Den der skrigende fase!

Jeg kan tydeligt huske, da Vida var på Hugos alder – sådan cirka 2 år og 7-8 måneder… Det var den periode, hvor hun kunne finde på at smide sig på gulvet og skrige for sine lungers fulde kraft. Ofte bare fordi hun ikke lige gad at tage støvler på eller skulle gå selv helt ud til bilen fra huset. Ja, en virkelig skøn tid! Det var (så vidt jeg husker det) kun en fase på 2-3 måneder, hvor udbruddene kom en gang imellem. Og så stoppede det heldigvis igen…

Nu er Hugo så 2 år og 8 måneder, og selvom han sjældent kaster sig ned på gulvet, så er han lige nu præcis det samme sted mentalt – og sjovt nok rammer det den samme alder. Han skriger så snart tingene ikke liiige er, som han ønsker det, og han gider bare slet ikke gå selv nogen steder. Som han siger, så er det ‘for hårdt, mor’, og når vi så nægter at bære ham, så gentager han søsterens mønster og bliver edder tosset. Han pylrer temmelig meget hele tiden, og han er så monster stædig i forhold til at få det, han vil have.

Det værste er det her med, at han bare slet ikke gider gå nogen steder selv. Vi har tidligere på rejsen være på vandreture, gået rundt i byer og hygget med at udforske, men lige for tiden, kan han knap nok gå to meter, før det simpelthen er for meget for ham! Han begynder næsten at pive, inden han er trådt ud af bilen… Og det er simpelthen så mega irriterende, for at være helt ærlig! Okay, knægten er kun to år, men så vidt jeg ved virker hans ben ganske udemærket, og han er altså ved at være noget stor at slæbe rundt på… Og vi beder ham jo ikke gå flere kilometer – faktisk bare et par hundrede meter hen til en butik eller ned af vejen. Den anden dag måtte jeg vente med han lige ved siden af vores bil, mens Sune handlede sammen med Vida, fordi Hugo nægtede at gå over et torv for at komme over til butikken. Jeg nægtede lige så stædigt at bære ham, så der sad vi så og ventede et kvarter, mens de handlede – og al den tid valgte han skrigende at gentage om og om igen, at han bare ikke kunne gå selv. Det var selvsagt ingen fornøjelse, men jeg holdte stædigt fast.

Han er selvfølgelig ikke sådan hele tiden, og noget af det gode ved barn nummer to er, at man ved, at det nok skal stoppe på et tidspunkt. Vida smider sig trods alt ikke skrigende på gulvet mere. Ikke at hun aldrig bliver sur (det gør hun skam ofte!), men hun udtrykker det ikke helt på samme måde. Så mon ikke også Hugo stopper med de frustrerende vredesudbrud på et eller andet tidspunkt…forhåbentlig går der ikke mere end en måned eller to!

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar