Rejseberetning #2 – Hawaii

Vores lokale strand

Jeg sidder og kigger ud på det grå majvejr i Danmark og tænker tilbage på sommerparadiset på Hawaii. En destination, som jeg altid havde drømt om at komme til. Så selvfølgelig skulle vi dertil på vores rejse.

Forestillingen om Hawaii med palmetræer, smukke strande og afslappende ø-stemning er helt reel, men stedet er så meget mere end luau og blomstrede skjorter – på både godt og ondt.

Vi valgte at være en måned på Oahu, som er hovedøen. Vi lejede en Airbnb-bolig for hele perioden. På den måde kunne vi få ro på og føle os hjemme, og så udforske øen derfra. Oahu er ikke så stor, og det kan fint lade sig gøre at køre ud til det hele på dagsture.

Selvom Hawaii er en stat i USA, så har stedet sin helt egen kultur, og har man tidligere rejst i USA, vil øgruppen midt i Stillehavet føles helt anderledes end resten af landet. Ørigets historie fylder stadig meget i kulturen, og der er en stolthed blandt de mennesker, som har ‘ægte’ hawaiiansk blod i årene. I dagligdags tale hører man mange fraser fra det polynesiske sprog – ‘Aloha’ er naturligvis det ord, vi alle kender. Som så mange andre steder i USA, så er der også på Hawaii en vis opdeling mellem de oprindelige hawaiianere og tilflytterne (og mellem rig og fattig), og der er lavet særlige tiltag, som sikrer, at dele af jorden er ejet af mennesker med polynesisk blod i årerne. Ørigets histore er super interessant, så hvis I tager dertil, så kan jeg kun anbefale at læse lidt op på den.

Hvis man tager til Hawaii og bor udelukkende på et fint resort, så tror jeg ikke, at man oplever lokalsamfundet så meget, som vi gjorde. Vi boede i et helt lokalt område, og vi var umiddelbart de eneste turister. Man ser samtidig bagsiden af øen… Der er fx. rigtig mange hjemløse – både børn og voksne. Det er på ingen måde utrygt – tværtimod er alle super søde. Men det er voldsomt at se, hvor mange børn, som også bor i teltene ved strandene.

Det sagt, så er Hawaii også magisk sted. Aldrig har jeg oplevet så mange smukke strande samme sted (hvilket jeg også har nævnt om her). Der er uden at overdrive den ene smukke strand efter den anden, når man kører langs kysten. Med bjergene i baggrunden, krystalklart vand og lækkert sand… det er noget helt særligt. Tager man tidligt afsted, kan man sågar flere steder være heldig at have stranden helt for sig selv.

Lanikai Beach på østsiden er kåret som en af verdens smukkeste strande, og sandet er så fint, at det efter et besøg på stranden sniger sig ind overalt! På Oahus nordside er strandene mange steder tomme, men strømmen er meget vild – børnene kunne næsten ikke komme i vandet der. Vi boede til vores store held på vestsiden ved en af de mest børnevenlige strande, Pokai Bay. Der var bølgebrydere, og det var helt ideelt for børnefamilier. Børnene kunne de fleste dage bade selv i det lave vand, hvilket altid er en kæmpe fordel.


Hugo forstod ikke helt, hvor vildt det var, at han kunne gå lige ved siden af skildpadderne. De tog det også ganske roligt.

På nogle strande rundt på øen kan man også være heldig at møde kæmpe havskildpadder, som ved eftermiddagstid lægger sig i strandkanten og slapper af. Ret vildt at se dem bare ligge der… Og de er temmelig ligeglade med de mennesker, som betragter dem!

Noget af det vi elskede ved Oahu er, at der på øen stadig er masser af plads, til trods for, at Oahu er den mest befolkede af øerne. De har ikke valgt at bygge hoteller ved hver eneste smukke strand, og der er rigeligt med vandrestier og skovområder, så ikke alle turister samles på samme sted. Øen byder naturligvis på masser af turistattraktioner, som også er sjove og værd at besøge, men det særligt skønt at kunne nyde naturen uden hele tiden at gå i hælene af andre turister.

Vi havde mudder overalt på denne vandretur. Vi gled rundt og faldt flere gange… Men det var nu ret sjovt!

Vi vandrede flere steder – bl.a. på den mest mudrede sti, vi nogensinde har oplevet. Et godt råd (som jeg også selv skal huske at følge en anden gang!): Tag ikke ud at vandre i jungleskoven, når der lige har været et regnskyld! Det var virkelig sjovt, men nedturen var nok faktisk temmelig farlig, da jeg måtte bære Hugo, så han ikke gled.

Der er en del af de mere kendte vandreture som f.eks. Diamond Head og Makapu’u Lighthouse Trail, hvor man ikke kan undgå en masse andre turister, men de er nu stadig turen værd. Tager man i stedet de mindre stier, kan man faktisk opleve en helt anden ro midt i junglelignende skovområder. Det overraskede mig rigtig meget, da Hawaii jo er noget man forbinder med en masse turister. En anden rigtig god ting ved at vandre på Hawaii er, at der ikke er en masse farlige dyr. Der er f.eks. slet ingen slanger på øerne, og det er jo dejligt trygt i forhold til at lade børnene gå rundt selv.

Hvad skal man se…

Oahu byder på masser af attraktioner og oplevelser – nogle af dem, man ikke skal gå glip af er:

  • Køretur østpå fra Honolulu igennem Tetsuo Harano tunnellen. Motorvejen tager dig igennem skovklædte bjerge, og man kommer ud på den anden side til en helt fantastisk udsigt over Kaneohe Bay. En køretur langs Oahus vestside er også et must. Den side er præget af mindre turisme, og kyststrækningen er utrolig smuk, når man slipper de befolkede områder og kører nordpå (med masser af strande, man kan stoppe ved). Tag turen ved solnedgang, det er helt fantastisk!
  • Vi er jo filmnørder i vores familie, så vi besøgte naturligvis
    Kualoa Ranch, hvor rigtig mange filmoptagelser laves. Den mest kendte og ikoniske er nok stadig Jurassic Park, men der er også masser af nyere film, som laves der (den nyeste Jumanji havde de lige avet, inden vi kom). Deres udflugter er temmelig dyre, og bussen, der kører folk rundt er ret ubehagelig at sidde i… Men naturen på ranchen er utrolig smuk, og det var da også en sjov oplevelse at genkende landskabet fra op til flere film.
  • Køretur om øens sydøstlige spids. Igen vil jeg mene, at naturen og ufatteligt mange smukke udsigter er det helt store trækplaster på Hawaii. Kører man fra Honolulu og ned om sydspidsen østpå, så kommer man på en helt fænomenal strækning med de vildeste udsigter, og er man frisk kan man gå til Makapu’u Lighthouse og se spidsen af øen. I vintermånederne er det også her, man nemt kan spotte hvaler. Vi var der dog i juni, så den fornøjelse havde vi ikke.
Det ikoniske skilt fra Jurassic Park på Kualoa Ranch

Vi nåede kun at se Oahu. Jeg har fået at vide, at de andre øer er endnu mere magiske, særligt fordi der er færre mennesker. Vi prioriterede at være samme sted, da vores rejse jo var lidt anderledes end de fleste. Vi havde brug for at få en hverdagsfølelse med i det hele, så det ikke handlede om at opleve hele tiden. Hvis vi får mulighed for at rejse dertil igen, så vil jeg bestemt prioritere at se de andre øer.

Skriv et svar