En af de dage…

En af de dage…

…hvor for lidt søvn ødelægger alles humør og forårsager forhøjet niveau af spidse kommentarer og irritation. Sådan en dag havde vi i går. Bare sådan en rigtig træls dag. Sune og jeg vrissede mere af hinanden og af børnene, end vi trods alt plejer, og der skulle ikke meget til, før stemningen var lidt ekstra presset. Og selvom det ikke var entydigt hans skyld, så var det alligevel mest af alt fordi, Hugo sov alt for lidt om natten og dermed var i frygteligt humør hele dagen!

Jeg ved godt, at vi burde kunne takle det med overskud og ro. Tage hans skrigeri med et roligt sind og være lidt mere overbærende over for ham… Når nu vi godt ved, at han har sovet for lidt – og dermed reagerer voldsomt og er træt. Men som I alle sammen ved, så er det bare virkelig, virkelig svært altid at have det overskud. Altid at være overbærende. Altid at være forstående.

Desværre endte det jo i stedet med, at både Sune og jeg var lidt ekstra skarpe – særligt over for Hugo naturligvis, men også over for hinanden. Og det er bare ikke fedt. Det er så træls, at man skal småskændes om åndssvage ting. Og det er frustrerende, at man bliver så påvirket af Hugos skrigeri og trodsighed. Jeg ville virkelig gerne være en af de der pædagogisk korrekte forældre, men som jeg også har skrevet om tidligere her, så har jeg bare så svært ved at styre mit temperament overfor Hugo. Når han skriger over småting for syvertyvende gang, så er min grænse bare for længst nået!

Han har særligt noget med mad. Han er for det første konstant sulten. Fair nok, han skal selvfølgelig have mad, hvis han er sulten. Men egentlig er han ikke ret sulten. Det synes han bare. Nå, men når man så vil give ham noget, er hans reaktion hele tiden at bede om noget andet. Så når man foreslår en banan, et æble, noget brød eller noget helt syvende, og hans eneste svar igen og igen bare er en mere og mere skinger version af “andet”, så bliver jeg temmelig træt af ham. Når man så endelig får ham med på idéen om f.eks. et stykke brød, og han så efter en bid alligevel ikke vil have dét, men noget “andet”…ja, så er det at man hurtigt kammer lidt over.

Det ender i disse situationer ofte med, at jeg bliver sur og beder han gå op og sove lidt. Det gør han så i 5-10 minutter (altså ligger i sengen med sin sut og putteklud), og så har han glemt alt og er klar til at starte forfra. Han er jo heldigvis hurtigt videre og glad igen… I hvert fald lige indtil han igen føler sig sulten, men vil have noget “andet”, end det jeg tilbyder… Arghh, så starter det forfra!

Den seance var vi igennem rigtig mange gange i går – og hver gang bliver Sune og jeg lige en tand mere irriterede på ham. Og på hinanden. Heldigvis kan vi, når børnene sover, kigge på hinanden og vide, at det bare var en omgang Hugo-søvnmangels-sindsyge, og så håbe, at knægten sover bedre den næste nat, så dagen efter byder på mindre skrigeri! Det er heldigvis oftest tilfældet… 

Så røg bleen…

Så røg bleen…

Hugo er nu 2 år og 9 måneder, og vi er i fuld gang med at smide bleen. Fordi vi rejser, havde jeg slet ikke tænkt på, at det var ved at være tid til det… Havde han nu gået i vuggestue var det jo noget, som jeg ville koordinere med dem og bruge en masse krudt på at få til at lykkedes. I stedet er det kommet sådan lidt af sig selv, da vi i december måned var så heldige at bo i et hus med en masse privatliv. Børnene rendte derfor nøgne rundt det meste af tiden – de elsker begge to at rende rundt i bar røv, og når klimaet er til det, så er der da ikke noget skønnere end det! Hugo begyndte lige så stille at lære at sige til og gå på toilet eller tisse i græsset. Selvfølgelig også hjulpet af, at han jo kan se, hvordan storesøster gør.

Han bruger naturligvis stadig ble om natten, og så får han også ble på, når vi bader i den fælles pool, her hvor vi nu bor eller skal på lidt længere ture. Jeg havde alligevel købt en del svømmebleer, og han husker det jo ikke altid, så det er meget rart at vide, at vi ikke lige er skyld i at poolen skal lukkes på grund af hans uheld! Det ville bare være noget så øv…og en smule pinligt!

Jeg er egentlig ret overrasket over, hvor nemt det er gået med at smide bleen. Vida smed sin dagsble på nogenlunde samme tid, men det var jo i samarbejde med dagplejemoderen. Og så hører man jo gerne, at drengene er lidt længere om det end pigerne. 

Vi har gennem de sidste to-tre måneder været igennem en vild fase med ham (læs om hans skrigeri her og mit manglende overskud til altid at håndtere det korrekt her!), hvor hans temperament virkelig kom til udtryk. Den helt klassiske ‘terrible two’-alder, hvor han bare ville bestemme alting selv og ikke kunne håndtere et nej. Skrigeriet er ikke så slemt mere, han lærer lige så stille at forstå, at han ikke kan styre det hele – og så er han jo bare pavestolt, hver gang han går på toilet. Det er stort for ham, at han nu har fået boksershorts på (ligesom far) og kan tisse på toilettet.

Så nu har vi pludselig alt for mange vådservietter og rigeligt med bleer liggende. Det er underligt, at ble-kapitlet er ved at være slut… Men mest af alt er det nu bare skønt!

Nyt år, mere Costa Rica!

Nyt år, mere Costa Rica!

Vi har besluttet at blive i Costa Rica hele januar måned med, og har igen begivet os til kystbyen Tamarindo. Her bor vi i en lejlighed den næste måned, og vi glæder os til igen at nyde den hyggelige by og den skønne strand. Vi tilbragte en uge i Tamarindo i slutningen af november, og vi var ret vilde med byen. Det er klart en turistet by, men der er en afslappet stemning, og vi kan godt lide, at der er et international miljø i byen. På den måde får vi både det bedste af Costa Rica, og samtidig steder hvor vi kan få en god italiensk cappuccino og købe en engelsk bog. Der er mange mennesker fra hele verden, som har slået sig ned her, og det forstår man virkelig godt. Byen er lille og overskuelig, den ligger helt ned til en fantastisk strand, og så er vejret jo skønt. Hvis vores drøm var at starte en lille restaurant eller en surferbiks, så ville Tamarindo være det helt perfekte sted!

Vi bor i et lejlighedskompleks, hvor der er en lille swimmingpool og en masse internationale beboere – både folk, som bor her permanent og gæster som os selv. Vores vært er en ældre og lidt sær italiensk herre, som selv bor i lejligheden ved siden af os, og en af naboerne er den sødeste costaricanske herre, som svømmer hver dag og smiler til alle. Og så har Vida faktisk også allerede mødt en lokal pige, som hun kan lege lidt med en gang imellem. Hun taler kun spansk, men heldigvis kan Sune (som taler flydende spansk) hjælpe lidt, og ellers går det nu også fint med lidt engelsk og en masse smil og gestikuleringer.

Vores favoritsted i byen er uden tvivl stranden. Børnene elsker at lege i sandet, og ved lavvande opstår der en masse små søer rundt ved nogle små klippefremspring,  hvor kan de lege i flere timer… Dog må de kære nordiske, og dermed hvide børn nøjes med en times tid, da deres sarte hud ikke kan klare længere tid i solen! Vida har arvet min enormt lyse hud, og selvom vi nu har haft sommer i knap et år, så er hun stadig lige hvid. Hugo derimod tager noget bedre imod solen. Han bliver slet ikke rød som storesøster, og han er endda blevet en smule brun. Vida er jo heldigvis fuldstændig ligeglad med det lige nu, men jeg kunne da forestille mig, at den fremtidige teenagepige kommer til at være ganske træt af, at brormand kan blive meget brunere end hende… Det tager vi til den tid:-)

Costa Rica ender med at blive det sted, hvor vi har været længst tid. Det var ikke planlagt fra starten, og vi havde oprindeligt en masse tanker om at skulle til Sydamerika her i det nye år. Nu valgte vi at blive her. Man må opholde sig 90 dage i Costa Rica uden anden form for visum, så der er ingen udfordringer på den måde, og vi er ret vilde med landet, befolkningen, maden og naturen (læs hvorfor her). Så nu tager vi januar måned med og nyder alt det, som gør landet til noget ganske særligt.

Det underligste nytår!

Det underligste nytår!

Her i Costa Rica har jeg netop puttet mine børn. Vi bor på hotel i disse dage, inden vi igen skal ud til kysten og bo i en lejlighed. Vi har hele tiden vidst, at vores nytår nok ikke ville blive mega festligt, men jeg havde nu nok regnet med lidt mere fejring, end det er blevet til… Både Sune og Hugo er syge, og det betyder altså, at børnene nu sover, Sune ligger under dynen, og jeg gemmer mig på badeværelset med en øl og meget snart en masse chokolade – så jeg ikke vækker de andre. Det er da vist den mindst festlige nytårsaften, jeg nogensinde har oplevet😆 Men man kan bare ikke kontrollere det der sygdom!

Dagen har også været temmelig rolig med afslapning og lidt leg, mens Sune har ligget i sengen det meste af tiden. Hyggeligt nok til at starte med, men man får nu en smule kuller af at være fire personer på et hotelværelse. Og det blev da også en mere og mere flad fornemmelse, som dagen gik. Danmark er 7 timer foran os, og som nytårsbilleder og hilsner tikkede ind på de sociale medier, så begyndte jeg også at savne festlighederne… bare en lille smule i hvert fald.

Sådan er det nu engang, og selvom jeg ikke har fået lov at stase mig op og drikke champagne til dronningens nytårstale, så kan jeg stadig se tilbage på et helt eminent 2018, som har været året, hvor vi sagde farvel til det liv vi kendte og rejste ud på vores livs eventyr. Og vi er slet ikke færdige endnu… Så festlighederne kan sagtens vente til en anden gang, og jeg er sikker på, at der bliver masser af ting, vi kan fejre i det nye år. Om ikke andet, så giver jeg den gas til nytår 2019!

Godt nytår😁

Glædelig bagjul

Glædelig bagjul

Så er vi kommet på den anden side af julen, og lige om lidt er det slut. I Danmark ville vi i dag have siddet til julefrokost med sild og det hele, men her i Costa Rica bliver dagen i stedet brugt ved poolen, hvor alt det nye legetøj bliver testet – heldigvis kan det meste holde til vand! Vi har stadig bedsteforældrene hos os, men i morgen vender de næsen mod Danmark, og så kommer det helt sikkert til at føles som et punktum på julen.

Og det er bare helt fint, for vi har haft en helt vildt skøn jul her i troperne. Vi har taget en masse traditioner med hjemmefra, men der er også mange af de sædvanlige ting, som vi har undværet. Heldigvis har det ikke betydet noget særligt, for selve hyggen ved jul har vi følt til fulde, og vi har haft det sjovt med at genskabe de ting og den julemad, som vi elsker fra Danmark. At det hele ikke lykkedes helt, det er egentlig bare lidt sjovt (anden blev lækker, men ris á la manden var ikke helt så vellykket, da vi til vores store overraskelse ikke kunne få frisk fløde😆).

Det har betydet alverden, at vi fik besøg hjemmefra. Foruden selve juleaften, gav det børnene noget mere at glæde sig til ved julen. De talte dagene til farmor og bonusbedstefar kom hertil, og så blev de forkælet ekstra meget, mens de har været her. Julen handler jo mest om familie og kærlighed, og det har været dejligt at se den kærlighed der er mellem børnene og bedsteforældrene.

Så nu er vi tanket op på energi, familieselskab og for børnenes vedkommende har alle gaverne betydet nyt legetøj og dermed nye lege. Så er vi klar til at fortsætte rejsen, når vi snart forlader huset, vi er i nu. Vi bliver dog lige i Costa Rica en månedstid mere.

Glædelig bagjul derude❤️

Kun farmor der dur…

Kun farmor der dur…

Vi har fået besøg. Bedsteforældrene er kommet for at holde jul sammen med os, og det er helt fantastisk! Børnene har glædet sig i flere uger – særligt til at lege med andre en mor, far og hinanden:-) Både farmor og bonusbedstefar Erik fik kæmpe krammere, da de kom, og der er da ikke noget mere livsbekræftende end at se, hvor meget børnene elsker deres bedsteforældre. Særligt med tanke på, at vi det seneste år jo ikke har set dem ret meget.

Der gik da heller ikke mange sekunder, før de var i gang med den første leg sammen med farmor, som heldigvis er så god til at lege – og aldrig virker til at få for meget af gemmeleg, vise frem, snakke, tegne, modellervoks og bare generelt to børn, som ville hænge på hende 24/7, hvis det var muligt. Hvor er vi da bare heldige at have verdens bedste farmor, som aldrig bliver træt af at lege (i hvert fald ikke mens hun er her hos os!). Så må hun lidt tidligere i seng og tage en ekstra lur på vej hjem i flyveren!

Jeg skal ikke være det mindste bleg for at indrømme, at jeg virkelig nyder at det i disse dage kun er farmor der dur. Jeg nyder pladsen til at kunne tage den lige lidt mere med ro. Jeg nyder, at det ikke er mig, de kalder på som den første, og så nyder jeg helt ærligt, at jeg ikke skal lege hele tiden! I går kunne Sune og jeg sågar køre afsted alene ind til byen, hvor vi handlede de sidste julegave og spiste frokost… helt alene. En luksus som ikke lige er hverdag for os for tiden, og derfor nyder vi det endnu mere. Det var virkelig rart at køre afsted uden børnene, at gå rundt i butikkerne uden at skulle tænke på, om Hugo nu piller ved de forkerte ting, og sidde til frokost uden at skulle hjælpe børn med at skære ud og sørge for, at de nu opfører sig ordentligt. Det var et skønt pusterum, og jeg sætter helt enormt pris på, at bedsteforældrene kunne give mig den julegave:-)

Da vi kom hjem i går, spurgte Vida, om vi ikke kunne køre igen, for hun hyggede lige med farmor – vi måtte gerne tage Hugo med! Så selvom vi rejser og ikke ser dem så meget, så har børnene er stærkt bånd til bedsteforældrene, og kærligheden går begge veje. Og så hjælper det selvfølgelig, at farmor aldrig siger nej til noget, så det bare er lidt sjovere at hygge med hende, end det er med deres mega strenge mor!

Oplevelser vs. afslapning

Hvor meget skal vi se? Kan vi nu nå det hele? Har vi lyst til at opleve mere? Der er så ufatteligt mange muligheder for at opleve alverdens ting hele tiden. Hvis vi ville, kunne vi næsten tage på udflugter hver eneste dag. Og selvfølgelig vil vi gerne se en hel masse og opleve de ting, som de enkelte steder har at byde på… Men det er bare ikke muligt at nå alting! Og desuden kan vi jo ikke alting, når vi rejser med to små børn. Det i sig selv giver en hel del begrænsninger, og det er okay, for der skal være en balance mellem oplevelser og rolige dage med afslapning og hygge.

Selvom det lyder underligt, så er rejselivet blevet vores hverdag, og netop derfor kan vi heller ikke holde til hele tiden at opleve alle steder, som vi ville gøre det, hvis vi var afsted på en to ugers ferie. Vi har lært at acceptere, at vi må mærke efter, og nogle steder er der meget, vi gerne vil se, og andre steder er overskuddet til store udflugter der bare ikke. I de tilfælde tager vi den mere med ro, nyder at vi er i varme omgivelser og bruger i stedet det meste af tiden ved poolen.

Det er sådan vi har det lige nu. Vi har været i Costa Rica i 4 uger, og de første to uger nød vi at opleve vulkaner, kørsel i bjergene og en hyggelig turistby med masser af liv. De sidste par uger har vi været i hus med egen pool. Her er masser af plads, og dagene er sløve. Vi bader, hygger, laver modellervoks, leger, ser tegnefilm, slapper af og bader igen. Som regel er børnene i poolen mindst tre gange om dagen. Så har der været dage med tur til stranden, indkøbsture og hyggetur til byen. Så ikke det vilde! Vi regner med at skulle besøge en stor nationalpark, når bedsteforældrene kommer, så sker der lidt mere end ellers.

Aktivitetsniveauet gennem de sidste 11 måneder har varieret meget, alt efter om vi har bevæget os meget rundt eller har boet længere tid samme sted. Vi har flere steder været i samme hus i en måned (som også er situationen lige nu), og det har tit betydet, at tempoet er faldet og vi har følt os mere hjemme – og dermed har nydt bare at have ro på. Det skal siges, at det har været ganske afgørende, at vi alle disse steder har haft adgang til at kunne bade – i pool, hav eller sø, og uden den mulighed havde det nok været noget sværere at underholde børnene! De ELSKER at bade og der går snildt 3-4 timer af dagen med pool eller en tur på stranden.

Så ja, vi er da også gået glip af en hel masse ting… Og hvad så! Vi oplever så meget, at det slet ikke er muligt at kapere det hele alligevel. Børnenes behov er også anderledes end vores, og særligt Vida vil de fleste dage allerhelst bare hygge derhjemme og have rolige dage. Så det gør i stedet for at fare rundt til alting, og så går det bare helt fint, at vi ikke fik set dit eller dat… Det må vi gøre på den næste rejse!

Skærmtid

Skærmtid

Jeg er klar over, at der er mange forskellige holdninger til, hvor meget skærmtid børn må have, om der skal være regler for det, eller om det skal være laissez-faire osv. osv… Så først og fremmest vil jeg starte dette indlæg med at sige: Fedt at alle får det til at virke i deres familie, på deres måde, så der er ingen grund til at gøre sig klog på andet, end hvad der virker for jer! Og det har jeg heller ikke tænkt mig, så her får I bare lige lidt om, hvad der virker for os – og om hvordan vi bruger skærmtiden, og hvordan jeg nok i den perfekte verden ville ønske det var!

For jeg kan lige så godt indrømme det med det samme: Jeg havde ikke overlevet at rejse med to små børn og at være sammen med mine børn 24/7 uden 2 stk Ipads, som bliver ihærdigt brugt – i nogle perioder mere end andre. Så er det sagt. Og jeg indrømmer hermed også gerne, at de to kære iPads bliver brugt som en mulighed for mig for liiiige at få en pause fra henholdsvis leg, “mor, jeg er sulten”, skænderier, skrigerier, “mor, jeg keder mig” og hvad de kære unger nu ellers kan finde på lige der, hvor jeg er lidt træt og trænger til en stund med en kop kaffe og lidt mig-tid.

De fleste steder, vi befinder os, er der fint internet, og begge børn vil allerhelst se Youtube. Her er det så, at alarmklokkerne hos mange af jer måske ringer, men det har de nu engang fået lov til, og vi har naturligvis et børnefilter af en slags på (det har farmand klaret), som faktisk virker rigtig godt – de ser vitterligt kun børnevenlige ting, og jeg har meget sjældent stødt på noget stødende i og med ingen af dem selv kan søge på specifikke ting, men i stedet tager, hvad der præsenteret i feedet. Og det er jo baseret på de ting, de ser, og dermed børnevenligt.

Skærmen kan også bruges til at høre julehistorie indtalt af mormor hjemme i Danmark – så hyggeligt.

Vores rejse har naturligvis påvirket den måde, da ser ting på. Hjemme i Danmark så Vida nærmest aldrig IPad, da vi jo gerne så Ramasjang eller andet børnevenligt, altså flow tv, hvor hun bare så det, der var og ikke selv sad og valgte en hel masse. På rejsen har vi nogle steder haft adgang til tv med børnevenlige kanaler, men mange steder har Ipad’en været eneste skærmmulighed. Det er interessant at se, hvordan Hugo jo har fået lov til Ipad’en meget tidligere end Vida, og hvordan han dermed slet ikke er vant til flow tv på samme måde. Han er derimod vant til at bestemme selv, hvad han ser hele tiden – og vi har haft en periode, hvor det var lidt skræmmende, hvor dårlig han var til at holde fokus i længere tid, men skiftede konstant. Det har heldigvis ændret sig, så det er nu nok også noget med hans øvrige udvikling…

Vi har ud over Youtube også adgang til nogle børneserier, som ligger offline, og dem bruger de også rigtig meget – de er særligt uundværlige, når vi ikke har net på f.eks. flyveren. Der er det genialt at have noget, som de kender – hvilket særligt er vigtigt for Hugo. Han har desuden også tydeligt haft perioder, hvor han gerne ville Ipad’en rigtig meget og samtidig perioder, hvor han ikke rigtig gad den.

Vi har ikke sat begrænsninger og tid på deres forbrug. Det er for svært, når vi rejser og både har dage med en masse aktiviteter og dage uden noget. Vi har ikke dagsrytmer, hvor vi skal ud af døren på bestemte tidspunkter eller børn, som er trætte efter en lang dag i børnehaven. Så skærmene bliver brugt, når der er brugt lidt ro til de voksne og lidt afslapning til ungerne – f.eks. om eftermiddagen efter en lang badetur. Desuden har vi aldrig praktiseret det derhjemme heller, og vi prøver i stedet bare at sørge for, at det ikke bliver for meget. Reglen er, at de skal stoppe uden brok, når vi beder om det, og det har langt hen af vejen fungeret så fint.

Så ja, skærmene bliver brugt som pause til mig, så jeg i ro og mag kan skrive dette blogindlæg, mens jeg drikker en kop eftermiddagskaffe. Og nej, jeg har ikke dårlig samvittighed over det!

Jul i troperne

Jul i troperne

Vi har glædet os helt enormt meget til december måned og den tid, hvor vi kunne begynde at julehygge. Vi havde aftalt med børnene – og særligt Vida – at julehyggen for alvor begyndte, når vi den 2. december kom til det hus, vi bor i nu. Her skal vi nemlig være i hele december måned, og derfor danner det ramme om julen, og vi kan pynte op uden at skulle tage tingene ned en uge efter. Vi kunne ikke rigtigt have noget julegrej med fra Danmark, så vi har startet helt fra bunden her i Costa Rica. Selvom julen dermed bliver helt anderledes, end vi er vant til, så er der heldigvis stadigvæk masser af mulighed for julehygge.

Sune og jeg har begge altid elsket julen og omfavnet alle de traditioner, som det indebærer. Vi er ikke blege for at starte med julemusikken i november, og Sune elsker når butikkerne begynder at sælge julegodter – særlig pebernødder, som er hans favorit og helt store svaghed:-) Vi har nydt at lave nissegaver til børnene, og det er noget helt specielt at opleve ‘julemagien’ sammen med dem – når nissen har lavet drillestreger, brev til julemanden og gaver i sokken. Noget som jo heldigvis sagtens kan tages med på rejsen, og nissen har da også fundet vej helt til Costa Rica!

Hjemme i Danmark har vi som de fleste familier en julekasse, som tages frem, og derfra starter alle traditionerne og julehyggen. Den har vi selvsagt ikke her, så vi har startet fra bunden. Heldigvis havde de et temmelig stort – og billigt – udvalg af julekugler, sokker og andet julesjov i Wallmart, så vi indkøbte en del forskelligt, som kunne kickstarte julehyggen. Vi har så den sidste uge især suppleret med at lave guirlander og andre klippe-klistre ting ud af medbragt farvet papir… Så der er pynt i alverdens farver, og intet passer sammen, men pyt skidt, det giver julehygge, og Vida elsker det.

Vi har også fået indkøbt et juletræ. Godt nok er det i plastik, men det er alligevel blevet helt vildt fint med et hav af julekugler og noget glimmerbånd, som jeg ikke har set i DK før. Det ligner næsten de træer, man ser udstillet i butikkerne, og vi er mega tilfredse og elsker at kunne tænde for det hver aften – vi kan jo lige så godt have så meget glæde af tingene her som muligt, da vi nok bliver nødt til at smide en del af det ud, når vi rejser videre. Der er simpelthen ikke plads i kufferten…

Der er en del julemad, som vi ikke helt kan genskabe her. Det er til vores store overraskelse lykkedes at finde and, hvilket vi ikke troede muligt, da det slet ikke er noget, som de lokale spiser. Kartofler er jo nemt nok, så julemiddagen er nogenlunde på plads. Den klassiske konfekt må vente til næste år, for marcipan og kardemomme til pebernødderne er ikke til at finde, men det gør nu heller ikke så meget. Der er gået helt sport i at finde de ting, som vi plejer at bruge derhjemme, og vi hygger os med at se, hvordan vi måske kan finde alternativer til grødris og julegodter. Vi kunne sagtens leve uden den “rigtige” julemad, men det er bare sjovt at prøve at genskabe det i tropiske omgivelser.

Om en uges tid får vi julebesøg fra bedsteforældrene, som kommer for at fejre juleaften sammen med os. Vi glæder os enormt til dansk besøg, og så kan det jo være, at farmor kan snige en pakke med kardemomme med i bagagen, så vi kan bage de helt rigtige pebernødder:-)

Jeg bliver så tosset!

Jeg bliver så tosset!

Jeg har virkelig svært ved at styre mit temperament nogle gange… Og der er bare ingen, som kan få mit sind i kog lige så hurtigt som børnene kan det. Det ene sekund er de så skønne og søde, og det næste er man ved at rive håret ud af frustration over, hvor hurtigt deres humør kan vende. Lige nu er det særligt Hugo, som tester os. Jeg bliver så eddertosset, når han bare ikke på nogen måde gider gøre, som vi siger, når han skriger det samme tusinde gange – og når han så også lige synes, at det er okay at slå Vida, og derefter løbe væk og grine af det…

Jeg er klar over, at det er en fase. Det er altid en eller anden fase… Og jeg ved, at der sker så ufatteligt mange ting i hovedet på drengen, så selvfølgelig skal han prøve grænser, teste os og finde frem til, hvad han nu engang kan slippe afsted med. Nogle gange reagerer han virkelig voldsomt på de simpleste ting, og han ved helt sikkert ikke selv, hvorfor lige dét krævede et kæmpe vredesudbrud. Han var sandsynligvis lidt træt… eller sulten…eller bare tvær, og det var nok til at starte en lavine af skrig og tårer. Rationelt kan jeg jo sagtens se, at det er noget han kæmper med, og vi var igennem den samme fase med storesøster Vida. Så jeg ved godt, at jeg skal være overbærende, pædagogisk og gerne rolig, når jeg takler situationen, men åh hvor er det da bare mega svært at gøre det rigtige… og ikke blive stiktosset!

Jeg tænker, at nærmest alle mødre ved, hvor træls f.eks. tandbørstningen kan være. Der er nok ikke særlig mange børn, som synes, at det er specielt hyggeligt at børste tænder, og de prøver for alt i verden at slippe udenom. Hugo har fået den idé nu, at han lige selv skal have lov til at børste, inden vi børster hans tænder, og det er egentlig ok. Men så er hans taktik efterfølgende, at han bliver ved i en uendelighed og aldrig bliver klar til, at vi børster hans tænder. Nogle dage lykkedes det, at vi kan børste og snakke med ham imens, så han ikke opdager, at vi får det klaret… Andre dage er det knap så godt, og eneste løsning, hvis tænderne skal børstes, er at holde ham, mens vi børster – virkelig ikke den fede løsning, men noget som jeg i ren afmagt må gøre en gang imellem. For tandbørstesituationen kan virkelig få mig i det røde felt. Han skal bare have børstet de tænder, og det forstår han godt. Men alligevel tager han kampen… igen og igen, og det ender i skrig og skrål igen og igen…

Ja, jeg skal blive bedre til at takle mit temperament. Ja, jeg er den voksne. Det er bare pisse svært, når han for syvertyvende gang provokerer ved at slå sin søster eller smider tandbørsten og griner eller smider sig skrigende på gulvet eller…! Det er én stor test at være forældre, og man får da i hvert fald testet sine grænser og pædagogiske evner. Så håber jeg bare, at Hugo ikke tager alt for meget skade af, at jeg en gang imellem dumper tålmodighedstesten og falder i med et brag når det kommer til den pædagogiske korrekthed. For jeg er i hvert fald ikke altid den perfekte mor…nok nærmere langt fra!