Onsdagsdessert og fredagsslik

Onsdagsdessert og fredagsslik

Hjemme i Danmark havde vi nogle rimelig faste rammer – ligesom de fleste børnefamilier har det… Sengetider, morgenrutiner, aftensmad og (næsten) ikke noget slik og kage i hverdagene. Vi har altid været temmelig strikse med særligt sengetiderne. Sune har været god til at holde fast, når jeg en gang imellem havde lyst til at strække den lidt ekstra (for min egen skyld som regel), og han har faktisk altid haft ret i, at de faste tider bare virker bedre – også selvom det er juleaften eller fødselsdag. Vi har til gengæld aldrig været så strikse i forhold til sukker, men vi har dog holdt fast i, at det ikke var noget, som børnene fik ret meget af derhjemme. Så de har altid fået lov, når vi var ude, og så har vi haft fredagsslik, og lidt ekstra hygge i weekenderne, når vi bare var hjemme. Jeg vil mene, at vi har været afslappede med det, men på en fornuftig måde. Og ja, der er så ufatteligt mange holdninger til sukkerpolitik, og vi ligger helt sikkert i den ende af skalaen, som hedder ‘alt med måde’!

Fredagsslik startede sådan rigtigt, da Vida startede i børnehaven. Min veninde havde det bedste tip til at styre det – når man er 3 år, får man 3 stykker slik. Det er helt simpelt. Så det har altid været reglen hos os, og Vida har altid accepteret det og været fuldt tilfreds. Hugo er selvfølgelig som barn nummer to startet noget tidligere, og han har lidt sværere ved at acceptere, at han må få 2 stykker, mens Vida må få 5. Så nogle gange får han lidt mere, eller de får begge en slikkepind i stedet for x antal stykker slik. Lige meget hvad, så er det ikke vildt meget slik, de får, og de er stadig fuldt tilfredse. Så tak til min veninde Sarah for det bedste fredagsslik-tip!

På rejsen har det der med særligt søde sager – is, kage, desserter – været noget sværere at styre, og vi var ret dårlige til at begrænse os i starten. De første måneder rejste vi meget rundt, spiste ude, og det føltes mere som ferie, og derfor var vi også mere tilbøjelige til at spise mere sødt. Det gør egentlig heller ikke noget, men da vi nu ikke bare er på ferie, men rejser hele tiden, så kom vi på et tidspunkt frem til, at det var en god idé at forsøge at sætte nogle rammer. Så foruden den kendte tradition med fredagsslik, indførte vi onsdagsdessert. Hvorfor det lige blev onsdag, det var vist tilfældigt, men det betyder, at vi om onsdagen hver må vælge en kage eller anden dessert, eller få dessert, hvis vi spiser ude. Derudover får vi selvfølgelig en gang imellem en is eller andet på andre dage, men vi forsøger at fastholde reglen, og ungerne kender nu konceptet.

På den måde holder vi lidt styr på, hvilken dag på ugen det er, og børnene plager heller ikke så meget mere om alt muligt, for de kender rammerne. At der så en gang imellem er undtagelser eller desserten en enkelt uge bliver om mandagen, det kan de faktisk sagtens styre. Heldigvis har de stadig ikke helt opdaget, hvor meget Sune og jeg bøjer reglerne og temmelig tit spiser søde sager om aftenen, når de sover… Dobbeltmoralen længe leve:-)

En hel måned uden…

En hel måned uden…
Man kan få nogle temmelige vilde donuts her i USA – de var alle tusindvis af kalorier værd!

…sukker og alkohol.

Det lyder jo egentlig ikke af ret meget, men jeg synes nu, at det er temmelig længe. Jeg er jo ikke afhængig af nogle af delene, men jeg ELSKER alle søde sager, og jeg ELSKER et glas vin i solen på terrasen eller i sofaen med benene oppe, når ungerne sover. Det er bare så pisse hyggeligt!

Det handler ikke om slankekur, overhovedet ikke. Det handler snarere om en følelse af, at det var blevet lidt for meget. Og det er bare en rar tanke, at jeg kunne blive lidt bedre til ikke at give min krop alt det ‘dårlige’. Jeg synes også, at jeg her den sidste tid har haft en mere uren hud. Jeg tror ikke, at det kun skyldes sukker og alkohol, men måske kunne en reducering af de to ting hjælpe lidt. Om ikke andet føles det sundere…

Når man tænker over det, så er det jo virkelig vildt, hvor meget man kan gå op i, at ungerne spiser sundt og får alle de ‘rigtige’ ting… Jeg er ikke en streng mor hvad angår sukker, men der er dog alligevel begrænsninger. Og det er ikke noget, som de får hver dag overhovedet. Men når de så går i seng, så er jeg da den første til at spise resten af pakken med cookies! Så de regler, som gælder for børnene, dem har jeg bestemt ikke været god til selv at overholde! Jeg er ret sikker på, at jeg slet ikke er den eneste mor, som kender til netop den situation.

Nu er vinen så erstattet af et glas æblejuice eller danskvand, og jeg kværner så i stedet en håndfuld rosiner, når jeg får snack-trang om aftenen. Jeg har været i gang en uges tid, og det går faktisk meget nemmere, end jeg havde forventet. Nok fordi det ikke er en kur. Det handler helt klart mest om, at jeg gerne vil bevise for mig selv (og min mand!), at jeg kan gøre det. At jeg faktisk ikke er afhængig af sukker…

I dag er det onsdag, og vi har vores ugentlige tradition med onsdagsdessert (læs mere her). Det kan godt være, at jeg skal sende Vida og Hugo afsted med Sune, så jeg ikke skal blive fristet af hvad end, de nu vælger f lækre sager på denne onsdag:-) Længe leve principfastheden – en gang imellem!