Børnefødselsdag i LA…med hundehvalpe!

Pigerne hygger med hvalpene!

Vi var til fødselsdag hos Vidas klassekammerat Siena i sidste weekend. En del af underholdningen til festen var hundehvalpe… Altså at børnene kunne sidde i et lille bur og ae hundehvalpe. Der kom to gutter med underlag, bur og 8 hvalpe, og så skiftedes børnene til at sidde sammen med dem. Igen en af de oplevelser, hvor jeg bare må smile for mig selv og huske, at tingene er en del anderledes her i LA:-)

Faktisk fik jeg at vide, at der tit er dyr til festerne her, så det bliver spændende at se, hvad det næste bliver..hahaha!

Men generelt er fødselsdage et lidt andet setup her end jeg ellers har været vant til. Først og fremmest kommer forældrene som regel med. Man må gerne aflevere børnene, hvis man vil, men de fleste forældre bliver – og der er lagt an på det, da der som regel også serveres forældre-venlige drikkevarer (kaffe, vin osv.). Det er egentlig ret hyggeligt. Man får mulighed for at snakke lidt med de andre forældre fra klassen og lære dem bedre at kende i afslappede omgivelser. Så den del synes jeg faktisk er er et stort plus.

Kagen fra en anden fødselsdag.

En anden ting, som man ser til rigtige mange fødselsdage her er hoppeborge. Når man kører forbi parkerne i weekenden er der ofte flere hoppeborge sat op sammen med dekorationer, da mange holder deres fest i parken. Vejret er selvfølgelig en stor faktor i det – man kan næsten altid regne med godt vejr, så det er nemt at være ude store dele af året. I weekenden havde de hoppeborgen i baghaven, og det var et hit.

At det så også resulterer i et par blå mærker og lidt gråd, fordi de rammer hinanden i legen, det tager vi med. Vida kom i lørdag grædende hen til mig hele tre gange. Intet alvorligt, og hver gang løb hun tilbage og hoppede videre!

De har naturligvis også flotte fødselsdagskager. I stedet for kagemænd- og koner med slik er det cupcakes eller dekorerede kager. Jeg tænker helt sikkert, at jeg til Vidas vil lave en klassisk dansk kagekone – så må vi se, om de kan lide det herovre! Jeg har heller ikke oplevet endnu, at de gør så meget i hjemmebag, så der kommer jeg nok også til at skille mig lidt ud!

Vi har kun været til at par fødselsdage. Heldigvis har Vida først fødselsdag til april og Hugo i marts, så der er god tid endnu, før det er vores tur. Jeg tænker ikke, at vi skal have hundehvalpe, og der kan ikke være en hoppeborg på vores bagterrasse, så vi må se, hvad vi kan finde på i stedet:-)

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar