Nyt år, mere Costa Rica!

Nyt år, mere Costa Rica!

Vi har besluttet at blive i Costa Rica hele januar måned med, og har igen begivet os til kystbyen Tamarindo. Her bor vi i en lejlighed den næste måned, og vi glæder os til igen at nyde den hyggelige by og den skønne strand. Vi tilbragte en uge i Tamarindo i slutningen af november, og vi var ret vilde med byen. Det er klart en turistet by, men der er en afslappet stemning, og vi kan godt lide, at der er et international miljø i byen. På den måde får vi både det bedste af Costa Rica, og samtidig steder hvor vi kan få en god italiensk cappuccino og købe en engelsk bog. Der er mange mennesker fra hele verden, som har slået sig ned her, og det forstår man virkelig godt. Byen er lille og overskuelig, den ligger helt ned til en fantastisk strand, og så er vejret jo skønt. Hvis vores drøm var at starte en lille restaurant eller en surferbiks, så ville Tamarindo være det helt perfekte sted!

Vi bor i et lejlighedskompleks, hvor der er en lille swimmingpool og en masse internationale beboere – både folk, som bor her permanent og gæster som os selv. Vores vært er en ældre og lidt sær italiensk herre, som selv bor i lejligheden ved siden af os, og en af naboerne er den sødeste costaricanske herre, som svømmer hver dag og smiler til alle. Og så har Vida faktisk også allerede mødt en lokal pige, som hun kan lege lidt med en gang imellem. Hun taler kun spansk, men heldigvis kan Sune (som taler flydende spansk) hjælpe lidt, og ellers går det nu også fint med lidt engelsk og en masse smil og gestikuleringer.

Vores favoritsted i byen er uden tvivl stranden. Børnene elsker at lege i sandet, og ved lavvande opstår der en masse små søer rundt ved nogle små klippefremspring,  hvor kan de lege i flere timer… Dog må de kære nordiske, og dermed hvide børn nøjes med en times tid, da deres sarte hud ikke kan klare længere tid i solen! Vida har arvet min enormt lyse hud, og selvom vi nu har haft sommer i knap et år, så er hun stadig lige hvid. Hugo derimod tager noget bedre imod solen. Han bliver slet ikke rød som storesøster, og han er endda blevet en smule brun. Vida er jo heldigvis fuldstændig ligeglad med det lige nu, men jeg kunne da forestille mig, at den fremtidige teenagepige kommer til at være ganske træt af, at brormand kan blive meget brunere end hende… Det tager vi til den tid:-)

Costa Rica ender med at blive det sted, hvor vi har været længst tid. Det var ikke planlagt fra starten, og vi havde oprindeligt en masse tanker om at skulle til Sydamerika her i det nye år. Nu valgte vi at blive her. Man må opholde sig 90 dage i Costa Rica uden anden form for visum, så der er ingen udfordringer på den måde, og vi er ret vilde med landet, befolkningen, maden og naturen (læs hvorfor her). Så nu tager vi januar måned med og nyder alt det, som gør landet til noget ganske særligt.

Skønne Costa Rica

Skønne Costa Rica

Vi er slet ikke i tvivl. Costa Rica er et helt fantastisk sted, som jeg vil unde jer alle at besøge. Allerede efter at have tilbragt et par uger her, så er dette smukke land med sin frodige natur og lækre strande havnet solidt på vores top 3 over de bedste destinationer på vores rejse. Vi havde allerede følelsen efter et par dage, og vi satser på, at den hænger ved de næste 4 uger i landet…Indtil videre er Costa Rica i hvert fald vidunderskønt:-)

Følelsen

Costa Rica er på størrelse med Danmark – lidt større i kvadratmeter, men med færre mennesker, og dermed mere plads til naturen. Deres tilgang til livet med Pura Vida, som jeg har skrevet om her, betyder at de sætter pris på livet og vægter lokalsamfundet højt – og de virker generelt bare glade og tilfredse. Her er rent og pænt de fleste steder, og de passer bedre på naturen end andre steder, vi tidligere har besøgt. De lever naturligvis meget af turismen, men den har ikke overtaget, og selvom der er nogle amerikanske kæder i de lidt større områder, så fylder det ikke meget – og slet ikke uden for hovedstaden San José. Derimod er det nemt at spise lokalt på en af deres ‘sodaer’, som er navnet på det, vi nok vi forbinde med en lille dansk grillbar – bare med empanadas i stedet for en halv grillkylling!

Naturen
Costa Rica er kendt for sin fantastiske natur, og vi forstår det godt! Det er ganske overvældende at køre rundt i bjergene, forbi vulkaner, gennem hårnålesving i den grønne natur. Man kan opleve naturen i deres mange nationalparker, og vi har elsket at gå ved vulkaner og se vandfald i de frodige omgivelser.
Ved kysterne kan man finde den ene lækre strand efter den anden, nogle er sorte pga. den vulkanske aktivitet i landet, men de har strande i alle nuancer. De fleste strande på vestkysten, hvor vi befinder os, er surfervenlige – altså med store bølger og strøm, så man skal lige være opmærksom i forhold til ungerne, men så leger vi i sandet og dypper tæerne – og bader i poolen i stedet. Mest af alt er Costa Rica bare grønt overalt, og det tropiske klima betyder selvfølgelig også en masse eksotiske dyr. Vi har lige nu en kolibri i baghaven, og der går leguaner rundt på vejene. Vi mangler stadig at møde tukaner og aber, men vi satser på at møde dem, inden vi rejser igen.

 

Maden

Vi er ret vilde med deres mad. Jeg havde absolut ingen forventninger i forhold til madkulturen her – nok fordi der ikke er nogen, som har nævnt det, når de ellers har fortalt om landet. De fleste fokuserer på, hvor naturskønt her er, og det er jo forståeligt nok. Der er nogle ligheder med mexikansk mad, og de er også super gode til at lave margaritaer her! Men deres mad er mildere, og det er skønt for børnene især (og mig, som er super dårlig til stærk mad!). Den første morgen var vi på en bed&breakfast, og her fik vi deres traditionelle morgenmad med ‘gallo pinto’, som er en helt simpel ret med ris og sorte bønner. Hugo elskede det, og han havde det helt fint med risret til morgenmad:-) De spiser en del ris, bønner, kylling og kartofler, og så får man til de fleste måltider det lækre ‘pico de gallo’, som er en frisk tomatsalsa. Det er generelt meget børnevenligt mad. Derudover bugner det med lækker frugt – papaya, ananas, vandmelon, litchi og bananer kan man få overalt, og det er super billigt. På køreturen kan man være heldig at støde på små frugtboder ved vejen, og her kan man komme langt for en flade tier!

 

Nu glæder vi os til at nyde december måned i troperne, hvor vi skal spise papaya på havregrynen, se solnedgangen på den sorte sandstrand, bade i poolen og forhåbentlig opleve flere eksotiske dyr (dog helst ikke for mange kakerlakker, som også er en del af “lokalbefolkningen”). To be continued…:-)