Lidt om vejret… og strandtur i november!

Vida slår vejrmøller på stranden.

Selvom det er verdens kedeligste emne, så bliver jeg nødt til lige at nævne det. For det er altså bare vildt at bo et sted, hvor vi kan tage på stranden i november! Jeg har altid været typen, som har sagt, at jeg elsker hvordan man i Danmark har alle sæsoner. Den påstand trækker jeg nu gerne tilbage… Jeg foretrækker vist alligevel badetøj og sommerjakker frem for flyverdragter og snottede næser hver dag i november.

I weekenden var vi på stranden, da temperaturen tog et sving op mod de 30 grader netop den dag. Vandet er koldt nu, så Hugo foretrækker at lege i sandet, men Vida vil stadig gerne ud og dyppe sig lidt. Jeg nøjes med tæerne, for Stillehavets kolde strømme har trods alt ramt, og man skal være temmelig hårdhudet (eller 6 år og stædig) for at bade nu!

Generelt ligger det lige nu omkring 22-24 grader. Det er skønt, men nu må vi se, om det var årets sidste stranddag. Jeg hører fra mange, at de ofte har badet i december, men at det også kan være køligt. Så det svinger åbenbart meget. Nuvel, vi nød stranden til fulde, og der var da også godt fyldt, selvom vi er uden for turistsæsonen.

Der er dog blevet koldere her i LA også. Når solen ikke er fremme, er der køligt. Men ikke mere end hvad en sommerjakke kan klare. Vi har stadig ikke haft regnvejr en eneste gang, siden vi kom hertil i juni måned. Det savner jeg til gengæld. Altså ikke den kolde, ruskende slag, men en god omgang sommerregn, som kan skylle støvet væk. For det er der til gengæld rigtig meget af. Her er super tørt og brunt overalt. Ikke på den der hyggelige efterårsmåde, hvor de røde-brune blade falder fint af træerne, men i stedet med tørt og fesent græs og brune bakker overalt.

Der skal nu nok komme regn, og vi ved jo, at der ikke er solskin hele året rundt. Da vi var her i foråret, regnede det ret meget (har skrevet om det her). Efter den sommer, vi nu har haft, så ser jeg frem til, at her igen kommer regn og grønne bakker overalt. For LA er en by fyldt med natur og et bølgende landskab. Og her er bare lidt skønnere, når det er grønt!

Så ak, man kan jo ikke få det hele… Jeg klarer lige pt. fint lidt støv – og strandture i november – når jeg til gengæld slipper for snotnæserne og den ruskende vind!

Skriv et svar