De dødes dag

Jeg havde godt hørt om De dødes dag, før vi kom til Mexico. Jeg havde ikke sat mig ind i, hvad traditionen indebar, men jeg havde en forestiling om optog med dødningehoveder og uhyggelige udstilinger… Men ‘Dia de Muertos’ er mere end skeletter og udklædte dansere. Det er en gammel tradition, hvor man fejrer og ærer de familiemedlemmer, som er gået bort. Og jo, der er dødningehoveder, fejringer med dansere og folk malet som skeletter, men det, der fylder mest i gadebilledet, er, hvordan de lokale laver fine udstillinger med blomster og billeder, som sender tanker og bønner til afdøde familiemedlemmer.

Vi var så heldige at opleve stemningen helt tæt på, da vi tilbragte dagen i en stor oplevelsespark ved navn Xcaret, hvor Dia de Muertos blev fejret med danseforestillinger, dekorationer og mulighed for selv at blive malet som dødningehoved. Parken i sig selv er helt enormt imponerende og kæmpe stor. Der er badeområder for børnene, mulighed for at snorkle, strandområder, akvarium, et landsbyområde i Maya-stil og masser af eksotiske dyr – og forestillinger med dans og sang. I forbindelse med festlighederne omkring Dia de Muertos var parken pyntet med orange blomster, og fyldt med lokale besøgende, som alle var malet i hovedet og mange var udklædte. Næsten alle bruger skelettet i deres udklædning, og det er både uhyggeligt og smukt, og det handler umiddelbart meget mere om at hylde dødningehoved-symbolet ved at gøre det til en smuk udsmykning, frem for at lave det til noget skræmmende. Xcaret kan som attraktion anbefales til enhver tid, men det er noget helt særligt, hvis man er så heldig at være her lige i denne periode.

 

Jeg synes, at det er meget rørende, hvordan mexicanerne fejrer de mennesker, som er gået bort. De udstillinger, vi har set rundt omkring i byen, minder om små altre, hvor billeder af deres kære er omgivet af blomster, mad og andre ting, som de døde holdte af. De har også særlige brød, som hører til fejringen, og mens der på nogle altre er pyntet med lys og vin, så er der andre steder bestemte madvarer eller billeder af familien sammen. Det er en fin tradition, at man mindes dem, som ikke er i blandt os mere, og det er dejligt at tænke på, hvad man selv ville placere på et alter for dem, som vi selv har sagt farvel til. Så hermed en tanke til min søde mormor og min seje morfar, som forhåbentlig har en fest nu i de dødes rige!

 

Skriv et svar