Den nat tandfeen IKKE kom!

Den nat tandfeen IKKE kom!

Der er meget, man skal huske som mor. Jeg husker ikke altid alting. Ofte er det ret ligemeget, men i nogle tilfælde er det temmelig uheldigt… Som da Vida her den anden dag lagde sin rokketand nummer to under puden og IKKE fik besøg af tandfeen. Hun havde endda skrevet et fint brev, som hun havde lagt ved siden af tanden!

Ja, helt ærligt tandfe, hvordan kunne du dog glemme at hente den tand! Jeg tænker, at tandfeen efter at have puttet to børn var træt, lagde sig på sofaen, spiste lidt chokolade og glemte derefter alt om den der tand, som hun skulle hente. Det var vist nogenlunde, hvad der skete. Og da Vida næste morgen kom ind til mig, vidste jeg med det samme, at den var gal… Tandfeen er desværre ikke altid den perfekte mor!

For hun blev virkelig skuffet. Og ja, jeg følte mig temmelig skyldig. Heldigvis har jeg en datter, som stadig ikke sætter nogen som helst spørgsmål ved magien bag hverken tandfe, julemand eller påskehare. Så jeg slap afsted med en forklaring, og vi blev enige om, at tandfeen måske havde haft travlt den nat og nok ville komme i løbet af dagen i stedet.

Hun kiggede så forbi, mens Vida spiste morgenmad. Og min datter var igen glad og ikke det mindste mistænksom. Jeg ved sørme ikke, hvor længe mine søforklaringer holder i hendes hoved, men for en stund endnu tror hun fuldt og fast på det hele. Og hun fortalte glad sine veninder i skolen, hvordan tandfeen havde været forsinket, men trods alt var kommet med den dollar, som hun havde håbet.

Nu står julen for døren, og der kommer jo både nisser og julemand fordi huset i ny og næ. Så jeg må vist hellere finde på nogle huske-strategier, som kan sørge for, at nisserne ikke glemmer at komme. Heldigvis er der jo også drillenisser, så måske kan de få skylden for min manglede hukommelse, hvis det nu går galt!

Jeg elsker, at Vida stadig tror på det hele. For det varer nok ikke længe, før det er slut med det. Så nu nyder jeg den barnlige glæde denne jul, og så må vi se, om hun stadig tror til næste år:-)

Børnefødselsdag i LA…med hundehvalpe!

Børnefødselsdag i LA…med hundehvalpe!
Pigerne hygger med hvalpene!

Vi var til fødselsdag hos Vidas klassekammerat Siena i sidste weekend. En del af underholdningen til festen var hundehvalpe… Altså at børnene kunne sidde i et lille bur og ae hundehvalpe. Der kom to gutter med underlag, bur og 8 hvalpe, og så skiftedes børnene til at sidde sammen med dem. Igen en af de oplevelser, hvor jeg bare må smile for mig selv og huske, at tingene er en del anderledes her i LA:-)

Faktisk fik jeg at vide, at der tit er dyr til festerne her, så det bliver spændende at se, hvad det næste bliver..hahaha!

Men generelt er fødselsdage et lidt andet setup her end jeg ellers har været vant til. Først og fremmest kommer forældrene som regel med. Man må gerne aflevere børnene, hvis man vil, men de fleste forældre bliver – og der er lagt an på det, da der som regel også serveres forældre-venlige drikkevarer (kaffe, vin osv.). Det er egentlig ret hyggeligt. Man får mulighed for at snakke lidt med de andre forældre fra klassen og lære dem bedre at kende i afslappede omgivelser. Så den del synes jeg faktisk er er et stort plus.

Kagen fra en anden fødselsdag.

En anden ting, som man ser til rigtige mange fødselsdage her er hoppeborge. Når man kører forbi parkerne i weekenden er der ofte flere hoppeborge sat op sammen med dekorationer, da mange holder deres fest i parken. Vejret er selvfølgelig en stor faktor i det – man kan næsten altid regne med godt vejr, så det er nemt at være ude store dele af året. I weekenden havde de hoppeborgen i baghaven, og det var et hit.

At det så også resulterer i et par blå mærker og lidt gråd, fordi de rammer hinanden i legen, det tager vi med. Vida kom i lørdag grædende hen til mig hele tre gange. Intet alvorligt, og hver gang løb hun tilbage og hoppede videre!

De har naturligvis også flotte fødselsdagskager. I stedet for kagemænd- og koner med slik er det cupcakes eller dekorerede kager. Jeg tænker helt sikkert, at jeg til Vidas vil lave en klassisk dansk kagekone – så må vi se, om de kan lide det herovre! Jeg har heller ikke oplevet endnu, at de gør så meget i hjemmebag, så der kommer jeg nok også til at skille mig lidt ud!

Vi har kun været til at par fødselsdage. Heldigvis har Vida først fødselsdag til april og Hugo i marts, så der er god tid endnu, før det er vores tur. Jeg tænker ikke, at vi skal have hundehvalpe, og der kan ikke være en hoppeborg på vores bagterrasse, så vi må se, hvad vi kan finde på i stedet:-)

Farvel til sutten

Farvel til sutten
Søde 2-årige Hugo med sin sut og sit tørklæde ‘Babu’!

Jeg har udsat det længe. Der har hele tiden været en god (læs: dårlig) undskyldning for, at vi liiige ventede lidt endnu med at tage sutten fra Hugo. Men nu er han 3,5 år, og ja, vi burde have gjort det for lang tid siden… Men altså, han elskede den sut, så vi blev ved med at udskyde det. Længere er den ikke.

Han har i lang tid kun haft den om natten. Han stoppede med lur for et års tid siden, så han har kun haft den om dagen, hvis han har været syg. Men han har ofte forsøgt at rende rundt med den eller har villet putte med den, når han har været træt. Så jeg vidste, at det ville blive svært at tage den fra ham.

Nu er det så tre dage siden, vi tog den. Jeg nævnte det for han tre-fire dage inden, så han var forberedt, og vi snakkede om, hvem der så skulle have sutterne. Vi besluttede, at de skulle sendes til julemanden. Så vi lavede om eftermiddagen en kuvert, puttede sutterne i og sendte dem til julemanden… Eller faktisk lagde vi brevet i brændeovnen (som ikke er tændt), og så kom julemanden da heldigvis og hentede sutterne i løbet af natten;-)

Den første aften havde han svært ved at finde ro, og han ville ikke sove. Den umiddelbare tryghed og incitament til bare at slappe af manglede jo. Suttens funktion var at man med den i munden slapper af. Og selvom han også har et tørklæde – som har det underlige navn Babu – så manglede han virkelig sutten. Han blev ved med at sige, at han ville have noget i munden. Efter lidt frem og tilbage, endte jeg med at sidde hos ham til han sov. Det tog halvanden time.

I går aftes på tredjedagen tog det en time. Han ville slet ikke sove, men det lykkedes til sidst. Denne gang sad jeg lidt udenfor værelset, hvor han kunne se mig. Jeg vil helst ikke vænne ham til, at jeg skal være der, når han falder i søvn, men han mangler stadig suttens tryghed, så vi tager det i små skridt. Nætterne har også været mere urolige end normalt – igen mangler han sutten til bare at slappe af med det samme, når han lige vågner lidt op om natten.

Men det er nu slet ikke så slemt. Og ja, vi kunne sagtens have gjort det for flere måneder siden. Jeg ved, at man (det må være alle de kloge mødre) siger, at det tager en uges tid. Han snakker stadig om sutten, når han skal sove. Den er ikke helt ude af sind endnu. Men mon ikke det bliver bedre om 2-3 dage. Så nåede vi så langt!

1st grade… Skole på amerikansk!

1st grade… Skole på amerikansk!
Vida ved sin plads i det nye klasselokale!

Så blev det Vidas tur til en helt ny hverdag. Hun startede i skole i denne uge, og det var en uge fyldt med alle tænkelige følelser… Op til dagen var hun fyldt med spænding og forventningens glæde. Da vi ankom til skolen sneg nervøsiteten og usikkerheden ind, da vi pludselig stod i en skolegård omringet at hundrevis af børn, hun ikke kendte. Hun var ikke glad for at sige farvel til mor, men en meget sød lærer tog hende heldigvis i hånden, og hun gik med trods tårerne. Da jeg så hentede hende var hun fuld af lykke og glæde – hun havde allerede nye venner og elskede skolen.

På anden dagen sneg tårerne sig frem igen, men for hver dag er afskeden blevet nemmere, og fredag eftermiddag sluttede ugen af i parken, hvor hun i glædesrus legede med de nye klassekammerater.

I USA starter man i skole som 5-årig, men da vi jo har været rundt i verden det sidste års tid – og man jo ikke starter så tidligt i Danmark – ja så har Vida ganske fint sprunget børnehaveklassen over. Så hun startede direkte i 1. klasse sammen med en flok, der alle havde gået på skolen året før. Så det var lige på og hårdt. Første dage var en fuld dag, hvor forældrene kun sagde farvel i skolegården, og hun selv sammen med læreren og de andre elever gik op i klassen.

Skolesystemet er selvsagt lidt anderledes herovre. Jeg er stadig ny, men der er nu allerede mange forskelle. En væsentlig forskel fra Danmark er, at man her får ny klasse hvert eneste år. Så selvom alle hendes nye kammerater havde gået på skolen før, så var det en ny flok, da årgangen er blevet blandet i nye klasser. Man har desuden kun én lærer, og hun underviser så også kun på pågældende klassetrin. Så næste år skal hun have ny klasse og ny lærer igen. Det er helt standard… Og måske derfor, at mange amerikanere er mega gode til hele tiden at møde nye mennesker. Det er simpelthen noget de lærer fra skolealderen.

Klasseværelset tilhører den enkelte lærer. Så hun underviser altid i samme lokale, og det er også hende, der bestemmer, hvordan det ser ud. Det er vist også ret almindeligt, at lærerne selv står for at indkøbe forskellige ting til klassen/lokalet.

Det er jo meget anderledes end i DK. Men netop fordi skolerne umiddelbart ikke har store budgetter, så er det derfor også helt standard, at det forventes, at forældrene køber ting ind til klassen. Vi har faktisk fået en liste med det, de gerne vil have. Det er bl.a. papir, lim og håndsprit. Ting som umiddelbart er helt standardudstyr, men som skolen altså ikke sørger for.

…Og det er netop derfor, at der er så stor forskel på skolerne her i landet. For de skoler med engagerede forældre, som har råd til udstyr, ja de har alt det, der er behov for. Mens det på den anden side ikke er gældende i områder med mindre velstillede familier.

Jeg har som sagt stadig meget at lære om skolen her i L.A., og alt kommer jo med plusser og minusser. Jeg er utroligt glad for vores skole indtil videre. Det virker til, at det er et helt fantastisk fællesskab, og vi er blevet mødt med åbne arme. Vidas lærer er umiddelbart helt fantastisk, og hendes klasselokale er virkelig hyggeligt.

Men det bliver spændende at lære en helt masse nye spilleregler at kende. Der er i hvert fald nogle vilde forventninger til forældreinvolvering, så jeg skal nok komme til at tilbringe en del tid på skolen. Mere om det hen af vejen… Nu vil vi tage hul på anden uge, som nok skal byde på de første lektier. Så ved vi, hvad eftermiddagene skal bruges på!

Hatten af for de enlige mødre!

Hatten af for de enlige mødre!

Jeg er nu græsenke på tredje uge… Og der er stadig fire uger, før gemalen vender snuden hjemad. Det er alligevel det længste, jeg endnu har oplevet. Jeg er egentlig vant til, at han rejser, og er væk i perioder, men det plejer at være max 2-3 uger af gangen. Omstændighederne ville noget andet i denne omgang, og så er det jo bare sådan, det må være…

Jeg synes egentlig, at jeg er ret god alene også. Jeg har jo det kæmpe privilegium lige nu, at jeg ikke arbejder, så jeg kan fokusere på at få hverdagen til at fungere for ungerne – og mig selv. Lige netop i denne periode er det ekstra godt. Først skulle Hugo starte preschool, og dernæst havde Vida første skoledag. Og der er så enormt meget for os alle at lære – det er både dem og mig, der skal lære nye sociale spilleregler. For den amerikanske skole er nu alligevel lidt anderledes.

Så overordnet set går det jo godt! Der er bare nogle enkelte situationer, hvor en ekstra forælder havde været rart…

…Som da jeg i går uge skar mig så slemt i hånden, at jeg måtte forbi en læge midt i aftensmaden. Der var ikke så meget at gøre, da man skal komme inden for få timer, hvis de skal sy eller lime såret. Så jeg måtte have begge unger i bilen, lidt hurtigt mad i tasken og så afsted. Heldigvis artede de sig ret exceptionelt hos lægen, jeg havde ellers frygtet sult-skrig og kedsomheds-skrål! Og jeg blev limet, og alt er ok:-)

…Da jeg på Vidas første skoledag skulle trøste en noget utryg og ked pige, samtidig med at Hugo (som er 3,5 år og derfor ret tung) ville hænge på armen og skreg for at komme afsted. Lige dér var Vida bare vigtigst, og vi fik da også sagt farvel på en god måde, men mine arme var ved at falde af til sidst!

…Når jeg nu i næste uge skal til forældremøde på skolen og har haft fat i 6 forskellige babysittere allerede for at finde pasning. Jeg krydser virkelig fingre for, at det lykkedes med den 7., da det er temmelig vigtigt med det møde, netop fordi alt ved skolen er så nyt!

…Når min 6-årige datter opfører sig som en pre-teen og vi i disse dage ofte er på kanten af hinanden. Det bliver bare ikke nemmere af, at det er mig, der skal tage ALLE kampe med hende. Der kunne fars faste blik godt lige have hjulpet lidt!

…Når jeg er træt og har en smule hovedpine, og ungerne råber og skriger, men der bare ikke er andre til at tage over. Den kender vi vist alle sammen bedre end noget andet!

…Nå ja, og så savner jeg bare, at der er en anden til at lave aftensmad. Sune er den der oftest laver mad normalt, så det er bare øv at skulle det hver eneste aften. Jeg priser mig bare lykkelig for, at ungerne er fint tilfredse med både havregrød og rugbrødsmadder en gang imellem!

Men det er alt sammen bagateller i det store billede. Det ved jeg godt. Så hatten af for de enlige mødre her på Momster. Jeg har alverdens respekt for jer. Jeg skal trods alt kun klare 4 uger mere i denne omgang.

Børnehave på amerikansk

Børnehave på amerikansk
Det obligatoriske billede inden første dag i børnehave/preschool

Hugo er nu startet i preschool. Det er aldersmæssigt tilsvarende den danske børnehave. Men hvor det i Danmark trods alt er mere lige til, så er der her et hav af varianter. Fuld tid, deltid, privat, offentligt (men med betaling), forældredeltagelse, og mere eller mindre fagligt fokus. Det er altså på papiret temmelig anderledes, end hvad jeg har prøvet i Danmark.

Vi har valgt at sende Hugo i preschool fire formiddage om ugen. Så længe jeg ikke arbejder, så er det er super god løsning. Han får tid med andre børn, lærer at klare sig inden for det sociale regelsæt, som gælder på stedet, og så får han helt naturlig styrket sig engelske sprog – samtidig med, at vi hjemme så kan fokusere på at holde fast i hans danske. Jeg har mødt en del halvdanske familier (dansk mor og amerikansk far) herovre, og deres børn taler ikke meget dansk – fordi de ikke taler det hjemme. Så det er super vigtigt, at vi kan tale udelukkende dansk til ham. Børn har det jo med at tilpasse sig, så hvis ikke vi gjorde det, tror jeg hurtigt, at han ville begynde på engelsk.

Det er en preschool i en form for offentligt regi. Jeg ved ikke, hvordan det helt præcist hænger sammen, men preschoolen er en del af et ‘Recreation Center’, som nok kan sidestilles nogenlunde med en dansk sportsforening. Der ligger adskillige af dem i byen, og de udbyder alle mulige aktiviteter, bl.a. preschool i nogle af centrene. De har desuden alle tilknyttede legepladser.

Hugo har nu færdiggjort sin første uge. I Danmark laver man i en børnehave en form for indkøring. Men da han jo kun skulle være der tre timer, startede vi bare. Jeg havde ikke set stedet inden, og vidste heller ikke noget om de voksne, da stedet først åbnede efter sommerferie i mandags. Altså på vores første dag.

Herovre er alle former for pasning og skole delt op i skoleåret og sommerferien. Så preschoolen starter først her i august, og de lukker så ned om sommeren, når skoleferien starter. Børnene har 10 ugers ferie, så det er virkelig lang tid, og i sommerperioden kører så i stedet en hel masse sommerprogrammer – alt fra camps (som Vida prøvede) til sportshold.

Der er bare 14 børn på stedet, og 2-3 voksne hver dag. Det synes jeg passer ganske fint og svarer vel nogenlunde til, hvad man også kan forvente på en stue i en dansk børnehave. De har et enkelt, men fint rum, men så benytter de legepladsen og bruger vist også andre faciliteter på centret en gang i mellem.

De tre timer han er der er nogenlunde programlagt, så der hver dag er tid til leg, kreative udfoldelser, læring og tid på legepladsen. Generelt er der fokus på læring meget tidligere, end i Danmark, så jeg er spændt på, om det også kommer her. Men for Hugos vedkommende er første-prioriteten jo lige nu at få udviklet hans engelske sprog.

De voksne fortæller heldigvis, at der ikke er nogen problemer med kommunikationen, da han forstår det meste. Han siger ikke så meget endnu, men det skal nok komme…

Så rammerne er gode. De har på papiret flere regler, end jeg har prøvet i Danmark. Børnene skal f.eks. kunne gå på toilettet selv. Og ifølge reglerne må personalet slet ikke hjælpe dem. Men de virker nu til at tage det stille og roligt. Så når nu Hugo ikke altid lige kan få bukserne op selv, så er der heldigvis hjælp at hente:)

Så nu skal jeg bare have Hugo ordentligt i gang. De første dage gik uden gråd, men de sidste to dage græd han. Personalet var super gode til at tage ham og trøste, så han var glad, da vi hentede… Lige nu vil han dog helst ikke i børnehave (som vi kalder det) mere, så jeg tænker, at det bliver en hård start igen i næste uge. Det er bare en helt ny hverdag for ham, og han skal lige forstå, at det her er den nye rutine. Forhåbentlig bliver han mere tilpas med tanken. Han er jo i hvert fald ikke det første barn, som lige skal vænne sig til at skulle væk fra mooar!

Hugo starter preschool!

Hugo starter preschool!
Skøre, skønne Hugo – med masser af krudt i røven og gåpåmod!

Jeg ville på ingen måde være nervøs, hvis Hugo skulle starte i børnehave i Danmark. Han er mere end klar til at komme i gang med ‘instiutionslivet’. Faktisk har han godt af at komme lidt ud blandt andre børn – og for den sags skyld andre voksne, som sætter rammer. Andre voksne, som ikke er mor eller far.

Han nåede at gå i vuggestue i et års tid, inden vi rejste. Men det kan han jo slet ikke huske. Hans liv er en hverdag sammen med mor, far og Vida. En hverdag med løse rammer og uden stressede morgener. En weekend-hverdag langt hen af vejen.

Det har været helt fantastisk at have muligheden for at være så meget sammen med ham i så en ung alder. Ja, til tider temmelig hårdt, men det er det jo for søren altid at have en 2 årig! Vuggestue eller ej, kampene tages altid med mor og far. Så dem har vi selvfølgelig også haft – og har stadig – masser af. Helt som det skal være… Men overordnet set har det bare været fedt, at han har sluppet for vuggestuen.

Nu er det så på tide at sende ham lidt ud på egen hånd. Han skal derfor starte i preschool, som det nu engang hedder her i USA. Til at starte med skal han kun afsted om formiddagen. Jeg går stadig hjemme, så der er ingen grund til at sende ham afsted fuld tid.

Det er et lille sted. Jeg ved endnu ikke, hvor mange børn. Der er en helt struktureret hverdag, og en helt masse regler. Men jeg håber nu, at det i praksis er mere afslappet end på papir. Han starter mandag. Så får vi se…

Han skal jo også begå sig på engelsk. Det er jeg sjovt nok ikke så nervøs for… Jeg ved, at han forstår rigtig meget, og jeg er sikker på, at når det pludselig er nødvendigt – fordi jeg jo ikke er der – så skal ordene nok komme helt af sig selv. Han snakker jo virkelig konstant på dansk, så mon ikke han rimelig nemt får snakkegenet konverteret til engelsk:-)

Skolestart… Ekstra vacciner og en hel del papirer!

Skolestart… Ekstra vacciner og en hel del papirer!
Seje Vida efter tre vaccinationer!

Nu har jeg jo aldrig prøvet at have et skolebarn i Danmark. Så egentlig ved jeg ikke, præcis hvad det indebærer. Hvor mange information man skal give, og hvad de kræver af forældrene (har dog hørt lidt om det der ForældreIntra!). Men jeg har nu alligevel en nogenlunde idé om, at det foregår lidt anderledes end her i Los Angeles…

Vi er flyttet til et område, hvor folkeskolen eftersigende er rigtig god. Der er enorm forskel herovre, så det var med at vælge den rigtige adresse. Man tilhører – som I Danmark – en bestemt skole, og kan så også søge om at komme andre steder hen. Men da vi jo er flyttet hertil lige op til skolestart, så ville vi bare gerne være et sted, hvor den tildelte skole er god.

Så langt, så godt. Det viste sig, at vi faktisk hører til to skoler. Da jeg tog op til den skole, vi ønskede, startede de med at sige, at de var helt fyldt op. Hmm… Efter lige at have sundet mig, forklarede jeg løs og talte for min syge moster (om hvordan vi var flyttet til kun for skolen, at vi lige var kommet fra Danmark, og vi bare SÅ gerne ville gå der!), og heldigvis endte det med, at de lige præcis klemte Vida ind som den sidste. Pyh, det var sgu tæt på!

Jeg fik så en folder med alle de ting, jeg skulle udfylde. For modsat hvad jeg forestiller mig i DK, så foregår det ikke digitalt her. Der er ikke lige noget smart Borger.dk med alle informationer her i USA. Så de skulle have det hele på god gammeldags manér.

Jeg var godt forberedt på, at de stiller nogle krav om sundhed, som vi ikke er vante til. Man skal f.eks. være vaccineret, og der er ikke noget med, at man kan vælge at frasige sig vacciner. Hun kommer simpelthen ikke ind uden! Vida har heldigvis fulgt det danske vaccinationsprogram op til 4 år, og det er de samme, de bruger herovre. Her skal de oveni også have Hepatitis B, som hun heldigvis havde, da vi jo har rejst og derfor fik vaccinen. Dog skulle hun have en booster mere (selvom dem hun havde burde dække 10 år!), en booster mere på en af de gængse, og så vaccinerer de her imod skoldkopper. Da jeg ikke kunne bevise, at hun har haft dem (jeg er faktisk i tvivl, da det var så lidt!), så skulle hun så også have det!

Så vi måtte til lægen, have et fuldt tjek og tre vacciner. Det tog Vida tog i stiv arm – det hjalp selvfølgelig, at jeg havde lovet et stykke slik for hver vaccine:-)

Foruden vaccinerne er mange ting, man skal informere om. Man skal bl.a. aflevere et kort fra læge og tandlæge, så de ved, at hun er sund og rask. De spørger sjovt nok også om, hvilket sprog man taler hjemme… Fordi der bare er et hav af forskellige nationaliteter og baggrunde i denne by. I forlængelse af det, skal vi også udfylde et helt ark om, hvilken race hun er. Det er ikke noget, jeg bliver fornærmet over. Det er bare ret vildt, at der også laves statistikker over, hvordan racefordelingen er blandt eleverne på hver enkelt skole. Man kan rent faktisk tjekke det på skoledistriktets hjemmeside. Ikke lige umiddelbart noget, som jeg tror ville falde i god jord i Danmark!

Men nu er alle papirer afleveret, og Vida skal starte i 1. klasse om et par uger. Næste ting er så, at vi skal have fat i en masse skoleting. Vi har fået en liste med ting, som hun skal have med – f.eks. farver, lim, blyanter, notesbøger osv. Herovre sørger forældrene for de ting, som så deles i klassen. Igen lidt anderledes end i DK.

Jeg er virkelig spændt. Det bliver stort. Skolestart i sig selv, og så også lige i et skolesystem, som er noget anderledes, end det jeg kender til.

Vida glæder sig heldigvis bare:-)

Nervøs? Kun mor…!

Nervøs? Kun mor…!
Træt Vida efter første dag i summer camp

Jeg betragter ikke mig selv som en pylremor. Nok snarere det modsatte faktisk. Men da jeg her til morgen afleverede Vida til hende første dag i summer camp boblede nervøsiteten i min mave…. Klarer hun den på engelsk? Finder hun venner? Bliver hun ked af det? Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst var så nervøs…

Vida har glædet sig helt vildt meget. Og vi har snakket rigtig meget om, hvor fedt det bliver for hende. Hver dag den sidste uge har hun som noget af det første om morgenen spurgt, hvor mange dage der nu var tilbage til camp. Vida er ekstrem udadvendt og super god til at snakke med andre børn – og voksne, så jeg har hele tiden syntes, at camp ville være perfekt til hende. Jeg har faktisk ikke været nervøs for det overhovedet. Altså lige indtil jeg så afleverede hende…

Da hun kom i morges, blev hun mødt med et “Hi Vida, just go in and play!”. Sådan helt stille og roligt. Og det accepterede hun ligesom bare, så der var slet ikke mulighed for, at det skulle være anderledes. Så hun sagde bare hurtigt farvel og gik indenfor.

Jeg blev hængende lidt med Hugo på legepladsen udenfor. Han ville jo gerne lege… Og jeg ville gerne snige mig til at kigge ind til Vida! Efter 5 min var hun allerede i gang med at spille lidt basket og snakke med nogle andre piger, inden de skulle samles til start. Så det var umiddelbart værre for mig, end for Vida…

Nå, men nu ligger Vida i sin seng. Da vi hentede hende, var hun et stort smil, og da vi spurgte, hvordan det var gået, sagde hun bare “fint” og løb ud og slog vejrmøller på legepladsen. Hun havde en hel masse energi. Det så ud som om, at alle dagens indtryk skulle ud af hende gennem bevægelse. Hun fortalte om alt muligt tilfældigt og svarede da også, da vi spurgte ind til dagen. Men det var svært at få så meget ud af hende.

Det gør nu heller ikke så meget, for hun var uden tvivl glad. Og hun glæder sig allerede til i morgen. Så camp er vist en nogenlunde succes indtil videre:-)

Lommepenge…

Lommepenge…

Vida har længe spurgt til lommepenge. Eller i hvert fald det her med at tjene sine egne penge… Som hun så også selv råder over. Nogle gange har hun spurgt, om hun ikke måtte hjælpe med noget i huset, så hun kunne tjene noget til sparegrisen. En gang imellem har hun så fået lov til at tjene en 10’er, men mere er det ikke blevet til.

Her på det sidste er det noget, som er begyndt at fylde meget for hende. Særligt det med selv at have penge, som hun kan administrere og købe noget for. Så nu har vi besluttet at give dem lommepenge. Og selvom Hugo egentlig er for lille, så får han også – det må være det samme for dem begge.

Der er flere måder at gøre det på… Man kan give dem bestemte beløb for bestemte opgaver. Det giver dem naturligvis et incitament for at lave de ting. Vi har dog valgt at give dem et fast beløb om ugen – 2 dollars – og det forudsætter så, at de hjælper til i huset generelt. På det niveau, som de nu kan. Vi vil gerne lære dem, at man hjælper. Altid. Ikke kun når man får penge for den givne opgave, men når der er behov for det. Indtil videre er det mest hjælp med at tage af bordet, rydde op på deres egne ting og andre småting. Det skal naturligvis udvikle sig i forhold til deres alder.

Jeg er selv vokset op med en far, som dengang var bankmand, og vi har altid snakket åbent om penge derhjemme. Jeg har lært, at penge er noget, som man snakker om, inden for hjemmets rammer. Men at det er sundt at tale om. Mine søskende og jeg lærte alle værdien af at spare op. Og jeg har altid følt, at det har givet mig et rigtig godt fundament for at håndtere min egen økonomi.

Javist, Vida er ikke mere end 6 år gammel. Men det skal jo starte et sted. Lige nu giver lommepengene først og fremmest en mulighed for at lave en hel masse hovedregning. Hver uge, når de får deres 2 dollars, så kan hun lægge dem til de eksisterende penge i opsparingen. Derudover kan hun så regne sig frem til, hvor meget hun mangler, før hun kan købe noget af det, hun gerne vil.

Lige nu er det et par glimmersandaler, som er øverst på ønskelisten… Så må vi se, om det stadig er tilfældet, når hun har sparet nok sammen om et par uger:-)