Los Angeles – forestillinger vs. virkelighed

Los Angeles – forestillinger vs. virkelighed
Udsigt fra Griffith Observatory over Los Angeles

Det er virkelig spændende at bosætte sig i en anden kultur, som udefra godt nok minder meget om Danmark, men som alligevel er anderledes på rigtig mange punkter. Vi har stadig en del at lære, og det er super interessant, når man opdager små forskelle eller ting, som er uventet anderledes. Som da jeg bagte helt almindelige gulerodsboller og vores amerikanske venner ikke anede, hvad det var – de diskuterede længe, om det var en form for scones, rolls eller buns. Den havde jeg ikke lige set komme!

Der er en helt masse fordomme og forestillinger om, hvordan nogle ting foregår herovre – på godt og ondt. Vi har alle set en masse film og tv-serier, som giver mere eller mindre virkelig billeder af livet i USA. Så nu får I lige mine bud på nogle af de forestillinger, som mange har om Los Angeles og amerikansk kultur generelt.

Alle arbejder med film i LA!

Vi er jo i Hollywood, og det har været vildt at opleve, hvor mange der rent faktisk arbejder i filmindustrien herovre. Så forestillingen holder bestemt stik langt hen af vejen. Vi har mødt utroligt mange, som på den ene eller anden måde arbejder i branchen. Eksempelvis har vi lejet to Airbnb-boliger, inden vi fandt vores faste bolig, og begge var helt tilfældigt ejet af filmproducenter. Flere af forældrene på Vidas skole arbejder desuden med casting, produktion og musik, og vores barnepige er aspirerende skuespiller. Præcis som man på cliché-fyldt måde forventer i Los Angeles… Hahaha!

Der er varmt hele året...

Nu har vi jo ikke boet her gennem alle sæsoner endnu, men i de knap fire måneder, som vi nu har været her, har det stadig ikke regnet en eneste dag. Der har været mellem 25-35 grader hver dag, og højest lidt skyet nogle morgener, men altid blå himmel om eftermiddagen. Det regner vist mest her i februar-maj, og alle siger, at vi godt kan forvente varmt vejr i hvert fald til og med Halloween, som jo er slut oktober. Og så bliver her heller aldrig rigtig koldt. Jeg tror ikke temperaturen går lavere end 10 grader på noget tidspunkt… Jeg er ganske godt tilfreds med, at vinterjakker og flyvedragter ikke er nødvendigt i L.A.:-)

Mange hjemmegående mødre

Der er uden tvivl langt flere hjemmegående mødre her i USA, end man finder i Danmark. Jeg tror, at den primære årsag er, at de stadig har noget dårligere muligheder, end vi f.eks. har i Danmark. Der er eksempelvis ikke et års barsel. Så vidt jeg ved har de kun lige knap tre måneder, og det er vist endda uden løn for mange. Pasningsmulighederne er heller ikke de samme. Der findes ‘Daycare’ nogle steder, men man ser slet ikke vuggestuer udbredt, som vi har det i Danmark. Hvis man har helt små børn og arbejder, så har de fleste en nanny, som passer børnene. Og det er dyrt. Så for mange, tror jeg simpelthen ikke det kan betale sig, hvis man har flere børn.

Det ligger naturligvis også stadig i kulturen, at mor går hjemme. Omstændigheder i forhold til pasning og priser har nok betydet, at kvinderne bare ikke er kommet på arbejdsmarkedet i samme grad, som vi er i Danmark. Hos os er det jo et noget mere atypisk valg at gå hjemme med børnene.

Dårlig madkultur

Det er nemt bare at dømme hele deres madkultur over en kam. De ting, vi forbinder med amerikansk mad, er bestemt ikke sunde, og fastfood-kulturen fylder stadig alt for meget. I L.A. er det ikke svært at leve sundt. Her er mulighederne uendelige. Desværre er det særligt de offentlige institutioner, som halter lidt bagefter – og her synes man jo netop, at det er vigtigt. Vida var fx i summer Camp (læs mere her), og om eftermiddagen fik de en snack. Jeg ville jo mene, at en snack til børn bør være frugt eller noget brød, men her var det i stedet “müslibarer” fyldt med sukker og oreo cookies. På skolen har de kantine, og her kan børnene godt købe sund mad til frokost, men de kan altså også købe pizza og kager i deres pauser. Så hvad mon de fleste børn vælger…

Så ja, de har nok stadig en dårligere madkultur overordnet set.

De insisterende PTA-mødre…

…Er faktisk virkelig søde og SUPER engagerede. Det er selvfølgelig min minimale erfaring, udelukkende baseret på de mødre, der er på Vidas skole. PTA stå for ‘parent teacher association’, og mange af os har set film eller serier, som billedliggør de halvirriterende mødre, som er overengagerede i deres børn. Sandheden er, at skolesystemet her har alt for få midler, det er faktisk lidt skræmmende at opleve. Og jeg forstår nu, hvorfor der er så stor forskel på skolerne her. Der er simpelthen ikke penge nok til helt basale ting, og derfor er engagerede PTA-mødre jo en gave. De hjælper på alle tænkelige måder med at samle penge ind til skolen, så der er råd til lærerassistenter, sportsudstyr og en skolepsykolog – ting, vi tager helt for givet i DK! Og jo, de prøver ihærdigt at få alle til at at melde sig som frivillige, og de presser på for at samle penge ind. Men det er altafgørende for ungernes skolegang. Med danske briller er det virkelig svært at forstå denne del af deres skolekultur, og jeg skulle også lige vænne mig til det. Så selvom der sikkert er masser af fejl og mangler i det danske skolesystem, så skal vi vist være temmelig taknemmelige!

Trafikken er forfærdelig!

Den fordom passer fuldstændig. Los Angeles er indrettet til biler, og der er ufatteligt mange af dem. Den offentlige trafik er ikke særlig god, og cykelstier er der også ganske få af. Jeg ville bestemt ikke turde cykle med børnene her. Der er næsten altid kø på de fire-sporede motorveje, og det kan snidlt tage en time at krydse byen… Men den er jo også rimelig stor. Til gengæld er det som regel okay at finde parkering!

Det er dyrt at gå til læge

JA! Deres sundshedssystem er fra et dansk synspunkt helt frygteligt. Man betaler dyre premiums hver måned, og så skal man mange gange stadig betale en form for selvrisiko minimum, når man går til lægen. Der hvor det kan blive rigtig dyrt, er hvis man skulle være så uheldig at komme på hospitalet. Så det er virkelig risikabelt ikke at være forsikret… På det punkt skal vi være meget taknemmelig for det danske system. Selvom det ikke fungerer perfekt, så risikerer man i det mindste ikke at gå konkurs efter en tur på skadestuen… Jeg håber virkelig for amerikanerne, at Bernie Sanders bliver den næste præsident, så alle kan få adgang til lægehjælp – forsikring eller ej.

Jeg lærer stadig, men jeg synes efterhånden, at jeg er tryg og har nogenlunde styr på de vigtigste ting. Og så elsker jeg bare, når jeg opdager de små kulturelle forskelle, som man ikke lige havde forventet. Som med de der gulerodsboller…

Tredje kapitel – ny hverdag med alenetid

Tredje kapitel – ny hverdag med alenetid
Der går en del tid med at køre ungerne til hverdag – det kender I nok godt til!

Så har hverdagen ramt os, og efter halvandet år med rejser og god tid hver morgen, så er vi nu igen afhængige af vækkeuret, når vi skal nå at smøre madpakkerne, inden skoleklokken ringer kl. 8.11. Sjovt tidspunkt, helt enig:-)

Vida har nu gået i skole i 3 uger og Hugo i pre-school i en måneds tid… Og det går godt. Det er jo stadig meget nyt for os, og særligt i skolen er der – som jeg skrev om her – meget at lære for både Vida og jeg. Men de falder lige så stille til. Vida har allerede masser af veninder i klassen, og Hugo glæder sig nu til at komme afsted om morgenen.

Jeg har for første gang i meget lang tid hænderne børnefri tre timer hver dag. Det er rart at have tid for mig selv om dagen. Men hold da op, hvor går de timer hurtigt. Jeg var kommet i gang med at løbe, inden Sune rejste afsted, men det måtte på pause, da jeg jo ikke kunne løbe afsted og efterlade ungerne alene. Nu hvor de så begge er afsted, er jeg begyndt lidt igen. Derudover går den sparsomme alenetid med at søge jobs, ordne praktiske ting, snakke med familie og venner i Danmark (tidsforskellen gør formiddagen hos mig til det perfekte tidspunkt) og selvfølgelig kaffe.

Jeg havde nok en temmelig naiv idé om, hvad jeg kunne nå i de timer. Tiden går så hurtigt, og egentlig er det jo kun 2,5 timer, da jeg også lige skal frem og tilbage fra Hugos pre-school. Så de der små skriveprojekter, jeg går og drømmer om at starte på, ja de venter stadig på sig.

En ting af gangen. Jeg er heldig at have muligheden for at have så meget tid med mine børn, og så skal pladsen til egne projekter jo nok komme hen af vejen. Jeg øver mig på at blive bedre til at udnytte alenetiden på ting, som jeg skal have ro til. Mange af de praktiske ting kan Hugo jo sagtens være med til, når han er hentet. Så det er nok noget med vaner og lidt mere disciplin.

Den der hverdag er nu engang helt ok! Indtil vi selvfølgelig savner rejselivet lidt for meget og drager afsted igen… Hvem ved;-)