Lommepenge…

Lommepenge…

Vida har længe spurgt til lommepenge. Eller i hvert fald det her med at tjene sine egne penge… Som hun så også selv råder over. Nogle gange har hun spurgt, om hun ikke måtte hjælpe med noget i huset, så hun kunne tjene noget til sparegrisen. En gang imellem har hun så fået lov til at tjene en 10’er, men mere er det ikke blevet til.

Her på det sidste er det noget, som er begyndt at fylde meget for hende. Særligt det med selv at have penge, som hun kan administrere og købe noget for. Så nu har vi besluttet at give dem lommepenge. Og selvom Hugo egentlig er for lille, så får han også – det må være det samme for dem begge.

Der er flere måder at gøre det på… Man kan give dem bestemte beløb for bestemte opgaver. Det giver dem naturligvis et incitament for at lave de ting. Vi har dog valgt at give dem et fast beløb om ugen – 2 dollars – og det forudsætter så, at de hjælper til i huset generelt. På det niveau, som de nu kan. Vi vil gerne lære dem, at man hjælper. Altid. Ikke kun når man får penge for den givne opgave, men når der er behov for det. Indtil videre er det mest hjælp med at tage af bordet, rydde op på deres egne ting og andre småting. Det skal naturligvis udvikle sig i forhold til deres alder.

Jeg er selv vokset op med en far, som dengang var bankmand, og vi har altid snakket åbent om penge derhjemme. Jeg har lært, at penge er noget, som man snakker om, inden for hjemmets rammer. Men at det er sundt at tale om. Mine søskende og jeg lærte alle værdien af at spare op. Og jeg har altid følt, at det har givet mig et rigtig godt fundament for at håndtere min egen økonomi.

Javist, Vida er ikke mere end 6 år gammel. Men det skal jo starte et sted. Lige nu giver lommepengene først og fremmest en mulighed for at lave en hel masse hovedregning. Hver uge, når de får deres 2 dollars, så kan hun lægge dem til de eksisterende penge i opsparingen. Derudover kan hun så regne sig frem til, hvor meget hun mangler, før hun kan købe noget af det, hun gerne vil.

Lige nu er det et par glimmersandaler, som er øverst på ønskelisten… Så må vi se, om det stadig er tilfældet, når hun har sparet nok sammen om et par uger:-)

Summer camp!

Summer camp!

Sommerferien er over os. Her i Los Angeles er børnene allerede gået på ferie – noget tidligere end i Danmark. De har faktisk omkring 10 ugers sommerferie. Jeg synes, at det lyder ret vildt. Men det er jo bare en anden måde et gøre tingene på… Selvom det må betyde, at de er i sidste ende går i skole en smule mindre.

I Danmark er vi vant til, at man i ferien langt hen af vejen kan få ungerne passet – i børnehaven eller fritidshjemmet. Herovre fungerer det ikke helt på samme måde, og derfor er der et helt enormt stort udbud af summer camps.

Jeg har faktisk tit tænkt over, når jeg har set amerikanske film, at børnene altid er på sommerlejre… Eller snakker om, hvem de nu engang mødte på de der lejre. Jo, der er da også en masse sommerlejre i Danmark, men det er bare slet ikke på samme niveau.

Jeg har nu fundet ud af, at det der er rigtig meget af, er Day Camps. Så er børnene afsted helt som hvis de skulle i fritidshjem. Men der er selvfølgelig gjort lidt mere ud af aktiviteterne og arrangeret udflugter. Det kører hele sommeren, og man kan tilmelde sine børn i det antal uger, det nu er nødvendigt. For det er jo nødvendigt – det er selvsagt de færreste forældre, der kan holde 10 ugers sommerferie! Selv i Danmark ville det være temmelig urealistisk.

Jeg er ret imponeret over, hvor mange camps, der er. Og hvor meget de gør ud af det. Men det giver jo bare mening, at det fylder så meget. Det er så vidt jeg lige kan gennemskue, det man gør i sommerferien – altså med mindre en af forældrene går hjemme (hvilket en del flere kvinder gør herovre). Forældrene er jo fuldstændig afhængige af dem, hvis de begge arbejder.

For os er det jo ikke nødvendigt at sende børnene på lejr. Vi er begge hjemme – Sune arbejder hjemmefra, og jeg har ikke job endnu. Men Vida vil bare helt vildt gerne afsted… Så det skal hun selvfølgelig prøve. Altså bare en enkelt uge.

Jeg er ret overbevist om, at det bliver super sjovt for hende. Desuden vil det give hende et boost i forhold til sproget, inden hun skal starte i skole til august. Det er skønt at have en datter med mod på tingene. Hun elsker at møde nye legekammerater, og jeg tror, at det bliver dejligt for hende at være en del af en gruppe. Det har hun jo ikke været i lang tid.

Så om et par uger prøver vi kræfter med den første af mange amerikanske traditioner. Let’s go to camp!

Langt væk, men heldigvis også lidt tæt på…

Langt væk, men heldigvis også lidt tæt på…
Facetime med mormor er skønt!

Verden er efterhånden blevet så ufattelig lille. Jo, det er et helt enormt stort skridt for os, at vi er flyttet hele vejen over Atlanten til Los Angeles. Men der er alligevel en temmelig stor trøst i, at vi kan tale med alle dem hjemme i Danmark på video og dermed ‘se’ dem ret ofte. Og desuden er vi heldige, at der går direkte fly, så det er forholdsvis nemt at tage turen frem og tilbage. Så selvom vi er langt væk, så er det forholdsvis nemt at holde kontakten til alle dem, vi holder af.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på dengang, jeg boede i Paris som ung. Dengang (det føles som meget lang tid siden…) var der ikke noget, som hed Facetime, og jeg fik sågar fysiske breve hjemmefra. Hvis vi skulle sende mails, så var det en tur på internetcafé eller McDonalds, som var et af de første steder med gratis wifi. Så der gik selvsagt noget længere imellem korrespondancerne. Og telefonopkald var jo ikke specielt billige… Tænk engang, det er bare 15 år siden!

Nu er vi i Los Angeles. Det er 9 timer forud for København, men jeg kan ringe til min mor, min veninde eller min søster – med eller uden video. Og det koster mig ingenting. Så længe tiden lige passer. De 9 timer gør det selvfølgelig lidt mere besværligt. I skrivende stund er de fleste kære mødre i DK f.eks. ved at stå op med deres altid morgenfriske børn, mens jeg sidder med min rødvin og skriver, mens mine børn sover. Det er da lidt underligt at tænke på:-)

Foruden at ringe kan jeg skrive frem og tilbage med alle venner og familie. Faktisk gør afstanden, at jeg oftere får lyst til at skrive til mine veninder. Den fysiske afstand gør, at jeg er nok mere opmærksom på at få skrevet.

Så selvom Danmark egentlig er temmelig langt væk, så har det været rart at mærke, at jeg ikke har følt mig så langt væk fra det hele. Fair nok, jeg kan ikke mærke min søsters gravide mave, når den vokser, og vi kan ikke være med til alle familiefødselsdagene. Men kontakten er der, og vi føler os i kontakt med de mennesker, som betyder noget.

Det er en temmelig rar følelse, når vi nu engang faktisk er temmelig langt væk!

Livet i Los Angeles – første kapitel

Livet i Los Angeles – første kapitel

Vi har nu været i Los Angeles lidt over en uge. Vores amerikanske eventyr er startet. Sådan helt rigtigt, med et godkendt visum og intentionen om at etablere os her. Det er ikke længere en del af en rejse, og vi skal ikke videre lige foreløbig. Det er en ganske rar følelse!

Der er bare lige et par enkelte ting, som skal falde i orden… Og med et par enkelte ting mener jeg snarere ALTING! For det hele er nyt og anderledes, og hvor man i Danmark kan finde ud af alting ved at gå på Borger.dk, så er det lidt mere kompliceret her. Der er ikke lige et system, som tager sig af det hele for dig, så vi må tage tingene oppefra, og tjekke af som vi når listen igennem!

Det allervigtigste er at finde en bolig. Los Angeles er en kæmpe stor by, og det er ufatteligt svært lige at gennemskue, hvor det nu en bedst at bo. Der er så mange faktorer, man kan tage med – afstand, skoler, hus eller lejlighed, tæt på stranden osv osv – og det er sørme svært lige at beslutte sig for, hvad der vejer højest. Det er rigtig rart, at vi allerede har tilbragt nogle måneder her tidligere på året (læs mere her), så vi er ikke helt på bar bund. Der er heldigvis også en hel del lejeboliger at vælge imellem, så det føles slet ikke umuligt… Men da vi jo gerne vil ende det rigtige sted, så er det naturligvis en stor beslutning. Vi er lige nu i en midlertidig bolig frem til 1. august, så der er tid at løbe på. Vi vil bare gerne have styr på det, så Vida kan starte i skole, når det nye skoleår starter i midten af august.

En anden vigtig ting er sundhedsforsikring. Noget man som dansker slet ikke er vant til at skulle tage stilling til. For igen, det kører jo nogenlunde af sig selv, når man ved flytning vælger en ny læge i systemet… Herovre er det en kæmpe forretning, og indtil videre en jungle, som jeg stadig lige skal finde vej igennem. Jeg prøver at læse mig frem til råd, finde anbefalinger fra andre danskere og læse om det, men jeg har endnu ikke helt gennemskuet det. Noget som er helt sikkert er, at det er helt vildt dyrt. En dansker, jeg kender herovre, sagde til mig, at hun bare betragtede det som en skattebetaling. Og når man tænker på det på den måde, så føles det mindre slemt. For det er virkelig en helt anden måde at gøre tingene på. Jeg krydser fingre for, at vi ikke skal alt for mange gange til lægen, mens vi er herovre!

Jeg er meget spændt på at skulle have Vida i skole. Lige meget om vi var i Danmark eller nu er her, så bliver det en stor omvæltning for hende at skulle i skole. Vi skal tilbage til en mere fast hverdag – noget som ikke har været gældende, mens vi har rejst. Men selvfølgelig er det ekstra spændende her i LA. For jeg kender ikke skolesystemet. Og reglerne. Og forventningerne… Men vi tager det, som det kommer. Vidas engelske er allerede godt, og jeg er ikke bange for, at hun kan klare det faglige. Så snart vi kender vores adresse, så kan vi begynde at finde frem til en skole – det glæder jeg mig til!

Vi har allerede fundet en bil. Det er så til gengæld noget billigere end i Danmark (kan det være andet!), og i ægte amerikansk stil ender det vist med, at vi får en stor bil med plads til 7 personer. Så er der også plads til at få gæster med rundt:-) Der er masser af andre, mindre ting, som skal falde på plads, og dem tager vi hen af vejen.

Jeg tænker, at de forskellige brikker i puslespillet nok skal falde på plads. Og det er sgu ikke et nemt puslespil. Slet, slet ikke. Men vi tager lige en brik af gangen…