#momlife – på legepladsen

#momlife – på legepladsen

Der er nu ikke noget som to glade unger, der bare løber, griner, klatrer og leger. Og legepladser er der heldigvis nok af her i LA. Så i disse dage tager vi det bare helt roligt og hygger – og besøger en hel del legepladser. Ungerne bliver tilsyneladende aldrig trætte af det. De kan klatre, løbe og lege i timevis. Og selvom det måske ikke altid er lige sjovt for mig, så gør det nu ikke så meget. Foruden at løbe frem og tilbage, når der bliver råbt “moaaaar” og “hjæææælp”, så giver turene til legepladsen tid til at skrive lidt her på bloggen, nyde solen og skrive lidt mails og beskeder til alle dem derhjemme. Særligt det med solen er jo ikke helt dårligt!

Det er helt anderledes at gå på legepladser nu, sammenlignet med bare for 6 måneder siden. Børnene er større og er ikke længere så afhængige af hjælp. Hugo kan nu selv klare sig rundt på legepladsen. Han skal naturligvis en gang imellem have en hånd, men han klarer sig langt hen af vejen selv. Tidligere skulle man være om ham hele tiden, men nu kan han sagtens klatre og rutsje selv – og han løber ikke væk! Kun gyngerne skal han hjælpes med… Det kan så til gengæld godt tage temmelig lang tid – han eeeeelsker at gynge!

De leger både med hinanden og med andre børn. Det er virkelig nu, man mærker, hvor skønt det er at have to børn. Selvom det også ofte går galt – noget alle mødre derude kan nikke genkendende til – så begynder de nu for alvor at kunne lege sammen. Både på legepladsen og derhjemme. Det er selvfølgelig Vida, der finder på de fleste lege, men Hugo er nu endelig begyndt at gide det. At lade hende styre en leg og så være med. Om det er at lege, at de rejser og skal igennem lufthavnen (ja, de har rejst en del og leger det, de kender til), mor og baby eller fangeleg på legepladsen. Det temmelig fantastisk at opleve, hvordan Vida også kan nyde at lege med Hugo. Han har fået en helt anden værdi for hende, nu hvor hans sprog er bedre, og han har en meget bedre forståelse for legene.

Vida på toppen af klatrestativet

Vida er også mega god til at få kontakt til andre børn på legepladsen. Hendes engelsk er nu så godt, at hun bare snakker løs. Egentlig kan børn jo bare lege sammen helt uden sprog (og det har vi tidligere oplevet, når de ikke lige talte engelsk), men det er nu nemmere, når hun kan tale med de andre børn. Hun er ikke genert, og hun er ikke begrænset af, at der er ord, som hun ikke lige forstår. Vi voksne er jo meget mere tilbageholdende, hvis vi ikke taler sproget. Vi vil nødigt sige noget, som er forkert. Det er Vida fuldstændig ligeglad med. De andre børn er også fuldstændig ligeglade med, at de ikke altid lige forstår det, hvis hun prøver sig frem. De kommer så utroligt langt med kropssprog, smil og gestikuleringer, at skulle sproget være en hindring, så lykkedes det som regel alligevel. Børn er ret vidunderlige på den måde… Hvor kunne vi voksne da lære en helt masse af dem!

Så i dag på legepladsen nåede Vida først at lege med Hugo. Da der efter en time kom en pige på hendes alder, så fik de kontakt og legede resten af tiden. Hugo prøvede lige at være med i starten, men han accepterede hurtigt, at der ikke lige var plads til ham. Heldigvis var der en lille bil, som han kunne låne. Den kørte han så rundt på en halv times tid! Børnene var glade, solen skinnede og det gjorde slet ikke så meget, at underholdning i børnehøjde var det vigtigste:-)

#momlife

En af de dage…

En af de dage…

…hvor for lidt søvn ødelægger alles humør og forårsager forhøjet niveau af spidse kommentarer og irritation. Sådan en dag havde vi i går. Bare sådan en rigtig træls dag. Sune og jeg vrissede mere af hinanden og af børnene, end vi trods alt plejer, og der skulle ikke meget til, før stemningen var lidt ekstra presset. Og selvom det ikke var entydigt hans skyld, så var det alligevel mest af alt fordi, Hugo sov alt for lidt om natten og dermed var i frygteligt humør hele dagen!

Jeg ved godt, at vi burde kunne takle det med overskud og ro. Tage hans skrigeri med et roligt sind og være lidt mere overbærende over for ham… Når nu vi godt ved, at han har sovet for lidt – og dermed reagerer voldsomt og er træt. Men som I alle sammen ved, så er det bare virkelig, virkelig svært altid at have det overskud. Altid at være overbærende. Altid at være forstående.

Desværre endte det jo i stedet med, at både Sune og jeg var lidt ekstra skarpe – særligt over for Hugo naturligvis, men også over for hinanden. Og det er bare ikke fedt. Det er så træls, at man skal småskændes om åndssvage ting. Og det er frustrerende, at man bliver så påvirket af Hugos skrigeri og trodsighed. Jeg ville virkelig gerne være en af de der pædagogisk korrekte forældre, men som jeg også har skrevet om tidligere her, så har jeg bare så svært ved at styre mit temperament overfor Hugo. Når han skriger over småting for syvertyvende gang, så er min grænse bare for længst nået!

Han har særligt noget med mad. Han er for det første konstant sulten. Fair nok, han skal selvfølgelig have mad, hvis han er sulten. Men egentlig er han ikke ret sulten. Det synes han bare. Nå, men når man så vil give ham noget, er hans reaktion hele tiden at bede om noget andet. Så når man foreslår en banan, et æble, noget brød eller noget helt syvende, og hans eneste svar igen og igen bare er en mere og mere skinger version af “andet”, så bliver jeg temmelig træt af ham. Når man så endelig får ham med på idéen om f.eks. et stykke brød, og han så efter en bid alligevel ikke vil have dét, men noget “andet”…ja, så er det at man hurtigt kammer lidt over.

Det ender i disse situationer ofte med, at jeg bliver sur og beder han gå op og sove lidt. Det gør han så i 5-10 minutter (altså ligger i sengen med sin sut og putteklud), og så har han glemt alt og er klar til at starte forfra. Han er jo heldigvis hurtigt videre og glad igen… I hvert fald lige indtil han igen føler sig sulten, men vil have noget “andet”, end det jeg tilbyder… Arghh, så starter det forfra!

Den seance var vi igennem rigtig mange gange i går – og hver gang bliver Sune og jeg lige en tand mere irriterede på ham. Og på hinanden. Heldigvis kan vi, når børnene sover, kigge på hinanden og vide, at det bare var en omgang Hugo-søvnmangels-sindsyge, og så håbe, at knægten sover bedre den næste nat, så dagen efter byder på mindre skrigeri! Det er heldigvis oftest tilfældet… 

Så røg bleen…

Så røg bleen…

Hugo er nu 2 år og 9 måneder, og vi er i fuld gang med at smide bleen. Fordi vi rejser, havde jeg slet ikke tænkt på, at det var ved at være tid til det… Havde han nu gået i vuggestue var det jo noget, som jeg ville koordinere med dem og bruge en masse krudt på at få til at lykkedes. I stedet er det kommet sådan lidt af sig selv, da vi i december måned var så heldige at bo i et hus med en masse privatliv. Børnene rendte derfor nøgne rundt det meste af tiden – de elsker begge to at rende rundt i bar røv, og når klimaet er til det, så er der da ikke noget skønnere end det! Hugo begyndte lige så stille at lære at sige til og gå på toilet eller tisse i græsset. Selvfølgelig også hjulpet af, at han jo kan se, hvordan storesøster gør.

Han bruger naturligvis stadig ble om natten, og så får han også ble på, når vi bader i den fælles pool, her hvor vi nu bor eller skal på lidt længere ture. Jeg havde alligevel købt en del svømmebleer, og han husker det jo ikke altid, så det er meget rart at vide, at vi ikke lige er skyld i at poolen skal lukkes på grund af hans uheld! Det ville bare være noget så øv…og en smule pinligt!

Jeg er egentlig ret overrasket over, hvor nemt det er gået med at smide bleen. Vida smed sin dagsble på nogenlunde samme tid, men det var jo i samarbejde med dagplejemoderen. Og så hører man jo gerne, at drengene er lidt længere om det end pigerne. 

Vi har gennem de sidste to-tre måneder været igennem en vild fase med ham (læs om hans skrigeri her og mit manglende overskud til altid at håndtere det korrekt her!), hvor hans temperament virkelig kom til udtryk. Den helt klassiske ‘terrible two’-alder, hvor han bare ville bestemme alting selv og ikke kunne håndtere et nej. Skrigeriet er ikke så slemt mere, han lærer lige så stille at forstå, at han ikke kan styre det hele – og så er han jo bare pavestolt, hver gang han går på toilet. Det er stort for ham, at han nu har fået boksershorts på (ligesom far) og kan tisse på toilettet.

Så nu har vi pludselig alt for mange vådservietter og rigeligt med bleer liggende. Det er underligt, at ble-kapitlet er ved at være slut… Men mest af alt er det nu bare skønt!