Rejseberetning #2 – Hawaii

Rejseberetning #2 – Hawaii
Vores lokale strand

Jeg sidder og kigger ud på det grå majvejr i Danmark og tænker tilbage på sommerparadiset på Hawaii. En destination, som jeg altid havde drømt om at komme til. Så selvfølgelig skulle vi dertil på vores rejse.

Forestillingen om Hawaii med palmetræer, smukke strande og afslappende ø-stemning er helt reel, men stedet er så meget mere end luau og blomstrede skjorter – på både godt og ondt.

Vi valgte at være en måned på Oahu, som er hovedøen. Vi lejede en Airbnb-bolig for hele perioden. På den måde kunne vi få ro på og føle os hjemme, og så udforske øen derfra. Oahu er ikke så stor, og det kan fint lade sig gøre at køre ud til det hele på dagsture.

Selvom Hawaii er en stat i USA, så har stedet sin helt egen kultur, og har man tidligere rejst i USA, vil øgruppen midt i Stillehavet føles helt anderledes end resten af landet. Ørigets historie fylder stadig meget i kulturen, og der er en stolthed blandt de mennesker, som har ‘ægte’ hawaiiansk blod i årene. I dagligdags tale hører man mange fraser fra det polynesiske sprog – ‘Aloha’ er naturligvis det ord, vi alle kender. Som så mange andre steder i USA, så er der også på Hawaii en vis opdeling mellem de oprindelige hawaiianere og tilflytterne (og mellem rig og fattig), og der er lavet særlige tiltag, som sikrer, at dele af jorden er ejet af mennesker med polynesisk blod i årerne. Ørigets histore er super interessant, så hvis I tager dertil, så kan jeg kun anbefale at læse lidt op på den.

Hvis man tager til Hawaii og bor udelukkende på et fint resort, så tror jeg ikke, at man oplever lokalsamfundet så meget, som vi gjorde. Vi boede i et helt lokalt område, og vi var umiddelbart de eneste turister. Man ser samtidig bagsiden af øen… Der er fx. rigtig mange hjemløse – både børn og voksne. Det er på ingen måde utrygt – tværtimod er alle super søde. Men det er voldsomt at se, hvor mange børn, som også bor i teltene ved strandene.

Det sagt, så er Hawaii også magisk sted. Aldrig har jeg oplevet så mange smukke strande samme sted (hvilket jeg også har nævnt om her). Der er uden at overdrive den ene smukke strand efter den anden, når man kører langs kysten. Med bjergene i baggrunden, krystalklart vand og lækkert sand… det er noget helt særligt. Tager man tidligt afsted, kan man sågar flere steder være heldig at have stranden helt for sig selv.

Lanikai Beach på østsiden er kåret som en af verdens smukkeste strande, og sandet er så fint, at det efter et besøg på stranden sniger sig ind overalt! På Oahus nordside er strandene mange steder tomme, men strømmen er meget vild – børnene kunne næsten ikke komme i vandet der. Vi boede til vores store held på vestsiden ved en af de mest børnevenlige strande, Pokai Bay. Der var bølgebrydere, og det var helt ideelt for børnefamilier. Børnene kunne de fleste dage bade selv i det lave vand, hvilket altid er en kæmpe fordel.


Hugo forstod ikke helt, hvor vildt det var, at han kunne gå lige ved siden af skildpadderne. De tog det også ganske roligt.

På nogle strande rundt på øen kan man også være heldig at møde kæmpe havskildpadder, som ved eftermiddagstid lægger sig i strandkanten og slapper af. Ret vildt at se dem bare ligge der… Og de er temmelig ligeglade med de mennesker, som betragter dem!

Noget af det vi elskede ved Oahu er, at der på øen stadig er masser af plads, til trods for, at Oahu er den mest befolkede af øerne. De har ikke valgt at bygge hoteller ved hver eneste smukke strand, og der er rigeligt med vandrestier og skovområder, så ikke alle turister samles på samme sted. Øen byder naturligvis på masser af turistattraktioner, som også er sjove og værd at besøge, men det særligt skønt at kunne nyde naturen uden hele tiden at gå i hælene af andre turister.

Vi havde mudder overalt på denne vandretur. Vi gled rundt og faldt flere gange… Men det var nu ret sjovt!

Vi vandrede flere steder – bl.a. på den mest mudrede sti, vi nogensinde har oplevet. Et godt råd (som jeg også selv skal huske at følge en anden gang!): Tag ikke ud at vandre i jungleskoven, når der lige har været et regnskyld! Det var virkelig sjovt, men nedturen var nok faktisk temmelig farlig, da jeg måtte bære Hugo, så han ikke gled.

Der er en del af de mere kendte vandreture som f.eks. Diamond Head og Makapu’u Lighthouse Trail, hvor man ikke kan undgå en masse andre turister, men de er nu stadig turen værd. Tager man i stedet de mindre stier, kan man faktisk opleve en helt anden ro midt i junglelignende skovområder. Det overraskede mig rigtig meget, da Hawaii jo er noget man forbinder med en masse turister. En anden rigtig god ting ved at vandre på Hawaii er, at der ikke er en masse farlige dyr. Der er f.eks. slet ingen slanger på øerne, og det er jo dejligt trygt i forhold til at lade børnene gå rundt selv.

Hvad skal man se…

Oahu byder på masser af attraktioner og oplevelser – nogle af dem, man ikke skal gå glip af er:

  • Køretur østpå fra Honolulu igennem Tetsuo Harano tunnellen. Motorvejen tager dig igennem skovklædte bjerge, og man kommer ud på den anden side til en helt fantastisk udsigt over Kaneohe Bay. En køretur langs Oahus vestside er også et must. Den side er præget af mindre turisme, og kyststrækningen er utrolig smuk, når man slipper de befolkede områder og kører nordpå (med masser af strande, man kan stoppe ved). Tag turen ved solnedgang, det er helt fantastisk!
  • Vi er jo filmnørder i vores familie, så vi besøgte naturligvis
    Kualoa Ranch, hvor rigtig mange filmoptagelser laves. Den mest kendte og ikoniske er nok stadig Jurassic Park, men der er også masser af nyere film, som laves der (den nyeste Jumanji havde de lige avet, inden vi kom). Deres udflugter er temmelig dyre, og bussen, der kører folk rundt er ret ubehagelig at sidde i… Men naturen på ranchen er utrolig smuk, og det var da også en sjov oplevelse at genkende landskabet fra op til flere film.
  • Køretur om øens sydøstlige spids. Igen vil jeg mene, at naturen og ufatteligt mange smukke udsigter er det helt store trækplaster på Hawaii. Kører man fra Honolulu og ned om sydspidsen østpå, så kommer man på en helt fænomenal strækning med de vildeste udsigter, og er man frisk kan man gå til Makapu’u Lighthouse og se spidsen af øen. I vintermånederne er det også her, man nemt kan spotte hvaler. Vi var der dog i juni, så den fornøjelse havde vi ikke.
Det ikoniske skilt fra Jurassic Park på Kualoa Ranch

Vi nåede kun at se Oahu. Jeg har fået at vide, at de andre øer er endnu mere magiske, særligt fordi der er færre mennesker. Vi prioriterede at være samme sted, da vores rejse jo var lidt anderledes end de fleste. Vi havde brug for at få en hverdagsfølelse med i det hele, så det ikke handlede om at opleve hele tiden. Hvis vi får mulighed for at rejse dertil igen, så vil jeg bestemt prioritere at se de andre øer.

De kampe man ikke gider at tage…

De kampe man ikke gider at tage…
Det kan være svært at sige nej til ham her nogle gange:-)

Som mor skal man være verdens bedste forhandler… For ungerne tester dig hele tiden. Hvis de kan slippe afsted med noget, så er der ingen tvivl om, at det gør det! Jeg tænker i hvert fald ikke, at mine børn er de eneste, som gerne prøver grænser af. Man skal holde stædigt fast og kæmpe den samme kamp om og om, igen og igen. Hvad må de kære små, hvad må de ikke, hvad skal de, og hvad skal de helt bestemt ikke!

Der er en del kampe, som man bare skal tage – og gerne hver dag. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at tandbørstning skal være en kamp hver evig eneste dag, men det er det altså bare hos mine unger – særligt Hugo (som I også kan læse her). Og der er bare ingen kære mor – tænderne skal børstes HVER dag! Ja, den kan smutte en enkelt gang imellem, hvis man f.eks. er ude, og de falder i søvn på vej hjem i bilen. Men det er virkelig undtagelsen…ikke reglen.

Der er dog også en hel del kampe, som jeg ikke altid gider at tage. Ofte er de heller ikke så vigtige… Jeg har det nok egentlig med at tage for mange. Jeg har et stort behov for kontrol, selvom jeg har sluppet den lidt. Så jeg øver mig virkelig i ikke at ville bestemme det hele. For det er selvfølgelig også vigtig for ungerne at føle, at de selv bestemmer nogle ting. At de selv kan tage styringen en gang imellem.

Jeg synes dog, at det tit er svært at finde grænsen. Nogle gange kommer jeg til at starte en kamp, som jeg fortryder med det samme. Men når man så først har sagt a, så må man jo også sige b. Eller finder de små, kloge hoveder jo også bare ud af, at det er tomme trusler.

Der er nu heldigvis en del kampe, som jeg når at stoppe, før jeg selv får startet dem. Her er nogle af de kampe, som jeg vælger ikke at tage. Mon ikke der er flere, som kan relatere!

  • Hårvask. Den kamp tager jeg faktisk sjældent med Hugo. Han vil bare ikke have vasket sit hår. Punktum. Det har resulteret i, at hans hår nu faktisk aldrig bliver fedtet. Og egentlig er det vel også sundere ikke at vaske det med sæbe så ofte. Bevares, han kommer da i bad. Men håret bliver godt nok sjældent vasket. Så nu er det faktisk blevet helt selvrensende…
  • Vidas tøjvalg. Siden pigebarnet var 2,5 år gammel har hun haft en holdning til, hvad hun vil have på. Så længe det passer til vejret, så får hun lov til selv at bestemme 99% af tiden. Også når det SLET ikke matcher i mine øjne!
  • Nattøj. Da Hugo f.eks. ville sove i sine cowboybukser den anden aften. Jeg prøvede at overbevise ham om, at det ikke ville blive så rart, men han insisterede, og jeg valgte at sige ok. Og nej, hverken han eller comboybukserne tog skade! Så han sover egentlig bare i det tøj, han lige har lyst til:-)
  • Hår. Vida elsker sit hår, men hun hader at få det redt! Og jeg har foreslået hende at få det klippet lidt, men hun er stædigt imod. Jeg prøver at lade hende selv bestemme, hvordan hun vil have det sat – kampen om at få det redt tager jeg dog de fleste dage. Ellers ligner hun en skovtrold… dog en sød en af slagsen godt nok!

Man hører så tit ‘små børn – små problemer, store børn – store problemer’, så de kampe, jeg lige nu tager på daglig basis er nok ingenting i forhold til, hvad der venter mig om nogle år. Jeg ser bestemt ikke frem til, at mine børn bliver bedre til at kunne argumentere deres sag. For det gør de uden tvivl. Og mere stædige bliver de helt sikkert også.

Så i mellemtiden må jeg nok hellere øve mig endnu mere på, at vælge de helt rigtige kampe!

English, danglish, dansk!

English, danglish, dansk!
Det er dejligt at kunne tale engelsk med nye venner fra hele verden. Her er Vida sammen med Georgia fra Canada. De var bedste venner i en uge i Mexico!

Efter et års rejse taler min datter nu næsten flydende engelsk. Vida bliver 6 år om en måneds tid, og hun har on/off øvet sig på engelsk, mens vi har været på farten. Det er ret ekstraordinært, hvordan hun bare har suget det hele ind som en svamp, og hvor hurtigt hun har kunnet formulere sætninger selv. Der er vist ingen tvivl om, at det er meget nemmere at lære nye sprog, når man er barn.

Jeg tænker, at de fleste forældre med små børn benytter sig af at kunne tale engelsk, når ungerne helst ikke skal vide, hvad der tales om. Det har vi i hvert fald gjort rigtig meget. Det er alligevel temmelig tit, at man gerne lige vil vende et eller andet, inden man indrager børnene. Særligt når det handler om at beslutte sig for en aktivitet eller muligheden for is. Så man ikke står med to sure børn, når man vælger, at det nok alligevel er bedst uden isen!

Den luksus har vi ikke længere og har faktisk ikke haft det i lang tid. Et af de første ord, som Vida ALTID forstod, var ‘ice cream’! Og hun opfangede også hurtigt, når vi snakkede om, hvad vores næste planer skulle være.

Næste skridt var så, at vi kunne tale engelsk til Vida, hvis der var noget, som Hugo ikke skulle vide. Og det har faktisk været virkelig rart. I mange situationer har det hjulpet lige at kunne give hende en besked, uden at han forstod… Eller overtale hende til at lade ham vinde hvad enten det nu var, de konkurrerede i, så vi undgik skrigeri. Virkelig en handy mulighed. Det er ret stort for Vida – det her med, at hun nu kunne være med på engelsk. Så var hun for alvor den store! Og ja, jeg synes også, at hun er temmelig sej:-)

Vida har lært sproget ved at høre en masse engelsk omkring sig, se tegnefilm og videoer fra YouTube, og så allervigtigst – ved at møde andre børn på legepladser, på stranden og i parker. Og vi kommer på en del legepladser! Vi har også talt lidt engelsk med hende for at øve det, og vi retter og giver naturligvis en masse ord, når hun mangler dem. Men der er ingen tvivl om, at 5 år har været den perfekte alder. Det er kommet så nemt til hende. Hun har nydt at kunne snakke med andre børn, og selvom hun ikke kunne så meget i starten, så prøvede hun bare. Det er det fantastiske ved børn, der er ingen hæmninger. Ingen frygt for at sige det forkerte. Så prøver hun bare igen eller spørger en gang imellem om hjælp.

Nu er Hugo så i gang med at lære også. Det er kommet helt naturligt, at han nu interesserer sig for det, og han spørger hele tiden, hvad dit og dat hedder på engelsk. Han er lige blevet 3 år i denne uge, og hans danske sprog mangler stadig at komme helt på plads – ikke at han mangler ord, men udtalen er der ikke helt endnu med alle ting. Til gengæld kan han forstå mere og mere engelsk, og her den sidste måned, hvor vi har været i Los Angeles, er han også begyndt at tale. Mest på legepladsen, hvor han forsøger at kommunikere med de andre børn.

Hans sprog er derfor lige nu en ordentlig omgang ‘danglish’! Der sniger sig flere og flere engelske ord ind i hans danske sprog, og samtidig begynder han at tale en smule på engelsk. Den anden dag på legepladsen hørte jeg ham sige “Fang me” til en anden dreng, og han sagde forleden til mig, at han havde ‘hiccups’. Så samtidig med at vi hjælper ham til at lære det engelske, så skal vi også nogle gange fortælle ham, hvad det så hedder på dansk!

Det er super fascinerende at opleve børnene lære engelsk. Jeg forundres hele tiden over, hvor hurtigt, de fanger forskellige nuancer. Jeg elsker, at vores rejseliv har været med at at give dem denne mulighed. Og så elsker jeg at høre Hugo tale ‘danglish’ lidt endnu. Det er da virkelig det mest morsomme, når han på legepladsen stolt siger til alle: “Im a Hugo”:-)

#momlife – på legepladsen

#momlife – på legepladsen

Der er nu ikke noget som to glade unger, der bare løber, griner, klatrer og leger. Og legepladser er der heldigvis nok af her i LA. Så i disse dage tager vi det bare helt roligt og hygger – og besøger en hel del legepladser. Ungerne bliver tilsyneladende aldrig trætte af det. De kan klatre, løbe og lege i timevis. Og selvom det måske ikke altid er lige sjovt for mig, så gør det nu ikke så meget. Foruden at løbe frem og tilbage, når der bliver råbt “moaaaar” og “hjæææælp”, så giver turene til legepladsen tid til at skrive lidt her på bloggen, nyde solen og skrive lidt mails og beskeder til alle dem derhjemme. Særligt det med solen er jo ikke helt dårligt!

Det er helt anderledes at gå på legepladser nu, sammenlignet med bare for 6 måneder siden. Børnene er større og er ikke længere så afhængige af hjælp. Hugo kan nu selv klare sig rundt på legepladsen. Han skal naturligvis en gang imellem have en hånd, men han klarer sig langt hen af vejen selv. Tidligere skulle man være om ham hele tiden, men nu kan han sagtens klatre og rutsje selv – og han løber ikke væk! Kun gyngerne skal han hjælpes med… Det kan så til gengæld godt tage temmelig lang tid – han eeeeelsker at gynge!

De leger både med hinanden og med andre børn. Det er virkelig nu, man mærker, hvor skønt det er at have to børn. Selvom det også ofte går galt – noget alle mødre derude kan nikke genkendende til – så begynder de nu for alvor at kunne lege sammen. Både på legepladsen og derhjemme. Det er selvfølgelig Vida, der finder på de fleste lege, men Hugo er nu endelig begyndt at gide det. At lade hende styre en leg og så være med. Om det er at lege, at de rejser og skal igennem lufthavnen (ja, de har rejst en del og leger det, de kender til), mor og baby eller fangeleg på legepladsen. Det temmelig fantastisk at opleve, hvordan Vida også kan nyde at lege med Hugo. Han har fået en helt anden værdi for hende, nu hvor hans sprog er bedre, og han har en meget bedre forståelse for legene.

Vida på toppen af klatrestativet

Vida er også mega god til at få kontakt til andre børn på legepladsen. Hendes engelsk er nu så godt, at hun bare snakker løs. Egentlig kan børn jo bare lege sammen helt uden sprog (og det har vi tidligere oplevet, når de ikke lige talte engelsk), men det er nu nemmere, når hun kan tale med de andre børn. Hun er ikke genert, og hun er ikke begrænset af, at der er ord, som hun ikke lige forstår. Vi voksne er jo meget mere tilbageholdende, hvis vi ikke taler sproget. Vi vil nødigt sige noget, som er forkert. Det er Vida fuldstændig ligeglad med. De andre børn er også fuldstændig ligeglade med, at de ikke altid lige forstår det, hvis hun prøver sig frem. De kommer så utroligt langt med kropssprog, smil og gestikuleringer, at skulle sproget være en hindring, så lykkedes det som regel alligevel. Børn er ret vidunderlige på den måde… Hvor kunne vi voksne da lære en helt masse af dem!

Så i dag på legepladsen nåede Vida først at lege med Hugo. Da der efter en time kom en pige på hendes alder, så fik de kontakt og legede resten af tiden. Hugo prøvede lige at være med i starten, men han accepterede hurtigt, at der ikke lige var plads til ham. Heldigvis var der en lille bil, som han kunne låne. Den kørte han så rundt på en halv times tid! Børnene var glade, solen skinnede og det gjorde slet ikke så meget, at underholdning i børnehøjde var det vigtigste:-)

#momlife

En af de dage…

En af de dage…

…hvor for lidt søvn ødelægger alles humør og forårsager forhøjet niveau af spidse kommentarer og irritation. Sådan en dag havde vi i går. Bare sådan en rigtig træls dag. Sune og jeg vrissede mere af hinanden og af børnene, end vi trods alt plejer, og der skulle ikke meget til, før stemningen var lidt ekstra presset. Og selvom det ikke var entydigt hans skyld, så var det alligevel mest af alt fordi, Hugo sov alt for lidt om natten og dermed var i frygteligt humør hele dagen!

Jeg ved godt, at vi burde kunne takle det med overskud og ro. Tage hans skrigeri med et roligt sind og være lidt mere overbærende over for ham… Når nu vi godt ved, at han har sovet for lidt – og dermed reagerer voldsomt og er træt. Men som I alle sammen ved, så er det bare virkelig, virkelig svært altid at have det overskud. Altid at være overbærende. Altid at være forstående.

Desværre endte det jo i stedet med, at både Sune og jeg var lidt ekstra skarpe – særligt over for Hugo naturligvis, men også over for hinanden. Og det er bare ikke fedt. Det er så træls, at man skal småskændes om åndssvage ting. Og det er frustrerende, at man bliver så påvirket af Hugos skrigeri og trodsighed. Jeg ville virkelig gerne være en af de der pædagogisk korrekte forældre, men som jeg også har skrevet om tidligere her, så har jeg bare så svært ved at styre mit temperament overfor Hugo. Når han skriger over småting for syvertyvende gang, så er min grænse bare for længst nået!

Han har særligt noget med mad. Han er for det første konstant sulten. Fair nok, han skal selvfølgelig have mad, hvis han er sulten. Men egentlig er han ikke ret sulten. Det synes han bare. Nå, men når man så vil give ham noget, er hans reaktion hele tiden at bede om noget andet. Så når man foreslår en banan, et æble, noget brød eller noget helt syvende, og hans eneste svar igen og igen bare er en mere og mere skinger version af “andet”, så bliver jeg temmelig træt af ham. Når man så endelig får ham med på idéen om f.eks. et stykke brød, og han så efter en bid alligevel ikke vil have dét, men noget “andet”…ja, så er det at man hurtigt kammer lidt over.

Det ender i disse situationer ofte med, at jeg bliver sur og beder han gå op og sove lidt. Det gør han så i 5-10 minutter (altså ligger i sengen med sin sut og putteklud), og så har han glemt alt og er klar til at starte forfra. Han er jo heldigvis hurtigt videre og glad igen… I hvert fald lige indtil han igen føler sig sulten, men vil have noget “andet”, end det jeg tilbyder… Arghh, så starter det forfra!

Den seance var vi igennem rigtig mange gange i går – og hver gang bliver Sune og jeg lige en tand mere irriterede på ham. Og på hinanden. Heldigvis kan vi, når børnene sover, kigge på hinanden og vide, at det bare var en omgang Hugo-søvnmangels-sindsyge, og så håbe, at knægten sover bedre den næste nat, så dagen efter byder på mindre skrigeri! Det er heldigvis oftest tilfældet… 

Så røg bleen…

Så røg bleen…

Hugo er nu 2 år og 9 måneder, og vi er i fuld gang med at smide bleen. Fordi vi rejser, havde jeg slet ikke tænkt på, at det var ved at være tid til det… Havde han nu gået i vuggestue var det jo noget, som jeg ville koordinere med dem og bruge en masse krudt på at få til at lykkedes. I stedet er det kommet sådan lidt af sig selv, da vi i december måned var så heldige at bo i et hus med en masse privatliv. Børnene rendte derfor nøgne rundt det meste af tiden – de elsker begge to at rende rundt i bar røv, og når klimaet er til det, så er der da ikke noget skønnere end det! Hugo begyndte lige så stille at lære at sige til og gå på toilet eller tisse i græsset. Selvfølgelig også hjulpet af, at han jo kan se, hvordan storesøster gør.

Han bruger naturligvis stadig ble om natten, og så får han også ble på, når vi bader i den fælles pool, her hvor vi nu bor eller skal på lidt længere ture. Jeg havde alligevel købt en del svømmebleer, og han husker det jo ikke altid, så det er meget rart at vide, at vi ikke lige er skyld i at poolen skal lukkes på grund af hans uheld! Det ville bare være noget så øv…og en smule pinligt!

Jeg er egentlig ret overrasket over, hvor nemt det er gået med at smide bleen. Vida smed sin dagsble på nogenlunde samme tid, men det var jo i samarbejde med dagplejemoderen. Og så hører man jo gerne, at drengene er lidt længere om det end pigerne. 

Vi har gennem de sidste to-tre måneder været igennem en vild fase med ham (læs om hans skrigeri her og mit manglende overskud til altid at håndtere det korrekt her!), hvor hans temperament virkelig kom til udtryk. Den helt klassiske ‘terrible two’-alder, hvor han bare ville bestemme alting selv og ikke kunne håndtere et nej. Skrigeriet er ikke så slemt mere, han lærer lige så stille at forstå, at han ikke kan styre det hele – og så er han jo bare pavestolt, hver gang han går på toilet. Det er stort for ham, at han nu har fået boksershorts på (ligesom far) og kan tisse på toilettet.

Så nu har vi pludselig alt for mange vådservietter og rigeligt med bleer liggende. Det er underligt, at ble-kapitlet er ved at være slut… Men mest af alt er det nu bare skønt!