Jeg har sluppet lidt af kontrollen…

Morgenerne i sengen er hyggelige og uden stress – ingen skal haste ud af døren.

Jeg har altid været lidt af en kontrolfreak. Og jeg er det helt klart stadig. Men der er alligevel sket noget med mig det sidste års tid. Rejsen har gjort noget ved mig. Noget godt. Jeg er blevet en tand mere afslappet. Tager tingene med meget mere ro, og jeg stresser ikke på samme måde over, at tingene ikke lige går efter mit hoved.

Og det er rigtig godt, for ellers ville det have været umuligt at gøre det, vi har gjort… Min veninde sagde den anden dag (da vi havde en af vores timelange telefonsamtaler – det kan man heldigvis stadig:-)), at når man har kendt mig så længe, som hun har, så skal man lige vænne sig til denne nye side af mig. At jeg tager tingene noget mere roligt. At jeg ikke behøver at have styr på det hele. Jeg havde slet ikke selv tænkt på, at det er noget nyt, men det er det selvfølgelig. Og jeg er faktisk ret vild med det. Det er en rar følelse.

Vi har rejst i et år. Meget er uvist. Noget som mit tidligere jeg ikke var særlig vild med. Det der med ikke at vide, hvad der skal ske. Ikke at have kontrol over tingene.

Det betyder naturligvis ikke, at jeg slet ikke bekymrer mig mere. Selvfølgelig gør jeg det. Og der er dage, hvor jeg kan være lidt mere nervøs for, at det hele nu går op i den højere enhed, som vi håber på. Men overordnet er jeg ok med, hvad der nu end kommer til at ske. Også selvom det ikke bliver det, vi lige håber på. Så løser vi det på en anden måde.

Det betyder selvfølgelig også en hel del, at der ikke er ligeså mange ting at bekymre sig om, som der ofte var hjemme i Danmark. Jeg har ikke andre forpligtelser end mig selv og min lille familie. Det eneste, som reelt er vigtigt lige nu, er, at ungerne har det godt. At de er glade og tilpasse. Og det er de. De har det faktisk pisse godt, for at sige det ligeud. For de vil bare gerne være sammen med os. Og lege, hygge og spise fredagsslik!

Vida sagde den anden dag, at hun gerne ville rejse et år mere. Fordi hun bare vil være sammen med mor og far og Hugo. Det er temmelig fantastisk, at hun føler sig så til rette i vores lille firkløver. For hun savner da også en gang imellem at have venner at lege med, eller at være tættere på familien. Men når alt kommer til alt, så er det vigtigste for hende, at vi skal være sammen.

Så derfor stresser jeg ikke. Derfor har jeg sluppet noget af kontrollen. Derfor er det okay, at jeg ikke lige ved, hvad fremtiden byder på… For børnene har det godt. Og så kan alt andet jo løses. Punktum.

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar