det, så er det også bare endnu mere træls, at jeg er præcis modsat. Der er jo også lige den side af sagen, at det er pisse farligt og usundt for huden, og vi har nogle gange oplevet, hvor hurtigt det kan gå, når man ikke er tilstrækkeligt smurt ind. Så vi er forsigtige og meget opmærksomme især på børnene.

Men i dag gik det galt, og det er virkelig bare for dårligt. Jeg føler mig bestemt ikke lige som den allerbedste mor, når jeg tydeligt kan se, at der er et område på ryggen af Vida, hvor jeg åbentbart ikke har fået smurt hende ordentligt. Det er i den grad en ommer, og i morgen får vi alle dobbelt lag af solcreme over hele kroppen!

Storbyer med små børn

Storbyer med små børn

På vores ture gennem USA har vi efterhånden besøgt en del storbyer – Seattle, Portland, San Francisco, Los Angeles, Las Vegas, Austin og nu Houston. Inden vi kom til landet, tilbragte vi en skøn måned på Vancouver Island, midt i naturen, og selvom vi elskede Canada, så glædede vi os også til at komme til nogle større byen igen, steder med mere liv og flere kulturelle oplevelser. Vi tænkte ikke lige på, at vi jo også i byerne bliver konfronteret meget mere med alt det, vi ikke kan gøre lige så nemt med børnene…

I alle de nævnte storbyer – og i de fleste andre store byer verden over – findes der et utal af sjove og skønne oplevelser for familier og børn. Der er museer, zoologiske haver, skønne parker og masser af legepladser. Vi synes efterhånden, at vi har besøgt den type steder ret mange gange, og det kan være lidt sværere at blive lige så begejstret over en zoologisk have eller et børnemuseum. Parker og legepladser er heldigvis altid et hit, og så længe der kan findes en kaffebar i nærheden, så er både jeg og Sune også nogenlunde tilfredse:-) Men det vi bare ikke rigtigt kan i byerne er at nyde dem om aftenen, altså på den måde, man gerne vil som voksne. Her snakker jeg ikke om at feste til den lyse morgen (det har jeg det helt ok med ikke at kunne så meget mere), men egentlig bare om at kunne gå ud at spise på en pæn restaurant eller gå på bar og få en drink – ja, eller en tur i biffen, i teatret eller til koncert.

Da vi rejste fra Danmark og dermed sagde ja tak til at være sammen med vores unger 24/7 – uden mulighed for hjælp til pasning – da vidste vi udemærket, at det var dealen, og at det der med at gå ud om aftenen, det kunne vi godt skyde en hvid pil efter det næste lange stykke tid. Og det både var og er vi også helt okay med. Alligevel kan jeg mærke, at når vi er i de store byer, som er fyldte med fede voksen-oplevelser, så kan jeg godt få en følelse af, at man ikke oplever byerne helt, som de nu engang burde opleves.

Seattle og Portland er begge kendte for deres lokale bryghuse, og vi var da også ude og smage lidt øl i løbet af dagen begge steder, men der var bare ikke mulighed for at prøve det sådan rigtigt om aftenen. I Austin kan man opleve byens musikscene, og der lå bar efter bar på hovedgaden, som reklamerede med live musik om aftenen. Det kunne vi heller ikke rigtigt gøre… det føltes bare ikke helt rigtigt at tage en to-årig og en 5-årig med på bar! I Vegas kunne vi ikke spille på kasino, end ikke om dagen, da børn slet ikke må opholde sig i nærheden af nogen former for spillemaskiner. Og restaurantbesøg på de lidt pænere steder er generelt mere begrænsede, for Hugo gider ikke rigtigt gider stille, og ja, han kan på sine bedste dage finde på at kaste med en bil eller to (biler som vi ellers har givet ham for at underholde ham bare en smule!)!

Det skal ikke lyde som en klagesang, for det er det ikke. Vi har som sagt selv valgt at rejse med ungerne, og vi oplever så rigeligt alligevel. Det er nok lige så meget bare et godt råd. Der er så mange fede steder, man kan rejse med børn, og der er også masser af rejser, som ikke er umiddelbart børnevenlige, men som børnene sagtens kan være med på alligevel. Storbyerne har for mig bare været de steder, hvor jeg oftest har følt, at vi er gået glip af nogle ting. Jeg ville da gerne have oplevet et mere autentisk Austin ved at høre noget lokalt countrymusik på en bar eller have været ude at spise på de fine steder, uden at skulle tænke på, om ungerne nu også opførte sig ordentligt. Eller måske lige have spillet bare en lille bitte smule i Vegas…

Men ak, man kan jo ikke det hele, og nu skal jeg også bare huske, at det jo ikke kun var børnene, som syntes, at turen i Disneyland var en af de fedeste oplevelser på turen:-)