Los Angeles – forestillinger vs. virkelighed

Los Angeles – forestillinger vs. virkelighed
Udsigt fra Griffith Observatory over Los Angeles

Det er virkelig spændende at bosætte sig i en anden kultur, som udefra godt nok minder meget om Danmark, men som alligevel er anderledes på rigtig mange punkter. Vi har stadig en del at lære, og det er super interessant, når man opdager små forskelle eller ting, som er uventet anderledes. Som da jeg bagte helt almindelige gulerodsboller og vores amerikanske venner ikke anede, hvad det var – de diskuterede længe, om det var en form for scones, rolls eller buns. Den havde jeg ikke lige set komme!

Der er en helt masse fordomme og forestillinger om, hvordan nogle ting foregår herovre – på godt og ondt. Vi har alle set en masse film og tv-serier, som giver mere eller mindre virkelig billeder af livet i USA. Så nu får I lige mine bud på nogle af de forestillinger, som mange har om Los Angeles og amerikansk kultur generelt.

Alle arbejder med film i LA!

Vi er jo i Hollywood, og det har været vildt at opleve, hvor mange der rent faktisk arbejder i filmindustrien herovre. Så forestillingen holder bestemt stik langt hen af vejen. Vi har mødt utroligt mange, som på den ene eller anden måde arbejder i branchen. Eksempelvis har vi lejet to Airbnb-boliger, inden vi fandt vores faste bolig, og begge var helt tilfældigt ejet af filmproducenter. Flere af forældrene på Vidas skole arbejder desuden med casting, produktion og musik, og vores barnepige er aspirerende skuespiller. Præcis som man på cliché-fyldt måde forventer i Los Angeles… Hahaha!

Der er varmt hele året...

Nu har vi jo ikke boet her gennem alle sæsoner endnu, men i de knap fire måneder, som vi nu har været her, har det stadig ikke regnet en eneste dag. Der har været mellem 25-35 grader hver dag, og højest lidt skyet nogle morgener, men altid blå himmel om eftermiddagen. Det regner vist mest her i februar-maj, og alle siger, at vi godt kan forvente varmt vejr i hvert fald til og med Halloween, som jo er slut oktober. Og så bliver her heller aldrig rigtig koldt. Jeg tror ikke temperaturen går lavere end 10 grader på noget tidspunkt… Jeg er ganske godt tilfreds med, at vinterjakker og flyvedragter ikke er nødvendigt i L.A.:-)

Mange hjemmegående mødre

Der er uden tvivl langt flere hjemmegående mødre her i USA, end man finder i Danmark. Jeg tror, at den primære årsag er, at de stadig har noget dårligere muligheder, end vi f.eks. har i Danmark. Der er eksempelvis ikke et års barsel. Så vidt jeg ved har de kun lige knap tre måneder, og det er vist endda uden løn for mange. Pasningsmulighederne er heller ikke de samme. Der findes ‘Daycare’ nogle steder, men man ser slet ikke vuggestuer udbredt, som vi har det i Danmark. Hvis man har helt små børn og arbejder, så har de fleste en nanny, som passer børnene. Og det er dyrt. Så for mange, tror jeg simpelthen ikke det kan betale sig, hvis man har flere børn.

Det ligger naturligvis også stadig i kulturen, at mor går hjemme. Omstændigheder i forhold til pasning og priser har nok betydet, at kvinderne bare ikke er kommet på arbejdsmarkedet i samme grad, som vi er i Danmark. Hos os er det jo et noget mere atypisk valg at gå hjemme med børnene.

Dårlig madkultur

Det er nemt bare at dømme hele deres madkultur over en kam. De ting, vi forbinder med amerikansk mad, er bestemt ikke sunde, og fastfood-kulturen fylder stadig alt for meget. I L.A. er det ikke svært at leve sundt. Her er mulighederne uendelige. Desværre er det særligt de offentlige institutioner, som halter lidt bagefter – og her synes man jo netop, at det er vigtigt. Vida var fx i summer Camp (læs mere her), og om eftermiddagen fik de en snack. Jeg ville jo mene, at en snack til børn bør være frugt eller noget brød, men her var det i stedet “müslibarer” fyldt med sukker og oreo cookies. På skolen har de kantine, og her kan børnene godt købe sund mad til frokost, men de kan altså også købe pizza og kager i deres pauser. Så hvad mon de fleste børn vælger…

Så ja, de har nok stadig en dårligere madkultur overordnet set.

De insisterende PTA-mødre…

…Er faktisk virkelig søde og SUPER engagerede. Det er selvfølgelig min minimale erfaring, udelukkende baseret på de mødre, der er på Vidas skole. PTA stå for ‘parent teacher association’, og mange af os har set film eller serier, som billedliggør de halvirriterende mødre, som er overengagerede i deres børn. Sandheden er, at skolesystemet her har alt for få midler, det er faktisk lidt skræmmende at opleve. Og jeg forstår nu, hvorfor der er så stor forskel på skolerne her. Der er simpelthen ikke penge nok til helt basale ting, og derfor er engagerede PTA-mødre jo en gave. De hjælper på alle tænkelige måder med at samle penge ind til skolen, så der er råd til lærerassistenter, sportsudstyr og en skolepsykolog – ting, vi tager helt for givet i DK! Og jo, de prøver ihærdigt at få alle til at at melde sig som frivillige, og de presser på for at samle penge ind. Men det er altafgørende for ungernes skolegang. Med danske briller er det virkelig svært at forstå denne del af deres skolekultur, og jeg skulle også lige vænne mig til det. Så selvom der sikkert er masser af fejl og mangler i det danske skolesystem, så skal vi vist være temmelig taknemmelige!

Trafikken er forfærdelig!

Den fordom passer fuldstændig. Los Angeles er indrettet til biler, og der er ufatteligt mange af dem. Den offentlige trafik er ikke særlig god, og cykelstier er der også ganske få af. Jeg ville bestemt ikke turde cykle med børnene her. Der er næsten altid kø på de fire-sporede motorveje, og det kan snidlt tage en time at krydse byen… Men den er jo også rimelig stor. Til gengæld er det som regel okay at finde parkering!

Det er dyrt at gå til læge

JA! Deres sundshedssystem er fra et dansk synspunkt helt frygteligt. Man betaler dyre premiums hver måned, og så skal man mange gange stadig betale en form for selvrisiko minimum, når man går til lægen. Der hvor det kan blive rigtig dyrt, er hvis man skulle være så uheldig at komme på hospitalet. Så det er virkelig risikabelt ikke at være forsikret… På det punkt skal vi være meget taknemmelig for det danske system. Selvom det ikke fungerer perfekt, så risikerer man i det mindste ikke at gå konkurs efter en tur på skadestuen… Jeg håber virkelig for amerikanerne, at Bernie Sanders bliver den næste præsident, så alle kan få adgang til lægehjælp – forsikring eller ej.

Jeg lærer stadig, men jeg synes efterhånden, at jeg er tryg og har nogenlunde styr på de vigtigste ting. Og så elsker jeg bare, når jeg opdager de små kulturelle forskelle, som man ikke lige havde forventet. Som med de der gulerodsboller…

1st grade… Skole på amerikansk!

1st grade… Skole på amerikansk!
Vida ved sin plads i det nye klasselokale!

Så blev det Vidas tur til en helt ny hverdag. Hun startede i skole i denne uge, og det var en uge fyldt med alle tænkelige følelser… Op til dagen var hun fyldt med spænding og forventningens glæde. Da vi ankom til skolen sneg nervøsiteten og usikkerheden ind, da vi pludselig stod i en skolegård omringet at hundrevis af børn, hun ikke kendte. Hun var ikke glad for at sige farvel til mor, men en meget sød lærer tog hende heldigvis i hånden, og hun gik med trods tårerne. Da jeg så hentede hende var hun fuld af lykke og glæde – hun havde allerede nye venner og elskede skolen.

På anden dagen sneg tårerne sig frem igen, men for hver dag er afskeden blevet nemmere, og fredag eftermiddag sluttede ugen af i parken, hvor hun i glædesrus legede med de nye klassekammerater.

I USA starter man i skole som 5-årig, men da vi jo har været rundt i verden det sidste års tid – og man jo ikke starter så tidligt i Danmark – ja så har Vida ganske fint sprunget børnehaveklassen over. Så hun startede direkte i 1. klasse sammen med en flok, der alle havde gået på skolen året før. Så det var lige på og hårdt. Første dage var en fuld dag, hvor forældrene kun sagde farvel i skolegården, og hun selv sammen med læreren og de andre elever gik op i klassen.

Skolesystemet er selvsagt lidt anderledes herovre. Jeg er stadig ny, men der er nu allerede mange forskelle. En væsentlig forskel fra Danmark er, at man her får ny klasse hvert eneste år. Så selvom alle hendes nye kammerater havde gået på skolen før, så var det en ny flok, da årgangen er blevet blandet i nye klasser. Man har desuden kun én lærer, og hun underviser så også kun på pågældende klassetrin. Så næste år skal hun have ny klasse og ny lærer igen. Det er helt standard… Og måske derfor, at mange amerikanere er mega gode til hele tiden at møde nye mennesker. Det er simpelthen noget de lærer fra skolealderen.

Klasseværelset tilhører den enkelte lærer. Så hun underviser altid i samme lokale, og det er også hende, der bestemmer, hvordan det ser ud. Det er vist også ret almindeligt, at lærerne selv står for at indkøbe forskellige ting til klassen/lokalet.

Det er jo meget anderledes end i DK. Men netop fordi skolerne umiddelbart ikke har store budgetter, så er det derfor også helt standard, at det forventes, at forældrene køber ting ind til klassen. Vi har faktisk fået en liste med det, de gerne vil have. Det er bl.a. papir, lim og håndsprit. Ting som umiddelbart er helt standardudstyr, men som skolen altså ikke sørger for.

…Og det er netop derfor, at der er så stor forskel på skolerne her i landet. For de skoler med engagerede forældre, som har råd til udstyr, ja de har alt det, der er behov for. Mens det på den anden side ikke er gældende i områder med mindre velstillede familier.

Jeg har som sagt stadig meget at lære om skolen her i L.A., og alt kommer jo med plusser og minusser. Jeg er utroligt glad for vores skole indtil videre. Det virker til, at det er et helt fantastisk fællesskab, og vi er blevet mødt med åbne arme. Vidas lærer er umiddelbart helt fantastisk, og hendes klasselokale er virkelig hyggeligt.

Men det bliver spændende at lære en helt masse nye spilleregler at kende. Der er i hvert fald nogle vilde forventninger til forældreinvolvering, så jeg skal nok komme til at tilbringe en del tid på skolen. Mere om det hen af vejen… Nu vil vi tage hul på anden uge, som nok skal byde på de første lektier. Så ved vi, hvad eftermiddagene skal bruges på!

Børnehave på amerikansk

Børnehave på amerikansk
Det obligatoriske billede inden første dag i børnehave/preschool

Hugo er nu startet i preschool. Det er aldersmæssigt tilsvarende den danske børnehave. Men hvor det i Danmark trods alt er mere lige til, så er der her et hav af varianter. Fuld tid, deltid, privat, offentligt (men med betaling), forældredeltagelse, og mere eller mindre fagligt fokus. Det er altså på papiret temmelig anderledes, end hvad jeg har prøvet i Danmark.

Vi har valgt at sende Hugo i preschool fire formiddage om ugen. Så længe jeg ikke arbejder, så er det er super god løsning. Han får tid med andre børn, lærer at klare sig inden for det sociale regelsæt, som gælder på stedet, og så får han helt naturlig styrket sig engelske sprog – samtidig med, at vi hjemme så kan fokusere på at holde fast i hans danske. Jeg har mødt en del halvdanske familier (dansk mor og amerikansk far) herovre, og deres børn taler ikke meget dansk – fordi de ikke taler det hjemme. Så det er super vigtigt, at vi kan tale udelukkende dansk til ham. Børn har det jo med at tilpasse sig, så hvis ikke vi gjorde det, tror jeg hurtigt, at han ville begynde på engelsk.

Det er en preschool i en form for offentligt regi. Jeg ved ikke, hvordan det helt præcist hænger sammen, men preschoolen er en del af et ‘Recreation Center’, som nok kan sidestilles nogenlunde med en dansk sportsforening. Der ligger adskillige af dem i byen, og de udbyder alle mulige aktiviteter, bl.a. preschool i nogle af centrene. De har desuden alle tilknyttede legepladser.

Hugo har nu færdiggjort sin første uge. I Danmark laver man i en børnehave en form for indkøring. Men da han jo kun skulle være der tre timer, startede vi bare. Jeg havde ikke set stedet inden, og vidste heller ikke noget om de voksne, da stedet først åbnede efter sommerferie i mandags. Altså på vores første dag.

Herovre er alle former for pasning og skole delt op i skoleåret og sommerferien. Så preschoolen starter først her i august, og de lukker så ned om sommeren, når skoleferien starter. Børnene har 10 ugers ferie, så det er virkelig lang tid, og i sommerperioden kører så i stedet en hel masse sommerprogrammer – alt fra camps (som Vida prøvede) til sportshold.

Der er bare 14 børn på stedet, og 2-3 voksne hver dag. Det synes jeg passer ganske fint og svarer vel nogenlunde til, hvad man også kan forvente på en stue i en dansk børnehave. De har et enkelt, men fint rum, men så benytter de legepladsen og bruger vist også andre faciliteter på centret en gang i mellem.

De tre timer han er der er nogenlunde programlagt, så der hver dag er tid til leg, kreative udfoldelser, læring og tid på legepladsen. Generelt er der fokus på læring meget tidligere, end i Danmark, så jeg er spændt på, om det også kommer her. Men for Hugos vedkommende er første-prioriteten jo lige nu at få udviklet hans engelske sprog.

De voksne fortæller heldigvis, at der ikke er nogen problemer med kommunikationen, da han forstår det meste. Han siger ikke så meget endnu, men det skal nok komme…

Så rammerne er gode. De har på papiret flere regler, end jeg har prøvet i Danmark. Børnene skal f.eks. kunne gå på toilettet selv. Og ifølge reglerne må personalet slet ikke hjælpe dem. Men de virker nu til at tage det stille og roligt. Så når nu Hugo ikke altid lige kan få bukserne op selv, så er der heldigvis hjælp at hente:)

Så nu skal jeg bare have Hugo ordentligt i gang. De første dage gik uden gråd, men de sidste to dage græd han. Personalet var super gode til at tage ham og trøste, så han var glad, da vi hentede… Lige nu vil han dog helst ikke i børnehave (som vi kalder det) mere, så jeg tænker, at det bliver en hård start igen i næste uge. Det er bare en helt ny hverdag for ham, og han skal lige forstå, at det her er den nye rutine. Forhåbentlig bliver han mere tilpas med tanken. Han er jo i hvert fald ikke det første barn, som lige skal vænne sig til at skulle væk fra mooar!

#momlife – på legepladsen

#momlife – på legepladsen

Der er nu ikke noget som to glade unger, der bare løber, griner, klatrer og leger. Og legepladser er der heldigvis nok af her i LA. Så i disse dage tager vi det bare helt roligt og hygger – og besøger en hel del legepladser. Ungerne bliver tilsyneladende aldrig trætte af det. De kan klatre, løbe og lege i timevis. Og selvom det måske ikke altid er lige sjovt for mig, så gør det nu ikke så meget. Foruden at løbe frem og tilbage, når der bliver råbt “moaaaar” og “hjæææælp”, så giver turene til legepladsen tid til at skrive lidt her på bloggen, nyde solen og skrive lidt mails og beskeder til alle dem derhjemme. Særligt det med solen er jo ikke helt dårligt!

Det er helt anderledes at gå på legepladser nu, sammenlignet med bare for 6 måneder siden. Børnene er større og er ikke længere så afhængige af hjælp. Hugo kan nu selv klare sig rundt på legepladsen. Han skal naturligvis en gang imellem have en hånd, men han klarer sig langt hen af vejen selv. Tidligere skulle man være om ham hele tiden, men nu kan han sagtens klatre og rutsje selv – og han løber ikke væk! Kun gyngerne skal han hjælpes med… Det kan så til gengæld godt tage temmelig lang tid – han eeeeelsker at gynge!

De leger både med hinanden og med andre børn. Det er virkelig nu, man mærker, hvor skønt det er at have to børn. Selvom det også ofte går galt – noget alle mødre derude kan nikke genkendende til – så begynder de nu for alvor at kunne lege sammen. Både på legepladsen og derhjemme. Det er selvfølgelig Vida, der finder på de fleste lege, men Hugo er nu endelig begyndt at gide det. At lade hende styre en leg og så være med. Om det er at lege, at de rejser og skal igennem lufthavnen (ja, de har rejst en del og leger det, de kender til), mor og baby eller fangeleg på legepladsen. Det temmelig fantastisk at opleve, hvordan Vida også kan nyde at lege med Hugo. Han har fået en helt anden værdi for hende, nu hvor hans sprog er bedre, og han har en meget bedre forståelse for legene.

Vida på toppen af klatrestativet

Vida er også mega god til at få kontakt til andre børn på legepladsen. Hendes engelsk er nu så godt, at hun bare snakker løs. Egentlig kan børn jo bare lege sammen helt uden sprog (og det har vi tidligere oplevet, når de ikke lige talte engelsk), men det er nu nemmere, når hun kan tale med de andre børn. Hun er ikke genert, og hun er ikke begrænset af, at der er ord, som hun ikke lige forstår. Vi voksne er jo meget mere tilbageholdende, hvis vi ikke taler sproget. Vi vil nødigt sige noget, som er forkert. Det er Vida fuldstændig ligeglad med. De andre børn er også fuldstændig ligeglade med, at de ikke altid lige forstår det, hvis hun prøver sig frem. De kommer så utroligt langt med kropssprog, smil og gestikuleringer, at skulle sproget være en hindring, så lykkedes det som regel alligevel. Børn er ret vidunderlige på den måde… Hvor kunne vi voksne da lære en helt masse af dem!

Så i dag på legepladsen nåede Vida først at lege med Hugo. Da der efter en time kom en pige på hendes alder, så fik de kontakt og legede resten af tiden. Hugo prøvede lige at være med i starten, men han accepterede hurtigt, at der ikke lige var plads til ham. Heldigvis var der en lille bil, som han kunne låne. Den kørte han så rundt på en halv times tid! Børnene var glade, solen skinnede og det gjorde slet ikke så meget, at underholdning i børnehøjde var det vigtigste:-)

#momlife

Sunny LA…hmm!

Sunny LA…hmm!
Smuk gammel truck på vores gade i LA. Gåtur da regnen lagde sig.

Fra sol, strand og pool til køligt vejr og rastløse børn. Vi er kommet til Los Angeles, og vi blev modtaget af regn og kolde vinde. Solen kigger da frem ind imellem, men her er temmelig køligt. Ja, jeg ved, at det jo for søren da også er februar. Og ja det er bestemt varmere end i Danmark. Men når man kommer fra 30 grader, så skal kroppen lige tilpasse sig. Vi har heller ikke ret meget varmt tøj – og da slet ikke gummestøvler og regntøj. Så de første dage har vi ikke været så meget ude, som vi ellers har været vant til. Og det kan godt mærkes på børnenes rastløshed…

Vi bor i en AirBnb-bolig. Det er førstesalen på et hus, så det er vel egentlig en lejlighed. Stedet er virkelig fint. Indretningen er faktisk lidt nordisk i stilen. Vi krydrer det med en masse tegninger på væggene, så det bliver ekstra hyggeligt.

Men her er altså ingen pool, stranden er en forholdsvis lang køretur væk, og der er ingen baghave… Og så kan man ikke bare rende rundt i shorts mere. Så hvor vi tidligere kunne gå i poolen, når ungerne trængte til lige at lege lidt og komme af med noget energi, så kræver det nu lidt mere. Og det er lidt sværere, fordi vi ikke har tøj til at være ude i alt vejr.

Hugo hygger med modellervoks i det nye hus.

Det er ikke en klagesang, men det er bare vildt, hvor hurtigt, vi kan mærke skiftet i hverdag. Hugo har så meget energi. Jeg tænker, at de fleste med en to-årig kender det alt for godt – han kan altså ikke sidde indenfor hele dagen. For selvom han er super god til at hygge med modellervoks og biler, så har han også krudt i røven. Han skal helst have rum til at løbe og lege. Ellers bliver han rastløs… og dermed temmelig op af bakke (med det mener jeg fuldstændig ustyrlig!). Vida kan i højere udstrækning hygge med rolige aktiviteter, men hun vil nu også allerhelst ud og lege.

Heldigvis har Los Angeles et hav af aktiviteter af byde på. Jeg har fundet et utal af websider, som fortæller om den ene og den anden ting, man kan lave med børnene. Der er så mange museer, parker, legepladser og arrangementer, at det er næsten umuligt at få overblik. Så vi kommer ikke til at kede os. Når der ikke er en baghave, man kan løbe rundt i, så må vi i stedet på legepladsen. Det elsker ungerne jo heldigvis lige så meget som en tur i poolen:-) Og jeg var så heldig at vinde at abonnement til Storytel i Momsters julegave-konkurrence, så jeg tænker, at lydbøger er den perfekte følgesvend til alle vores legeudflugter!

Vi er stadig lige landet, og de første par uger tager vi den med ro. Kører rundt i lokalområdet, udforsker legepladserne og finder den bedste kaffe og de bedste supermarked! På lørdag får vi besøg af mine forældre. Det er jo vinterferie i Danmark, og den har de heldigvis valgt at tilbringe sammen med os. Så i næste uge står den på masser af leg med bedsteforældrene, udflugter og lidt sightseeing i LA. Jeg tænker, at det bliver en temmelig god start på vores egen ferie i LA:-)

Storbyer med små børn

Storbyer med små børn

På vores ture gennem USA har vi efterhånden besøgt en del storbyer – Seattle, Portland, San Francisco, Los Angeles, Las Vegas, Austin og nu Houston. Inden vi kom til landet, tilbragte vi en skøn måned på Vancouver Island, midt i naturen, og selvom vi elskede Canada, så glædede vi os også til at komme til nogle større byen igen, steder med mere liv og flere kulturelle oplevelser. Vi tænkte ikke lige på, at vi jo også i byerne bliver konfronteret meget mere med alt det, vi ikke kan gøre lige så nemt med børnene…

I alle de nævnte storbyer – og i de fleste andre store byer verden over – findes der et utal af sjove og skønne oplevelser for familier og børn. Der er museer, zoologiske haver, skønne parker og masser af legepladser. Vi synes efterhånden, at vi har besøgt den type steder ret mange gange, og det kan være lidt sværere at blive lige så begejstret over en zoologisk have eller et børnemuseum. Parker og legepladser er heldigvis altid et hit, og så længe der kan findes en kaffebar i nærheden, så er både jeg og Sune også nogenlunde tilfredse:-) Men det vi bare ikke rigtigt kan i byerne er at nyde dem om aftenen, altså på den måde, man gerne vil som voksne. Her snakker jeg ikke om at feste til den lyse morgen (det har jeg det helt ok med ikke at kunne så meget mere), men egentlig bare om at kunne gå ud at spise på en pæn restaurant eller gå på bar og få en drink – ja, eller en tur i biffen, i teatret eller til koncert.

Da vi rejste fra Danmark og dermed sagde ja tak til at være sammen med vores unger 24/7 – uden mulighed for hjælp til pasning – da vidste vi udemærket, at det var dealen, og at det der med at gå ud om aftenen, det kunne vi godt skyde en hvid pil efter det næste lange stykke tid. Og det både var og er vi også helt okay med. Alligevel kan jeg mærke, at når vi er i de store byer, som er fyldte med fede voksen-oplevelser, så kan jeg godt få en følelse af, at man ikke oplever byerne helt, som de nu engang burde opleves.

Seattle og Portland er begge kendte for deres lokale bryghuse, og vi var da også ude og smage lidt øl i løbet af dagen begge steder, men der var bare ikke mulighed for at prøve det sådan rigtigt om aftenen. I Austin kan man opleve byens musikscene, og der lå bar efter bar på hovedgaden, som reklamerede med live musik om aftenen. Det kunne vi heller ikke rigtigt gøre… det føltes bare ikke helt rigtigt at tage en to-årig og en 5-årig med på bar! I Vegas kunne vi ikke spille på kasino, end ikke om dagen, da børn slet ikke må opholde sig i nærheden af nogen former for spillemaskiner. Og restaurantbesøg på de lidt pænere steder er generelt mere begrænsede, for Hugo gider ikke rigtigt gider stille, og ja, han kan på sine bedste dage finde på at kaste med en bil eller to (biler som vi ellers har givet ham for at underholde ham bare en smule!)!

Det skal ikke lyde som en klagesang, for det er det ikke. Vi har som sagt selv valgt at rejse med ungerne, og vi oplever så rigeligt alligevel. Det er nok lige så meget bare et godt råd. Der er så mange fede steder, man kan rejse med børn, og der er også masser af rejser, som ikke er umiddelbart børnevenlige, men som børnene sagtens kan være med på alligevel. Storbyerne har for mig bare været de steder, hvor jeg oftest har følt, at vi er gået glip af nogle ting. Jeg ville da gerne have oplevet et mere autentisk Austin ved at høre noget lokalt countrymusik på en bar eller have været ude at spise på de fine steder, uden at skulle tænke på, om ungerne nu også opførte sig ordentligt. Eller måske lige have spillet bare en lille bitte smule i Vegas…

Men ak, man kan jo ikke det hele, og nu skal jeg også bare huske, at det jo ikke kun var børnene, som syntes, at turen i Disneyland var en af de fedeste oplevelser på turen:-)

Hvor skal vi bo på rejsen?

Hvor skal vi bo på rejsen?

Det kan være super svært at bestemme sig for, hvor man vil bo, når man rejser. Der er mange faktorer, som spiller ind i beslutningen – økonomi, placering, type af sted, skal der være adgang til pool og så videre… Når man rejser hele tiden, som vi gør lige nu, så betyder det rigtig meget, at vi finder nogle ordentlige steder, og vi har brugt ufattelig lang tid på det. Inden vi rejste, havde vi booket en del af de længerevarende ophold, da vi skulle være ude i god tid for at få det, vi gerne ville, men langt de fleste af de kortere ophold er booket undervejs.

Og vi har ikke altid ramt lige rigtigt… Som da vi på New Zealand bookede en uge på et hotel, som viste sig at ligge i et område, hvor der konstant stank af æggeprutter! Altså sådan virkelig meget, vi er ikke sarte, men det sted var ret slemt. Receptionisten sagde, at hun havde boet i byen i nogle år, og hun havde stadig ikke vænnet sig til det… Hmm, så var gode råd dyre, men vi kunne heldigvis komme ud af reservationen efter en enkelt nat og fandt noget andet i et område af samme by, hvor det ikke lugtede. Så hvis I skal til byen Rotorua på New Zealand, så husk lige ikke at booke overnatning i nærheden af de varme kilder (som skaber lugten pga. svovl) – derudover kan byen sagtens anbefales, og vi endte med i stedet at have et af de bedste Airbnb-ophold, vi endnu har haft!

Vi har også prøvet at ankomme til hoteller her i USA, hvor man ved ankomst bliver helt ufatteligt skuffede. Det er heldigvis næsten altid muligt at komme ud af reservationerne, når man bare har booket hotel via f.eks. Hotels.com, som er den app, vi bruger mest til booking. Hver gang har vi kunnet nøjes med at blive en enkelt nat og så finde noget andet for de resterende nætter – selv ved de bookinger, som egentlig står som ikke-refunderbare. Og hver eneste gang har vi fundet et andet sted, som vi har været meget gladere for, så på den måde så løser det sig næsten altid.

Til jer, der vil roadtrippe i USA med børn, så er det altså virkelig nemt både at finde fine hoteller eller gode airbnbs til overnatning. I de meget populære områder er det en god idé at være ude i god tid, men ellers er det altid muligt at finde et sted at sove, og de forskellige apps gør det super nemt at gøre det på farten. Men brug den samme app hele vejen, da det ofte giver nogle fordele, når man booker flere nætter samme sted.

Ørkenkørsel og burgere i bilen

Ørkenkørsel og burgere i bilen

 

Vores amerikanske roadtrip startede for over en måned siden i Seattle. Siden har vi tilbagelagt en del kilometer, men vi har været meget opmærksomme på, at vi helst ikke skulle køre alt for langt af gangen, da børnene bare ikke rigtig gider at sidde i bilen så længe – særligt Hugo har givet os temmelig mange grå hår, når har nogle gange efter 2 minutter i bilen er begyndt at skrige og har villet have alt muligt. Uden så helt at vide, hvad han egentlig ville have… Han gad i hvert fald ikke sidde i bilen, det er helt sikkert! Så nogle af vores dagsture var især til at begynde med noget langhårede.

Nu er vi kommet til et stykke på turen, hvor vi så alligevel har valgt at køre langt nogle dage. Dels fordi vi så i stedet kan opholde os samme sted i længere tid, når vi kommer til Austin og Houston (som er vores to sidste stop på USA-delen af denne rejse), men egentligt også fordi der bare ikke er så mange spændende steder at stoppe her igennem ørkenen. Det er helt vildt, så længe man kan køre igennem Arizona og New Mexico, uden der sker ret meget. Landskabet er helt sikkert flot ind imellem, men der er også bare rigtig mange stræk, hvor der bare er ingenting, så langt øjet rækker. Og det skal nok bliver endnu mere ekstremt, når vi i morgen rammer Texas.

Heldigvis har vi haft nogle gode dage her på det sidste, og det er ikke mindst fordi børnene er ret glade for deres Ipads lige for tiden. Og ja, vi burde ikke altid lade dem sidde med dem så længe, men de dage, hvor vi har brug for at tilbagelægge nogle kilometer, der bliver det bare til en del timer foran skærmen, for det gør lige turen lidt lettere for alle parter. Foruden Ipad, er vi selvfølgelig tanket op med alskens snacks, og så sørger vi også for at have hele arsenalet af biler med i bilen. Hugo har sine favoritter (brandbilen), men han skal helst have lidt forskellige i løbet af turen, så det ikke bliver for kedeligt!

Når vi bare overnatter en enkelt nat på hotel, så er det ikke altid, at det vrimler med så mange sunde og børnevenlige muligheder for aftensmad. Så vi tager revanche på sundheden senere og tillader os at gøre som amerikanerne… og spise burgere:-) Her til aften prøvede vi for første gang Sonic, som bygger på det gamle koncept med at få maden serveret ved bilen. Så vi kørte hen, bestilte og fik så serveret maden i bilen. Børnene elskede det, og det var da også så hyggeligt bare at få lov til at sidde og spise i bilen sammen. Burgerne var ovenikøbet temmelig gode alt taget i betragtning, og det var super nemt og hurtigt klaret. Så kan vi sætte kryds ved endnu en af de klassiske amerikanske oplevelser!

I morgen skal vi på farten igen, så nu må jeg nok hellere sørge for, at begge ipads er fuldt opladet!

Vegas baby… men knap så vildt!

Vegas baby… men knap så vildt!

Vi valgte at tage et smut forbi Las Vegas på vores tur gennem USA. Egentlig ikke for at gøre alt det, man normalt ville forbinde med byen (feste, spille og have det temmelige sjovt på den voksne måde!), men fordi det var helt enormt billigt at bo lækkert, og der er altid godt vejr.

Jeg har tidligere været i Vegas med Sune og en veninde, og dengang var der mulighed for at prøve at spille på kasinoerne, slappe af ved poolen og gå ud og nyde byen om aftenen. For det er nu om aftenen, at Vegas tager sig flottest ud med alle de neonlys og den leben, der bare er på dette specielle sted. Jeg havde måske forestillet mig, at man stadig kunne få lidt af den der Vegas-følelse med børnene på slæb, men det var nu ikke helt det samme…

Man kan selvfølgelig, hvad man vil, men det er ret tydeligt, at Vegas ikke er en by, som tiltrækker familier, og vi så næsten ikke andre børn på gaden, mens vi var der. Der var ikke nogen problemer på hotellet. Alt var fint, og vi kunne sagtens nyde poolen og området, men når vi er på hotel, plejer vi altid at møde andre børn, som særligt Vida kan lege med i poolen. I Vegas var vores nærmest de eneste børn til stede, og der var lidt mere behov for at være rolige og stille, end der plejer ved en pool. Det va heldigvis mest mig, som tænkte over det, Vida og Hugo hyggede sig bare…:-)

Vi oplevede Vegas om dagen, så de helt enorme kasinoer, gik i butikker og kiggede på vilde skilte og indendørs byer med falske skyer i loftet. Der er så varmt i byen, at man enten søger indenfor eller til poolen, og børnene ville helst bare blive på hotellet, hvor de kunne bade og hygge. Jeg tror, at byen er helt fantastisk for lidt større børn, som forstår, hvor vildt det er, som kan gå med ud til et show om aftenen, og som kan nyde de mange butikker. Med børn på 2 og 5 år er Vegas bare et sted med kedelige butikker for voksne og en masse spil, som de ikke må deltage i – Vida ville så gerne prøve nogle af ‘spillene’, men børn er ikke tilladt ved spillemaskinerne, så hun måtte ikke engang prøve de enarmede tyveknægte sammen med en voksen.

Vegas er en virkelig underlig by, og jeg tror, at jeg ved at komme der med børn ser endnu mere, hvor surrealistisk det er at have en så kommerciel by midt i ørkenen, hvis eneste formål er at få dig til at bruge en masse penge. Det sagt, så kunne jeg nok godt komme tilbage engang… Men så bliver det med en flok veninder og et shoppingbudget!