Thanksgiving

Thanksgiving
Årets Thanksgivingmiddag… Med dansk islæt (=snaps)

Så kan vi sætte endnu et kryds. Endnu en amerikansk tradition. Thanksgiving med kalkun, stuffing, pumkin pie… og snaps!

Vi var inviteret til middag hos vores danske/amerikanske venner, deres naboer og bedsteforældre. Så vi fik lov til at opleve denne højtidelighed med de lokale. Sådan helt rigtigt. De havde lavet to kalkuner, masser af tilbehør og desserter i lange baner. De klassiske retter var på plads: Kalkun, stuffing, sweet potato pie, green beans, pumkin pie og meget mere. Snapsen stod min danske veninde for, og alle var ret så vilde med den… Måske derfor det endte med at blive en noget mere festlig aften end forventet!

Og ja, jeg fik måske et par snaps for meget. Vi endte med at gå hjem bærende på et barn hver. Og børnene var bestemt også alt for længe oppe. Og de fik nok lov til at hoppe lidt for meget i sofaen hos vores søde værter…. Men det var bare så sjovt. Og det er længe siden, at jeg har drukket mere end bare et par glas, så jeg NØD det. Til fulde (ja, også i bogstavelig forstand!). Jeg gav slip og lod mig rive med. Og det er efterhånden temmelig lang tid siden, jeg sidst har gjort det.

Så jeg trængte sgu nok til det:-)

Jeg er stødt på en del, som siger, at Thanksgiving er deres yndlingstradition. Fordi der ingen gaver er involveret. Det handler bare om at være sammen med venner og familie og spise en hel masse god mad. Og vise sin taknemmelighed for hinanden.

Jeg var spændt på, om vi hver især under middagen skulle fortælle, hvad vi nu var taknemmelige for. Det gjorde vi ikke. Men jeg er nu ret taknemmelig. For eventyr og nye venskaber især. Vi har kun været i Los Angeles i 5-6 måneder, men eventyret har allerede givet os gode venner og nye traditioner. Så selvom jeg stadig foretrækker and, så var det nu ret fantastisk at opleve en ægte amerikansk Thanksgiving.