Vinterferie i Los Angeles

Vida og Hugo på Hollywood Boulevard

Det har været vinterferie i Danmark, og her vi også været i feriestemning den sidste uges tid. Vi har nemlig haft besøg af mormor og morfar – som kom på besøg helt hjemmefra. Det har betydet masser af sightseeing og udflugter rundt i LA. De har aldrig været her før, så vi skulle selvfølgelig se nogle af de ikoniske steder, som de kender fra film og tv… Og vi har haft en skøn uge!

Vi skal være i LA de næste to måneder, og derfor har vi ikke så travlt med at udforske denne enormt store by. For den er virkelig stor… Her er et utal af kvarterer, som alle er forskellige – fra fancy Beverly Hills til Chinatown eller eklektiske Venice Beach. Men når nu der var besøg hjemmefra, så skulle de selvfølgelig opleve byen. For LA rummer så meget, som for mange vil virke velkendt. Det er alle de steder, som vi gang på gang ser i film og tv, og selvom de jo er lidt mere spændende på det store lærred, så er det nu også sjovt at se dem i virkeligheden.

Så vi tog mormor og morfar med til nogle få af de steder, som de fleste kan genkende – og jeg kan nu også anbefale alle, som kommer til LA, at besøge dem!

  • Hollywood er jo det, som alle forbinder med Los Angeles, og det er nu en sjov oplevelse at se stjernerne på Hollywood Boulevard, alle hånd-og fodaftryk foran Chinese Theater og stå med det ikoniske Hollywood-skilt i baggrunden. Det er nok det sted i LA, hvor der er flest turister, men det gør nu ikke så meget. For det er bare et must-see, og børnene syntes også at det var sjovt… også selvom de ikke aner, hvem alle stjernerne er. De syntes jo stadig, at det morsomt at sætte deres hænder og fødder i alle aftrykkene i cementen foran teatret.
  • Vi tog en køretur gennem Beverly Hills. Mine forældre skulle lige have en fornemmelse af, hvor ekstremt det er i det område af byen. Der er enorme huse eller snarere mansions, som i nogle tilfælde ligner mere et slot end et hus. Vi kørte selvfølgelig også ned af Rodeo Drive, og selvom det bare en en gade med dyre butikker, så var det sjovt at se, hvor Julia Roberts slendrede i sit stramme, hvide suit til tonerne af ‘Pretty Woman’… Det sted oser bare af overflod og penge!
  • Venice Beach er et helt specielt sted, og en gåtur på strandpromenaden er et studie i mennesker og skæve typer. Men der er plads til alle, og man støder på alt fra gamle hippier til skatere og flamboyante typer med lyserøde jakkesæt. Det er Vesterbro x 10, og der er ufatteligt højt til loftet i Venice. I weekenden er promenaden fyldt med boder med kunst og souvenirs, og går man ned i den sydlige ende kan man møde overvære lokale, som spiller basket, skater eller træner – og de er bestemt ikke bange for tilskuere!
Mormor, morfar, Hugo og Vida foran det ikoniske skilt!

Det har været så dejligt at mødes med dem hjemmefra. Det har været skønt at kunne vise mine forældre byen, for det er nok lidt svært at forestille sig, hvad LA egentlig er, inden man kommer her. Det er bare så stor en by. Det føles snarere som en helt masse forskellige byer, og afstandene er så store, at det er svært at fatte, at det skulle være det samme sted. Det er bare ikke en af de byer, hvor man kan bo centralt og så gå rundt til tingene. Her skal man have en bil, for alle kører – og deres offentlige trafik er også helt af H til. Men det er en by fyldt med muligheder for at opleve alverdens ting, steder og mennesker.

Så vi glæder os til at lære byen bedre at kende. Vi mangler stadig at se temmelig mange ting. Men nu tager vi lige lidt tid, hvor det udelukkende bliver til besøg på legepladser og ture til den lokale kaffebar. Så må vi se resten, når vi igen er klar til at tage på sightseeing:-)