“It’s Denmark people!”

Danmark kan føles temmelig lang væk, når man savner familien. Heldigvis har vi allerede mødt en masse skønne mennesker her i Los Angeles, og ja, faktisk også op til flere danskere. Verden er slet ikke så stor, og nogle gange er man heldig, at tilfældighederne går op i en højere enhed.

Et godt eksempel på det er historien om, hvordan jeg mødte Mette. Hun er gift med en amerikaner og har to drenge. Og ja, så hun er dansker.

For fire-fem uger siden var vi lige flyttet i vores nye hus i det område af Los Angeles, som hedder Mt. Washington. Vi var i den lokale Target, som er en stor supermarkedskæde herovre. Ungerne stod og kiggede på legetøj, og vi snakkede om, hvad de kunne ønske sig til jul. En lyshåret dreng kommer hen, og kigger op på os. “Are you speaking Danish?”, spørger han. Øh, ja, hvordan søren vidste han lige det… Sekundet senere går han ud på gangen og råber: “Moaaar, it’s Denmark people!”

Jeg kan altså takke Asger, som råbte på sin mor, for at vi mødte Mette i supermarkedet. Temmelig tilfældigt må man sige. Vi snakkede kort sammen og udvekslede numre. For det viste sig, at Mette boede i samme kvarter som os, og at hendes sønner er ca. samme alder som mine unger.

Nogle uger senere fik vi så at vide, at Vida og Asger kom i samme klasse på Mt Washington Elementary. Måske en tilfældighed, men måske også fordi jeg fortalte, at vi kendte Asger, da vi indmeldte Vida på skolen nogle få dage senere. Ligemeget hvorfor, så er det i hvert fald bare så skønt.

Det er enormt priviligeret at have en dansk ven, som jeg kan spørge til råds om alting. Mette kender området, skolen og en helt masse mennesker. Og så kan hun jo også lige huske mig på, at jeg nok ikke skal sige ‘shit’ så meget på engelsk. Et ord, som jeg bruger ofte, når jeg taler dansk. For i dansk sammenhæng føles det ikke så slemt… Det er dog lidt værre – og en smule mærkeligt – på engelsk!

Mette er ikke den eneste dansker, jeg har mødt. Der er faktisk adskillige i området. Så selvom jeg nødigt vil ende i en dansker-koloni, så er det nu dejligt at have andre, som kan relatere fra et dansk perspektiv. Og så er det jo bare skønt med en masse nye venner – danske eller ej!

Skriv et svar