Nyt liv, spændende fremtid!

Nyt liv, spændende fremtid!
Vi glæder os til at bo i ‘sunny California’!

Den sidste tid har vi gået og ventet på en afklaring. En temmelig vigtig en af slagsen. Derfor har jeg heller ikke været så aktiv på bloggen. Nu er svaret kommet, og heldigvis var det positivt. Det betyder, at vi nu stopper vores rejseliv. For denne omgang i hvert fald…

Fremtiden byder på et helt nyt og virkelig spændende liv. Vi flytter nemlig til Los Angeles!

Det er HELT vildt. Spændende. Fedt. Fantastisk. Udfordrende.

Det er super svært at få visum til USA. Min mand er instruktør, og derfor kan han søge et kunstner-visum (det hedder O-1). Jeg og børnene kan så få lov til at tage med ham som ‘dependents’, altså skal han kunne forsørge os, da jeg med mit nuværende visum ikke må arbejde (noget jeg så håber at kunne lave om på senere). Det har været en helt vild lang proces. Vi har været heldige, at Sune er repræsenteret af et produktionsselskab i USA, og de har hjulpet ham. Dem og deres kyndige advokater. Han har udfyldt enorme mængder af informationer, og det har taget ca. 7 måneder! Advokaterne fortalte, at det normalt tager en måneds tid, men pga. den kære Trump og hans administration, så er processen nu en smule længere!!

Men det lykkedes i sidste ende. Vi er pt. i Danmark, og i går var vi en tur forbi den amerikanske ambassade. Her skulle vi have svar på, om de ville give os visum. Vi havde frygtet et interview med en masse mystiske spørgsmål, men det viste sig at være helt simpelt, og det tog længere tid at komme ind – sikkerheden er naturligvis temmelig striks på ambassaden – end selve interviewet. Som forresten også bare er ved en skranke midt i rummet, hvor alle kan lytte med. Det var ren formalia.

På to minutter afgjorde den søde amerikaner vores skæbne, og nu skal vi bare vente på at få vores pas retur – med visum. Så kan vi tage afsted.

Nu er der naturligvis en helt masse ting, som vi skal have styr på. Og det kommer til at fylde meget de næste måneder. Så mon ikke I kommer til at høre mere om det. Vi skal jo have styr på de helt store ting – hvor skal vi bo, hvor skal Vida starte i skole, skal vi have møbler fragtet til USA osv. osv.

Men nu er det i hvert fald en kendsgerning. Og i starten af juni flyver vi til Los Angeles. Indtil da skal vi nyde Danmark, venner og familie. Og nok lige kigge i en del af de kasser, som vi har opmagasineret rundt omkring! Der bliver nok at tage sig til:-)

English, danglish, dansk!

English, danglish, dansk!
Det er dejligt at kunne tale engelsk med nye venner fra hele verden. Her er Vida sammen med Georgia fra Canada. De var bedste venner i en uge i Mexico!

Efter et års rejse taler min datter nu næsten flydende engelsk. Vida bliver 6 år om en måneds tid, og hun har on/off øvet sig på engelsk, mens vi har været på farten. Det er ret ekstraordinært, hvordan hun bare har suget det hele ind som en svamp, og hvor hurtigt hun har kunnet formulere sætninger selv. Der er vist ingen tvivl om, at det er meget nemmere at lære nye sprog, når man er barn.

Jeg tænker, at de fleste forældre med små børn benytter sig af at kunne tale engelsk, når ungerne helst ikke skal vide, hvad der tales om. Det har vi i hvert fald gjort rigtig meget. Det er alligevel temmelig tit, at man gerne lige vil vende et eller andet, inden man indrager børnene. Særligt når det handler om at beslutte sig for en aktivitet eller muligheden for is. Så man ikke står med to sure børn, når man vælger, at det nok alligevel er bedst uden isen!

Den luksus har vi ikke længere og har faktisk ikke haft det i lang tid. Et af de første ord, som Vida ALTID forstod, var ‘ice cream’! Og hun opfangede også hurtigt, når vi snakkede om, hvad vores næste planer skulle være.

Næste skridt var så, at vi kunne tale engelsk til Vida, hvis der var noget, som Hugo ikke skulle vide. Og det har faktisk været virkelig rart. I mange situationer har det hjulpet lige at kunne give hende en besked, uden at han forstod… Eller overtale hende til at lade ham vinde hvad enten det nu var, de konkurrerede i, så vi undgik skrigeri. Virkelig en handy mulighed. Det er ret stort for Vida – det her med, at hun nu kunne være med på engelsk. Så var hun for alvor den store! Og ja, jeg synes også, at hun er temmelig sej:-)

Vida har lært sproget ved at høre en masse engelsk omkring sig, se tegnefilm og videoer fra YouTube, og så allervigtigst – ved at møde andre børn på legepladser, på stranden og i parker. Og vi kommer på en del legepladser! Vi har også talt lidt engelsk med hende for at øve det, og vi retter og giver naturligvis en masse ord, når hun mangler dem. Men der er ingen tvivl om, at 5 år har været den perfekte alder. Det er kommet så nemt til hende. Hun har nydt at kunne snakke med andre børn, og selvom hun ikke kunne så meget i starten, så prøvede hun bare. Det er det fantastiske ved børn, der er ingen hæmninger. Ingen frygt for at sige det forkerte. Så prøver hun bare igen eller spørger en gang imellem om hjælp.

Nu er Hugo så i gang med at lære også. Det er kommet helt naturligt, at han nu interesserer sig for det, og han spørger hele tiden, hvad dit og dat hedder på engelsk. Han er lige blevet 3 år i denne uge, og hans danske sprog mangler stadig at komme helt på plads – ikke at han mangler ord, men udtalen er der ikke helt endnu med alle ting. Til gengæld kan han forstå mere og mere engelsk, og her den sidste måned, hvor vi har været i Los Angeles, er han også begyndt at tale. Mest på legepladsen, hvor han forsøger at kommunikere med de andre børn.

Hans sprog er derfor lige nu en ordentlig omgang ‘danglish’! Der sniger sig flere og flere engelske ord ind i hans danske sprog, og samtidig begynder han at tale en smule på engelsk. Den anden dag på legepladsen hørte jeg ham sige “Fang me” til en anden dreng, og han sagde forleden til mig, at han havde ‘hiccups’. Så samtidig med at vi hjælper ham til at lære det engelske, så skal vi også nogle gange fortælle ham, hvad det så hedder på dansk!

Det er super fascinerende at opleve børnene lære engelsk. Jeg forundres hele tiden over, hvor hurtigt, de fanger forskellige nuancer. Jeg elsker, at vores rejseliv har været med at at give dem denne mulighed. Og så elsker jeg at høre Hugo tale ‘danglish’ lidt endnu. Det er da virkelig det mest morsomme, når han på legepladsen stolt siger til alle: “Im a Hugo”:-)

En hel måned uden…

En hel måned uden…
Man kan få nogle temmelige vilde donuts her i USA – de var alle tusindvis af kalorier værd!

…sukker og alkohol.

Det lyder jo egentlig ikke af ret meget, men jeg synes nu, at det er temmelig længe. Jeg er jo ikke afhængig af nogle af delene, men jeg ELSKER alle søde sager, og jeg ELSKER et glas vin i solen på terrasen eller i sofaen med benene oppe, når ungerne sover. Det er bare så pisse hyggeligt!

Det handler ikke om slankekur, overhovedet ikke. Det handler snarere om en følelse af, at det var blevet lidt for meget. Og det er bare en rar tanke, at jeg kunne blive lidt bedre til ikke at give min krop alt det ‘dårlige’. Jeg synes også, at jeg her den sidste tid har haft en mere uren hud. Jeg tror ikke, at det kun skyldes sukker og alkohol, men måske kunne en reducering af de to ting hjælpe lidt. Om ikke andet føles det sundere…

Når man tænker over det, så er det jo virkelig vildt, hvor meget man kan gå op i, at ungerne spiser sundt og får alle de ‘rigtige’ ting… Jeg er ikke en streng mor hvad angår sukker, men der er dog alligevel begrænsninger. Og det er ikke noget, som de får hver dag overhovedet. Men når de så går i seng, så er jeg da den første til at spise resten af pakken med cookies! Så de regler, som gælder for børnene, dem har jeg bestemt ikke været god til selv at overholde! Jeg er ret sikker på, at jeg slet ikke er den eneste mor, som kender til netop den situation.

Nu er vinen så erstattet af et glas æblejuice eller danskvand, og jeg kværner så i stedet en håndfuld rosiner, når jeg får snack-trang om aftenen. Jeg har været i gang en uges tid, og det går faktisk meget nemmere, end jeg havde forventet. Nok fordi det ikke er en kur. Det handler helt klart mest om, at jeg gerne vil bevise for mig selv (og min mand!), at jeg kan gøre det. At jeg faktisk ikke er afhængig af sukker…

I dag er det onsdag, og vi har vores ugentlige tradition med onsdagsdessert (læs mere her). Det kan godt være, at jeg skal sende Vida og Hugo afsted med Sune, så jeg ikke skal blive fristet af hvad end, de nu vælger f lækre sager på denne onsdag:-) Længe leve principfastheden – en gang imellem!

Lydbøger for the win! Og en anbefaling…

Lydbøger for the win! Og en anbefaling…
Læs eller lyt til denne!

Jeg har altid læst temmelig meget. Det er helt sikkert noget, som jeg har med hjemmefra. Min mor er lærer og bibliotekar og har også en pæn samling. Det er ikke de store litterære værker, som har fyldt mest. Faktisk har de ikke fyldt særlig meget. Derimod har jeg altid elsket eventyr og kvinderomaner – også dem af mere letlæselig karakter. Så chicklit og Harry Potter har uden tvivl været blandt favoritterne:-)

Men jeg har også altid elsket at læse bøger, som er baseret på sande historier. Eller biografier. De sætter sig ofte lidt mere fast og rører lidt dybere. De hænger i mig længere tid. Jeg kan sagtens blive rørt af de fiktive fortællinger, men de sande gør bare mere ondt. Det er sværere at lægge dem fra sig bagefter. Og så giver de ofte et nyt niveau af respekt for fortælleren… Og en taknemmelighed for, at vedkommende har været modig nok til at dele sin historie med verden. For andres historier kan for alvor sætte ens egen virkelighed i perspektiv.

Jeg var så heldig at vinde et tre måneders abonnement til Storytel i Momsters adventskonkurrence i julen, og jeg har derfor haft mulighed for at lytte til danske bøger, selvom jeg befinder mig på den anden side af Atlanten. Jeg elsker stadig at sidde stille og roligt med en bog og en kop kaffe. Med to små krudtugler er det dog knap så ofte, at der lige er ro til det. Lydbøgerne er en del mere fleksible, og jeg har fundet ud af, at det jo faktisk er muligt at lytte til dem, mens jeg f.eks. er på legepladsen med børnene. Favre nye verden!

Boganbefaling

Jeg har netop lyttet til Leonora Christina Skov fortælling om sin opvækst. ‘Den, der lever stille’ er en virkelig barsk historie. Det gør ondt at høre, hvordan hun er blevet behandlet af dem, som skulle beskytte og elske hende. Samtidig er det enormt opløftende at læse historien om en helt utrolig stærk kvinde. Hun ved, hvem hun er, og hun står ved det hele vejen igennem. Hun har min fulde respekt, og jeg beundrer, hvordan hun kan fortælle sin historie uden bitterhed og vrede.

Forfatteren læser selv bogen højt som lydbog, og det gør oplevelsen endnu mere intim, fordi det føles som at sidde foran hende, mens hun selv fortæller. Hendes historie sidder fast i mig, og jeg har lyst til at anbefale denne bog til alle. For selvom jeg ikke kan relatere direkte til det, hun har gennemgået, så rører det mig dybt. Og som mor bliver jeg endnu mere bevidst om, hvor meget jeg er med til at forme mine børn. Hvor vigtig min kærlighed til dem er.

Så skynd jer at læse eller lytte til ‘Den, der lever stille’. Det er en fænomenal bog!

Our favorite travel spots

Our favorite travel spots
The beach on the west coast of Oahu

I wanted to do an English blog post for all my friends abroad and the people we have met on our travels. So I thought it would be the obvious choice to write about all the best things and places we have encountered on our travels.

Because after a year of traveling the world, we have visited several countries, seen amazing places, been to beautiful beaches and seen many natural wonders. We have walked the streets of charming cities and had what feels like a million cups of coffee. We have experienced different cultures and met a lot of amazing people, who have shared their stories and listened to ours. Travelling always presents an opening for great conversations, and we sure have met a lot of great people.

So what did we love the most… Where are our favorite places… It’s almost impossible to choose, and there is still so much of the world to see. But I’ll give it a try anyway, because we have definitely experienced a lot of great places!

Favorite beaches: Hawaii

We have seen our share of beautiful beaches and amazing sunsets, but I do think the most stunning beaches are those in Hawaii. We only stayed on the island of Oahu (and I hear that the other islands are even more stunning), and we were lucky to live by a great and very kid-friendly beach on the westside of the island. We drove around and swam at several other beaches, and it’s really just one beautiful spot after the other. With the stunning vistas of the mountains in the background and crystal clear water all around, not many places (on our travels this time around) can compeed in my book.

Favorite city: Tokyo

Vida walking in the rain in the streets of Tokyo

Tokyo is really something special. And both my husband and I have no doubt that this fantastic city tops our list. It’s the most populated city in the world (approx. 38 million people), and it’s an intriguing mixture of old and new, chaos and calm, order and craziness. We really loved this city and were utterly fascinated by how you see contrast everywhere. We stayed in a residential area, where the streets were calm, but only a few train stops away in any direction really, we were able to find an area full of neon signs, people and busy life. It’s such a modern city, and it feels safe and homey in many ways, but then on the other hand the Japanese culture is so different from our own. You are really ‘lost in translation’ in so many ways in this city, but we never felt it in a negative way, but only in the sense of wanting to learn more about this fascinating place.

Most kid-friendly place: Bali

We haven’t really had any bad experiences travelling with kids, and almost everywhere, people are friendly and forthcoming to them. That said, Bali definitely stood out. Because the people there not only tolerate kids, they really like kids. Everywhere on Bali, the kids were met by smiles, and we never felt they were in the way. Often in stores, your first response as a mom of a toddler is to stop him from touching things and apoligize, but that’s not necsessary in Bali. Most places the attendants actually start talking directly to the kids and just laugh at them. Everywhere the kids are just greeted with a smile, and as a parent that just makes you relax even more.

When I meet other people, who have travelled in Bali, they all agree that the Balinese are one of the most friendly people in the world. So it’s a common assumption, and they are friendly to all, not only to kids:-)

Best food: Costa Rica

Food is so objective, and really, there is great food everywhere in the world… almost anywhere. Our kids are quite good eaters. Not that picky, and even though they love pizza and pasta – like most kids do – they also like fish and vegetables, and they will try most food. Costa Rican food is quite simple and that also makes it very kid-friendly. Like in Mexico, they use a lot of beans, rice and tomatoes, and things like gallo pinto (traditional breakfast with rice and black beans) and Chifrijo – again rice and bean, but with tomatoes and pork – are easy for kids to like.

I love beans and tomatoes myself, so on that note, I really liked the simple food as well. By the coast, the seafood is great as well – we had delicious ceviche, the most fantastic fish tacos and local fish like mahi mahi and tuna several times. Overall, Costa Rican food is just simple, delicious and also quite healthy. What’s not to like!

On a side note, my all time favorite food will always be Italian… But Italy just wasn’t on the itinuary this time around:-)

Favorite place to hike: Vancouver Island

Hugo hiking – he almost walked the whole way on his own.

We have done quite a lot of hiking as a family throughout our travels. With emphasis on ‘as a family’. Meaning that the level of hiking isn’t extreme or advanced. It’s always at a level where everybody can participate – even the 2-year-old… Although we have had to carry him several times as well! In the family context, there is no doubt that Vancouver Island has been our favorite place to hike.

The Island is just full of family-friendly trails (as well as more advanced ones), and the surroundings are absolutely breathtaking. Everywhere you go on the island, it’s very organized, well-kept and easy to navigate. The trails are mapped out and it’s easy to find your way around the forest and along the cost. It’s also easy to find trails that are not overrun by other tourists. We found ourselves wandering along beautiful trails and surrounded by high trees and stunning vistas – often all alone in the forests. And we were there in July, which I would say is tourist season.

Best coffee: Australia and New Zealand

The Australians and the kiwi really like their coffee. Really, you can get good coffe everywhere – and always at a decent cost. Actually, coffee is quite cheap in both countries, even in the best coffee shops in the bigger cities. Compared to the coffee prices in Scandinavia, coffee down under is a bargain! And who doesn’t like that…

But the coffe is not only cheap, it’s relly good. I know, good coffee is everywhere in the Western world these days, and of course there is great coffe to get lots of places, but in Australia and New Zealand, we just had the feeling, that you could not get a bad coffee! Even the McDonalds coffee was much better there than in any other countries, we have tried. And believe me, we have had a lot of McDonalds-coffee being on the roads in eg. the States.

They like ‘flat white’ and ‘long black’, which is kind of their versions of a cappucino and an american. Even at a small truck stop in the middle of the mountains, driving through New Zealand, we found ourselves quite surprised by how good the coffee was.

Best playgrounds: Vancouver Island and Los Angeles

We have been to our share of playgrounds the past year. I would actually claim that I have been to more playgrounds this past year, than I have my entire time growing up. My kids have experiences so many things, but I still believe that going to a playground is on their top three of favorite activities.

So we do spend a fair amount of our time in playground, and as long as the sun is out, I’m in. My kids love trying out new ones, and we have found quite a lot of amazing places for them to climb, run and play over the past year. Two places stand as far as playgrounds go so far – Vancouver Island and Los Angeles.

Someone told me that in Vancouver Island they have one of the largest ratios of playgrounds to people in Canada. I don’t know if that’s really true, but they sure do have great ones. We stayed there a month and had time to try out several. Overall they are quite big, always very well-kept (as with the trails), and many of them have areas for all ages – also often for bigger kids. With I would say is not always the case.

In Los Angeles, what I am most surprised by is how many playgrounds there are. At the moment, we are staying in the eastern part of the city, and within a 20 minutes drive, we can find enough playgrounds to satisfy the kids for several months! And they are all really nice, well-kept and even quite different. Los Angeles does have a vast amount of activities to do with the kids, but there is just nothing like a nice park with a great playground and a whole lot of sunshine.

Best tasting fruit: Mangos in Hawaii

Fresh mango juice and a cinnamon bagel

I have never tasted anything like the mangos we had in Hawaii. We were there in June, just when mangos everywhere were literally falling of the threes. Ripe and orange. They were so sweet and delicious. We were lucky to live in a house with a mango three in the back yard, so everyday we had mango juice og cut mango with our cereal.

Even though the pineapples in Costa Rica come really close, nothing beats the Hawaiian mangos. And that’s unanimous in our family. My daughter still refers to the house we stayed in, when we were there as ‘the place with the mangos’. I guess being Danish and not at all used to the more exotic fruits on a daily basis, these mangos just really stood out!

Overall favorite country to visit: Costa Rica

If we have to choose a favorite place at this point, I think it has to be Costa Rica. It’s almost impossible to pick one country, because each has different things to offer. But as an overall feeling, Costa Rica somehow stands out.

When we arrived there, we had an immidiate feeling that we would love this country. And that feeling continued just continued to grow. Costa Rica has a lot to offer in terms of diversity. It’s quite a small country, it presents you with mountains, volcanoes, national parks with amazing wild life, stunning beaches and charming towns.

Their philosophy is that of ‘pura vida’. It’s a wonderful approach to life and makes you feel like you should appreciate what you have even more. They care about community and makes the best of their lives, with a positive attitude (I wrote about this, but in Danish, here). Because it’s really just that simple.

Obviously, the weather is almost always warm. They have rain season and dry season, but it never gets cold – and really never get too hot either. The beaches can be rough some places, but in the northwestern part of the country, there are several smaller beach towns where you find one beautiful beach after the other.

As I said, the food is really good. It’s also inexpensive to go out (compared to European prices), so we really took advantage of the happy hours with drinks on the beach, sunsets and the kids playing in the sand. Besides going to playgrounds, I would say that the beach is the best place to take the kids. Water and sand are their favorite toys, no doubt about it. And there is plenty of that in Costa Rica!

We will most definitely go back to Costa Rica… Soon!

Alene hjemme = serietid

Alene hjemme = serietid

Nu må han da egentlig godt komme hjem igen… Altså min mand. Han har været væk i knap 14 dage, og jeg har været alene med ungerne i den sidste uges tid. Mine forældre var her nogle af dagene, så det var rart med selskab og feriehygge.

Jeg har det helt fint med at være selv, og de første dage nyder jeg altid aftenerne helt alene – hvor jeg kan gøre og se, lige det jeg vil (læs: alle de serier og romantiske film, som Sune så absolut ikke gider!). Men nu har jeg vist set rigeligt med serier, og det kunne da egentlig være helt rart at få ham hjem!

Sune er slet ikke seriefan. Det er jeg til gengæld… Det betyder dog ikke, at jeg har god smag. Faktisk har jeg nok temmelig almindelig og til tider lidt sødsuppe-smag, og jeg falder ofte i en helt masse serier, som er fyldt med følelsesporno. Sune spørger altid, hvorfor søren jeg gider se alle de ting, som med sikkerhed får mig til at tude, men de der lægeserier er bare en sikker vinder HVER gang!

Jeg ser dog ikke udelukkende lægeserier, der er også masser af andet godt i den kæmpe bunke af valgmuligheder, som findes på alle de lige så mange streamingtjenester. Det er temmelig svært at overskue udbuddet. Så her får I lige lidt af det, som jeg vil anbefale – så kan I jo se, om I deler min hang til sødsuppen:-)

  • The Marvelous Mrs. Maisel. Nyere serie på Amazon Prime, som har vundet flere priser allerede. Og det er virkelig velfortjent. Den er så skøn, og Rachel Brosnahan, som spiller titelrollen er fuldstændig vidunderlig. Den handler om noget så forfriskende som en jødisk husmor, der springer ud som komiker i New York i 1950’erne. Det er da i hvert fald et anderledes udgangspunkt:-)
  • Greys Anatomi. KLASSIKER. Da vi boede i Danmark så jeg troligt Greys hver mandag i Medical Night. Og Sune var af den grund ikke særlig stor fan af mandage! Serien kører jo helt vildt i ring, og det er på højde med Beverly Hills i forhold til, hvor meget mere de stakkels karakterer nu kan udsættes for. Men jeg kan bare alligevel ikke lade være… Tror den kan ses på adskillige platforme, og den kører vel også stadig på kanal 4!
  • Sex Education. Helt ny britisk serie på Netflix. Befriende take på unge og sex. Og Gillian Anderson (hende fra X-files) er helt vildt skøn som teenagemor og sexterapeut. Den har noget på hjerte og samtidig har den så mange finurlige karakterer, som man kun kan holde af.
  • New Amsterdam. Ja, jeg elsker lægeserier, og der skulle ikke mange minutter af denne til, før jeg også var fanget her. Helt klassisk med en lægestab og deres egne problemer blandet sammen med patienternes problemer. Jeg ser den på Viaplay, men mon ikke, den kan findes andre steder.
  • Suits. Advokatserie. Min anden svaghed. Og er man til charmerende mænd og badass kvinder, så er Suits lige sagen. Mere er der ikke at sige om det. Jeg ser den på Netflix.
  • Ali Wong. Stand-up når det er allerbedst, og Ali Wongs to Netflix-shows burde være must-see for alle mødre. Jeg græd af grin flere gange. Hun er højgravid under begge shows, og hun rammer bare så præcist i forhold til graviditet, børn og sex. Se det og gense det. Jeg elsker Ali Wong! I kan også følge hende her.
  • Atypical. Der ligger to sæsoner af denne på Netflix, og jeg synes, at det er en af de bedste serier, jeg har set længe. Den handler om Sam, som er autist. Hans famile er skøn, selvom de langt fra har styr på det hele, og Sams måde at takle mange ting på, skaber grobund for nogle ret sjove situationer.

Jeg mangler nu den næste serie, som jeg kan kværne, når Sune er ude at rejse. Så skulle nogle af jer ligge inde med en masse anbefalinger, så råb endelig højt… Han kommer dog retur om et par dage, så bliver der alligevel ikke så meget tid til serier lige foreløbigt (læs: jeg skal nu nok finde tid hist og pist, når jeg finder den næste gode serie!).

Jeg har sluppet lidt af kontrollen…

Jeg har sluppet lidt af kontrollen…
Morgenerne i sengen er hyggelige og uden stress – ingen skal haste ud af døren.

Jeg har altid været lidt af en kontrolfreak. Og jeg er det helt klart stadig. Men der er alligevel sket noget med mig det sidste års tid. Rejsen har gjort noget ved mig. Noget godt. Jeg er blevet en tand mere afslappet. Tager tingene med meget mere ro, og jeg stresser ikke på samme måde over, at tingene ikke lige går efter mit hoved.

Og det er rigtig godt, for ellers ville det have været umuligt at gøre det, vi har gjort… Min veninde sagde den anden dag (da vi havde en af vores timelange telefonsamtaler – det kan man heldigvis stadig:-)), at når man har kendt mig så længe, som hun har, så skal man lige vænne sig til denne nye side af mig. At jeg tager tingene noget mere roligt. At jeg ikke behøver at have styr på det hele. Jeg havde slet ikke selv tænkt på, at det er noget nyt, men det er det selvfølgelig. Og jeg er faktisk ret vild med det. Det er en rar følelse.

Vi har rejst i et år. Meget er uvist. Noget som mit tidligere jeg ikke var særlig vild med. Det der med ikke at vide, hvad der skal ske. Ikke at have kontrol over tingene.

Det betyder naturligvis ikke, at jeg slet ikke bekymrer mig mere. Selvfølgelig gør jeg det. Og der er dage, hvor jeg kan være lidt mere nervøs for, at det hele nu går op i den højere enhed, som vi håber på. Men overordnet er jeg ok med, hvad der nu end kommer til at ske. Også selvom det ikke bliver det, vi lige håber på. Så løser vi det på en anden måde.

Det betyder selvfølgelig også en hel del, at der ikke er ligeså mange ting at bekymre sig om, som der ofte var hjemme i Danmark. Jeg har ikke andre forpligtelser end mig selv og min lille familie. Det eneste, som reelt er vigtigt lige nu, er, at ungerne har det godt. At de er glade og tilpasse. Og det er de. De har det faktisk pisse godt, for at sige det ligeud. For de vil bare gerne være sammen med os. Og lege, hygge og spise fredagsslik!

Vida sagde den anden dag, at hun gerne ville rejse et år mere. Fordi hun bare vil være sammen med mor og far og Hugo. Det er temmelig fantastisk, at hun føler sig så til rette i vores lille firkløver. For hun savner da også en gang imellem at have venner at lege med, eller at være tættere på familien. Men når alt kommer til alt, så er det vigtigste for hende, at vi skal være sammen.

Så derfor stresser jeg ikke. Derfor har jeg sluppet noget af kontrollen. Derfor er det okay, at jeg ikke lige ved, hvad fremtiden byder på… For børnene har det godt. Og så kan alt andet jo løses. Punktum.

Et helt år uden leverpostej!

Et helt år uden leverpostej!

Vi har næsten rejst i et år, og vi har oplevet så ufatteligt meget. Vi har besøgt smukke steder, mødt en her masse skønne mennesker og smagt masser af lækker og spændende mad. Rejselivet har været helt fantastisk, men selvom alt det nye er spændende, så er der selvfølgelig ting – og mennesker – som vi savner hjemmefra lille Danmark. For det har været et helt år uden alle hverdagsfavoritterne og andre ting, som man til dagligt ikke lige tænker over, men som man virkelig savner, når de pludselig ikke er der mere.

Mange af de ting, som vi gør (og spiser) i hverdagen er jo vaner. Og det har været super dejligt at bryde nogle af de vaner, mens vi rejser. Mens der e andre, som vi har holdt godt og grundigt fast i. Vi har f.eks. sørget for at finde havregryn alle steder i verden, for det har givet os en god start på dagen, lige meget, hvor vi er. Til gengæld har dagene generelt haft færre rutiner, og en masse andre nye madvarer, som skulle prøves af – nogle med mere succes end andre!

Så selvfølgelig er der er masse ting, som vi savner fra Danmark…

Facetime med mormor

Først og fremmest savner jeg (selvfølgelig) allermest vores familie og venner. Jeg savner at sludre med veninderne over et glas rødvin. Jeg savner hyggestunderne hos bedsteforældrene, hvor ungerne bliver lidt ekstra forkælede. Jeg savner at være med til fødselsdage og andre sociale arrangementer i familien. Jeg savner at grine med mine søstre over de ting, som kun vi synes er sjove! Heldigvis kommer man rigtig langt med Skype og FaceTime, så kontakten er jo holdt ved lige, selvom det ikke er helt det samme.


Noget af det, som vi har haft sværest ved at genskabe, er den danske frokost – vi savner alle sammen rugbrød, leverpostej og makrel i tomat. Og hen over julen ville det også have været skønt med en god sildemad! Særligt rugbrød er noget, som vi virkelig savner, da det er så stor en del af vores hverdagskost hjemme i Danmark – og en måde, hvorpå vi ved, at ungerne får noget sundt at spise. Vi har enkelte steder fundet vakuumpakket, tysk rugbrød, men det er bare sket ikke det samme. Derudover står den jo på varianter af hvidt brød. Så en rugbrødsmad med varm leverpostej og rødbeder er det første, jeg skal have, når vi er i Danmark igen!

Vi har boet mange steder, og langt de fleste har køkkenfaciliteterne været ganske fine, men jeg – og Sune som er den der oftest laver mad – savner nu alligevel at have vores eget køkken. Ikke fordi det skal være som det, vi rejste fra, men fordi vi savner at kunne lave lige præcis det, vi vil. Der mangler ofte et eller andet redskab (det kan være noget så simpelt som en grøntsagsskræller eller en blender), og så har vi også sjældent alle ingredienser, da vi jo ikke kan købe alt ind, når vi skal rejse videre. 

Jeg savner en god omgang bland-selv-slik! En af de rutiner, som vi har holdt fast i på rejsen er fredagsslik, og vi har da fundet en her masse udemærket slik undervejs, men der er bare intet som dansk slik… Og ja, det er jo nok, fordi vi spiser alt for meget af det, men det er nu altså bare godt:-) Jeg har i hvert fald ikke fundet noget, som kan stikke chokofanter, labre larver og salte fisk.

Børnene har haft en smule legetøj med rundt i verden, og det er også skiftet ud ind imellem, men det er hele tiden kun små ting, som kan være i kufferten, når vi skal flyve. Jeg savner, at de kan cykle og lege med større ting – det kunne være en racerbane til alle Hugos biler eller en dukkevogn til Vida, så hun kan lege familie. Ting som vi havde i Danmark, men som selvsagt ikke kan være med her. Hugo har jo f.eks. heller ikke lært at bruge en løbecykel, da vi ikke har haft adgang til det. Til gengæld har de selvfølgelig svømmet, klatret og vandret meget mere, end de ville have gjort i Danmark. Så det går jo nok op:-)

Langt hen af vejen har jeg haft det helt fint med at leve i en kuffert med et begrænset tøjudvalg. Jeg tog jo alle sommerfavoritterne med, så det har været fint nok at gå i det samme så lang tid… Men de sidste par måneder er jeg nu alligevel begyndt at savne en lidt mere varieret garderobe. Jeg savner at kunne købe noget nyt og lækkert tøj, og så er noget af det gamle også ved at være temmelig slidt, så det er knap så smart, som det var, da vi rejste. 

Jeg savner at gå i biografen! Både Sune og jeg er filmnørder, og før vi rejste arbejdede jeg i filmbranchen. Derfor gik jeg temmelig meget i biografen og var ret opdateret på nye film. Det har ikke just tilfældet under rejsen, da vi jo ikke lige kan tage en tur i biffen med børnene – ikke engang til en animationsfilm, da jeg er ret sikker på, at Hugo ville kunne holde koncentrationen i max 10 minutter – måske lidt længere med popcorn:-) Jeg var heldig at få et “skud biograf”, da jeg var et smut i Danmark i oktober (læs mere her), og så glæder jeg mig til, at børnene begge er store nok til at komme med i biffen, så vi kan gøre det, lige meget hvor vi befinder os.

Vi har været så helt ufatteligt heldige at have sommervejr i et helt år. Og selvom jeg inden rejsen altid havde det super fint med årstidernes skifte, så har det godt nok været fantastisk! Og så meget nemmere med børnene… Ingen beskidte flyverdragter, som hele tiden skal vaskes og ingen lange snotnæser. Men noget af det, som er helt unikt for den danske (og nordlige) sommer er de lyse sommernætter. Dem savner jeg. Der er bare noget helt særligt over at kunne sidde ude og nyde de blide sommeraftner. Her i Costa Rica bliver der allerede mørkt omkring kl. 17.30, og det har været tilfældet mange varme steder.

Det er sundt nok at savne, og man finder jo også ud af, hvilke ting, man sætter ekstra meget pris på. Man kan tage pigen ud af Danmark, men man kan altså ikke tage lysten til rugbrød, leverpostej og dansk slik ud af pigen!

Det underligste nytår!

Det underligste nytår!

Her i Costa Rica har jeg netop puttet mine børn. Vi bor på hotel i disse dage, inden vi igen skal ud til kysten og bo i en lejlighed. Vi har hele tiden vidst, at vores nytår nok ikke ville blive mega festligt, men jeg havde nu nok regnet med lidt mere fejring, end det er blevet til… Både Sune og Hugo er syge, og det betyder altså, at børnene nu sover, Sune ligger under dynen, og jeg gemmer mig på badeværelset med en øl og meget snart en masse chokolade – så jeg ikke vækker de andre. Det er da vist den mindst festlige nytårsaften, jeg nogensinde har oplevet😆 Men man kan bare ikke kontrollere det der sygdom!

Dagen har også været temmelig rolig med afslapning og lidt leg, mens Sune har ligget i sengen det meste af tiden. Hyggeligt nok til at starte med, men man får nu en smule kuller af at være fire personer på et hotelværelse. Og det blev da også en mere og mere flad fornemmelse, som dagen gik. Danmark er 7 timer foran os, og som nytårsbilleder og hilsner tikkede ind på de sociale medier, så begyndte jeg også at savne festlighederne… bare en lille smule i hvert fald.

Sådan er det nu engang, og selvom jeg ikke har fået lov at stase mig op og drikke champagne til dronningens nytårstale, så kan jeg stadig se tilbage på et helt eminent 2018, som har været året, hvor vi sagde farvel til det liv vi kendte og rejste ud på vores livs eventyr. Og vi er slet ikke færdige endnu… Så festlighederne kan sagtens vente til en anden gang, og jeg er sikker på, at der bliver masser af ting, vi kan fejre i det nye år. Om ikke andet, så giver jeg den gas til nytår 2019!

Godt nytår😁

Glædelig bagjul

Glædelig bagjul

Så er vi kommet på den anden side af julen, og lige om lidt er det slut. I Danmark ville vi i dag have siddet til julefrokost med sild og det hele, men her i Costa Rica bliver dagen i stedet brugt ved poolen, hvor alt det nye legetøj bliver testet – heldigvis kan det meste holde til vand! Vi har stadig bedsteforældrene hos os, men i morgen vender de næsen mod Danmark, og så kommer det helt sikkert til at føles som et punktum på julen.

Og det er bare helt fint, for vi har haft en helt vildt skøn jul her i troperne. Vi har taget en masse traditioner med hjemmefra, men der er også mange af de sædvanlige ting, som vi har undværet. Heldigvis har det ikke betydet noget særligt, for selve hyggen ved jul har vi følt til fulde, og vi har haft det sjovt med at genskabe de ting og den julemad, som vi elsker fra Danmark. At det hele ikke lykkedes helt, det er egentlig bare lidt sjovt (anden blev lækker, men ris á la manden var ikke helt så vellykket, da vi til vores store overraskelse ikke kunne få frisk fløde😆).

Det har betydet alverden, at vi fik besøg hjemmefra. Foruden selve juleaften, gav det børnene noget mere at glæde sig til ved julen. De talte dagene til farmor og bonusbedstefar kom hertil, og så blev de forkælet ekstra meget, mens de har været her. Julen handler jo mest om familie og kærlighed, og det har været dejligt at se den kærlighed der er mellem børnene og bedsteforældrene.

Så nu er vi tanket op på energi, familieselskab og for børnenes vedkommende har alle gaverne betydet nyt legetøj og dermed nye lege. Så er vi klar til at fortsætte rejsen, når vi snart forlader huset, vi er i nu. Vi bliver dog lige i Costa Rica en månedstid mere.

Glædelig bagjul derude❤️