Skolestart… Ekstra vacciner og en hel del papirer!

Seje Vida efter tre vaccinationer!

Nu har jeg jo aldrig prøvet at have et skolebarn i Danmark. Så egentlig ved jeg ikke, præcis hvad det indebærer. Hvor mange information man skal give, og hvad de kræver af forældrene (har dog hørt lidt om det der ForældreIntra!). Men jeg har nu alligevel en nogenlunde idé om, at det foregår lidt anderledes end her i Los Angeles…

Vi er flyttet til et område, hvor folkeskolen eftersigende er rigtig god. Der er enorm forskel herovre, så det var med at vælge den rigtige adresse. Man tilhører – som I Danmark – en bestemt skole, og kan så også søge om at komme andre steder hen. Men da vi jo er flyttet hertil lige op til skolestart, så ville vi bare gerne være et sted, hvor den tildelte skole er god.

Så langt, så godt. Det viste sig, at vi faktisk hører til to skoler. Da jeg tog op til den skole, vi ønskede, startede de med at sige, at de var helt fyldt op. Hmm… Efter lige at have sundet mig, forklarede jeg løs og talte for min syge moster (om hvordan vi var flyttet til kun for skolen, at vi lige var kommet fra Danmark, og vi bare SÅ gerne ville gå der!), og heldigvis endte det med, at de lige præcis klemte Vida ind som den sidste. Pyh, det var sgu tæt på!

Jeg fik så en folder med alle de ting, jeg skulle udfylde. For modsat hvad jeg forestiller mig i DK, så foregår det ikke digitalt her. Der er ikke lige noget smart Borger.dk med alle informationer her i USA. Så de skulle have det hele på god gammeldags manér.

Jeg var godt forberedt på, at de stiller nogle krav om sundhed, som vi ikke er vante til. Man skal f.eks. være vaccineret, og der er ikke noget med, at man kan vælge at frasige sig vacciner. Hun kommer simpelthen ikke ind uden! Vida har heldigvis fulgt det danske vaccinationsprogram op til 4 år, og det er de samme, de bruger herovre. Her skal de oveni også have Hepatitis B, som hun heldigvis havde, da vi jo har rejst og derfor fik vaccinen. Dog skulle hun have en booster mere (selvom dem hun havde burde dække 10 år!), en booster mere på en af de gængse, og så vaccinerer de her imod skoldkopper. Da jeg ikke kunne bevise, at hun har haft dem (jeg er faktisk i tvivl, da det var så lidt!), så skulle hun så også have det!

Så vi måtte til lægen, have et fuldt tjek og tre vacciner. Det tog Vida tog i stiv arm – det hjalp selvfølgelig, at jeg havde lovet et stykke slik for hver vaccine:-)

Foruden vaccinerne er mange ting, man skal informere om. Man skal bl.a. aflevere et kort fra læge og tandlæge, så de ved, at hun er sund og rask. De spørger sjovt nok også om, hvilket sprog man taler hjemme… Fordi der bare er et hav af forskellige nationaliteter og baggrunde i denne by. I forlængelse af det, skal vi også udfylde et helt ark om, hvilken race hun er. Det er ikke noget, jeg bliver fornærmet over. Det er bare ret vildt, at der også laves statistikker over, hvordan racefordelingen er blandt eleverne på hver enkelt skole. Man kan rent faktisk tjekke det på skoledistriktets hjemmeside. Ikke lige umiddelbart noget, som jeg tror ville falde i god jord i Danmark!

Men nu er alle papirer afleveret, og Vida skal starte i 1. klasse om et par uger. Næste ting er så, at vi skal have fat i en masse skoleting. Vi har fået en liste med ting, som hun skal have med – f.eks. farver, lim, blyanter, notesbøger osv. Herovre sørger forældrene for de ting, som så deles i klassen. Igen lidt anderledes end i DK.

Jeg er virkelig spændt. Det bliver stort. Skolestart i sig selv, og så også lige i et skolesystem, som er noget anderledes, end det jeg kender til.

Vida glæder sig heldigvis bare:-)

1 comment / Add your comment below

  1. Stort held og lykke med den nye skolegang for din danske datter. Haaber alt gaar vel og fredeligt. Dette fra en dansk/amerikansk Laererinde i sin tid og med to drenge paa samme skole forste dag saa jeg ved praesis hvor alt tynger paa foraeldre og laerene den aller forste dag. Bagefter en del lettere. Dygtig datter som tog alle de vactiaoner saa modigt. “HUGS” fra en aeldre oldemor i disse dage i OHIO fra KBH. i “gamle dage”. I.G

Skriv et svar