Nervøs? Kun mor…!

Nervøs? Kun mor…!
Træt Vida efter første dag i summer camp

Jeg betragter ikke mig selv som en pylremor. Nok snarere det modsatte faktisk. Men da jeg her til morgen afleverede Vida til hende første dag i summer camp boblede nervøsiteten i min mave…. Klarer hun den på engelsk? Finder hun venner? Bliver hun ked af det? Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst var så nervøs…

Vida har glædet sig helt vildt meget. Og vi har snakket rigtig meget om, hvor fedt det bliver for hende. Hver dag den sidste uge har hun som noget af det første om morgenen spurgt, hvor mange dage der nu var tilbage til camp. Vida er ekstrem udadvendt og super god til at snakke med andre børn – og voksne, så jeg har hele tiden syntes, at camp ville være perfekt til hende. Jeg har faktisk ikke været nervøs for det overhovedet. Altså lige indtil jeg så afleverede hende…

Da hun kom i morges, blev hun mødt med et “Hi Vida, just go in and play!”. Sådan helt stille og roligt. Og det accepterede hun ligesom bare, så der var slet ikke mulighed for, at det skulle være anderledes. Så hun sagde bare hurtigt farvel og gik indenfor.

Jeg blev hængende lidt med Hugo på legepladsen udenfor. Han ville jo gerne lege… Og jeg ville gerne snige mig til at kigge ind til Vida! Efter 5 min var hun allerede i gang med at spille lidt basket og snakke med nogle andre piger, inden de skulle samles til start. Så det var umiddelbart værre for mig, end for Vida…

Nå, men nu ligger Vida i sin seng. Da vi hentede hende, var hun et stort smil, og da vi spurgte, hvordan det var gået, sagde hun bare “fint” og løb ud og slog vejrmøller på legepladsen. Hun havde en hel masse energi. Det så ud som om, at alle dagens indtryk skulle ud af hende gennem bevægelse. Hun fortalte om alt muligt tilfældigt og svarede da også, da vi spurgte ind til dagen. Men det var svært at få så meget ud af hende.

Det gør nu heller ikke så meget, for hun var uden tvivl glad. Og hun glæder sig allerede til i morgen. Så camp er vist en nogenlunde succes indtil videre:-)

Lommepenge…

Lommepenge…

Vida har længe spurgt til lommepenge. Eller i hvert fald det her med at tjene sine egne penge… Som hun så også selv råder over. Nogle gange har hun spurgt, om hun ikke måtte hjælpe med noget i huset, så hun kunne tjene noget til sparegrisen. En gang imellem har hun så fået lov til at tjene en 10’er, men mere er det ikke blevet til.

Her på det sidste er det noget, som er begyndt at fylde meget for hende. Særligt det med selv at have penge, som hun kan administrere og købe noget for. Så nu har vi besluttet at give dem lommepenge. Og selvom Hugo egentlig er for lille, så får han også – det må være det samme for dem begge.

Der er flere måder at gøre det på… Man kan give dem bestemte beløb for bestemte opgaver. Det giver dem naturligvis et incitament for at lave de ting. Vi har dog valgt at give dem et fast beløb om ugen – 2 dollars – og det forudsætter så, at de hjælper til i huset generelt. På det niveau, som de nu kan. Vi vil gerne lære dem, at man hjælper. Altid. Ikke kun når man får penge for den givne opgave, men når der er behov for det. Indtil videre er det mest hjælp med at tage af bordet, rydde op på deres egne ting og andre småting. Det skal naturligvis udvikle sig i forhold til deres alder.

Jeg er selv vokset op med en far, som dengang var bankmand, og vi har altid snakket åbent om penge derhjemme. Jeg har lært, at penge er noget, som man snakker om, inden for hjemmets rammer. Men at det er sundt at tale om. Mine søskende og jeg lærte alle værdien af at spare op. Og jeg har altid følt, at det har givet mig et rigtig godt fundament for at håndtere min egen økonomi.

Javist, Vida er ikke mere end 6 år gammel. Men det skal jo starte et sted. Lige nu giver lommepengene først og fremmest en mulighed for at lave en hel masse hovedregning. Hver uge, når de får deres 2 dollars, så kan hun lægge dem til de eksisterende penge i opsparingen. Derudover kan hun så regne sig frem til, hvor meget hun mangler, før hun kan købe noget af det, hun gerne vil.

Lige nu er det et par glimmersandaler, som er øverst på ønskelisten… Så må vi se, om det stadig er tilfældet, når hun har sparet nok sammen om et par uger:-)

Summer camp!

Summer camp!

Sommerferien er over os. Her i Los Angeles er børnene allerede gået på ferie – noget tidligere end i Danmark. De har faktisk omkring 10 ugers sommerferie. Jeg synes, at det lyder ret vildt. Men det er jo bare en anden måde et gøre tingene på… Selvom det må betyde, at de er i sidste ende går i skole en smule mindre.

I Danmark er vi vant til, at man i ferien langt hen af vejen kan få ungerne passet – i børnehaven eller fritidshjemmet. Herovre fungerer det ikke helt på samme måde, og derfor er der et helt enormt stort udbud af summer camps.

Jeg har faktisk tit tænkt over, når jeg har set amerikanske film, at børnene altid er på sommerlejre… Eller snakker om, hvem de nu engang mødte på de der lejre. Jo, der er da også en masse sommerlejre i Danmark, men det er bare slet ikke på samme niveau.

Jeg har nu fundet ud af, at det der er rigtig meget af, er Day Camps. Så er børnene afsted helt som hvis de skulle i fritidshjem. Men der er selvfølgelig gjort lidt mere ud af aktiviteterne og arrangeret udflugter. Det kører hele sommeren, og man kan tilmelde sine børn i det antal uger, det nu er nødvendigt. For det er jo nødvendigt – det er selvsagt de færreste forældre, der kan holde 10 ugers sommerferie! Selv i Danmark ville det være temmelig urealistisk.

Jeg er ret imponeret over, hvor mange camps, der er. Og hvor meget de gør ud af det. Men det giver jo bare mening, at det fylder så meget. Det er så vidt jeg lige kan gennemskue, det man gør i sommerferien – altså med mindre en af forældrene går hjemme (hvilket en del flere kvinder gør herovre). Forældrene er jo fuldstændig afhængige af dem, hvis de begge arbejder.

For os er det jo ikke nødvendigt at sende børnene på lejr. Vi er begge hjemme – Sune arbejder hjemmefra, og jeg har ikke job endnu. Men Vida vil bare helt vildt gerne afsted… Så det skal hun selvfølgelig prøve. Altså bare en enkelt uge.

Jeg er ret overbevist om, at det bliver super sjovt for hende. Desuden vil det give hende et boost i forhold til sproget, inden hun skal starte i skole til august. Det er skønt at have en datter med mod på tingene. Hun elsker at møde nye legekammerater, og jeg tror, at det bliver dejligt for hende at være en del af en gruppe. Det har hun jo ikke været i lang tid.

Så om et par uger prøver vi kræfter med den første af mange amerikanske traditioner. Let’s go to camp!

Langt væk, men heldigvis også lidt tæt på…

Langt væk, men heldigvis også lidt tæt på…
Facetime med mormor er skønt!

Verden er efterhånden blevet så ufattelig lille. Jo, det er et helt enormt stort skridt for os, at vi er flyttet hele vejen over Atlanten til Los Angeles. Men der er alligevel en temmelig stor trøst i, at vi kan tale med alle dem hjemme i Danmark på video og dermed ‘se’ dem ret ofte. Og desuden er vi heldige, at der går direkte fly, så det er forholdsvis nemt at tage turen frem og tilbage. Så selvom vi er langt væk, så er det forholdsvis nemt at holde kontakten til alle dem, vi holder af.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på dengang, jeg boede i Paris som ung. Dengang (det føles som meget lang tid siden…) var der ikke noget, som hed Facetime, og jeg fik sågar fysiske breve hjemmefra. Hvis vi skulle sende mails, så var det en tur på internetcafé eller McDonalds, som var et af de første steder med gratis wifi. Så der gik selvsagt noget længere imellem korrespondancerne. Og telefonopkald var jo ikke specielt billige… Tænk engang, det er bare 15 år siden!

Nu er vi i Los Angeles. Det er 9 timer forud for København, men jeg kan ringe til min mor, min veninde eller min søster – med eller uden video. Og det koster mig ingenting. Så længe tiden lige passer. De 9 timer gør det selvfølgelig lidt mere besværligt. I skrivende stund er de fleste kære mødre i DK f.eks. ved at stå op med deres altid morgenfriske børn, mens jeg sidder med min rødvin og skriver, mens mine børn sover. Det er da lidt underligt at tænke på:-)

Foruden at ringe kan jeg skrive frem og tilbage med alle venner og familie. Faktisk gør afstanden, at jeg oftere får lyst til at skrive til mine veninder. Den fysiske afstand gør, at jeg er nok mere opmærksom på at få skrevet.

Så selvom Danmark egentlig er temmelig langt væk, så har det været rart at mærke, at jeg ikke har følt mig så langt væk fra det hele. Fair nok, jeg kan ikke mærke min søsters gravide mave, når den vokser, og vi kan ikke være med til alle familiefødselsdagene. Men kontakten er der, og vi føler os i kontakt med de mennesker, som betyder noget.

Det er en temmelig rar følelse, når vi nu engang faktisk er temmelig langt væk!

Livet i Los Angeles – første kapitel

Livet i Los Angeles – første kapitel

Vi har nu været i Los Angeles lidt over en uge. Vores amerikanske eventyr er startet. Sådan helt rigtigt, med et godkendt visum og intentionen om at etablere os her. Det er ikke længere en del af en rejse, og vi skal ikke videre lige foreløbig. Det er en ganske rar følelse!

Der er bare lige et par enkelte ting, som skal falde i orden… Og med et par enkelte ting mener jeg snarere ALTING! For det hele er nyt og anderledes, og hvor man i Danmark kan finde ud af alting ved at gå på Borger.dk, så er det lidt mere kompliceret her. Der er ikke lige et system, som tager sig af det hele for dig, så vi må tage tingene oppefra, og tjekke af som vi når listen igennem!

Det allervigtigste er at finde en bolig. Los Angeles er en kæmpe stor by, og det er ufatteligt svært lige at gennemskue, hvor det nu en bedst at bo. Der er så mange faktorer, man kan tage med – afstand, skoler, hus eller lejlighed, tæt på stranden osv osv – og det er sørme svært lige at beslutte sig for, hvad der vejer højest. Det er rigtig rart, at vi allerede har tilbragt nogle måneder her tidligere på året (læs mere her), så vi er ikke helt på bar bund. Der er heldigvis også en hel del lejeboliger at vælge imellem, så det føles slet ikke umuligt… Men da vi jo gerne vil ende det rigtige sted, så er det naturligvis en stor beslutning. Vi er lige nu i en midlertidig bolig frem til 1. august, så der er tid at løbe på. Vi vil bare gerne have styr på det, så Vida kan starte i skole, når det nye skoleår starter i midten af august.

En anden vigtig ting er sundhedsforsikring. Noget man som dansker slet ikke er vant til at skulle tage stilling til. For igen, det kører jo nogenlunde af sig selv, når man ved flytning vælger en ny læge i systemet… Herovre er det en kæmpe forretning, og indtil videre en jungle, som jeg stadig lige skal finde vej igennem. Jeg prøver at læse mig frem til råd, finde anbefalinger fra andre danskere og læse om det, men jeg har endnu ikke helt gennemskuet det. Noget som er helt sikkert er, at det er helt vildt dyrt. En dansker, jeg kender herovre, sagde til mig, at hun bare betragtede det som en skattebetaling. Og når man tænker på det på den måde, så føles det mindre slemt. For det er virkelig en helt anden måde at gøre tingene på. Jeg krydser fingre for, at vi ikke skal alt for mange gange til lægen, mens vi er herovre!

Jeg er meget spændt på at skulle have Vida i skole. Lige meget om vi var i Danmark eller nu er her, så bliver det en stor omvæltning for hende at skulle i skole. Vi skal tilbage til en mere fast hverdag – noget som ikke har været gældende, mens vi har rejst. Men selvfølgelig er det ekstra spændende her i LA. For jeg kender ikke skolesystemet. Og reglerne. Og forventningerne… Men vi tager det, som det kommer. Vidas engelske er allerede godt, og jeg er ikke bange for, at hun kan klare det faglige. Så snart vi kender vores adresse, så kan vi begynde at finde frem til en skole – det glæder jeg mig til!

Vi har allerede fundet en bil. Det er så til gengæld noget billigere end i Danmark (kan det være andet!), og i ægte amerikansk stil ender det vist med, at vi får en stor bil med plads til 7 personer. Så er der også plads til at få gæster med rundt:-) Der er masser af andre, mindre ting, som skal falde på plads, og dem tager vi hen af vejen.

Jeg tænker, at de forskellige brikker i puslespillet nok skal falde på plads. Og det er sgu ikke et nemt puslespil. Slet, slet ikke. Men vi tager lige en brik af gangen…

Rejseberetning #2 – Hawaii

Rejseberetning #2 – Hawaii
Vores lokale strand

Jeg sidder og kigger ud på det grå majvejr i Danmark og tænker tilbage på sommerparadiset på Hawaii. En destination, som jeg altid havde drømt om at komme til. Så selvfølgelig skulle vi dertil på vores rejse.

Forestillingen om Hawaii med palmetræer, smukke strande og afslappende ø-stemning er helt reel, men stedet er så meget mere end luau og blomstrede skjorter – på både godt og ondt.

Vi valgte at være en måned på Oahu, som er hovedøen. Vi lejede en Airbnb-bolig for hele perioden. På den måde kunne vi få ro på og føle os hjemme, og så udforske øen derfra. Oahu er ikke så stor, og det kan fint lade sig gøre at køre ud til det hele på dagsture.

Selvom Hawaii er en stat i USA, så har stedet sin helt egen kultur, og har man tidligere rejst i USA, vil øgruppen midt i Stillehavet føles helt anderledes end resten af landet. Ørigets historie fylder stadig meget i kulturen, og der er en stolthed blandt de mennesker, som har ‘ægte’ hawaiiansk blod i årene. I dagligdags tale hører man mange fraser fra det polynesiske sprog – ‘Aloha’ er naturligvis det ord, vi alle kender. Som så mange andre steder i USA, så er der også på Hawaii en vis opdeling mellem de oprindelige hawaiianere og tilflytterne (og mellem rig og fattig), og der er lavet særlige tiltag, som sikrer, at dele af jorden er ejet af mennesker med polynesisk blod i årerne. Ørigets histore er super interessant, så hvis I tager dertil, så kan jeg kun anbefale at læse lidt op på den.

Hvis man tager til Hawaii og bor udelukkende på et fint resort, så tror jeg ikke, at man oplever lokalsamfundet så meget, som vi gjorde. Vi boede i et helt lokalt område, og vi var umiddelbart de eneste turister. Man ser samtidig bagsiden af øen… Der er fx. rigtig mange hjemløse – både børn og voksne. Det er på ingen måde utrygt – tværtimod er alle super søde. Men det er voldsomt at se, hvor mange børn, som også bor i teltene ved strandene.

Det sagt, så er Hawaii også magisk sted. Aldrig har jeg oplevet så mange smukke strande samme sted (hvilket jeg også har nævnt om her). Der er uden at overdrive den ene smukke strand efter den anden, når man kører langs kysten. Med bjergene i baggrunden, krystalklart vand og lækkert sand… det er noget helt særligt. Tager man tidligt afsted, kan man sågar flere steder være heldig at have stranden helt for sig selv.

Lanikai Beach på østsiden er kåret som en af verdens smukkeste strande, og sandet er så fint, at det efter et besøg på stranden sniger sig ind overalt! På Oahus nordside er strandene mange steder tomme, men strømmen er meget vild – børnene kunne næsten ikke komme i vandet der. Vi boede til vores store held på vestsiden ved en af de mest børnevenlige strande, Pokai Bay. Der var bølgebrydere, og det var helt ideelt for børnefamilier. Børnene kunne de fleste dage bade selv i det lave vand, hvilket altid er en kæmpe fordel.


Hugo forstod ikke helt, hvor vildt det var, at han kunne gå lige ved siden af skildpadderne. De tog det også ganske roligt.

På nogle strande rundt på øen kan man også være heldig at møde kæmpe havskildpadder, som ved eftermiddagstid lægger sig i strandkanten og slapper af. Ret vildt at se dem bare ligge der… Og de er temmelig ligeglade med de mennesker, som betragter dem!

Noget af det vi elskede ved Oahu er, at der på øen stadig er masser af plads, til trods for, at Oahu er den mest befolkede af øerne. De har ikke valgt at bygge hoteller ved hver eneste smukke strand, og der er rigeligt med vandrestier og skovområder, så ikke alle turister samles på samme sted. Øen byder naturligvis på masser af turistattraktioner, som også er sjove og værd at besøge, men det særligt skønt at kunne nyde naturen uden hele tiden at gå i hælene af andre turister.

Vi havde mudder overalt på denne vandretur. Vi gled rundt og faldt flere gange… Men det var nu ret sjovt!

Vi vandrede flere steder – bl.a. på den mest mudrede sti, vi nogensinde har oplevet. Et godt råd (som jeg også selv skal huske at følge en anden gang!): Tag ikke ud at vandre i jungleskoven, når der lige har været et regnskyld! Det var virkelig sjovt, men nedturen var nok faktisk temmelig farlig, da jeg måtte bære Hugo, så han ikke gled.

Der er en del af de mere kendte vandreture som f.eks. Diamond Head og Makapu’u Lighthouse Trail, hvor man ikke kan undgå en masse andre turister, men de er nu stadig turen værd. Tager man i stedet de mindre stier, kan man faktisk opleve en helt anden ro midt i junglelignende skovområder. Det overraskede mig rigtig meget, da Hawaii jo er noget man forbinder med en masse turister. En anden rigtig god ting ved at vandre på Hawaii er, at der ikke er en masse farlige dyr. Der er f.eks. slet ingen slanger på øerne, og det er jo dejligt trygt i forhold til at lade børnene gå rundt selv.

Hvad skal man se…

Oahu byder på masser af attraktioner og oplevelser – nogle af dem, man ikke skal gå glip af er:

  • Køretur østpå fra Honolulu igennem Tetsuo Harano tunnellen. Motorvejen tager dig igennem skovklædte bjerge, og man kommer ud på den anden side til en helt fantastisk udsigt over Kaneohe Bay. En køretur langs Oahus vestside er også et must. Den side er præget af mindre turisme, og kyststrækningen er utrolig smuk, når man slipper de befolkede områder og kører nordpå (med masser af strande, man kan stoppe ved). Tag turen ved solnedgang, det er helt fantastisk!
  • Vi er jo filmnørder i vores familie, så vi besøgte naturligvis
    Kualoa Ranch, hvor rigtig mange filmoptagelser laves. Den mest kendte og ikoniske er nok stadig Jurassic Park, men der er også masser af nyere film, som laves der (den nyeste Jumanji havde de lige avet, inden vi kom). Deres udflugter er temmelig dyre, og bussen, der kører folk rundt er ret ubehagelig at sidde i… Men naturen på ranchen er utrolig smuk, og det var da også en sjov oplevelse at genkende landskabet fra op til flere film.
  • Køretur om øens sydøstlige spids. Igen vil jeg mene, at naturen og ufatteligt mange smukke udsigter er det helt store trækplaster på Hawaii. Kører man fra Honolulu og ned om sydspidsen østpå, så kommer man på en helt fænomenal strækning med de vildeste udsigter, og er man frisk kan man gå til Makapu’u Lighthouse og se spidsen af øen. I vintermånederne er det også her, man nemt kan spotte hvaler. Vi var der dog i juni, så den fornøjelse havde vi ikke.
Det ikoniske skilt fra Jurassic Park på Kualoa Ranch

Vi nåede kun at se Oahu. Jeg har fået at vide, at de andre øer er endnu mere magiske, særligt fordi der er færre mennesker. Vi prioriterede at være samme sted, da vores rejse jo var lidt anderledes end de fleste. Vi havde brug for at få en hverdagsfølelse med i det hele, så det ikke handlede om at opleve hele tiden. Hvis vi får mulighed for at rejse dertil igen, så vil jeg bestemt prioritere at se de andre øer.

Nyt liv, spændende fremtid!

Nyt liv, spændende fremtid!
Vi glæder os til at bo i ‘sunny California’!

Den sidste tid har vi gået og ventet på en afklaring. En temmelig vigtig en af slagsen. Derfor har jeg heller ikke været så aktiv på bloggen. Nu er svaret kommet, og heldigvis var det positivt. Det betyder, at vi nu stopper vores rejseliv. For denne omgang i hvert fald…

Fremtiden byder på et helt nyt og virkelig spændende liv. Vi flytter nemlig til Los Angeles!

Det er HELT vildt. Spændende. Fedt. Fantastisk. Udfordrende.

Det er super svært at få visum til USA. Min mand er instruktør, og derfor kan han søge et kunstner-visum (det hedder O-1). Jeg og børnene kan så få lov til at tage med ham som ‘dependents’, altså skal han kunne forsørge os, da jeg med mit nuværende visum ikke må arbejde (noget jeg så håber at kunne lave om på senere). Det har været en helt vild lang proces. Vi har været heldige, at Sune er repræsenteret af et produktionsselskab i USA, og de har hjulpet ham. Dem og deres kyndige advokater. Han har udfyldt enorme mængder af informationer, og det har taget ca. 7 måneder! Advokaterne fortalte, at det normalt tager en måneds tid, men pga. den kære Trump og hans administration, så er processen nu en smule længere!!

Men det lykkedes i sidste ende. Vi er pt. i Danmark, og i går var vi en tur forbi den amerikanske ambassade. Her skulle vi have svar på, om de ville give os visum. Vi havde frygtet et interview med en masse mystiske spørgsmål, men det viste sig at være helt simpelt, og det tog længere tid at komme ind – sikkerheden er naturligvis temmelig striks på ambassaden – end selve interviewet. Som forresten også bare er ved en skranke midt i rummet, hvor alle kan lytte med. Det var ren formalia.

På to minutter afgjorde den søde amerikaner vores skæbne, og nu skal vi bare vente på at få vores pas retur – med visum. Så kan vi tage afsted.

Nu er der naturligvis en helt masse ting, som vi skal have styr på. Og det kommer til at fylde meget de næste måneder. Så mon ikke I kommer til at høre mere om det. Vi skal jo have styr på de helt store ting – hvor skal vi bo, hvor skal Vida starte i skole, skal vi have møbler fragtet til USA osv. osv.

Men nu er det i hvert fald en kendsgerning. Og i starten af juni flyver vi til Los Angeles. Indtil da skal vi nyde Danmark, venner og familie. Og nok lige kigge i en del af de kasser, som vi har opmagasineret rundt omkring! Der bliver nok at tage sig til:-)

De kampe man ikke gider at tage…

De kampe man ikke gider at tage…
Det kan være svært at sige nej til ham her nogle gange:-)

Som mor skal man være verdens bedste forhandler… For ungerne tester dig hele tiden. Hvis de kan slippe afsted med noget, så er der ingen tvivl om, at det gør det! Jeg tænker i hvert fald ikke, at mine børn er de eneste, som gerne prøver grænser af. Man skal holde stædigt fast og kæmpe den samme kamp om og om, igen og igen. Hvad må de kære små, hvad må de ikke, hvad skal de, og hvad skal de helt bestemt ikke!

Der er en del kampe, som man bare skal tage – og gerne hver dag. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at tandbørstning skal være en kamp hver evig eneste dag, men det er det altså bare hos mine unger – særligt Hugo (som I også kan læse her). Og der er bare ingen kære mor – tænderne skal børstes HVER dag! Ja, den kan smutte en enkelt gang imellem, hvis man f.eks. er ude, og de falder i søvn på vej hjem i bilen. Men det er virkelig undtagelsen…ikke reglen.

Der er dog også en hel del kampe, som jeg ikke altid gider at tage. Ofte er de heller ikke så vigtige… Jeg har det nok egentlig med at tage for mange. Jeg har et stort behov for kontrol, selvom jeg har sluppet den lidt. Så jeg øver mig virkelig i ikke at ville bestemme det hele. For det er selvfølgelig også vigtig for ungerne at føle, at de selv bestemmer nogle ting. At de selv kan tage styringen en gang imellem.

Jeg synes dog, at det tit er svært at finde grænsen. Nogle gange kommer jeg til at starte en kamp, som jeg fortryder med det samme. Men når man så først har sagt a, så må man jo også sige b. Eller finder de små, kloge hoveder jo også bare ud af, at det er tomme trusler.

Der er nu heldigvis en del kampe, som jeg når at stoppe, før jeg selv får startet dem. Her er nogle af de kampe, som jeg vælger ikke at tage. Mon ikke der er flere, som kan relatere!

  • Hårvask. Den kamp tager jeg faktisk sjældent med Hugo. Han vil bare ikke have vasket sit hår. Punktum. Det har resulteret i, at hans hår nu faktisk aldrig bliver fedtet. Og egentlig er det vel også sundere ikke at vaske det med sæbe så ofte. Bevares, han kommer da i bad. Men håret bliver godt nok sjældent vasket. Så nu er det faktisk blevet helt selvrensende…
  • Vidas tøjvalg. Siden pigebarnet var 2,5 år gammel har hun haft en holdning til, hvad hun vil have på. Så længe det passer til vejret, så får hun lov til selv at bestemme 99% af tiden. Også når det SLET ikke matcher i mine øjne!
  • Nattøj. Da Hugo f.eks. ville sove i sine cowboybukser den anden aften. Jeg prøvede at overbevise ham om, at det ikke ville blive så rart, men han insisterede, og jeg valgte at sige ok. Og nej, hverken han eller comboybukserne tog skade! Så han sover egentlig bare i det tøj, han lige har lyst til:-)
  • Hår. Vida elsker sit hår, men hun hader at få det redt! Og jeg har foreslået hende at få det klippet lidt, men hun er stædigt imod. Jeg prøver at lade hende selv bestemme, hvordan hun vil have det sat – kampen om at få det redt tager jeg dog de fleste dage. Ellers ligner hun en skovtrold… dog en sød en af slagsen godt nok!

Man hører så tit ‘små børn – små problemer, store børn – store problemer’, så de kampe, jeg lige nu tager på daglig basis er nok ingenting i forhold til, hvad der venter mig om nogle år. Jeg ser bestemt ikke frem til, at mine børn bliver bedre til at kunne argumentere deres sag. For det gør de uden tvivl. Og mere stædige bliver de helt sikkert også.

Så i mellemtiden må jeg nok hellere øve mig endnu mere på, at vælge de helt rigtige kampe!

English, danglish, dansk!

English, danglish, dansk!
Det er dejligt at kunne tale engelsk med nye venner fra hele verden. Her er Vida sammen med Georgia fra Canada. De var bedste venner i en uge i Mexico!

Efter et års rejse taler min datter nu næsten flydende engelsk. Vida bliver 6 år om en måneds tid, og hun har on/off øvet sig på engelsk, mens vi har været på farten. Det er ret ekstraordinært, hvordan hun bare har suget det hele ind som en svamp, og hvor hurtigt hun har kunnet formulere sætninger selv. Der er vist ingen tvivl om, at det er meget nemmere at lære nye sprog, når man er barn.

Jeg tænker, at de fleste forældre med små børn benytter sig af at kunne tale engelsk, når ungerne helst ikke skal vide, hvad der tales om. Det har vi i hvert fald gjort rigtig meget. Det er alligevel temmelig tit, at man gerne lige vil vende et eller andet, inden man indrager børnene. Særligt når det handler om at beslutte sig for en aktivitet eller muligheden for is. Så man ikke står med to sure børn, når man vælger, at det nok alligevel er bedst uden isen!

Den luksus har vi ikke længere og har faktisk ikke haft det i lang tid. Et af de første ord, som Vida ALTID forstod, var ‘ice cream’! Og hun opfangede også hurtigt, når vi snakkede om, hvad vores næste planer skulle være.

Næste skridt var så, at vi kunne tale engelsk til Vida, hvis der var noget, som Hugo ikke skulle vide. Og det har faktisk været virkelig rart. I mange situationer har det hjulpet lige at kunne give hende en besked, uden at han forstod… Eller overtale hende til at lade ham vinde hvad enten det nu var, de konkurrerede i, så vi undgik skrigeri. Virkelig en handy mulighed. Det er ret stort for Vida – det her med, at hun nu kunne være med på engelsk. Så var hun for alvor den store! Og ja, jeg synes også, at hun er temmelig sej:-)

Vida har lært sproget ved at høre en masse engelsk omkring sig, se tegnefilm og videoer fra YouTube, og så allervigtigst – ved at møde andre børn på legepladser, på stranden og i parker. Og vi kommer på en del legepladser! Vi har også talt lidt engelsk med hende for at øve det, og vi retter og giver naturligvis en masse ord, når hun mangler dem. Men der er ingen tvivl om, at 5 år har været den perfekte alder. Det er kommet så nemt til hende. Hun har nydt at kunne snakke med andre børn, og selvom hun ikke kunne så meget i starten, så prøvede hun bare. Det er det fantastiske ved børn, der er ingen hæmninger. Ingen frygt for at sige det forkerte. Så prøver hun bare igen eller spørger en gang imellem om hjælp.

Nu er Hugo så i gang med at lære også. Det er kommet helt naturligt, at han nu interesserer sig for det, og han spørger hele tiden, hvad dit og dat hedder på engelsk. Han er lige blevet 3 år i denne uge, og hans danske sprog mangler stadig at komme helt på plads – ikke at han mangler ord, men udtalen er der ikke helt endnu med alle ting. Til gengæld kan han forstå mere og mere engelsk, og her den sidste måned, hvor vi har været i Los Angeles, er han også begyndt at tale. Mest på legepladsen, hvor han forsøger at kommunikere med de andre børn.

Hans sprog er derfor lige nu en ordentlig omgang ‘danglish’! Der sniger sig flere og flere engelske ord ind i hans danske sprog, og samtidig begynder han at tale en smule på engelsk. Den anden dag på legepladsen hørte jeg ham sige “Fang me” til en anden dreng, og han sagde forleden til mig, at han havde ‘hiccups’. Så samtidig med at vi hjælper ham til at lære det engelske, så skal vi også nogle gange fortælle ham, hvad det så hedder på dansk!

Det er super fascinerende at opleve børnene lære engelsk. Jeg forundres hele tiden over, hvor hurtigt, de fanger forskellige nuancer. Jeg elsker, at vores rejseliv har været med at at give dem denne mulighed. Og så elsker jeg at høre Hugo tale ‘danglish’ lidt endnu. Det er da virkelig det mest morsomme, når han på legepladsen stolt siger til alle: “Im a Hugo”:-)

Rejseberetning #1 – Japan

Rejseberetning #1 – Japan
Vida i regnen i Tokyo

Jeg vil gerne dele lidt flere rejseerfaringer og anbefalinger her på bloggen. For jeg synes jo, at vi har oplevet så pokkers meget. Så mange fantastiske, mærkværdige og anderledes ting og steder, så mange finurlige og vidunderlige mennesker.

Den første beretning bliver lidt fra Japan. Vi var dybt fascinerede af landet, og vi glæder os til, at vi engang skal tilbage og opleve endnu mere – måske med lidt større børn og dermed andre muligheder og oplevelser. Jeg har allerede nævnt her, at Tokyo vinder prisen som vores favorit-by indtil videre. Vi var der i ti dage, hvilket ofte er rigeligt i en storby, men vi kunne nemt være blevet længere. Byen er så enorm, at det tager uendeligt lang tid at opleve alt det, den har at byde på.

Vi var i Japan i maj måned. Ti dage i Tokyo og 18 dage længere sydpå, lidt mere ude på landet ved deres ældste hovedstad, Nara. Begge steder boede vi i huse lejet gennem Airbnb. Det fungerede super godt, og det kan vi kun anbefale andre at gøre – særligt med børn.

Effektivitet og respekt

Da vi ankom til Tokyo, tog vi toget til vores bolig. Med fire kufferter, en klapvogn og to små børn vel at mærke. Umiddelbart en lidt uoverskuelig opgave (vi skulle endda skifte tog), men den offentlige transport i Japan fungerer bare som smurt. Man skal ikke lade sig skræmme af sproget – alle skilte på stationerne er også skrevet med “vores” alfabet, så det er ikke sværere at finde rundt i Tokyo end det ville være i Paris eller en anden ny storby. Derudover er der elevatorer eller rulletrapper på alle stationer, så det er nemt at komme rundt med både klapvogn og kufferter… Hvilket f.eks. bestemt ikke er tilfældet i netop Paris!

Et fyldt tog fra en høj danskers vinkel!

Men vigtigst af alt… Japanernes opførsel i det offentlige rum er uovertruffen. Selvom togene til tider er pakket til bristepunktet, så er der ingen, som skubber, maser eller taler højlydt i telefonen. De tager hensyn, og der er roligt i togene. Der er stor respekt for andre mennesker. Som lyshåret, og forholdsvis høj, dansker er det surrealistisk at stå i toget og kigge ud over hundredevis af sorthårede hoveder, som alle står pænt og kigger ned. Det sværeste i togene var at holde børnene i ro – vi prøvede ihærdigt at opføre os lige så pænt som dem. Heldigvis syntes de fleste japanere, at vores rødblonde børn var ret søde… Deres hårfarve har på hele rejsen givet dem helt utroligt mange ekstra (overbærende) smil med på vejen! Hensyn og god opførsel i offentligheden er uden tvivl en meget stor del af deres kultur… Noget som mange kunne lære en hel del af.

Japansk brød

Da vi ankom i Tokyo, havde vi lidt ventetid, inden vi kunne komme ind i vores hus. Så da vi fandt en bager med en lille café, blev vi lykkelige. Det viste sig senere, at derbåde i Tokyo og flere af de andre byer er fyldt med hyggelige bagere. Mange af dem kalder sig noget med ‘french bakery’, og de excellerer i ufatteligt mange slags hvidt brød. Rugmel og kerner er vist ikke noget, som de bruger helt vildt meget af i Japan. Men… deres brød er himmelsk. Måske fordi meget af det snarere er kager:-) Og ja, vi er brødelskere i vores familie!

Så vi satte os ind til den lille bager. Alle skilte var udelukkende på japansk, og de talte ikke et eneste ord engelsk. Sune forsøgte at bestille en cappucino, men det ord forstod de heller ikke. Til gengæld var de mega søde og smilende, og det lykkedes da også at få noget kaffe af en slags. Vi valgte både noget brød, som vi kunne genkende en smule og noget mere spændende – og det var bare så sjovt at bide ned i noget, som man troede var sødt, men så viste sig at være salt eller omvendt. Jeg kan kun anbefale at prøve lykken hos de japanske bagere – det er en oplevelse i sig selv!

Tokyo

Vida på gaden i Shinjuku-området

Kontrasterne i Tokyo er enorme. Vi boede i et område primært med boliger, og gaderne der var rolige og der var temmelig stille – som i ingen larmende biler (de har vildt mange elbiler, som ikke larmer), ikke mange mennesker på gaderne og ingen høje lyde fra natteliv. Når vi tog toget ind til de mere centrale områder af byen, så blev vi mødt af menneskemylder og den vildeste portion af japansk bykultur med alverdens underlige madvarer, neonskilte i skrigende farver og en følelse af vestlig modernitet mixet med orientalsk kultur overalt.

Tokyo byder på et hav af oplevelser. Alt fra Disneyland til pandaer i deres kæmpe zoo, gigantisk parker med templer og japanske haver, markeder og shopping distrikter, som har alt fra teknologi til skøre figurer fra den japanske popkultur. Der er så mange indtryk at hente i byen, og så mange finurlige oplevelser – spillearkader, restauranter med robotter, temaparker med Hello Kitty for bare at nævne et par stykker. De går i hvert fald ikke ned på underholdning i Tokyo!

Kød i verdensklasse og plastikmad i montre

Deres madkultur er også helt fantastisk, og foruden det med de mange bagere, så overraskede det også mig, hvor meget de åbentbart elsker italiensk mad. Jeg havde i min kliché forstillet mig, at der bare ville være sushirestauranter overalt, men i vores lille kvarter lå adskillige virkeligt gode italienske restauranter – som vi særligt var begejstrede for den første aften, hvor vi efter rejsen ikke lige orkede at starte med at udforske den lokale ramen med to trætte børn!

Mad i plastik udstillet foran restauranterne, så man kunne se valgmulighederne!

Vi fik masser af virkelig god JAPANSK mad. For brød og pizza er selvfølgelig ikke den mad, man skal tage til Japan for… Vi prøvede flere restauranter, som havde borde med en stegeplade i midten, og så tilbereder eller varmer man selv dele af maden på dem. Det er både lækkert og virkelig underholdende for børnene. Vi prøvede for første gang wagyu kød, og det er den vildeste oplevelse. Aldrig har jeg smagt kød som det – det smeltede nærmest på tungen. Vi fik det serveret råt, og så stegte vi det selv ved bordet, da det blot skulle have få sekunder på panden. En oplevelse, som jeg vil anbefale alle at prøve i Japan.

Foran mange traditionelle restauranter kunne man ved indgangen se deres menu i plastik. Virkelig en sjov og skør ting fra vores perspektiv, men da egentlig også ret praktisk. Vi var dog temmelig enige om, at det ikke så vildt tillokkende ud!

En anden genial ting, som jeg ELSKEDE, var deres automater med drikkevarer. Lige meget hvor man er i Japan – både i Tokyo, men også i de mindre byer – så kan man rundt om hvert hjørne finde en automat med drikkevarer. Og det er sodavand, alverdens mærkelige juicer og både kold og varm kaffe… Ja, der er dåser, som kommer varme ud af automaterne! Det kostede ikke ret meget, og med børn er det bare fedt, at man aldrig mangler drikkevarer. Igen rammer japanerne bare plet med praktikken!

Kultur og templer

Der er mulighed for at dykke ned i den japanske historie overalt, og byerne rummer utrolig mange historiske sites og gamle templer, som turisterne valfarter til i hobetal. Vi besøgte naturligvis også flere af slagsen, men jeg må indrømme, at vi ikke orkede så mange. Børnene var stadig temmelig små (særligt Hugo), og efter et par stykker hoppede de ikke ligefrem af begejstring ved udsigten til flere templer! Så vi brugte også en del tid på bare at være i byerne – besøge parker, gå ture og taget toget rundt.

Japans højeste Buddha i Nara. Et imponerende syn.

Da vi kom sydpå var vi i Kyoto, som vist er den by i Japan med flest templer. Byen er i hvert fald fyldt med dem, og de er ganske imponerende. Det er uden tvivl tiden værd at besøge de største af templerne, men jeg tror, at det er et af de kompromisser, som man skal være opmærksom på i Japan… Med små børn er det virkelig svært at komme rundt til alle kulturelle sites. For der er ufatteligt mange, og jeg må da også indrømme, at de lignede hinanden – altså templerne!

Hvis jeg skal anbefale et sted, så er det Todai-ji templet i Nara, som rummer Japans største Buddha. Og på gåturen derhen er man i parken omgivet af fritgående hjorte. De vil meget gerne fodres, og det var super hyggeligt og sjovt for børnene – et af de templer, som var sjovt for alle at besøge:-)

Egentlig er det jo en oplevelse bare at besøge et japansk supermarked, hvor man kan føle sig fuldstændig på udebane. Der står tingene jo ikke på engelsk, og hvis man ikke kan gennemskue varen ud fra pakken, så er man fuldstændig ‘lost in translation’! For til min store overraskelse er der ganske få japanere, der taler engelsk. Så der er ingen hjælp at hente… Men det er jo også bare en del af charmen:-)

Tag til Japan!

Jeg vil til enhver til anbefale alle at tage til Japan. Både med små og store børn. Selvom der er mange ting, som de små børn ikke kan sætte pris på, så er det et rigtig godt sted at rejse med de små. Man føler sig ekstremt tryg i Japan, tingene fungerer fuldstændigt optimalt, japanerne er søde og venlige, og det er nemt at komme rundt alle steder med togene.

Men vigtigst af alt er det bare så fascinerende et sted. Landet er på mange måder mere moderne end mange vestlige lande, men på den anden side er deres kultur så anderledes og forbundet dybt med traditioner, som kan virke lidt gammeldags for os. Japan skal opleves og mærkes, så se endelig bare at komme afsted!