Et helt år uden leverpostej!

Et helt år uden leverpostej!

Vi har næsten rejst i et år, og vi har oplevet så ufatteligt meget. Vi har besøgt smukke steder, mødt en her masse skønne mennesker og smagt masser af lækker og spændende mad. Rejselivet har været helt fantastisk, men selvom alt det nye er spændende, så er der selvfølgelig ting – og mennesker – som vi savner hjemmefra lille Danmark. For det har været et helt år uden alle hverdagsfavoritterne og andre ting, som man til dagligt ikke lige tænker over, men som man virkelig savner, når de pludselig ikke er der mere.

Mange af de ting, som vi gør (og spiser) i hverdagen er jo vaner. Og det har været super dejligt at bryde nogle af de vaner, mens vi rejser. Mens der e andre, som vi har holdt godt og grundigt fast i. Vi har f.eks. sørget for at finde havregryn alle steder i verden, for det har givet os en god start på dagen, lige meget, hvor vi er. Til gengæld har dagene generelt haft færre rutiner, og en masse andre nye madvarer, som skulle prøves af – nogle med mere succes end andre!

Så selvfølgelig er der er masse ting, som vi savner fra Danmark…

Facetime med mormor

Først og fremmest savner jeg (selvfølgelig) allermest vores familie og venner. Jeg savner at sludre med veninderne over et glas rødvin. Jeg savner hyggestunderne hos bedsteforældrene, hvor ungerne bliver lidt ekstra forkælede. Jeg savner at være med til fødselsdage og andre sociale arrangementer i familien. Jeg savner at grine med mine søstre over de ting, som kun vi synes er sjove! Heldigvis kommer man rigtig langt med Skype og FaceTime, så kontakten er jo holdt ved lige, selvom det ikke er helt det samme.


Noget af det, som vi har haft sværest ved at genskabe, er den danske frokost – vi savner alle sammen rugbrød, leverpostej og makrel i tomat. Og hen over julen ville det også have været skønt med en god sildemad! Særligt rugbrød er noget, som vi virkelig savner, da det er så stor en del af vores hverdagskost hjemme i Danmark – og en måde, hvorpå vi ved, at ungerne får noget sundt at spise. Vi har enkelte steder fundet vakuumpakket, tysk rugbrød, men det er bare sket ikke det samme. Derudover står den jo på varianter af hvidt brød. Så en rugbrødsmad med varm leverpostej og rødbeder er det første, jeg skal have, når vi er i Danmark igen!

Vi har boet mange steder, og langt de fleste har køkkenfaciliteterne været ganske fine, men jeg – og Sune som er den der oftest laver mad – savner nu alligevel at have vores eget køkken. Ikke fordi det skal være som det, vi rejste fra, men fordi vi savner at kunne lave lige præcis det, vi vil. Der mangler ofte et eller andet redskab (det kan være noget så simpelt som en grøntsagsskræller eller en blender), og så har vi også sjældent alle ingredienser, da vi jo ikke kan købe alt ind, når vi skal rejse videre. 

Jeg savner en god omgang bland-selv-slik! En af de rutiner, som vi har holdt fast i på rejsen er fredagsslik, og vi har da fundet en her masse udemærket slik undervejs, men der er bare intet som dansk slik… Og ja, det er jo nok, fordi vi spiser alt for meget af det, men det er nu altså bare godt:-) Jeg har i hvert fald ikke fundet noget, som kan stikke chokofanter, labre larver og salte fisk.

Børnene har haft en smule legetøj med rundt i verden, og det er også skiftet ud ind imellem, men det er hele tiden kun små ting, som kan være i kufferten, når vi skal flyve. Jeg savner, at de kan cykle og lege med større ting – det kunne være en racerbane til alle Hugos biler eller en dukkevogn til Vida, så hun kan lege familie. Ting som vi havde i Danmark, men som selvsagt ikke kan være med her. Hugo har jo f.eks. heller ikke lært at bruge en løbecykel, da vi ikke har haft adgang til det. Til gengæld har de selvfølgelig svømmet, klatret og vandret meget mere, end de ville have gjort i Danmark. Så det går jo nok op:-)

Langt hen af vejen har jeg haft det helt fint med at leve i en kuffert med et begrænset tøjudvalg. Jeg tog jo alle sommerfavoritterne med, så det har været fint nok at gå i det samme så lang tid… Men de sidste par måneder er jeg nu alligevel begyndt at savne en lidt mere varieret garderobe. Jeg savner at kunne købe noget nyt og lækkert tøj, og så er noget af det gamle også ved at være temmelig slidt, så det er knap så smart, som det var, da vi rejste. 

Jeg savner at gå i biografen! Både Sune og jeg er filmnørder, og før vi rejste arbejdede jeg i filmbranchen. Derfor gik jeg temmelig meget i biografen og var ret opdateret på nye film. Det har ikke just tilfældet under rejsen, da vi jo ikke lige kan tage en tur i biffen med børnene – ikke engang til en animationsfilm, da jeg er ret sikker på, at Hugo ville kunne holde koncentrationen i max 10 minutter – måske lidt længere med popcorn:-) Jeg var heldig at få et “skud biograf”, da jeg var et smut i Danmark i oktober (læs mere her), og så glæder jeg mig til, at børnene begge er store nok til at komme med i biffen, så vi kan gøre det, lige meget hvor vi befinder os.

Vi har været så helt ufatteligt heldige at have sommervejr i et helt år. Og selvom jeg inden rejsen altid havde det super fint med årstidernes skifte, så har det godt nok været fantastisk! Og så meget nemmere med børnene… Ingen beskidte flyverdragter, som hele tiden skal vaskes og ingen lange snotnæser. Men noget af det, som er helt unikt for den danske (og nordlige) sommer er de lyse sommernætter. Dem savner jeg. Der er bare noget helt særligt over at kunne sidde ude og nyde de blide sommeraftner. Her i Costa Rica bliver der allerede mørkt omkring kl. 17.30, og det har været tilfældet mange varme steder.

Det er sundt nok at savne, og man finder jo også ud af, hvilke ting, man sætter ekstra meget pris på. Man kan tage pigen ud af Danmark, men man kan altså ikke tage lysten til rugbrød, leverpostej og dansk slik ud af pigen!

En af de dage…

En af de dage…

…hvor for lidt søvn ødelægger alles humør og forårsager forhøjet niveau af spidse kommentarer og irritation. Sådan en dag havde vi i går. Bare sådan en rigtig træls dag. Sune og jeg vrissede mere af hinanden og af børnene, end vi trods alt plejer, og der skulle ikke meget til, før stemningen var lidt ekstra presset. Og selvom det ikke var entydigt hans skyld, så var det alligevel mest af alt fordi, Hugo sov alt for lidt om natten og dermed var i frygteligt humør hele dagen!

Jeg ved godt, at vi burde kunne takle det med overskud og ro. Tage hans skrigeri med et roligt sind og være lidt mere overbærende over for ham… Når nu vi godt ved, at han har sovet for lidt – og dermed reagerer voldsomt og er træt. Men som I alle sammen ved, så er det bare virkelig, virkelig svært altid at have det overskud. Altid at være overbærende. Altid at være forstående.

Desværre endte det jo i stedet med, at både Sune og jeg var lidt ekstra skarpe – særligt over for Hugo naturligvis, men også over for hinanden. Og det er bare ikke fedt. Det er så træls, at man skal småskændes om åndssvage ting. Og det er frustrerende, at man bliver så påvirket af Hugos skrigeri og trodsighed. Jeg ville virkelig gerne være en af de der pædagogisk korrekte forældre, men som jeg også har skrevet om tidligere her, så har jeg bare så svært ved at styre mit temperament overfor Hugo. Når han skriger over småting for syvertyvende gang, så er min grænse bare for længst nået!

Han har særligt noget med mad. Han er for det første konstant sulten. Fair nok, han skal selvfølgelig have mad, hvis han er sulten. Men egentlig er han ikke ret sulten. Det synes han bare. Nå, men når man så vil give ham noget, er hans reaktion hele tiden at bede om noget andet. Så når man foreslår en banan, et æble, noget brød eller noget helt syvende, og hans eneste svar igen og igen bare er en mere og mere skinger version af “andet”, så bliver jeg temmelig træt af ham. Når man så endelig får ham med på idéen om f.eks. et stykke brød, og han så efter en bid alligevel ikke vil have dét, men noget “andet”…ja, så er det at man hurtigt kammer lidt over.

Det ender i disse situationer ofte med, at jeg bliver sur og beder han gå op og sove lidt. Det gør han så i 5-10 minutter (altså ligger i sengen med sin sut og putteklud), og så har han glemt alt og er klar til at starte forfra. Han er jo heldigvis hurtigt videre og glad igen… I hvert fald lige indtil han igen føler sig sulten, men vil have noget “andet”, end det jeg tilbyder… Arghh, så starter det forfra!

Den seance var vi igennem rigtig mange gange i går – og hver gang bliver Sune og jeg lige en tand mere irriterede på ham. Og på hinanden. Heldigvis kan vi, når børnene sover, kigge på hinanden og vide, at det bare var en omgang Hugo-søvnmangels-sindsyge, og så håbe, at knægten sover bedre den næste nat, så dagen efter byder på mindre skrigeri! Det er heldigvis oftest tilfældet… 

Så røg bleen…

Så røg bleen…

Hugo er nu 2 år og 9 måneder, og vi er i fuld gang med at smide bleen. Fordi vi rejser, havde jeg slet ikke tænkt på, at det var ved at være tid til det… Havde han nu gået i vuggestue var det jo noget, som jeg ville koordinere med dem og bruge en masse krudt på at få til at lykkedes. I stedet er det kommet sådan lidt af sig selv, da vi i december måned var så heldige at bo i et hus med en masse privatliv. Børnene rendte derfor nøgne rundt det meste af tiden – de elsker begge to at rende rundt i bar røv, og når klimaet er til det, så er der da ikke noget skønnere end det! Hugo begyndte lige så stille at lære at sige til og gå på toilet eller tisse i græsset. Selvfølgelig også hjulpet af, at han jo kan se, hvordan storesøster gør.

Han bruger naturligvis stadig ble om natten, og så får han også ble på, når vi bader i den fælles pool, her hvor vi nu bor eller skal på lidt længere ture. Jeg havde alligevel købt en del svømmebleer, og han husker det jo ikke altid, så det er meget rart at vide, at vi ikke lige er skyld i at poolen skal lukkes på grund af hans uheld! Det ville bare være noget så øv…og en smule pinligt!

Jeg er egentlig ret overrasket over, hvor nemt det er gået med at smide bleen. Vida smed sin dagsble på nogenlunde samme tid, men det var jo i samarbejde med dagplejemoderen. Og så hører man jo gerne, at drengene er lidt længere om det end pigerne. 

Vi har gennem de sidste to-tre måneder været igennem en vild fase med ham (læs om hans skrigeri her og mit manglende overskud til altid at håndtere det korrekt her!), hvor hans temperament virkelig kom til udtryk. Den helt klassiske ‘terrible two’-alder, hvor han bare ville bestemme alting selv og ikke kunne håndtere et nej. Skrigeriet er ikke så slemt mere, han lærer lige så stille at forstå, at han ikke kan styre det hele – og så er han jo bare pavestolt, hver gang han går på toilet. Det er stort for ham, at han nu har fået boksershorts på (ligesom far) og kan tisse på toilettet.

Så nu har vi pludselig alt for mange vådservietter og rigeligt med bleer liggende. Det er underligt, at ble-kapitlet er ved at være slut… Men mest af alt er det nu bare skønt!

Nyt år, mere Costa Rica!

Nyt år, mere Costa Rica!

Vi har besluttet at blive i Costa Rica hele januar måned med, og har igen begivet os til kystbyen Tamarindo. Her bor vi i en lejlighed den næste måned, og vi glæder os til igen at nyde den hyggelige by og den skønne strand. Vi tilbragte en uge i Tamarindo i slutningen af november, og vi var ret vilde med byen. Det er klart en turistet by, men der er en afslappet stemning, og vi kan godt lide, at der er et international miljø i byen. På den måde får vi både det bedste af Costa Rica, og samtidig steder hvor vi kan få en god italiensk cappuccino og købe en engelsk bog. Der er mange mennesker fra hele verden, som har slået sig ned her, og det forstår man virkelig godt. Byen er lille og overskuelig, den ligger helt ned til en fantastisk strand, og så er vejret jo skønt. Hvis vores drøm var at starte en lille restaurant eller en surferbiks, så ville Tamarindo være det helt perfekte sted!

Vi bor i et lejlighedskompleks, hvor der er en lille swimmingpool og en masse internationale beboere – både folk, som bor her permanent og gæster som os selv. Vores vært er en ældre og lidt sær italiensk herre, som selv bor i lejligheden ved siden af os, og en af naboerne er den sødeste costaricanske herre, som svømmer hver dag og smiler til alle. Og så har Vida faktisk også allerede mødt en lokal pige, som hun kan lege lidt med en gang imellem. Hun taler kun spansk, men heldigvis kan Sune (som taler flydende spansk) hjælpe lidt, og ellers går det nu også fint med lidt engelsk og en masse smil og gestikuleringer.

Vores favoritsted i byen er uden tvivl stranden. Børnene elsker at lege i sandet, og ved lavvande opstår der en masse små søer rundt ved nogle små klippefremspring,  hvor kan de lege i flere timer… Dog må de kære nordiske, og dermed hvide børn nøjes med en times tid, da deres sarte hud ikke kan klare længere tid i solen! Vida har arvet min enormt lyse hud, og selvom vi nu har haft sommer i knap et år, så er hun stadig lige hvid. Hugo derimod tager noget bedre imod solen. Han bliver slet ikke rød som storesøster, og han er endda blevet en smule brun. Vida er jo heldigvis fuldstændig ligeglad med det lige nu, men jeg kunne da forestille mig, at den fremtidige teenagepige kommer til at være ganske træt af, at brormand kan blive meget brunere end hende… Det tager vi til den tid:-)

Costa Rica ender med at blive det sted, hvor vi har været længst tid. Det var ikke planlagt fra starten, og vi havde oprindeligt en masse tanker om at skulle til Sydamerika her i det nye år. Nu valgte vi at blive her. Man må opholde sig 90 dage i Costa Rica uden anden form for visum, så der er ingen udfordringer på den måde, og vi er ret vilde med landet, befolkningen, maden og naturen (læs hvorfor her). Så nu tager vi januar måned med og nyder alt det, som gør landet til noget ganske særligt.

Det underligste nytår!

Det underligste nytår!

Her i Costa Rica har jeg netop puttet mine børn. Vi bor på hotel i disse dage, inden vi igen skal ud til kysten og bo i en lejlighed. Vi har hele tiden vidst, at vores nytår nok ikke ville blive mega festligt, men jeg havde nu nok regnet med lidt mere fejring, end det er blevet til… Både Sune og Hugo er syge, og det betyder altså, at børnene nu sover, Sune ligger under dynen, og jeg gemmer mig på badeværelset med en øl og meget snart en masse chokolade – så jeg ikke vækker de andre. Det er da vist den mindst festlige nytårsaften, jeg nogensinde har oplevet😆 Men man kan bare ikke kontrollere det der sygdom!

Dagen har også været temmelig rolig med afslapning og lidt leg, mens Sune har ligget i sengen det meste af tiden. Hyggeligt nok til at starte med, men man får nu en smule kuller af at være fire personer på et hotelværelse. Og det blev da også en mere og mere flad fornemmelse, som dagen gik. Danmark er 7 timer foran os, og som nytårsbilleder og hilsner tikkede ind på de sociale medier, så begyndte jeg også at savne festlighederne… bare en lille smule i hvert fald.

Sådan er det nu engang, og selvom jeg ikke har fået lov at stase mig op og drikke champagne til dronningens nytårstale, så kan jeg stadig se tilbage på et helt eminent 2018, som har været året, hvor vi sagde farvel til det liv vi kendte og rejste ud på vores livs eventyr. Og vi er slet ikke færdige endnu… Så festlighederne kan sagtens vente til en anden gang, og jeg er sikker på, at der bliver masser af ting, vi kan fejre i det nye år. Om ikke andet, så giver jeg den gas til nytår 2019!

Godt nytår😁