Jul i troperne

Vi har glædet os helt enormt meget til december måned og den tid, hvor vi kunne begynde at julehygge. Vi havde aftalt med børnene – og særligt Vida – at julehyggen for alvor begyndte, når vi den 2. december kom til det hus, vi bor i nu. Her skal vi nemlig være i hele december måned, og derfor danner det ramme om julen, og vi kan pynte op uden at skulle tage tingene ned en uge efter. Vi kunne ikke rigtigt have noget julegrej med fra Danmark, så vi har startet helt fra bunden her i Costa Rica. Selvom julen dermed bliver helt anderledes, end vi er vant til, så er der heldigvis stadigvæk masser af mulighed for julehygge.

Sune og jeg har begge altid elsket julen og omfavnet alle de traditioner, som det indebærer. Vi er ikke blege for at starte med julemusikken i november, og Sune elsker når butikkerne begynder at sælge julegodter – særlig pebernødder, som er hans favorit og helt store svaghed:-) Vi har nydt at lave nissegaver til børnene, og det er noget helt specielt at opleve ‘julemagien’ sammen med dem – når nissen har lavet drillestreger, brev til julemanden og gaver i sokken. Noget som jo heldigvis sagtens kan tages med på rejsen, og nissen har da også fundet vej helt til Costa Rica!

Hjemme i Danmark har vi som de fleste familier en julekasse, som tages frem, og derfra starter alle traditionerne og julehyggen. Den har vi selvsagt ikke her, så vi har startet fra bunden. Heldigvis havde de et temmelig stort – og billigt – udvalg af julekugler, sokker og andet julesjov i Wallmart, så vi indkøbte en del forskelligt, som kunne kickstarte julehyggen. Vi har så den sidste uge især suppleret med at lave guirlander og andre klippe-klistre ting ud af medbragt farvet papir… Så der er pynt i alverdens farver, og intet passer sammen, men pyt skidt, det giver julehygge, og Vida elsker det.

Vi har også fået indkøbt et juletræ. Godt nok er det i plastik, men det er alligevel blevet helt vildt fint med et hav af julekugler og noget glimmerbånd, som jeg ikke har set i DK før. Det ligner næsten de træer, man ser udstillet i butikkerne, og vi er mega tilfredse og elsker at kunne tænde for det hver aften – vi kan jo lige så godt have så meget glæde af tingene her som muligt, da vi nok bliver nødt til at smide en del af det ud, når vi rejser videre. Der er simpelthen ikke plads i kufferten…

Der er en del julemad, som vi ikke helt kan genskabe her. Det er til vores store overraskelse lykkedes at finde and, hvilket vi ikke troede muligt, da det slet ikke er noget, som de lokale spiser. Kartofler er jo nemt nok, så julemiddagen er nogenlunde på plads. Den klassiske konfekt må vente til næste år, for marcipan og kardemomme til pebernødderne er ikke til at finde, men det gør nu heller ikke så meget. Der er gået helt sport i at finde de ting, som vi plejer at bruge derhjemme, og vi hygger os med at se, hvordan vi måske kan finde alternativer til grødris og julegodter. Vi kunne sagtens leve uden den “rigtige” julemad, men det er bare sjovt at prøve at genskabe det i tropiske omgivelser.

Om en uges tid får vi julebesøg fra bedsteforældrene, som kommer for at fejre juleaften sammen med os. Vi glæder os enormt til dansk besøg, og så kan det jo være, at farmor kan snige en pakke med kardemomme med i bagagen, så vi kan bage de helt rigtige pebernødder:-)

3 comments / Add your comment below

  1. Kære Ditte
    Dejligt at følge jeres rejse i billeder og tekst. Julen hos jer ser rigtig skøn ud.
    Savnet af marcipan kan du løse ved at lave din helt egen udgave, du laver den på mandler og sukker eller du erstatter sukker med figner som her i linket :
    Hilshttps://madrejsen.dk/hjemmelavet-marcipan-uden-sukker/
    Hils Sune fra mig
    Rigtig glædelig jul til jer allesammen
    Kærlig hilsen
    Elsebeth

    1. Kære Elsebeth,

      Tusind tak:-) Og tak for opskriften, det er en god idé.
      Rigtig glædelig jul til alle jer, det ser nu også ud til, at I nyder julemåneden!
      Kh.
      Ditte

Skriv et svar