Børnehave på amerikansk

Børnehave på amerikansk
Det obligatoriske billede inden første dag i børnehave/preschool

Hugo er nu startet i preschool. Det er aldersmæssigt tilsvarende den danske børnehave. Men hvor det i Danmark trods alt er mere lige til, så er der her et hav af varianter. Fuld tid, deltid, privat, offentligt (men med betaling), forældredeltagelse, og mere eller mindre fagligt fokus. Det er altså på papiret temmelig anderledes, end hvad jeg har prøvet i Danmark.

Vi har valgt at sende Hugo i preschool fire formiddage om ugen. Så længe jeg ikke arbejder, så er det er super god løsning. Han får tid med andre børn, lærer at klare sig inden for det sociale regelsæt, som gælder på stedet, og så får han helt naturlig styrket sig engelske sprog – samtidig med, at vi hjemme så kan fokusere på at holde fast i hans danske. Jeg har mødt en del halvdanske familier (dansk mor og amerikansk far) herovre, og deres børn taler ikke meget dansk – fordi de ikke taler det hjemme. Så det er super vigtigt, at vi kan tale udelukkende dansk til ham. Børn har det jo med at tilpasse sig, så hvis ikke vi gjorde det, tror jeg hurtigt, at han ville begynde på engelsk.

Det er en preschool i en form for offentligt regi. Jeg ved ikke, hvordan det helt præcist hænger sammen, men preschoolen er en del af et ‘Recreation Center’, som nok kan sidestilles nogenlunde med en dansk sportsforening. Der ligger adskillige af dem i byen, og de udbyder alle mulige aktiviteter, bl.a. preschool i nogle af centrene. De har desuden alle tilknyttede legepladser.

Hugo har nu færdiggjort sin første uge. I Danmark laver man i en børnehave en form for indkøring. Men da han jo kun skulle være der tre timer, startede vi bare. Jeg havde ikke set stedet inden, og vidste heller ikke noget om de voksne, da stedet først åbnede efter sommerferie i mandags. Altså på vores første dag.

Herovre er alle former for pasning og skole delt op i skoleåret og sommerferien. Så preschoolen starter først her i august, og de lukker så ned om sommeren, når skoleferien starter. Børnene har 10 ugers ferie, så det er virkelig lang tid, og i sommerperioden kører så i stedet en hel masse sommerprogrammer – alt fra camps (som Vida prøvede) til sportshold.

Der er bare 14 børn på stedet, og 2-3 voksne hver dag. Det synes jeg passer ganske fint og svarer vel nogenlunde til, hvad man også kan forvente på en stue i en dansk børnehave. De har et enkelt, men fint rum, men så benytter de legepladsen og bruger vist også andre faciliteter på centret en gang i mellem.

De tre timer han er der er nogenlunde programlagt, så der hver dag er tid til leg, kreative udfoldelser, læring og tid på legepladsen. Generelt er der fokus på læring meget tidligere, end i Danmark, så jeg er spændt på, om det også kommer her. Men for Hugos vedkommende er første-prioriteten jo lige nu at få udviklet hans engelske sprog.

De voksne fortæller heldigvis, at der ikke er nogen problemer med kommunikationen, da han forstår det meste. Han siger ikke så meget endnu, men det skal nok komme…

Så rammerne er gode. De har på papiret flere regler, end jeg har prøvet i Danmark. Børnene skal f.eks. kunne gå på toilettet selv. Og ifølge reglerne må personalet slet ikke hjælpe dem. Men de virker nu til at tage det stille og roligt. Så når nu Hugo ikke altid lige kan få bukserne op selv, så er der heldigvis hjælp at hente:)

Så nu skal jeg bare have Hugo ordentligt i gang. De første dage gik uden gråd, men de sidste to dage græd han. Personalet var super gode til at tage ham og trøste, så han var glad, da vi hentede… Lige nu vil han dog helst ikke i børnehave (som vi kalder det) mere, så jeg tænker, at det bliver en hård start igen i næste uge. Det er bare en helt ny hverdag for ham, og han skal lige forstå, at det her er den nye rutine. Forhåbentlig bliver han mere tilpas med tanken. Han er jo i hvert fald ikke det første barn, som lige skal vænne sig til at skulle væk fra mooar!

Hugo starter preschool!

Hugo starter preschool!
Skøre, skønne Hugo – med masser af krudt i røven og gåpåmod!

Jeg ville på ingen måde være nervøs, hvis Hugo skulle starte i børnehave i Danmark. Han er mere end klar til at komme i gang med ‘instiutionslivet’. Faktisk har han godt af at komme lidt ud blandt andre børn – og for den sags skyld andre voksne, som sætter rammer. Andre voksne, som ikke er mor eller far.

Han nåede at gå i vuggestue i et års tid, inden vi rejste. Men det kan han jo slet ikke huske. Hans liv er en hverdag sammen med mor, far og Vida. En hverdag med løse rammer og uden stressede morgener. En weekend-hverdag langt hen af vejen.

Det har været helt fantastisk at have muligheden for at være så meget sammen med ham i så en ung alder. Ja, til tider temmelig hårdt, men det er det jo for søren altid at have en 2 årig! Vuggestue eller ej, kampene tages altid med mor og far. Så dem har vi selvfølgelig også haft – og har stadig – masser af. Helt som det skal være… Men overordnet set har det bare været fedt, at han har sluppet for vuggestuen.

Nu er det så på tide at sende ham lidt ud på egen hånd. Han skal derfor starte i preschool, som det nu engang hedder her i USA. Til at starte med skal han kun afsted om formiddagen. Jeg går stadig hjemme, så der er ingen grund til at sende ham afsted fuld tid.

Det er et lille sted. Jeg ved endnu ikke, hvor mange børn. Der er en helt struktureret hverdag, og en helt masse regler. Men jeg håber nu, at det i praksis er mere afslappet end på papir. Han starter mandag. Så får vi se…

Han skal jo også begå sig på engelsk. Det er jeg sjovt nok ikke så nervøs for… Jeg ved, at han forstår rigtig meget, og jeg er sikker på, at når det pludselig er nødvendigt – fordi jeg jo ikke er der – så skal ordene nok komme helt af sig selv. Han snakker jo virkelig konstant på dansk, så mon ikke han rimelig nemt får snakkegenet konverteret til engelsk:-)

Skolestart… Ekstra vacciner og en hel del papirer!

Skolestart… Ekstra vacciner og en hel del papirer!
Seje Vida efter tre vaccinationer!

Nu har jeg jo aldrig prøvet at have et skolebarn i Danmark. Så egentlig ved jeg ikke, præcis hvad det indebærer. Hvor mange information man skal give, og hvad de kræver af forældrene (har dog hørt lidt om det der ForældreIntra!). Men jeg har nu alligevel en nogenlunde idé om, at det foregår lidt anderledes end her i Los Angeles…

Vi er flyttet til et område, hvor folkeskolen eftersigende er rigtig god. Der er enorm forskel herovre, så det var med at vælge den rigtige adresse. Man tilhører – som I Danmark – en bestemt skole, og kan så også søge om at komme andre steder hen. Men da vi jo er flyttet hertil lige op til skolestart, så ville vi bare gerne være et sted, hvor den tildelte skole er god.

Så langt, så godt. Det viste sig, at vi faktisk hører til to skoler. Da jeg tog op til den skole, vi ønskede, startede de med at sige, at de var helt fyldt op. Hmm… Efter lige at have sundet mig, forklarede jeg løs og talte for min syge moster (om hvordan vi var flyttet til kun for skolen, at vi lige var kommet fra Danmark, og vi bare SÅ gerne ville gå der!), og heldigvis endte det med, at de lige præcis klemte Vida ind som den sidste. Pyh, det var sgu tæt på!

Jeg fik så en folder med alle de ting, jeg skulle udfylde. For modsat hvad jeg forestiller mig i DK, så foregår det ikke digitalt her. Der er ikke lige noget smart Borger.dk med alle informationer her i USA. Så de skulle have det hele på god gammeldags manér.

Jeg var godt forberedt på, at de stiller nogle krav om sundhed, som vi ikke er vante til. Man skal f.eks. være vaccineret, og der er ikke noget med, at man kan vælge at frasige sig vacciner. Hun kommer simpelthen ikke ind uden! Vida har heldigvis fulgt det danske vaccinationsprogram op til 4 år, og det er de samme, de bruger herovre. Her skal de oveni også have Hepatitis B, som hun heldigvis havde, da vi jo har rejst og derfor fik vaccinen. Dog skulle hun have en booster mere (selvom dem hun havde burde dække 10 år!), en booster mere på en af de gængse, og så vaccinerer de her imod skoldkopper. Da jeg ikke kunne bevise, at hun har haft dem (jeg er faktisk i tvivl, da det var så lidt!), så skulle hun så også have det!

Så vi måtte til lægen, have et fuldt tjek og tre vacciner. Det tog Vida tog i stiv arm – det hjalp selvfølgelig, at jeg havde lovet et stykke slik for hver vaccine:-)

Foruden vaccinerne er mange ting, man skal informere om. Man skal bl.a. aflevere et kort fra læge og tandlæge, så de ved, at hun er sund og rask. De spørger sjovt nok også om, hvilket sprog man taler hjemme… Fordi der bare er et hav af forskellige nationaliteter og baggrunde i denne by. I forlængelse af det, skal vi også udfylde et helt ark om, hvilken race hun er. Det er ikke noget, jeg bliver fornærmet over. Det er bare ret vildt, at der også laves statistikker over, hvordan racefordelingen er blandt eleverne på hver enkelt skole. Man kan rent faktisk tjekke det på skoledistriktets hjemmeside. Ikke lige umiddelbart noget, som jeg tror ville falde i god jord i Danmark!

Men nu er alle papirer afleveret, og Vida skal starte i 1. klasse om et par uger. Næste ting er så, at vi skal have fat i en masse skoleting. Vi har fået en liste med ting, som hun skal have med – f.eks. farver, lim, blyanter, notesbøger osv. Herovre sørger forældrene for de ting, som så deles i klassen. Igen lidt anderledes end i DK.

Jeg er virkelig spændt. Det bliver stort. Skolestart i sig selv, og så også lige i et skolesystem, som er noget anderledes, end det jeg kender til.

Vida glæder sig heldigvis bare:-)

Andet kapitel – her skal vi bo!

Andet kapitel – her skal vi bo!
Udsigten fra soveværelset

De sidste par uger har været temmelig hektiske. For der sker bare så mange, nye ting lige nu. Vi er flyttet i nyt hus. I et nyt kvarter. Og har mødt nye, skønne mennesker!

Men det er helt anderledes, end det har været de sidste 18 måneder. For denne gang skal vi slå os ned. Hvem ved for hvor lang tid, men i hvert fald mere end en måned. Det skal være vores hjem, fyldes med vores ting… Noget vi jo bestemt ikke har meget af:-)

Vi har valgt at bo i det østlige Los Angeles. Området hedder Mt. Washington, og selvom vi ikke er på et kæmpe bjerg, så passer navnet nu alligevel fint på stedet, som er snørklede veje, der bestemt ikke er løbevenlige med sine mange stigninger. Det betyder også, at der er en super skøn udsigt over by og bjerge. Måske er det en nyhed for mange, men Los Angeles er faktisk ret bakket… Der er jo også en grund til, at et andet meget kendt område hedder Beverly HILLS!

Vi har lejet et møbleret hus. Det var klart det nemmeste for os, da det er en smule besværligt – og meget dyrt – at få fragtet vores møbler fra Danmark. Og temmelig overvældende at skulle købe alt helt fra bunden. Men der var alligevel langt fra et sparsomt møbleret hus til et hjem, der føles som vores. Så vi har brugt den første tid i huset på at gøre det til vores hjem. Det har betydet adskillige ture til Ikea, da der også manglede en del praktiske ting, og særligt ting til børneværelserne. Ture i second hand, hvor vi kan finde ting med lidt mere kant og sjæl, end det Ikea kan byde på, og så selvfølgelig en del tid på Amazon. Hold nu op, hvor er det bare nemt med det herovre… Man kan jo bare få alt, leveret på ingen tid!

Så nu er det allerede på vej til at blive et hjem. Vi mangler stadig en masse, men det skal nok komme. Jeg nyder, at vi nu er her. At vi nu faktisk kan indrette værelser til ungerne, at de kan have egne cykler, og jeg kan gro tomater på terrassen. De små glæder, I ved…:-)

Podcast til løbeturen – ‘Anden til venstre’

Podcast til løbeturen – ‘Anden til venstre’

Jeg er gået i gang med at løbe en smule. Og jeg mener virkelig en smule. Er startet helt fra bunden. Jeg har ikke løbet i laaaang tid, men da en veninde begyndte at bruge en app, som hjælper med at træne op til at løbe 5 km, så blev jeg lidt inspireret… Så jeg har været i gang 3-4 uger, og det er jo faktisk rigtig fedt. Særligt fordi jeg kan tage det roligt og følge programmet – det er bare nemmere og det er en rar måde at komme i gang på.

Nå, men i den forbindelse satte jeg mig for at finde en god podcast, som jeg kunne lytte til under løbeturen. Jeg skal helst have et eller andet i ørerne – ellers føles turen lige pludselig meget længere! Jeg faldt over Stephanie Fiskers podcast ‘Anden til venstre’, og den er efterfølgende blevet min faste løbemakker:-) 

Jeg kendte ikke Stephanie Fisker inden, men hun er gift med fodboldspilleren Kasper Fisker. Med udgangspunkt i sit eget liv taler hun med andre personer, som er sammen med kendte danskere. Andre som er ‘den anden til venstre’. Jeg har slet ikke hørt alle afsnit endnu, men indtil videre er det en super fin podcast om livet med en partner mere eller mindre i rampelyset. Om familie og børneopdragelse, og om hvordan hverdagen hænger sammen. Om holdninger udefra og partnerskab indefra.

I morges under løbeturen lyttede jeg til afsnittet med Andreas Gylling Æbelø, som er gift med Abdel Aziz Mahmoud. Her tales jo ikke om børn, men om det med at komme fra to religioner og finde sammen, forståelse for hinanden, og hvordan livet bare er så meget bedre og lettere, når man er åben og tolerant. En inspirerende samtale:-)

Jeg er hooked og vil fortsætte med at lytte til samtalerne på mine kommende løbeture.

Find Stephanies podcast her.
Hun er selvfølgelig også på Instagram – find hende her.

Nervøs? Kun mor…!

Nervøs? Kun mor…!
Træt Vida efter første dag i summer camp

Jeg betragter ikke mig selv som en pylremor. Nok snarere det modsatte faktisk. Men da jeg her til morgen afleverede Vida til hende første dag i summer camp boblede nervøsiteten i min mave…. Klarer hun den på engelsk? Finder hun venner? Bliver hun ked af det? Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst var så nervøs…

Vida har glædet sig helt vildt meget. Og vi har snakket rigtig meget om, hvor fedt det bliver for hende. Hver dag den sidste uge har hun som noget af det første om morgenen spurgt, hvor mange dage der nu var tilbage til camp. Vida er ekstrem udadvendt og super god til at snakke med andre børn – og voksne, så jeg har hele tiden syntes, at camp ville være perfekt til hende. Jeg har faktisk ikke været nervøs for det overhovedet. Altså lige indtil jeg så afleverede hende…

Da hun kom i morges, blev hun mødt med et “Hi Vida, just go in and play!”. Sådan helt stille og roligt. Og det accepterede hun ligesom bare, så der var slet ikke mulighed for, at det skulle være anderledes. Så hun sagde bare hurtigt farvel og gik indenfor.

Jeg blev hængende lidt med Hugo på legepladsen udenfor. Han ville jo gerne lege… Og jeg ville gerne snige mig til at kigge ind til Vida! Efter 5 min var hun allerede i gang med at spille lidt basket og snakke med nogle andre piger, inden de skulle samles til start. Så det var umiddelbart værre for mig, end for Vida…

Nå, men nu ligger Vida i sin seng. Da vi hentede hende, var hun et stort smil, og da vi spurgte, hvordan det var gået, sagde hun bare “fint” og løb ud og slog vejrmøller på legepladsen. Hun havde en hel masse energi. Det så ud som om, at alle dagens indtryk skulle ud af hende gennem bevægelse. Hun fortalte om alt muligt tilfældigt og svarede da også, da vi spurgte ind til dagen. Men det var svært at få så meget ud af hende.

Det gør nu heller ikke så meget, for hun var uden tvivl glad. Og hun glæder sig allerede til i morgen. Så camp er vist en nogenlunde succes indtil videre:-)

Lommepenge…

Lommepenge…

Vida har længe spurgt til lommepenge. Eller i hvert fald det her med at tjene sine egne penge… Som hun så også selv råder over. Nogle gange har hun spurgt, om hun ikke måtte hjælpe med noget i huset, så hun kunne tjene noget til sparegrisen. En gang imellem har hun så fået lov til at tjene en 10’er, men mere er det ikke blevet til.

Her på det sidste er det noget, som er begyndt at fylde meget for hende. Særligt det med selv at have penge, som hun kan administrere og købe noget for. Så nu har vi besluttet at give dem lommepenge. Og selvom Hugo egentlig er for lille, så får han også – det må være det samme for dem begge.

Der er flere måder at gøre det på… Man kan give dem bestemte beløb for bestemte opgaver. Det giver dem naturligvis et incitament for at lave de ting. Vi har dog valgt at give dem et fast beløb om ugen – 2 dollars – og det forudsætter så, at de hjælper til i huset generelt. På det niveau, som de nu kan. Vi vil gerne lære dem, at man hjælper. Altid. Ikke kun når man får penge for den givne opgave, men når der er behov for det. Indtil videre er det mest hjælp med at tage af bordet, rydde op på deres egne ting og andre småting. Det skal naturligvis udvikle sig i forhold til deres alder.

Jeg er selv vokset op med en far, som dengang var bankmand, og vi har altid snakket åbent om penge derhjemme. Jeg har lært, at penge er noget, som man snakker om, inden for hjemmets rammer. Men at det er sundt at tale om. Mine søskende og jeg lærte alle værdien af at spare op. Og jeg har altid følt, at det har givet mig et rigtig godt fundament for at håndtere min egen økonomi.

Javist, Vida er ikke mere end 6 år gammel. Men det skal jo starte et sted. Lige nu giver lommepengene først og fremmest en mulighed for at lave en hel masse hovedregning. Hver uge, når de får deres 2 dollars, så kan hun lægge dem til de eksisterende penge i opsparingen. Derudover kan hun så regne sig frem til, hvor meget hun mangler, før hun kan købe noget af det, hun gerne vil.

Lige nu er det et par glimmersandaler, som er øverst på ønskelisten… Så må vi se, om det stadig er tilfældet, når hun har sparet nok sammen om et par uger:-)

Summer camp!

Summer camp!

Sommerferien er over os. Her i Los Angeles er børnene allerede gået på ferie – noget tidligere end i Danmark. De har faktisk omkring 10 ugers sommerferie. Jeg synes, at det lyder ret vildt. Men det er jo bare en anden måde et gøre tingene på… Selvom det må betyde, at de er i sidste ende går i skole en smule mindre.

I Danmark er vi vant til, at man i ferien langt hen af vejen kan få ungerne passet – i børnehaven eller fritidshjemmet. Herovre fungerer det ikke helt på samme måde, og derfor er der et helt enormt stort udbud af summer camps.

Jeg har faktisk tit tænkt over, når jeg har set amerikanske film, at børnene altid er på sommerlejre… Eller snakker om, hvem de nu engang mødte på de der lejre. Jo, der er da også en masse sommerlejre i Danmark, men det er bare slet ikke på samme niveau.

Jeg har nu fundet ud af, at det der er rigtig meget af, er Day Camps. Så er børnene afsted helt som hvis de skulle i fritidshjem. Men der er selvfølgelig gjort lidt mere ud af aktiviteterne og arrangeret udflugter. Det kører hele sommeren, og man kan tilmelde sine børn i det antal uger, det nu er nødvendigt. For det er jo nødvendigt – det er selvsagt de færreste forældre, der kan holde 10 ugers sommerferie! Selv i Danmark ville det være temmelig urealistisk.

Jeg er ret imponeret over, hvor mange camps, der er. Og hvor meget de gør ud af det. Men det giver jo bare mening, at det fylder så meget. Det er så vidt jeg lige kan gennemskue, det man gør i sommerferien – altså med mindre en af forældrene går hjemme (hvilket en del flere kvinder gør herovre). Forældrene er jo fuldstændig afhængige af dem, hvis de begge arbejder.

For os er det jo ikke nødvendigt at sende børnene på lejr. Vi er begge hjemme – Sune arbejder hjemmefra, og jeg har ikke job endnu. Men Vida vil bare helt vildt gerne afsted… Så det skal hun selvfølgelig prøve. Altså bare en enkelt uge.

Jeg er ret overbevist om, at det bliver super sjovt for hende. Desuden vil det give hende et boost i forhold til sproget, inden hun skal starte i skole til august. Det er skønt at have en datter med mod på tingene. Hun elsker at møde nye legekammerater, og jeg tror, at det bliver dejligt for hende at være en del af en gruppe. Det har hun jo ikke været i lang tid.

Så om et par uger prøver vi kræfter med den første af mange amerikanske traditioner. Let’s go to camp!

Langt væk, men heldigvis også lidt tæt på…

Langt væk, men heldigvis også lidt tæt på…
Facetime med mormor er skønt!

Verden er efterhånden blevet så ufattelig lille. Jo, det er et helt enormt stort skridt for os, at vi er flyttet hele vejen over Atlanten til Los Angeles. Men der er alligevel en temmelig stor trøst i, at vi kan tale med alle dem hjemme i Danmark på video og dermed ‘se’ dem ret ofte. Og desuden er vi heldige, at der går direkte fly, så det er forholdsvis nemt at tage turen frem og tilbage. Så selvom vi er langt væk, så er det forholdsvis nemt at holde kontakten til alle dem, vi holder af.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på dengang, jeg boede i Paris som ung. Dengang (det føles som meget lang tid siden…) var der ikke noget, som hed Facetime, og jeg fik sågar fysiske breve hjemmefra. Hvis vi skulle sende mails, så var det en tur på internetcafé eller McDonalds, som var et af de første steder med gratis wifi. Så der gik selvsagt noget længere imellem korrespondancerne. Og telefonopkald var jo ikke specielt billige… Tænk engang, det er bare 15 år siden!

Nu er vi i Los Angeles. Det er 9 timer forud for København, men jeg kan ringe til min mor, min veninde eller min søster – med eller uden video. Og det koster mig ingenting. Så længe tiden lige passer. De 9 timer gør det selvfølgelig lidt mere besværligt. I skrivende stund er de fleste kære mødre i DK f.eks. ved at stå op med deres altid morgenfriske børn, mens jeg sidder med min rødvin og skriver, mens mine børn sover. Det er da lidt underligt at tænke på:-)

Foruden at ringe kan jeg skrive frem og tilbage med alle venner og familie. Faktisk gør afstanden, at jeg oftere får lyst til at skrive til mine veninder. Den fysiske afstand gør, at jeg er nok mere opmærksom på at få skrevet.

Så selvom Danmark egentlig er temmelig langt væk, så har det været rart at mærke, at jeg ikke har følt mig så langt væk fra det hele. Fair nok, jeg kan ikke mærke min søsters gravide mave, når den vokser, og vi kan ikke være med til alle familiefødselsdagene. Men kontakten er der, og vi føler os i kontakt med de mennesker, som betyder noget.

Det er en temmelig rar følelse, når vi nu engang faktisk er temmelig langt væk!

Livet i Los Angeles – første kapitel

Livet i Los Angeles – første kapitel

Vi har nu været i Los Angeles lidt over en uge. Vores amerikanske eventyr er startet. Sådan helt rigtigt, med et godkendt visum og intentionen om at etablere os her. Det er ikke længere en del af en rejse, og vi skal ikke videre lige foreløbig. Det er en ganske rar følelse!

Der er bare lige et par enkelte ting, som skal falde i orden… Og med et par enkelte ting mener jeg snarere ALTING! For det hele er nyt og anderledes, og hvor man i Danmark kan finde ud af alting ved at gå på Borger.dk, så er det lidt mere kompliceret her. Der er ikke lige et system, som tager sig af det hele for dig, så vi må tage tingene oppefra, og tjekke af som vi når listen igennem!

Det allervigtigste er at finde en bolig. Los Angeles er en kæmpe stor by, og det er ufatteligt svært lige at gennemskue, hvor det nu en bedst at bo. Der er så mange faktorer, man kan tage med – afstand, skoler, hus eller lejlighed, tæt på stranden osv osv – og det er sørme svært lige at beslutte sig for, hvad der vejer højest. Det er rigtig rart, at vi allerede har tilbragt nogle måneder her tidligere på året (læs mere her), så vi er ikke helt på bar bund. Der er heldigvis også en hel del lejeboliger at vælge imellem, så det føles slet ikke umuligt… Men da vi jo gerne vil ende det rigtige sted, så er det naturligvis en stor beslutning. Vi er lige nu i en midlertidig bolig frem til 1. august, så der er tid at løbe på. Vi vil bare gerne have styr på det, så Vida kan starte i skole, når det nye skoleår starter i midten af august.

En anden vigtig ting er sundhedsforsikring. Noget man som dansker slet ikke er vant til at skulle tage stilling til. For igen, det kører jo nogenlunde af sig selv, når man ved flytning vælger en ny læge i systemet… Herovre er det en kæmpe forretning, og indtil videre en jungle, som jeg stadig lige skal finde vej igennem. Jeg prøver at læse mig frem til råd, finde anbefalinger fra andre danskere og læse om det, men jeg har endnu ikke helt gennemskuet det. Noget som er helt sikkert er, at det er helt vildt dyrt. En dansker, jeg kender herovre, sagde til mig, at hun bare betragtede det som en skattebetaling. Og når man tænker på det på den måde, så føles det mindre slemt. For det er virkelig en helt anden måde at gøre tingene på. Jeg krydser fingre for, at vi ikke skal alt for mange gange til lægen, mens vi er herovre!

Jeg er meget spændt på at skulle have Vida i skole. Lige meget om vi var i Danmark eller nu er her, så bliver det en stor omvæltning for hende at skulle i skole. Vi skal tilbage til en mere fast hverdag – noget som ikke har været gældende, mens vi har rejst. Men selvfølgelig er det ekstra spændende her i LA. For jeg kender ikke skolesystemet. Og reglerne. Og forventningerne… Men vi tager det, som det kommer. Vidas engelske er allerede godt, og jeg er ikke bange for, at hun kan klare det faglige. Så snart vi kender vores adresse, så kan vi begynde at finde frem til en skole – det glæder jeg mig til!

Vi har allerede fundet en bil. Det er så til gengæld noget billigere end i Danmark (kan det være andet!), og i ægte amerikansk stil ender det vist med, at vi får en stor bil med plads til 7 personer. Så er der også plads til at få gæster med rundt:-) Der er masser af andre, mindre ting, som skal falde på plads, og dem tager vi hen af vejen.

Jeg tænker, at de forskellige brikker i puslespillet nok skal falde på plads. Og det er sgu ikke et nemt puslespil. Slet, slet ikke. Men vi tager lige en brik af gangen…