En af de dage…

…hvor for lidt søvn ødelægger alles humør og forårsager forhøjet niveau af spidse kommentarer og irritation. Sådan en dag havde vi i går. Bare sådan en rigtig træls dag. Sune og jeg vrissede mere af hinanden og af børnene, end vi trods alt plejer, og der skulle ikke meget til, før stemningen var lidt ekstra presset. Og selvom det ikke var entydigt hans skyld, så var det alligevel mest af alt fordi, Hugo sov alt for lidt om natten og dermed var i frygteligt humør hele dagen!

Jeg ved godt, at vi burde kunne takle det med overskud og ro. Tage hans skrigeri med et roligt sind og være lidt mere overbærende over for ham… Når nu vi godt ved, at han har sovet for lidt – og dermed reagerer voldsomt og er træt. Men som I alle sammen ved, så er det bare virkelig, virkelig svært altid at have det overskud. Altid at være overbærende. Altid at være forstående.

Desværre endte det jo i stedet med, at både Sune og jeg var lidt ekstra skarpe – særligt over for Hugo naturligvis, men også over for hinanden. Og det er bare ikke fedt. Det er så træls, at man skal småskændes om åndssvage ting. Og det er frustrerende, at man bliver så påvirket af Hugos skrigeri og trodsighed. Jeg ville virkelig gerne være en af de der pædagogisk korrekte forældre, men som jeg også har skrevet om tidligere her, så har jeg bare så svært ved at styre mit temperament overfor Hugo. Når han skriger over småting for syvertyvende gang, så er min grænse bare for længst nået!

Han har særligt noget med mad. Han er for det første konstant sulten. Fair nok, han skal selvfølgelig have mad, hvis han er sulten. Men egentlig er han ikke ret sulten. Det synes han bare. Nå, men når man så vil give ham noget, er hans reaktion hele tiden at bede om noget andet. Så når man foreslår en banan, et æble, noget brød eller noget helt syvende, og hans eneste svar igen og igen bare er en mere og mere skinger version af “andet”, så bliver jeg temmelig træt af ham. Når man så endelig får ham med på idéen om f.eks. et stykke brød, og han så efter en bid alligevel ikke vil have dét, men noget “andet”…ja, så er det at man hurtigt kammer lidt over.

Det ender i disse situationer ofte med, at jeg bliver sur og beder han gå op og sove lidt. Det gør han så i 5-10 minutter (altså ligger i sengen med sin sut og putteklud), og så har han glemt alt og er klar til at starte forfra. Han er jo heldigvis hurtigt videre og glad igen… I hvert fald lige indtil han igen føler sig sulten, men vil have noget “andet”, end det jeg tilbyder… Arghh, så starter det forfra!

Den seance var vi igennem rigtig mange gange i går – og hver gang bliver Sune og jeg lige en tand mere irriterede på ham. Og på hinanden. Heldigvis kan vi, når børnene sover, kigge på hinanden og vide, at det bare var en omgang Hugo-søvnmangels-sindsyge, og så håbe, at knægten sover bedre den næste nat, så dagen efter byder på mindre skrigeri! Det er heldigvis oftest tilfældet… 

Skriv et svar