Havregryn for the win!

Havregryn for the win!

Vi er en havregrynsspisende familie. Sådan helt ind til benet. Jeg er vokset op med en far, som stadig ikke kan starte dagen med andet en den helt klassiske Solgryn (og nej, andre varianter er ikke det samme for ham). Selv når vi spiser rundstykker i weekenderne eller skal til brunch, så skal han lige have sin portion havregryn forud for alt andet! Jeg har altid spist havregryn og er stor fan:-) Det er mine børn heldigvis også, for ud over at det er en sukkerfri morgenmad, så er det da noget af det nemmeste at lave til morgenmad… Eller endda aftensmad i mangel på andet, og endda altid til stor begejstring for ungerne! Derfor har havregryn også været den ene konstante spise, som vi alle steder på vores rejse har fundet frem til. Og det har været sjovt at opleve, hvordan det bare slet ikke er en del af det lokale madudvalg i nogle lande…

I lande som Australien, New Zealand, USA og Canada har det ikke været særlig svært at finde, og det har kostet nogenlunde det samme som hjemme i Danmark (dog kan man INGEN steder få økologisk havregryn så billigt som i Danmark). I lande som Indonesien har det til gengæld været en noget større udfordring at finde de vigtige gryn – og vi har måttet bide det i os, at det kostede en bondegård. På Bali fandt vi det i særlige ‘turist’-supermarkeder, og vi måtte give ca. 45kr for et kilo. Helt vanvittigt ja, men fordi rejsen har været vores hverdag og ikke bare en to ugers ferie, så har vi prøvet at skaffe havregrynene overalt. Det var det samme i Japan, hvor alt generelt var dyrt, og de havde kun helt små pakker med 300gr… Dem skal man have en del af, når man er fire personer til morgenmad. Men vi har nydt at have mulighed for vores faste og nemme morgenmad, og så ved vi bare, at børnene får noget godt at starte dagen på. Frisk mælk er forresten heller ikke normen alle steder… På det punkt er vi vist lidt sære i Danmark!

I de mere eksotiske lande har vi så til gengæld haft mulighed for at ‘krydre’ vores ærkedanske morgenmad med alverdens lækre frugter, som bestemt ikke er tilgængelige på samme måde i Danmark. På Bali fik vi lilla dragefrugt på havregrynen hver morgen, på Hawaii havde vi et mangotræ i baghaven og kunne spise de mest fantastisk mangoer, jeg nogensinde har smagt, hver eneste morgen. Og her i Costa Rica, hvor vi befinder os lige nu, kan man købe 2 eller 3 papayaer for bare 10kr, og det er bare super lækkert på morgenmaden. Vi har selvfølgelig stadig rosiner og bananer, det er de klassiske ‘pynt’, men det er fedt at kunne supplere med andre ting hen af vejen.

Til trods for, at havregryn ikke er almindelig spise overalt, så har vi endnu ikke stødt på et sted, hvor vi ikke kan skaffe dem. Her på Costa Rica var det nemt, da de også her har den amerikanske kæde Wallmart, som har de fleste ting fra USA. Så vi fortsætter med havregrynene, når det er muligt og så elsker vi vores eksotiske topping-varianter til at gøre de danske gryn lidt sjovere!

Den der skrigende fase!

Jeg kan tydeligt huske, da Vida var på Hugos alder – sådan cirka 2 år og 7-8 måneder… Det var den periode, hvor hun kunne finde på at smide sig på gulvet og skrige for sine lungers fulde kraft. Ofte bare fordi hun ikke lige gad at tage støvler på eller skulle gå selv helt ud til bilen fra huset. Ja, en virkelig skøn tid! Det var (så vidt jeg husker det) kun en fase på 2-3 måneder, hvor udbruddene kom en gang imellem. Og så stoppede det heldigvis igen…

Nu er Hugo så 2 år og 8 måneder, og selvom han sjældent kaster sig ned på gulvet, så er han lige nu præcis det samme sted mentalt – og sjovt nok rammer det den samme alder. Han skriger så snart tingene ikke liiige er, som han ønsker det, og han gider bare slet ikke gå selv nogen steder. Som han siger, så er det ‘for hårdt, mor’, og når vi så nægter at bære ham, så gentager han søsterens mønster og bliver edder tosset. Han pylrer temmelig meget hele tiden, og han er så monster stædig i forhold til at få det, han vil have.

Det værste er det her med, at han bare slet ikke gider gå nogen steder selv. Vi har tidligere på rejsen være på vandreture, gået rundt i byer og hygget med at udforske, men lige for tiden, kan han knap nok gå to meter, før det simpelthen er for meget for ham! Han begynder næsten at pive, inden han er trådt ud af bilen… Og det er simpelthen så mega irriterende, for at være helt ærlig! Okay, knægten er kun to år, men så vidt jeg ved virker hans ben ganske udemærket, og han er altså ved at være noget stor at slæbe rundt på… Og vi beder ham jo ikke gå flere kilometer – faktisk bare et par hundrede meter hen til en butik eller ned af vejen. Den anden dag måtte jeg vente med han lige ved siden af vores bil, mens Sune handlede sammen med Vida, fordi Hugo nægtede at gå over et torv for at komme over til butikken. Jeg nægtede lige så stædigt at bære ham, så der sad vi så og ventede et kvarter, mens de handlede – og al den tid valgte han skrigende at gentage om og om igen, at han bare ikke kunne gå selv. Det var selvsagt ingen fornøjelse, men jeg holdte stædigt fast.

Han er selvfølgelig ikke sådan hele tiden, og noget af det gode ved barn nummer to er, at man ved, at det nok skal stoppe på et tidspunkt. Vida smider sig trods alt ikke skrigende på gulvet mere. Ikke at hun aldrig bliver sur (det gør hun skam ofte!), men hun udtrykker det ikke helt på samme måde. Så mon ikke også Hugo stopper med de frustrerende vredesudbrud på et eller andet tidspunkt…forhåbentlig går der ikke mere end en måned eller to!

La pura vida

La pura vida

Vi er kommet til Costa Rica og er landet midt i tropiske omgivelser, landidyl og ren afslapning. Og indtil videre lever Costa Rica fuldt op til alt det, vi havde håbet at opleve og mærke – efter bare et par dage i landet. Her lever man ‘la pura vida’. Det rene liv, det simple liv, hvor man sætter pris på det man har, ikke stresser unødigt og fokuserer på de positive ting. De lokale bruger udtrykket, når de hilser på hinanden, og det gennemsyrer alt her i landet. Alle steder ser man det skrevet som del af dekorationer, og ticoerne (som de lokale kaldes her) synes at være de venligste mennesker, der gerne snakker og fortæller, når man møder dem. Vi er oveni det ekstremt heldige, at Sune taler flydende spansk. De er egentlig ret gode til engelsk her, men hans spanske bringer altid lige et ekstra smil med sig, når vi taler med lokale.

Det første stop på vores costaricanske rejse er byen La Fortuna, som ligger midt i landet ved en aktiv vulkan. Byen er temmelig turistet, da der her er rig mulighed for at opleve naturen, som ligger i forlængelse af vulkanen. Her er masser af vandreture, vandfald og vilde adventure-aktiviteter, og en hyggelig lille by med restauranter og små butikker. Heldigvis bor vi uden for La Fortuna i den hyggeligste Airbnb – et lille hus, som til trods for at være bare 5 minutter fra byen, ligger fint for sig selv for enden af en grusvej og med en flod og natur i baghaven. Vi har endnu ikke oplevet dyrelivet helt tæt på, men ifølge vores vært skulle der være både tukaner og aber i træerne rundt om huset – træer som forresten er avokadotræer, bananpalmer og træer med andre eksotiske frugter. Noget helt andet, end hvad vi lige er vant til hjemme i Danmark! På terrassen er der en stor hængekøje og en gynge, og selv når det regner – og det har det gjort en her del, siden vi kom – så kan vi sidde overdækket og nyde alle lydene fra naturen med vores morgenkaffe.

Det regner temmelig meget i disse dage. Temperaturen er fin, men regner kommer i skyl i løbet af dagen, så det er svært at forudsige, hvornår der lige er mulighed for en masse aktiviteter uden at blive helt våde. Var vi nu kommet direkte fra Danmark hertil, ville vi nok have haft lidt mere tøj med, som egner sig til naturoplevelser. Måske regnjakker og vandresko. og lidt mere praktisk tøj. Men vi har bare kun det mest nødvendige med i kufferten, og der har ikke været plads til regnjakker:-)

I går klarede regnen op i løbet af formiddagen, og vi tog ud til et stort vandfald, som krævede en gåtur ned af 500 trappetrin. For enden blev vi belønnet med at smukt vandfald, som bestemt var turen værd, selvom det også var temmelig pakket med turister. Naturoplevelser er noget af det, vi nyder mest som familie. Vi kan alle fire nyde at gå i skoven, junglen, på stranden eller i bjergene. Hugo og Vida nyder for det meste (Hugo kan være lidt mere besværlig bare en gang imellem!) at gå, løbe, lege, klatre og udforske, og det er bare altid dejligt at røre sig sammen. Vi er ikke den type familie, som har alt vandreudstyr og tager på lange udfordrende ture – slet ikke – men vi elsker ture i naturen, og natur er der i hvert fald så rigeligt af her i Costa Rica.

Nu glæder vi os til at nyde ‘la pure vida’ de næste 6 uger, hvor vi kommer rundt til forskellige steder i landet. Vi er i hvert fald allerede store fans af deres livsstil og den mega positive tilgang til livet.

De bedste ferievenner:-)

De bedste ferievenner:-)

Vida er blevet helt fantastisk til at møde nye venner på vores rejse. Hendes engelske sprog er blevet super fint, og det har givet hende selvtillid til at snakke med en helt masse børn, når vi støder på dem på legepladser eller i parker. Langt de fleste gange er det en engangsoplevelse, hvor de bare har leget for en stund, når de tilfældigt har mødtes, men en gang imellem er vi heldige at møde nye venner på steder, hvor vi – og de – tilbringer lidt længere tid.

Her i Mexico har vi været så heldige at møde et hold venner, hvor alle kunne nyde samværet. Familien er fra Canada, så Vida kunne sagtens selv tale med deres børn – særligt Georgia, som er samme alder som hende. Hugo nød opmærksomheden fra deres søn på 7 år, og Sune og jeg klikkede så godt med forældrene, at det endte med en uges tid med øl ved poolen (en hel del flere end vi plejer:-)), masser af snak og fællesmiddag. Det er altid børnene, som er udgangspunktet, og børn er bare den allerbedste ice-breaker, når man skal møde nye mennesker rundt omkring i verden. Vi har haft utallige gode og spændende samtaler med forældre på legepladser, og ofte har vi tænkt, at det sagtens kunne have være hyggeligt med mere tid sammen, men når vi er på farten, er det sjældent en mulighed.

Vi har boet i samme lejlighedskompleks som familien Walton her i Mexico, og der har været god tid til at lege og snakke og læs hinanden lidt bedre at kende. Det har været skønt at have et vennepar at være sammen med ved poolen. Vida har virkelig elsket at have en veninde, som hun kunne lege med næsten hver dag. Hugo har hygget sig med at være sammen med deres tre børn, og vi har endda nået både en mor-date med drinks på stranden og en aften i byen for fædrene! Noget vi jo ellers aldrig har mulighed for på rejsen, så jeg nød i den grad at kunne tøsesnakke og drikke margaritaer med en anden mor!

Det er helt sikkert nemmest for os at møde mennesker, når vi er steder med andre engelsk-talende, men dem er der heldigvis mange af rundt omkring – også i Mexico! Vidas sprog får desuden et boost, hver gang der er mulighed for at lege med andre børn, og Hugo er nu også begyndt at forstå mere og mere på engelsk – og han forstår også, at det er to forskellige sprog. Det er sgu ret sejt!

Så nu kan vi forlade Mexico med et nyt vennepar i bagagen. Med alle de digitale medier er det muligt at holde kontakten, og så må vi se, om vi engang i fremtiden får mulighed for at besøge dem i Edmonton i Canada – nu starter vi med, at Vida sender postkort fra vores næste stop i Costa Rica.

Syge børn på rejsen

Syge børn på rejsen

Det er bare aldrig sjovt at have syge børn. Vi har været helt utroligt heldige indtil videre, og sammenlignet med, hvor ofte børnene var syge i Danmark, så er det virkelig minimalt, hvad vi har oplevet – en enkelt feberdag, lidt udslæt… Men her i Mexico, synes de alligevel, at det var tid til revanche, og vi har nu haft en uge med sygdom på skift mellem Hugo og Vida.

Selvom man forlader alle bakterierne fra institutionerne og det trælse efterår, så kan andre mere tropiske bakterier indhente os, og så betyder det desværre ikke så meget, at solen skinner. Vi har ellers haft følelsen af, at solskinnet helt sikkert har spillet en rolle i forhold til, hvor lidt sygdom, vi har haft. Vi har næsten ikke haft snottede næser, hoste og snøften på rejsen – noget, som jo ellers er dagligdag i Danmark hen over vinteren især. Hvis der en gang imellem har været en snert af det, så har det til gengæld skyldtes lidt for meget tid i lidt for kold aircondition. Så det er jo en helt anden problematik!

Nå, men denne gang kunne vi ikke undslippe, og vi havde først Vida, og så 4 dage senere Hugo ved den lokale læge. Vi har den store fordel her, at Sune taler spansk, og derfor kunne han fint tale med lægen, som kun kunne en smule engelsk. Som i mange lande foruden Danmark, kan man også her i Mexico komme direkte til en børnelæge, uden nogen særlig henvisninger, så vi tog til en super sød børnelæge, som bare var så sød ved børnene – også selvom de jo ikke helt forstod, hvad han sagde. Begge børn har haft temmelig høj feber i mange dage, og ører som gjorde ondt om natten, så der var ikke så meget tvivl om, at de havde fået en øreinfektion. I Danmark ville det jo nok være en typisk mellemørebetændelse, men her var det ifølge læge snarere bakterier eller parasitter, som de havde fået ved at bade det, de her kalder ‘cenotes’ – en form for vandhuller. Heri trives bakterierne åbentbart yderst godt…

Så fra dansk betændelse, som skyldes vuggestuebakterier, til tropiske bakterier fra vandhullerne! Nå, men nu ser det ud til at lysne. Vi har haft syge børn i 8-9 dage, men nu har de begge fået antibiotika, og er ved godt mod. Det var så nemt at komme til lægen her i Mexico, og med vores rejseforsikring, som dækker det hele, så er det heller ikke nogen uforudset udgift. Desuden var lægekonsultationen super billig, så selv uden forsikring havde vi klaret den. Men det er nu rart at have den – der kunne jo komme mere alvorlige bakterier på banen en anden gang (7-9-13 for at der ikke gør!).

Onsdagsdessert og fredagsslik

Onsdagsdessert og fredagsslik

Hjemme i Danmark havde vi nogle rimelig faste rammer – ligesom de fleste børnefamilier har det… Sengetider, morgenrutiner, aftensmad og (næsten) ikke noget slik og kage i hverdagene. Vi har altid været temmelig strikse med særligt sengetiderne. Sune har været god til at holde fast, når jeg en gang imellem havde lyst til at strække den lidt ekstra (for min egen skyld som regel), og han har faktisk altid haft ret i, at de faste tider bare virker bedre – også selvom det er juleaften eller fødselsdag. Vi har til gengæld aldrig været så strikse i forhold til sukker, men vi har dog holdt fast i, at det ikke var noget, som børnene fik ret meget af derhjemme. Så de har altid fået lov, når vi var ude, og så har vi haft fredagsslik, og lidt ekstra hygge i weekenderne, når vi bare var hjemme. Jeg vil mene, at vi har været afslappede med det, men på en fornuftig måde. Og ja, der er så ufatteligt mange holdninger til sukkerpolitik, og vi ligger helt sikkert i den ende af skalaen, som hedder ‘alt med måde’!

Fredagsslik startede sådan rigtigt, da Vida startede i børnehaven. Min veninde havde det bedste tip til at styre det – når man er 3 år, får man 3 stykker slik. Det er helt simpelt. Så det har altid været reglen hos os, og Vida har altid accepteret det og været fuldt tilfreds. Hugo er selvfølgelig som barn nummer to startet noget tidligere, og han har lidt sværere ved at acceptere, at han må få 2 stykker, mens Vida må få 5. Så nogle gange får han lidt mere, eller de får begge en slikkepind i stedet for x antal stykker slik. Lige meget hvad, så er det ikke vildt meget slik, de får, og de er stadig fuldt tilfredse. Så tak til min veninde Sarah for det bedste fredagsslik-tip!

På rejsen har det der med særligt søde sager – is, kage, desserter – været noget sværere at styre, og vi var ret dårlige til at begrænse os i starten. De første måneder rejste vi meget rundt, spiste ude, og det føltes mere som ferie, og derfor var vi også mere tilbøjelige til at spise mere sødt. Det gør egentlig heller ikke noget, men da vi nu ikke bare er på ferie, men rejser hele tiden, så kom vi på et tidspunkt frem til, at det var en god idé at forsøge at sætte nogle rammer. Så foruden den kendte tradition med fredagsslik, indførte vi onsdagsdessert. Hvorfor det lige blev onsdag, det var vist tilfældigt, men det betyder, at vi om onsdagen hver må vælge en kage eller anden dessert, eller få dessert, hvis vi spiser ude. Derudover får vi selvfølgelig en gang imellem en is eller andet på andre dage, men vi forsøger at fastholde reglen, og ungerne kender nu konceptet.

På den måde holder vi lidt styr på, hvilken dag på ugen det er, og børnene plager heller ikke så meget mere om alt muligt, for de kender rammerne. At der så en gang imellem er undtagelser eller desserten en enkelt uge bliver om mandagen, det kan de faktisk sagtens styre. Heldigvis har de stadig ikke helt opdaget, hvor meget Sune og jeg bøjer reglerne og temmelig tit spiser søde sager om aftenen, når de sover… Dobbeltmoralen længe leve:-)

Savner du også luren?

Savner du også luren?


Hugo sover ikke længere middagslur. Det er kommet helt naturligt – vi kunne ikke længere putte ham, og han har også en fin alder til at stoppe (han er ca. 2,5 år). Han kan stadig finde på at sove en gang imellem, særligt hvis vi kører i bil om eftermiddagen eller har haft en meget fyldt dag, men overordnet set er han stoppet, og det er umuligt at putte ham hjemme i hans egen seng.

Det gør egentlig mange ting nemmere. Vi behøver ikke længere planlægge rundt om luren, men kan tage afsted til ting hen på formiddagen, midt på dagen eller hvad der lige passer. Før skulle vi helst ud af døren fra morgenstunden, så vi kunne nå tilbage til middagstid, hvor han skulle sove. Vi kunne aldrig lige blive let længere, hvis Vida havde det sjovt, for Hugo skulle jo helst sove, inden det blev for sent. Derudover er han også blevet nemmere at putte om aftenen, for han er bare mere træt. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind! Synes jeg glemmer meget hurtigt, om det var svært at putte for et år siden, men i hvert fald er han nu – hvor han ikke sover lur – temmelig nem at putte… Så hvis han en gang imellem bliver træt om eftermiddagen, handler det nu snarere om at holde ham vågen, så han kan sove til aften. Og ja, nattesøvnen er nok også blevet mere stabil… Igen, det føles i hvert fald sådan!

Så hvorfor savner jeg alligevel, at han sover midt på dagen? Det er flere ting… Helt egoistisk savner jeg den tid midt på dagen, hvor der er mere ro på. Det kan man også få, når ungerne sidder med IPad eller foran fjernsynet, men det er bare ikke helt det samme. Når de sover ændrer stemningen sig, og jeg har altid elsket bare at have tid til at sidde med en kop kaffe eller have ro til at ordne noget selv uden at blive afbrudt af spørgsmål eller forespørgsler. Den anden ting er, at Hugos lur gav ro og tid til at lave noget alene sammen med Vida. Det er dejligt at kunne sidde sammen med hende og tegne, spille kort eller bare hygge. For 4-5 måneder siden var Uno det allersjoveste, og vi nåede altid at spille adskillige omgange, mens lillebror sov! Hun er så stor, så hun nyder også bare at sidde og nusse med forskellige ting, og der er bare mange ting, som Hugo er alt for lille til at kunne tage del i. Og jeg synes, at jeg mangler den tid med hende nu.

Så ja, jeg savner hans middagslur – også selvom manglen på samme gør rigtig mange andre ting nemmere!

De dødes dag

De dødes dag

Jeg havde godt hørt om De dødes dag, før vi kom til Mexico. Jeg havde ikke sat mig ind i, hvad traditionen indebar, men jeg havde en forestiling om optog med dødningehoveder og uhyggelige udstilinger… Men ‘Dia de Muertos’ er mere end skeletter og udklædte dansere. Det er en gammel tradition, hvor man fejrer og ærer de familiemedlemmer, som er gået bort. Og jo, der er dødningehoveder, fejringer med dansere og folk malet som skeletter, men det, der fylder mest i gadebilledet, er, hvordan de lokale laver fine udstillinger med blomster og billeder, som sender tanker og bønner til afdøde familiemedlemmer.

Vi var så heldige at opleve stemningen helt tæt på, da vi tilbragte dagen i en stor oplevelsespark ved navn Xcaret, hvor Dia de Muertos blev fejret med danseforestillinger, dekorationer og mulighed for selv at blive malet som dødningehoved. Parken i sig selv er helt enormt imponerende og kæmpe stor. Der er badeområder for børnene, mulighed for at snorkle, strandområder, akvarium, et landsbyområde i Maya-stil og masser af eksotiske dyr – og forestillinger med dans og sang. I forbindelse med festlighederne omkring Dia de Muertos var parken pyntet med orange blomster, og fyldt med lokale besøgende, som alle var malet i hovedet og mange var udklædte. Næsten alle bruger skelettet i deres udklædning, og det er både uhyggeligt og smukt, og det handler umiddelbart meget mere om at hylde dødningehoved-symbolet ved at gøre det til en smuk udsmykning, frem for at lave det til noget skræmmende. Xcaret kan som attraktion anbefales til enhver tid, men det er noget helt særligt, hvis man er så heldig at være her lige i denne periode.

 

Jeg synes, at det er meget rørende, hvordan mexicanerne fejrer de mennesker, som er gået bort. De udstillinger, vi har set rundt omkring i byen, minder om små altre, hvor billeder af deres kære er omgivet af blomster, mad og andre ting, som de døde holdte af. De har også særlige brød, som hører til fejringen, og mens der på nogle altre er pyntet med lys og vin, så er der andre steder bestemte madvarer eller billeder af familien sammen. Det er en fin tradition, at man mindes dem, som ikke er i blandt os mere, og det er dejligt at tænke på, hvad man selv ville placere på et alter for dem, som vi selv har sagt farvel til. Så hermed en tanke til min søde mormor og min seje morfar, som forhåbentlig har en fest nu i de dødes rige!

 

Tilbage i solen…

Tilbage i solen…

Vi er tilbage i solen efter 18 dage i det danske efterårsvejr. Vi nød dagene i Danmark til fulde, men det var også en underlig følelse at være i Danmark uden at føle sig helt hjemme. Vi har jo ikke længere vores eget hus, så vi var på besøg, og det var mere en følelse af, at vi havde sat vores rejseliv på pause for en stund – og var på ‘ferie’ i Danmark. Vi tilbragte dagene med venner og familie, og det var helt særligt at opleve, hvordan alle var begejstrede og glade for at se os. Vi nåede at se ufatteligt mange mennesker, og vi blev fyldt op med kram og kærlighed fra alle. Det gør det bestemt nemmere igen at skulle være væk fra dem alle.

Nu er vi tilbage på rejsen og tilbage i det liv, som underligt nok føles som hjem. Selvom vi skifter base og rejser til nye steder. For hjem er blevet noget andet nu, det er blevet der, hvor vi er sammen og nyder den afslappende hverdag. Det er ikke længere et sted, men snarere den måde, vi lever på. Det føles hjemligt at rejse, at være sammen og have et mindre stressende liv. Og turen til Danmark mindede mig bestemt om, hvor heldige vi er, at vi ikke hver dag skal afsted, have børnene i flyverdragter, tørre snottede næser og skynde os hjem fra arbejde for at hente, inden børnehaven lukker. Så vores hjem lige nu er lig med tid til at tage tingene stille og roligt, nå meget mindre, og dermed stresse meget mindre.

Det er heller ikke vores ting, som skaber hjemmet, for vi har ikke så mange personlige ting med os. Vi rejser med to store kufferter, to små kufferter og nogle tasker – så det er jo begrænset, hvad vi har af ting. Men det er heldigvis ikke så vigtigt, om vi lige har en masse, som er vores eget. Vi har det, vi behøver, og måske er det fint nok, at børnene ikke vælter i legetøj, men i stedet kan nyde at lege med de ting, vi nu engang har eller støder på, hvor vi bor.

I starten af rejsen savnede jeg at kunne købe nogle ting, de steder, vi besøgte – sjove ting til hjemmet eller lidt mere nyt tøj. Men det er der bare ikke plads til i kufferterne, og nu er det faktisk ganske rart, at den del er taget ud af ligningen. Vi køber nyt, når noget mangler, når børnene vokser ud af tøjet eller trænger til noget andet, men det kan aldrig være store ting. Og vi kan jo sagtens klare os med de ting, vi har. Selvfølgelig kan børnene godt savne noget lidt større legetøj en gang imellem (f.eks. en cykel eller en dukkevogn), men så kan vi heldigvis snakke med dem om, at det kan de så ønske sig, når vi igen bor fast et sted. I stedet for legetøj har de i stedet ofte adgang til en pool eller strand, og det badning er virkelig en af de bedste erstatninger for legetøj.

Jeg frygtede da vi tog afsted, at jeg ville mangle den der følelse af hjem, og selvom jeg også glæder mig til, at vi igen slår os ned et sted, hvor vi kan skabe vores eget sted, så nyder jeg, at rejselivet kan føles hjemligt og rart mens det står på.