Rejseberetning #1 – Japan

Vida i regnen i Tokyo

Jeg vil gerne dele lidt flere rejseerfaringer og anbefalinger her på bloggen. For jeg synes jo, at vi har oplevet så pokkers meget. Så mange fantastiske, mærkværdige og anderledes ting og steder, så mange finurlige og vidunderlige mennesker.

Den første beretning bliver lidt fra Japan. Vi var dybt fascinerede af landet, og vi glæder os til, at vi engang skal tilbage og opleve endnu mere – måske med lidt større børn og dermed andre muligheder og oplevelser. Jeg har allerede nævnt her, at Tokyo vinder prisen som vores favorit-by indtil videre. Vi var der i ti dage, hvilket ofte er rigeligt i en storby, men vi kunne nemt være blevet længere. Byen er så enorm, at det tager uendeligt lang tid at opleve alt det, den har at byde på.

Vi var i Japan i maj måned. Ti dage i Tokyo og 18 dage længere sydpå, lidt mere ude på landet ved deres ældste hovedstad, Nara. Begge steder boede vi i huse lejet gennem Airbnb. Det fungerede super godt, og det kan vi kun anbefale andre at gøre – særligt med børn.

Effektivitet og respekt

Da vi ankom til Tokyo, tog vi toget til vores bolig. Med fire kufferter, en klapvogn og to små børn vel at mærke. Umiddelbart en lidt uoverskuelig opgave (vi skulle endda skifte tog), men den offentlige transport i Japan fungerer bare som smurt. Man skal ikke lade sig skræmme af sproget – alle skilte på stationerne er også skrevet med “vores” alfabet, så det er ikke sværere at finde rundt i Tokyo end det ville være i Paris eller en anden ny storby. Derudover er der elevatorer eller rulletrapper på alle stationer, så det er nemt at komme rundt med både klapvogn og kufferter… Hvilket f.eks. bestemt ikke er tilfældet i netop Paris!

Et fyldt tog fra en høj danskers vinkel!

Men vigtigst af alt… Japanernes opførsel i det offentlige rum er uovertruffen. Selvom togene til tider er pakket til bristepunktet, så er der ingen, som skubber, maser eller taler højlydt i telefonen. De tager hensyn, og der er roligt i togene. Der er stor respekt for andre mennesker. Som lyshåret, og forholdsvis høj, dansker er det surrealistisk at stå i toget og kigge ud over hundredevis af sorthårede hoveder, som alle står pænt og kigger ned. Det sværeste i togene var at holde børnene i ro – vi prøvede ihærdigt at opføre os lige så pænt som dem. Heldigvis syntes de fleste japanere, at vores rødblonde børn var ret søde… Deres hårfarve har på hele rejsen givet dem helt utroligt mange ekstra (overbærende) smil med på vejen! Hensyn og god opførsel i offentligheden er uden tvivl en meget stor del af deres kultur… Noget som mange kunne lære en hel del af.

Japansk brød

Da vi ankom i Tokyo, havde vi lidt ventetid, inden vi kunne komme ind i vores hus. Så da vi fandt en bager med en lille café, blev vi lykkelige. Det viste sig senere, at derbåde i Tokyo og flere af de andre byer er fyldt med hyggelige bagere. Mange af dem kalder sig noget med ‘french bakery’, og de excellerer i ufatteligt mange slags hvidt brød. Rugmel og kerner er vist ikke noget, som de bruger helt vildt meget af i Japan. Men… deres brød er himmelsk. Måske fordi meget af det snarere er kager:-) Og ja, vi er brødelskere i vores familie!

Så vi satte os ind til den lille bager. Alle skilte var udelukkende på japansk, og de talte ikke et eneste ord engelsk. Sune forsøgte at bestille en cappucino, men det ord forstod de heller ikke. Til gengæld var de mega søde og smilende, og det lykkedes da også at få noget kaffe af en slags. Vi valgte både noget brød, som vi kunne genkende en smule og noget mere spændende – og det var bare så sjovt at bide ned i noget, som man troede var sødt, men så viste sig at være salt eller omvendt. Jeg kan kun anbefale at prøve lykken hos de japanske bagere – det er en oplevelse i sig selv!

Tokyo

Vida på gaden i Shinjuku-området

Kontrasterne i Tokyo er enorme. Vi boede i et område primært med boliger, og gaderne der var rolige og der var temmelig stille – som i ingen larmende biler (de har vildt mange elbiler, som ikke larmer), ikke mange mennesker på gaderne og ingen høje lyde fra natteliv. Når vi tog toget ind til de mere centrale områder af byen, så blev vi mødt af menneskemylder og den vildeste portion af japansk bykultur med alverdens underlige madvarer, neonskilte i skrigende farver og en følelse af vestlig modernitet mixet med orientalsk kultur overalt.

Tokyo byder på et hav af oplevelser. Alt fra Disneyland til pandaer i deres kæmpe zoo, gigantisk parker med templer og japanske haver, markeder og shopping distrikter, som har alt fra teknologi til skøre figurer fra den japanske popkultur. Der er så mange indtryk at hente i byen, og så mange finurlige oplevelser – spillearkader, restauranter med robotter, temaparker med Hello Kitty for bare at nævne et par stykker. De går i hvert fald ikke ned på underholdning i Tokyo!

Kød i verdensklasse og plastikmad i montre

Deres madkultur er også helt fantastisk, og foruden det med de mange bagere, så overraskede det også mig, hvor meget de åbentbart elsker italiensk mad. Jeg havde i min kliché forstillet mig, at der bare ville være sushirestauranter overalt, men i vores lille kvarter lå adskillige virkeligt gode italienske restauranter – som vi særligt var begejstrede for den første aften, hvor vi efter rejsen ikke lige orkede at starte med at udforske den lokale ramen med to trætte børn!

Mad i plastik udstillet foran restauranterne, så man kunne se valgmulighederne!

Vi fik masser af virkelig god JAPANSK mad. For brød og pizza er selvfølgelig ikke den mad, man skal tage til Japan for… Vi prøvede flere restauranter, som havde borde med en stegeplade i midten, og så tilbereder eller varmer man selv dele af maden på dem. Det er både lækkert og virkelig underholdende for børnene. Vi prøvede for første gang wagyu kød, og det er den vildeste oplevelse. Aldrig har jeg smagt kød som det – det smeltede nærmest på tungen. Vi fik det serveret råt, og så stegte vi det selv ved bordet, da det blot skulle have få sekunder på panden. En oplevelse, som jeg vil anbefale alle at prøve i Japan.

Foran mange traditionelle restauranter kunne man ved indgangen se deres menu i plastik. Virkelig en sjov og skør ting fra vores perspektiv, men da egentlig også ret praktisk. Vi var dog temmelig enige om, at det ikke så vildt tillokkende ud!

En anden genial ting, som jeg ELSKEDE, var deres automater med drikkevarer. Lige meget hvor man er i Japan – både i Tokyo, men også i de mindre byer – så kan man rundt om hvert hjørne finde en automat med drikkevarer. Og det er sodavand, alverdens mærkelige juicer og både kold og varm kaffe… Ja, der er dåser, som kommer varme ud af automaterne! Det kostede ikke ret meget, og med børn er det bare fedt, at man aldrig mangler drikkevarer. Igen rammer japanerne bare plet med praktikken!

Kultur og templer

Der er mulighed for at dykke ned i den japanske historie overalt, og byerne rummer utrolig mange historiske sites og gamle templer, som turisterne valfarter til i hobetal. Vi besøgte naturligvis også flere af slagsen, men jeg må indrømme, at vi ikke orkede så mange. Børnene var stadig temmelig små (særligt Hugo), og efter et par stykker hoppede de ikke ligefrem af begejstring ved udsigten til flere templer! Så vi brugte også en del tid på bare at være i byerne – besøge parker, gå ture og taget toget rundt.

Japans højeste Buddha i Nara. Et imponerende syn.

Da vi kom sydpå var vi i Kyoto, som vist er den by i Japan med flest templer. Byen er i hvert fald fyldt med dem, og de er ganske imponerende. Det er uden tvivl tiden værd at besøge de største af templerne, men jeg tror, at det er et af de kompromisser, som man skal være opmærksom på i Japan… Med små børn er det virkelig svært at komme rundt til alle kulturelle sites. For der er ufatteligt mange, og jeg må da også indrømme, at de lignede hinanden – altså templerne!

Hvis jeg skal anbefale et sted, så er det Todai-ji templet i Nara, som rummer Japans største Buddha. Og på gåturen derhen er man i parken omgivet af fritgående hjorte. De vil meget gerne fodres, og det var super hyggeligt og sjovt for børnene – et af de templer, som var sjovt for alle at besøge:-)

Egentlig er det jo en oplevelse bare at besøge et japansk supermarked, hvor man kan føle sig fuldstændig på udebane. Der står tingene jo ikke på engelsk, og hvis man ikke kan gennemskue varen ud fra pakken, så er man fuldstændig ‘lost in translation’! For til min store overraskelse er der ganske få japanere, der taler engelsk. Så der er ingen hjælp at hente… Men det er jo også bare en del af charmen:-)

Tag til Japan!

Jeg vil til enhver til anbefale alle at tage til Japan. Både med små og store børn. Selvom der er mange ting, som de små børn ikke kan sætte pris på, så er det et rigtig godt sted at rejse med de små. Man føler sig ekstremt tryg i Japan, tingene fungerer fuldstændigt optimalt, japanerne er søde og venlige, og det er nemt at komme rundt alle steder med togene.

Men vigtigst af alt er det bare så fascinerende et sted. Landet er på mange måder mere moderne end mange vestlige lande, men på den anden side er deres kultur så anderledes og forbundet dybt med traditioner, som kan virke lidt gammeldags for os. Japan skal opleves og mærkes, så se endelig bare at komme afsted!

Skriv et svar