Hatten af for de enlige mødre!

Hatten af for de enlige mødre!

Jeg er nu græsenke på tredje uge… Og der er stadig fire uger, før gemalen vender snuden hjemad. Det er alligevel det længste, jeg endnu har oplevet. Jeg er egentlig vant til, at han rejser, og er væk i perioder, men det plejer at være max 2-3 uger af gangen. Omstændighederne ville noget andet i denne omgang, og så er det jo bare sådan, det må være…

Jeg synes egentlig, at jeg er ret god alene også. Jeg har jo det kæmpe privilegium lige nu, at jeg ikke arbejder, så jeg kan fokusere på at få hverdagen til at fungere for ungerne – og mig selv. Lige netop i denne periode er det ekstra godt. Først skulle Hugo starte preschool, og dernæst havde Vida første skoledag. Og der er så enormt meget for os alle at lære – det er både dem og mig, der skal lære nye sociale spilleregler. For den amerikanske skole er nu alligevel lidt anderledes.

Så overordnet set går det jo godt! Der er bare nogle enkelte situationer, hvor en ekstra forælder havde været rart…

…Som da jeg i går uge skar mig så slemt i hånden, at jeg måtte forbi en læge midt i aftensmaden. Der var ikke så meget at gøre, da man skal komme inden for få timer, hvis de skal sy eller lime såret. Så jeg måtte have begge unger i bilen, lidt hurtigt mad i tasken og så afsted. Heldigvis artede de sig ret exceptionelt hos lægen, jeg havde ellers frygtet sult-skrig og kedsomheds-skrål! Og jeg blev limet, og alt er ok:-)

…Da jeg på Vidas første skoledag skulle trøste en noget utryg og ked pige, samtidig med at Hugo (som er 3,5 år og derfor ret tung) ville hænge på armen og skreg for at komme afsted. Lige dér var Vida bare vigtigst, og vi fik da også sagt farvel på en god måde, men mine arme var ved at falde af til sidst!

…Når jeg nu i næste uge skal til forældremøde på skolen og har haft fat i 6 forskellige babysittere allerede for at finde pasning. Jeg krydser virkelig fingre for, at det lykkedes med den 7., da det er temmelig vigtigt med det møde, netop fordi alt ved skolen er så nyt!

…Når min 6-årige datter opfører sig som en pre-teen og vi i disse dage ofte er på kanten af hinanden. Det bliver bare ikke nemmere af, at det er mig, der skal tage ALLE kampe med hende. Der kunne fars faste blik godt lige have hjulpet lidt!

…Når jeg er træt og har en smule hovedpine, og ungerne råber og skriger, men der bare ikke er andre til at tage over. Den kender vi vist alle sammen bedre end noget andet!

…Nå ja, og så savner jeg bare, at der er en anden til at lave aftensmad. Sune er den der oftest laver mad normalt, så det er bare øv at skulle det hver eneste aften. Jeg priser mig bare lykkelig for, at ungerne er fint tilfredse med både havregrød og rugbrødsmadder en gang imellem!

Men det er alt sammen bagateller i det store billede. Det ved jeg godt. Så hatten af for de enlige mødre her på Momster. Jeg har alverdens respekt for jer. Jeg skal trods alt kun klare 4 uger mere i denne omgang.

Børnehave på amerikansk

Børnehave på amerikansk
Det obligatoriske billede inden første dag i børnehave/preschool

Hugo er nu startet i preschool. Det er aldersmæssigt tilsvarende den danske børnehave. Men hvor det i Danmark trods alt er mere lige til, så er der her et hav af varianter. Fuld tid, deltid, privat, offentligt (men med betaling), forældredeltagelse, og mere eller mindre fagligt fokus. Det er altså på papiret temmelig anderledes, end hvad jeg har prøvet i Danmark.

Vi har valgt at sende Hugo i preschool fire formiddage om ugen. Så længe jeg ikke arbejder, så er det er super god løsning. Han får tid med andre børn, lærer at klare sig inden for det sociale regelsæt, som gælder på stedet, og så får han helt naturlig styrket sig engelske sprog – samtidig med, at vi hjemme så kan fokusere på at holde fast i hans danske. Jeg har mødt en del halvdanske familier (dansk mor og amerikansk far) herovre, og deres børn taler ikke meget dansk – fordi de ikke taler det hjemme. Så det er super vigtigt, at vi kan tale udelukkende dansk til ham. Børn har det jo med at tilpasse sig, så hvis ikke vi gjorde det, tror jeg hurtigt, at han ville begynde på engelsk.

Det er en preschool i en form for offentligt regi. Jeg ved ikke, hvordan det helt præcist hænger sammen, men preschoolen er en del af et ‘Recreation Center’, som nok kan sidestilles nogenlunde med en dansk sportsforening. Der ligger adskillige af dem i byen, og de udbyder alle mulige aktiviteter, bl.a. preschool i nogle af centrene. De har desuden alle tilknyttede legepladser.

Hugo har nu færdiggjort sin første uge. I Danmark laver man i en børnehave en form for indkøring. Men da han jo kun skulle være der tre timer, startede vi bare. Jeg havde ikke set stedet inden, og vidste heller ikke noget om de voksne, da stedet først åbnede efter sommerferie i mandags. Altså på vores første dag.

Herovre er alle former for pasning og skole delt op i skoleåret og sommerferien. Så preschoolen starter først her i august, og de lukker så ned om sommeren, når skoleferien starter. Børnene har 10 ugers ferie, så det er virkelig lang tid, og i sommerperioden kører så i stedet en hel masse sommerprogrammer – alt fra camps (som Vida prøvede) til sportshold.

Der er bare 14 børn på stedet, og 2-3 voksne hver dag. Det synes jeg passer ganske fint og svarer vel nogenlunde til, hvad man også kan forvente på en stue i en dansk børnehave. De har et enkelt, men fint rum, men så benytter de legepladsen og bruger vist også andre faciliteter på centret en gang i mellem.

De tre timer han er der er nogenlunde programlagt, så der hver dag er tid til leg, kreative udfoldelser, læring og tid på legepladsen. Generelt er der fokus på læring meget tidligere, end i Danmark, så jeg er spændt på, om det også kommer her. Men for Hugos vedkommende er første-prioriteten jo lige nu at få udviklet hans engelske sprog.

De voksne fortæller heldigvis, at der ikke er nogen problemer med kommunikationen, da han forstår det meste. Han siger ikke så meget endnu, men det skal nok komme…

Så rammerne er gode. De har på papiret flere regler, end jeg har prøvet i Danmark. Børnene skal f.eks. kunne gå på toilettet selv. Og ifølge reglerne må personalet slet ikke hjælpe dem. Men de virker nu til at tage det stille og roligt. Så når nu Hugo ikke altid lige kan få bukserne op selv, så er der heldigvis hjælp at hente:)

Så nu skal jeg bare have Hugo ordentligt i gang. De første dage gik uden gråd, men de sidste to dage græd han. Personalet var super gode til at tage ham og trøste, så han var glad, da vi hentede… Lige nu vil han dog helst ikke i børnehave (som vi kalder det) mere, så jeg tænker, at det bliver en hård start igen i næste uge. Det er bare en helt ny hverdag for ham, og han skal lige forstå, at det her er den nye rutine. Forhåbentlig bliver han mere tilpas med tanken. Han er jo i hvert fald ikke det første barn, som lige skal vænne sig til at skulle væk fra mooar!

Hugo starter preschool!

Hugo starter preschool!
Skøre, skønne Hugo – med masser af krudt i røven og gåpåmod!

Jeg ville på ingen måde være nervøs, hvis Hugo skulle starte i børnehave i Danmark. Han er mere end klar til at komme i gang med ‘instiutionslivet’. Faktisk har han godt af at komme lidt ud blandt andre børn – og for den sags skyld andre voksne, som sætter rammer. Andre voksne, som ikke er mor eller far.

Han nåede at gå i vuggestue i et års tid, inden vi rejste. Men det kan han jo slet ikke huske. Hans liv er en hverdag sammen med mor, far og Vida. En hverdag med løse rammer og uden stressede morgener. En weekend-hverdag langt hen af vejen.

Det har været helt fantastisk at have muligheden for at være så meget sammen med ham i så en ung alder. Ja, til tider temmelig hårdt, men det er det jo for søren altid at have en 2 årig! Vuggestue eller ej, kampene tages altid med mor og far. Så dem har vi selvfølgelig også haft – og har stadig – masser af. Helt som det skal være… Men overordnet set har det bare været fedt, at han har sluppet for vuggestuen.

Nu er det så på tide at sende ham lidt ud på egen hånd. Han skal derfor starte i preschool, som det nu engang hedder her i USA. Til at starte med skal han kun afsted om formiddagen. Jeg går stadig hjemme, så der er ingen grund til at sende ham afsted fuld tid.

Det er et lille sted. Jeg ved endnu ikke, hvor mange børn. Der er en helt struktureret hverdag, og en helt masse regler. Men jeg håber nu, at det i praksis er mere afslappet end på papir. Han starter mandag. Så får vi se…

Han skal jo også begå sig på engelsk. Det er jeg sjovt nok ikke så nervøs for… Jeg ved, at han forstår rigtig meget, og jeg er sikker på, at når det pludselig er nødvendigt – fordi jeg jo ikke er der – så skal ordene nok komme helt af sig selv. Han snakker jo virkelig konstant på dansk, så mon ikke han rimelig nemt får snakkegenet konverteret til engelsk:-)

Skolestart… Ekstra vacciner og en hel del papirer!

Skolestart… Ekstra vacciner og en hel del papirer!
Seje Vida efter tre vaccinationer!

Nu har jeg jo aldrig prøvet at have et skolebarn i Danmark. Så egentlig ved jeg ikke, præcis hvad det indebærer. Hvor mange information man skal give, og hvad de kræver af forældrene (har dog hørt lidt om det der ForældreIntra!). Men jeg har nu alligevel en nogenlunde idé om, at det foregår lidt anderledes end her i Los Angeles…

Vi er flyttet til et område, hvor folkeskolen eftersigende er rigtig god. Der er enorm forskel herovre, så det var med at vælge den rigtige adresse. Man tilhører – som I Danmark – en bestemt skole, og kan så også søge om at komme andre steder hen. Men da vi jo er flyttet hertil lige op til skolestart, så ville vi bare gerne være et sted, hvor den tildelte skole er god.

Så langt, så godt. Det viste sig, at vi faktisk hører til to skoler. Da jeg tog op til den skole, vi ønskede, startede de med at sige, at de var helt fyldt op. Hmm… Efter lige at have sundet mig, forklarede jeg løs og talte for min syge moster (om hvordan vi var flyttet til kun for skolen, at vi lige var kommet fra Danmark, og vi bare SÅ gerne ville gå der!), og heldigvis endte det med, at de lige præcis klemte Vida ind som den sidste. Pyh, det var sgu tæt på!

Jeg fik så en folder med alle de ting, jeg skulle udfylde. For modsat hvad jeg forestiller mig i DK, så foregår det ikke digitalt her. Der er ikke lige noget smart Borger.dk med alle informationer her i USA. Så de skulle have det hele på god gammeldags manér.

Jeg var godt forberedt på, at de stiller nogle krav om sundhed, som vi ikke er vante til. Man skal f.eks. være vaccineret, og der er ikke noget med, at man kan vælge at frasige sig vacciner. Hun kommer simpelthen ikke ind uden! Vida har heldigvis fulgt det danske vaccinationsprogram op til 4 år, og det er de samme, de bruger herovre. Her skal de oveni også have Hepatitis B, som hun heldigvis havde, da vi jo har rejst og derfor fik vaccinen. Dog skulle hun have en booster mere (selvom dem hun havde burde dække 10 år!), en booster mere på en af de gængse, og så vaccinerer de her imod skoldkopper. Da jeg ikke kunne bevise, at hun har haft dem (jeg er faktisk i tvivl, da det var så lidt!), så skulle hun så også have det!

Så vi måtte til lægen, have et fuldt tjek og tre vacciner. Det tog Vida tog i stiv arm – det hjalp selvfølgelig, at jeg havde lovet et stykke slik for hver vaccine:-)

Foruden vaccinerne er mange ting, man skal informere om. Man skal bl.a. aflevere et kort fra læge og tandlæge, så de ved, at hun er sund og rask. De spørger sjovt nok også om, hvilket sprog man taler hjemme… Fordi der bare er et hav af forskellige nationaliteter og baggrunde i denne by. I forlængelse af det, skal vi også udfylde et helt ark om, hvilken race hun er. Det er ikke noget, jeg bliver fornærmet over. Det er bare ret vildt, at der også laves statistikker over, hvordan racefordelingen er blandt eleverne på hver enkelt skole. Man kan rent faktisk tjekke det på skoledistriktets hjemmeside. Ikke lige umiddelbart noget, som jeg tror ville falde i god jord i Danmark!

Men nu er alle papirer afleveret, og Vida skal starte i 1. klasse om et par uger. Næste ting er så, at vi skal have fat i en masse skoleting. Vi har fået en liste med ting, som hun skal have med – f.eks. farver, lim, blyanter, notesbøger osv. Herovre sørger forældrene for de ting, som så deles i klassen. Igen lidt anderledes end i DK.

Jeg er virkelig spændt. Det bliver stort. Skolestart i sig selv, og så også lige i et skolesystem, som er noget anderledes, end det jeg kender til.

Vida glæder sig heldigvis bare:-)

Andet kapitel – her skal vi bo!

Andet kapitel – her skal vi bo!
Udsigten fra soveværelset

De sidste par uger har været temmelig hektiske. For der sker bare så mange, nye ting lige nu. Vi er flyttet i nyt hus. I et nyt kvarter. Og har mødt nye, skønne mennesker!

Men det er helt anderledes, end det har været de sidste 18 måneder. For denne gang skal vi slå os ned. Hvem ved for hvor lang tid, men i hvert fald mere end en måned. Det skal være vores hjem, fyldes med vores ting… Noget vi jo bestemt ikke har meget af:-)

Vi har valgt at bo i det østlige Los Angeles. Området hedder Mt. Washington, og selvom vi ikke er på et kæmpe bjerg, så passer navnet nu alligevel fint på stedet, som er snørklede veje, der bestemt ikke er løbevenlige med sine mange stigninger. Det betyder også, at der er en super skøn udsigt over by og bjerge. Måske er det en nyhed for mange, men Los Angeles er faktisk ret bakket… Der er jo også en grund til, at et andet meget kendt område hedder Beverly HILLS!

Vi har lejet et møbleret hus. Det var klart det nemmeste for os, da det er en smule besværligt – og meget dyrt – at få fragtet vores møbler fra Danmark. Og temmelig overvældende at skulle købe alt helt fra bunden. Men der var alligevel langt fra et sparsomt møbleret hus til et hjem, der føles som vores. Så vi har brugt den første tid i huset på at gøre det til vores hjem. Det har betydet adskillige ture til Ikea, da der også manglede en del praktiske ting, og særligt ting til børneværelserne. Ture i second hand, hvor vi kan finde ting med lidt mere kant og sjæl, end det Ikea kan byde på, og så selvfølgelig en del tid på Amazon. Hold nu op, hvor er det bare nemt med det herovre… Man kan jo bare få alt, leveret på ingen tid!

Så nu er det allerede på vej til at blive et hjem. Vi mangler stadig en masse, men det skal nok komme. Jeg nyder, at vi nu er her. At vi nu faktisk kan indrette værelser til ungerne, at de kan have egne cykler, og jeg kan gro tomater på terrassen. De små glæder, I ved…:-)