Halloween – på ægte amerikansk!

Så blev det Halloween, og vi har virkelig glædet os til at opleve højtiden på ægte amerikansk manér! Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at klæde mig ud, men jeg blev alligevel grebet af stemningen. Så jeg fandt lidt sjovt i den lokale genbrug.

Dekorationerne begyndte så småt at dukke op rundt omkring for 2-3 uger siden. Det er slet ikke er alle, der pynter op, men til gengæld er der mange, som gør en hel del ud af det med kunstigt spindelvæv, græskar, skelletter og flagermus i forhaverne. Vi havde sågar et nabohus med en kæmpe oppustelig edderkop på taget:-)

Super flotte dekorationer i nabolaget – ikke så uhyggeligt i dagtimerne.

Vi har længe været frem og tilbage i forhold til kostumer. Først var det spøgelse, så dinosaur for Hugo, og Vida ville være prinsesse Jasmin. Men da vi stod nede i Target og skulle vælge endte det med Buzz Lightyear og en uhyggelig heks. Der er så meget at vælge imellem herovre. Og man kan købe kostumer overalt.

Vida forsøger sig med ‘apple bobbing’!

I sidste uge var der Halloween Carnival på Vidas skole. Det var ugen inden Halloween, og det var virkelig en sej begivenhed. Hver enkelt klasse skulle lave en bod – nogle med aktiviteter og andre med mad. Det er forældrene, som står for det hele, og det var helt enormt gennemført – og blev taget meget seriøst. Folk elsker vitterligt Halloween herovre! Jeg hjalp til i vores bod – en bod med ‘apple bobbing’ – vi havde hængende æbler, som børnene så skulle prøve at bide i. Det var så sjovt at se på… Det var super svært for dem at bide over æblerne – deres mund er slet ikke stor nok! Alle boder var dekoreret i ægte Halloween stil, der var kager formet som spøgelser og skelletter, og der var lavet et kæmpe ‘Haunted House’. Jeg var meget imponeret, og Vida havde den sjoveste aften.

Men det var nu den 31., vi havde glædet os mest til… Vi nåede aldrig at prøve ‘trick or treat’ i Danmark, da børnene var for små. Så de glædede sig. Forventningerne er steget lige så stille, som vi er kommet tættere på, og heldigvis skuffede aftenen ikke!

Vi var inviteret hjem til nogle venner til sammenskudsgilde. Som forresten hedder ‘pot luck’ på engelsk … Virkelig et mærkeligt ord, og jeg kunne slet ikke regne ud, hvad det betød, første gang jeg hørte det! Der kom en masse andre venner, og der var gang i huset med 10+ børn i kostumer og høje på forventninger og spænding!

Vores Halloween-crew… Hugo lidt betuttet som Buzz Lightyear i midten!

Efter lidt mad – og vin til de voksne – gik vi rundt i gaderne omkring vores venners hus, og det skuffede ikke… Dekorationerne var vildt flotte, og børnene fik simpelthen så meget slik – og den fedeste oplevelse. Der var huse med kirkegårde i forhaverne, lysshow med spøgelser og skelletter, og så var der sågar en mand, som havde sat et lærred op, og viste ‘Thriller’-musikvideoen på repeat via projekter foran sit hus. Vi mødte tonsvis af mennesker, og Hugo elskede da han 3-4 gange på aftenen mødte andre, som også var klædt ud som Buzz Lightyear!

Nogle af de huse, vi besøgte på Halloween!

Efter en times tid med ‘trick or treat’ var ungerne godt trætte. Og tilfredse. Inden de gik i seng hældte de alt slikket ud af kurvene, og som forventet var det en vild høst! Der er i hvert fald rigeligt til de næste mange omgange af fredagsslik:-)

Det var første omgang Halloween, og jeg er sikker på, at vi næste år også får overtalt Sune til at klæde sig ud!

Skriv et svar