Los Angeles – forestillinger vs. virkelighed

Los Angeles – forestillinger vs. virkelighed
Udsigt fra Griffith Observatory over Los Angeles

Det er virkelig spændende at bosætte sig i en anden kultur, som udefra godt nok minder meget om Danmark, men som alligevel er anderledes på rigtig mange punkter. Vi har stadig en del at lære, og det er super interessant, når man opdager små forskelle eller ting, som er uventet anderledes. Som da jeg bagte helt almindelige gulerodsboller og vores amerikanske venner ikke anede, hvad det var – de diskuterede længe, om det var en form for scones, rolls eller buns. Den havde jeg ikke lige set komme!

Der er en helt masse fordomme og forestillinger om, hvordan nogle ting foregår herovre – på godt og ondt. Vi har alle set en masse film og tv-serier, som giver mere eller mindre virkelig billeder af livet i USA. Så nu får I lige mine bud på nogle af de forestillinger, som mange har om Los Angeles og amerikansk kultur generelt.

Alle arbejder med film i LA!

Vi er jo i Hollywood, og det har været vildt at opleve, hvor mange der rent faktisk arbejder i filmindustrien herovre. Så forestillingen holder bestemt stik langt hen af vejen. Vi har mødt utroligt mange, som på den ene eller anden måde arbejder i branchen. Eksempelvis har vi lejet to Airbnb-boliger, inden vi fandt vores faste bolig, og begge var helt tilfældigt ejet af filmproducenter. Flere af forældrene på Vidas skole arbejder desuden med casting, produktion og musik, og vores barnepige er aspirerende skuespiller. Præcis som man på cliché-fyldt måde forventer i Los Angeles… Hahaha!

Der er varmt hele året...

Nu har vi jo ikke boet her gennem alle sæsoner endnu, men i de knap fire måneder, som vi nu har været her, har det stadig ikke regnet en eneste dag. Der har været mellem 25-35 grader hver dag, og højest lidt skyet nogle morgener, men altid blå himmel om eftermiddagen. Det regner vist mest her i februar-maj, og alle siger, at vi godt kan forvente varmt vejr i hvert fald til og med Halloween, som jo er slut oktober. Og så bliver her heller aldrig rigtig koldt. Jeg tror ikke temperaturen går lavere end 10 grader på noget tidspunkt… Jeg er ganske godt tilfreds med, at vinterjakker og flyvedragter ikke er nødvendigt i L.A.:-)

Mange hjemmegående mødre

Der er uden tvivl langt flere hjemmegående mødre her i USA, end man finder i Danmark. Jeg tror, at den primære årsag er, at de stadig har noget dårligere muligheder, end vi f.eks. har i Danmark. Der er eksempelvis ikke et års barsel. Så vidt jeg ved har de kun lige knap tre måneder, og det er vist endda uden løn for mange. Pasningsmulighederne er heller ikke de samme. Der findes ‘Daycare’ nogle steder, men man ser slet ikke vuggestuer udbredt, som vi har det i Danmark. Hvis man har helt små børn og arbejder, så har de fleste en nanny, som passer børnene. Og det er dyrt. Så for mange, tror jeg simpelthen ikke det kan betale sig, hvis man har flere børn.

Det ligger naturligvis også stadig i kulturen, at mor går hjemme. Omstændigheder i forhold til pasning og priser har nok betydet, at kvinderne bare ikke er kommet på arbejdsmarkedet i samme grad, som vi er i Danmark. Hos os er det jo et noget mere atypisk valg at gå hjemme med børnene.

Dårlig madkultur

Det er nemt bare at dømme hele deres madkultur over en kam. De ting, vi forbinder med amerikansk mad, er bestemt ikke sunde, og fastfood-kulturen fylder stadig alt for meget. I L.A. er det ikke svært at leve sundt. Her er mulighederne uendelige. Desværre er det særligt de offentlige institutioner, som halter lidt bagefter – og her synes man jo netop, at det er vigtigt. Vida var fx i summer Camp (læs mere her), og om eftermiddagen fik de en snack. Jeg ville jo mene, at en snack til børn bør være frugt eller noget brød, men her var det i stedet “müslibarer” fyldt med sukker og oreo cookies. På skolen har de kantine, og her kan børnene godt købe sund mad til frokost, men de kan altså også købe pizza og kager i deres pauser. Så hvad mon de fleste børn vælger…

Så ja, de har nok stadig en dårligere madkultur overordnet set.

De insisterende PTA-mødre…

…Er faktisk virkelig søde og SUPER engagerede. Det er selvfølgelig min minimale erfaring, udelukkende baseret på de mødre, der er på Vidas skole. PTA stå for ‘parent teacher association’, og mange af os har set film eller serier, som billedliggør de halvirriterende mødre, som er overengagerede i deres børn. Sandheden er, at skolesystemet her har alt for få midler, det er faktisk lidt skræmmende at opleve. Og jeg forstår nu, hvorfor der er så stor forskel på skolerne her. Der er simpelthen ikke penge nok til helt basale ting, og derfor er engagerede PTA-mødre jo en gave. De hjælper på alle tænkelige måder med at samle penge ind til skolen, så der er råd til lærerassistenter, sportsudstyr og en skolepsykolog – ting, vi tager helt for givet i DK! Og jo, de prøver ihærdigt at få alle til at at melde sig som frivillige, og de presser på for at samle penge ind. Men det er altafgørende for ungernes skolegang. Med danske briller er det virkelig svært at forstå denne del af deres skolekultur, og jeg skulle også lige vænne mig til det. Så selvom der sikkert er masser af fejl og mangler i det danske skolesystem, så skal vi vist være temmelig taknemmelige!

Trafikken er forfærdelig!

Den fordom passer fuldstændig. Los Angeles er indrettet til biler, og der er ufatteligt mange af dem. Den offentlige trafik er ikke særlig god, og cykelstier er der også ganske få af. Jeg ville bestemt ikke turde cykle med børnene her. Der er næsten altid kø på de fire-sporede motorveje, og det kan snidlt tage en time at krydse byen… Men den er jo også rimelig stor. Til gengæld er det som regel okay at finde parkering!

Det er dyrt at gå til læge

JA! Deres sundshedssystem er fra et dansk synspunkt helt frygteligt. Man betaler dyre premiums hver måned, og så skal man mange gange stadig betale en form for selvrisiko minimum, når man går til lægen. Der hvor det kan blive rigtig dyrt, er hvis man skulle være så uheldig at komme på hospitalet. Så det er virkelig risikabelt ikke at være forsikret… På det punkt skal vi være meget taknemmelig for det danske system. Selvom det ikke fungerer perfekt, så risikerer man i det mindste ikke at gå konkurs efter en tur på skadestuen… Jeg håber virkelig for amerikanerne, at Bernie Sanders bliver den næste præsident, så alle kan få adgang til lægehjælp – forsikring eller ej.

Jeg lærer stadig, men jeg synes efterhånden, at jeg er tryg og har nogenlunde styr på de vigtigste ting. Og så elsker jeg bare, når jeg opdager de små kulturelle forskelle, som man ikke lige havde forventet. Som med de der gulerodsboller…

Tredje kapitel – ny hverdag med alenetid

Tredje kapitel – ny hverdag med alenetid
Der går en del tid med at køre ungerne til hverdag – det kender I nok godt til!

Så har hverdagen ramt os, og efter halvandet år med rejser og god tid hver morgen, så er vi nu igen afhængige af vækkeuret, når vi skal nå at smøre madpakkerne, inden skoleklokken ringer kl. 8.11. Sjovt tidspunkt, helt enig:-)

Vida har nu gået i skole i 3 uger og Hugo i pre-school i en måneds tid… Og det går godt. Det er jo stadig meget nyt for os, og særligt i skolen er der – som jeg skrev om her – meget at lære for både Vida og jeg. Men de falder lige så stille til. Vida har allerede masser af veninder i klassen, og Hugo glæder sig nu til at komme afsted om morgenen.

Jeg har for første gang i meget lang tid hænderne børnefri tre timer hver dag. Det er rart at have tid for mig selv om dagen. Men hold da op, hvor går de timer hurtigt. Jeg var kommet i gang med at løbe, inden Sune rejste afsted, men det måtte på pause, da jeg jo ikke kunne løbe afsted og efterlade ungerne alene. Nu hvor de så begge er afsted, er jeg begyndt lidt igen. Derudover går den sparsomme alenetid med at søge jobs, ordne praktiske ting, snakke med familie og venner i Danmark (tidsforskellen gør formiddagen hos mig til det perfekte tidspunkt) og selvfølgelig kaffe.

Jeg havde nok en temmelig naiv idé om, hvad jeg kunne nå i de timer. Tiden går så hurtigt, og egentlig er det jo kun 2,5 timer, da jeg også lige skal frem og tilbage fra Hugos pre-school. Så de der små skriveprojekter, jeg går og drømmer om at starte på, ja de venter stadig på sig.

En ting af gangen. Jeg er heldig at have muligheden for at have så meget tid med mine børn, og så skal pladsen til egne projekter jo nok komme hen af vejen. Jeg øver mig på at blive bedre til at udnytte alenetiden på ting, som jeg skal have ro til. Mange af de praktiske ting kan Hugo jo sagtens være med til, når han er hentet. Så det er nok noget med vaner og lidt mere disciplin.

Den der hverdag er nu engang helt ok! Indtil vi selvfølgelig savner rejselivet lidt for meget og drager afsted igen… Hvem ved;-)

“It’s Denmark people!”

“It’s Denmark people!”

Danmark kan føles temmelig lang væk, når man savner familien. Heldigvis har vi allerede mødt en masse skønne mennesker her i Los Angeles, og ja, faktisk også op til flere danskere. Verden er slet ikke så stor, og nogle gange er man heldig, at tilfældighederne går op i en højere enhed.

Et godt eksempel på det er historien om, hvordan jeg mødte Mette. Hun er gift med en amerikaner og har to drenge. Og ja, så hun er dansker.

For fire-fem uger siden var vi lige flyttet i vores nye hus i det område af Los Angeles, som hedder Mt. Washington. Vi var i den lokale Target, som er en stor supermarkedskæde herovre. Ungerne stod og kiggede på legetøj, og vi snakkede om, hvad de kunne ønske sig til jul. En lyshåret dreng kommer hen, og kigger op på os. “Are you speaking Danish?”, spørger han. Øh, ja, hvordan søren vidste han lige det… Sekundet senere går han ud på gangen og råber: “Moaaar, it’s Denmark people!”

Jeg kan altså takke Asger, som råbte på sin mor, for at vi mødte Mette i supermarkedet. Temmelig tilfældigt må man sige. Vi snakkede kort sammen og udvekslede numre. For det viste sig, at Mette boede i samme kvarter som os, og at hendes sønner er ca. samme alder som mine unger.

Nogle uger senere fik vi så at vide, at Vida og Asger kom i samme klasse på Mt Washington Elementary. Måske en tilfældighed, men måske også fordi jeg fortalte, at vi kendte Asger, da vi indmeldte Vida på skolen nogle få dage senere. Ligemeget hvorfor, så er det i hvert fald bare så skønt.

Det er enormt priviligeret at have en dansk ven, som jeg kan spørge til råds om alting. Mette kender området, skolen og en helt masse mennesker. Og så kan hun jo også lige huske mig på, at jeg nok ikke skal sige ‘shit’ så meget på engelsk. Et ord, som jeg bruger ofte, når jeg taler dansk. For i dansk sammenhæng føles det ikke så slemt… Det er dog lidt værre – og en smule mærkeligt – på engelsk!

Mette er ikke den eneste dansker, jeg har mødt. Der er faktisk adskillige i området. Så selvom jeg nødigt vil ende i en dansker-koloni, så er det nu dejligt at have andre, som kan relatere fra et dansk perspektiv. Og så er det jo bare skønt med en masse nye venner – danske eller ej!

1st grade… Skole på amerikansk!

1st grade… Skole på amerikansk!
Vida ved sin plads i det nye klasselokale!

Så blev det Vidas tur til en helt ny hverdag. Hun startede i skole i denne uge, og det var en uge fyldt med alle tænkelige følelser… Op til dagen var hun fyldt med spænding og forventningens glæde. Da vi ankom til skolen sneg nervøsiteten og usikkerheden ind, da vi pludselig stod i en skolegård omringet at hundrevis af børn, hun ikke kendte. Hun var ikke glad for at sige farvel til mor, men en meget sød lærer tog hende heldigvis i hånden, og hun gik med trods tårerne. Da jeg så hentede hende var hun fuld af lykke og glæde – hun havde allerede nye venner og elskede skolen.

På anden dagen sneg tårerne sig frem igen, men for hver dag er afskeden blevet nemmere, og fredag eftermiddag sluttede ugen af i parken, hvor hun i glædesrus legede med de nye klassekammerater.

I USA starter man i skole som 5-årig, men da vi jo har været rundt i verden det sidste års tid – og man jo ikke starter så tidligt i Danmark – ja så har Vida ganske fint sprunget børnehaveklassen over. Så hun startede direkte i 1. klasse sammen med en flok, der alle havde gået på skolen året før. Så det var lige på og hårdt. Første dage var en fuld dag, hvor forældrene kun sagde farvel i skolegården, og hun selv sammen med læreren og de andre elever gik op i klassen.

Skolesystemet er selvsagt lidt anderledes herovre. Jeg er stadig ny, men der er nu allerede mange forskelle. En væsentlig forskel fra Danmark er, at man her får ny klasse hvert eneste år. Så selvom alle hendes nye kammerater havde gået på skolen før, så var det en ny flok, da årgangen er blevet blandet i nye klasser. Man har desuden kun én lærer, og hun underviser så også kun på pågældende klassetrin. Så næste år skal hun have ny klasse og ny lærer igen. Det er helt standard… Og måske derfor, at mange amerikanere er mega gode til hele tiden at møde nye mennesker. Det er simpelthen noget de lærer fra skolealderen.

Klasseværelset tilhører den enkelte lærer. Så hun underviser altid i samme lokale, og det er også hende, der bestemmer, hvordan det ser ud. Det er vist også ret almindeligt, at lærerne selv står for at indkøbe forskellige ting til klassen/lokalet.

Det er jo meget anderledes end i DK. Men netop fordi skolerne umiddelbart ikke har store budgetter, så er det derfor også helt standard, at det forventes, at forældrene køber ting ind til klassen. Vi har faktisk fået en liste med det, de gerne vil have. Det er bl.a. papir, lim og håndsprit. Ting som umiddelbart er helt standardudstyr, men som skolen altså ikke sørger for.

…Og det er netop derfor, at der er så stor forskel på skolerne her i landet. For de skoler med engagerede forældre, som har råd til udstyr, ja de har alt det, der er behov for. Mens det på den anden side ikke er gældende i områder med mindre velstillede familier.

Jeg har som sagt stadig meget at lære om skolen her i L.A., og alt kommer jo med plusser og minusser. Jeg er utroligt glad for vores skole indtil videre. Det virker til, at det er et helt fantastisk fællesskab, og vi er blevet mødt med åbne arme. Vidas lærer er umiddelbart helt fantastisk, og hendes klasselokale er virkelig hyggeligt.

Men det bliver spændende at lære en helt masse nye spilleregler at kende. Der er i hvert fald nogle vilde forventninger til forældreinvolvering, så jeg skal nok komme til at tilbringe en del tid på skolen. Mere om det hen af vejen… Nu vil vi tage hul på anden uge, som nok skal byde på de første lektier. Så ved vi, hvad eftermiddagene skal bruges på!

Hatten af for de enlige mødre!

Hatten af for de enlige mødre!

Jeg er nu græsenke på tredje uge… Og der er stadig fire uger, før gemalen vender snuden hjemad. Det er alligevel det længste, jeg endnu har oplevet. Jeg er egentlig vant til, at han rejser, og er væk i perioder, men det plejer at være max 2-3 uger af gangen. Omstændighederne ville noget andet i denne omgang, og så er det jo bare sådan, det må være…

Jeg synes egentlig, at jeg er ret god alene også. Jeg har jo det kæmpe privilegium lige nu, at jeg ikke arbejder, så jeg kan fokusere på at få hverdagen til at fungere for ungerne – og mig selv. Lige netop i denne periode er det ekstra godt. Først skulle Hugo starte preschool, og dernæst havde Vida første skoledag. Og der er så enormt meget for os alle at lære – det er både dem og mig, der skal lære nye sociale spilleregler. For den amerikanske skole er nu alligevel lidt anderledes.

Så overordnet set går det jo godt! Der er bare nogle enkelte situationer, hvor en ekstra forælder havde været rart…

…Som da jeg i går uge skar mig så slemt i hånden, at jeg måtte forbi en læge midt i aftensmaden. Der var ikke så meget at gøre, da man skal komme inden for få timer, hvis de skal sy eller lime såret. Så jeg måtte have begge unger i bilen, lidt hurtigt mad i tasken og så afsted. Heldigvis artede de sig ret exceptionelt hos lægen, jeg havde ellers frygtet sult-skrig og kedsomheds-skrål! Og jeg blev limet, og alt er ok:-)

…Da jeg på Vidas første skoledag skulle trøste en noget utryg og ked pige, samtidig med at Hugo (som er 3,5 år og derfor ret tung) ville hænge på armen og skreg for at komme afsted. Lige dér var Vida bare vigtigst, og vi fik da også sagt farvel på en god måde, men mine arme var ved at falde af til sidst!

…Når jeg nu i næste uge skal til forældremøde på skolen og har haft fat i 6 forskellige babysittere allerede for at finde pasning. Jeg krydser virkelig fingre for, at det lykkedes med den 7., da det er temmelig vigtigt med det møde, netop fordi alt ved skolen er så nyt!

…Når min 6-årige datter opfører sig som en pre-teen og vi i disse dage ofte er på kanten af hinanden. Det bliver bare ikke nemmere af, at det er mig, der skal tage ALLE kampe med hende. Der kunne fars faste blik godt lige have hjulpet lidt!

…Når jeg er træt og har en smule hovedpine, og ungerne råber og skriger, men der bare ikke er andre til at tage over. Den kender vi vist alle sammen bedre end noget andet!

…Nå ja, og så savner jeg bare, at der er en anden til at lave aftensmad. Sune er den der oftest laver mad normalt, så det er bare øv at skulle det hver eneste aften. Jeg priser mig bare lykkelig for, at ungerne er fint tilfredse med både havregrød og rugbrødsmadder en gang imellem!

Men det er alt sammen bagateller i det store billede. Det ved jeg godt. Så hatten af for de enlige mødre her på Momster. Jeg har alverdens respekt for jer. Jeg skal trods alt kun klare 4 uger mere i denne omgang.

Børnehave på amerikansk

Børnehave på amerikansk
Det obligatoriske billede inden første dag i børnehave/preschool

Hugo er nu startet i preschool. Det er aldersmæssigt tilsvarende den danske børnehave. Men hvor det i Danmark trods alt er mere lige til, så er der her et hav af varianter. Fuld tid, deltid, privat, offentligt (men med betaling), forældredeltagelse, og mere eller mindre fagligt fokus. Det er altså på papiret temmelig anderledes, end hvad jeg har prøvet i Danmark.

Vi har valgt at sende Hugo i preschool fire formiddage om ugen. Så længe jeg ikke arbejder, så er det er super god løsning. Han får tid med andre børn, lærer at klare sig inden for det sociale regelsæt, som gælder på stedet, og så får han helt naturlig styrket sig engelske sprog – samtidig med, at vi hjemme så kan fokusere på at holde fast i hans danske. Jeg har mødt en del halvdanske familier (dansk mor og amerikansk far) herovre, og deres børn taler ikke meget dansk – fordi de ikke taler det hjemme. Så det er super vigtigt, at vi kan tale udelukkende dansk til ham. Børn har det jo med at tilpasse sig, så hvis ikke vi gjorde det, tror jeg hurtigt, at han ville begynde på engelsk.

Det er en preschool i en form for offentligt regi. Jeg ved ikke, hvordan det helt præcist hænger sammen, men preschoolen er en del af et ‘Recreation Center’, som nok kan sidestilles nogenlunde med en dansk sportsforening. Der ligger adskillige af dem i byen, og de udbyder alle mulige aktiviteter, bl.a. preschool i nogle af centrene. De har desuden alle tilknyttede legepladser.

Hugo har nu færdiggjort sin første uge. I Danmark laver man i en børnehave en form for indkøring. Men da han jo kun skulle være der tre timer, startede vi bare. Jeg havde ikke set stedet inden, og vidste heller ikke noget om de voksne, da stedet først åbnede efter sommerferie i mandags. Altså på vores første dag.

Herovre er alle former for pasning og skole delt op i skoleåret og sommerferien. Så preschoolen starter først her i august, og de lukker så ned om sommeren, når skoleferien starter. Børnene har 10 ugers ferie, så det er virkelig lang tid, og i sommerperioden kører så i stedet en hel masse sommerprogrammer – alt fra camps (som Vida prøvede) til sportshold.

Der er bare 14 børn på stedet, og 2-3 voksne hver dag. Det synes jeg passer ganske fint og svarer vel nogenlunde til, hvad man også kan forvente på en stue i en dansk børnehave. De har et enkelt, men fint rum, men så benytter de legepladsen og bruger vist også andre faciliteter på centret en gang i mellem.

De tre timer han er der er nogenlunde programlagt, så der hver dag er tid til leg, kreative udfoldelser, læring og tid på legepladsen. Generelt er der fokus på læring meget tidligere, end i Danmark, så jeg er spændt på, om det også kommer her. Men for Hugos vedkommende er første-prioriteten jo lige nu at få udviklet hans engelske sprog.

De voksne fortæller heldigvis, at der ikke er nogen problemer med kommunikationen, da han forstår det meste. Han siger ikke så meget endnu, men det skal nok komme…

Så rammerne er gode. De har på papiret flere regler, end jeg har prøvet i Danmark. Børnene skal f.eks. kunne gå på toilettet selv. Og ifølge reglerne må personalet slet ikke hjælpe dem. Men de virker nu til at tage det stille og roligt. Så når nu Hugo ikke altid lige kan få bukserne op selv, så er der heldigvis hjælp at hente:)

Så nu skal jeg bare have Hugo ordentligt i gang. De første dage gik uden gråd, men de sidste to dage græd han. Personalet var super gode til at tage ham og trøste, så han var glad, da vi hentede… Lige nu vil han dog helst ikke i børnehave (som vi kalder det) mere, så jeg tænker, at det bliver en hård start igen i næste uge. Det er bare en helt ny hverdag for ham, og han skal lige forstå, at det her er den nye rutine. Forhåbentlig bliver han mere tilpas med tanken. Han er jo i hvert fald ikke det første barn, som lige skal vænne sig til at skulle væk fra mooar!

Hugo starter preschool!

Hugo starter preschool!
Skøre, skønne Hugo – med masser af krudt i røven og gåpåmod!

Jeg ville på ingen måde være nervøs, hvis Hugo skulle starte i børnehave i Danmark. Han er mere end klar til at komme i gang med ‘instiutionslivet’. Faktisk har han godt af at komme lidt ud blandt andre børn – og for den sags skyld andre voksne, som sætter rammer. Andre voksne, som ikke er mor eller far.

Han nåede at gå i vuggestue i et års tid, inden vi rejste. Men det kan han jo slet ikke huske. Hans liv er en hverdag sammen med mor, far og Vida. En hverdag med løse rammer og uden stressede morgener. En weekend-hverdag langt hen af vejen.

Det har været helt fantastisk at have muligheden for at være så meget sammen med ham i så en ung alder. Ja, til tider temmelig hårdt, men det er det jo for søren altid at have en 2 årig! Vuggestue eller ej, kampene tages altid med mor og far. Så dem har vi selvfølgelig også haft – og har stadig – masser af. Helt som det skal være… Men overordnet set har det bare været fedt, at han har sluppet for vuggestuen.

Nu er det så på tide at sende ham lidt ud på egen hånd. Han skal derfor starte i preschool, som det nu engang hedder her i USA. Til at starte med skal han kun afsted om formiddagen. Jeg går stadig hjemme, så der er ingen grund til at sende ham afsted fuld tid.

Det er et lille sted. Jeg ved endnu ikke, hvor mange børn. Der er en helt struktureret hverdag, og en helt masse regler. Men jeg håber nu, at det i praksis er mere afslappet end på papir. Han starter mandag. Så får vi se…

Han skal jo også begå sig på engelsk. Det er jeg sjovt nok ikke så nervøs for… Jeg ved, at han forstår rigtig meget, og jeg er sikker på, at når det pludselig er nødvendigt – fordi jeg jo ikke er der – så skal ordene nok komme helt af sig selv. Han snakker jo virkelig konstant på dansk, så mon ikke han rimelig nemt får snakkegenet konverteret til engelsk:-)

Skolestart… Ekstra vacciner og en hel del papirer!

Skolestart… Ekstra vacciner og en hel del papirer!
Seje Vida efter tre vaccinationer!

Nu har jeg jo aldrig prøvet at have et skolebarn i Danmark. Så egentlig ved jeg ikke, præcis hvad det indebærer. Hvor mange information man skal give, og hvad de kræver af forældrene (har dog hørt lidt om det der ForældreIntra!). Men jeg har nu alligevel en nogenlunde idé om, at det foregår lidt anderledes end her i Los Angeles…

Vi er flyttet til et område, hvor folkeskolen eftersigende er rigtig god. Der er enorm forskel herovre, så det var med at vælge den rigtige adresse. Man tilhører – som I Danmark – en bestemt skole, og kan så også søge om at komme andre steder hen. Men da vi jo er flyttet hertil lige op til skolestart, så ville vi bare gerne være et sted, hvor den tildelte skole er god.

Så langt, så godt. Det viste sig, at vi faktisk hører til to skoler. Da jeg tog op til den skole, vi ønskede, startede de med at sige, at de var helt fyldt op. Hmm… Efter lige at have sundet mig, forklarede jeg løs og talte for min syge moster (om hvordan vi var flyttet til kun for skolen, at vi lige var kommet fra Danmark, og vi bare SÅ gerne ville gå der!), og heldigvis endte det med, at de lige præcis klemte Vida ind som den sidste. Pyh, det var sgu tæt på!

Jeg fik så en folder med alle de ting, jeg skulle udfylde. For modsat hvad jeg forestiller mig i DK, så foregår det ikke digitalt her. Der er ikke lige noget smart Borger.dk med alle informationer her i USA. Så de skulle have det hele på god gammeldags manér.

Jeg var godt forberedt på, at de stiller nogle krav om sundhed, som vi ikke er vante til. Man skal f.eks. være vaccineret, og der er ikke noget med, at man kan vælge at frasige sig vacciner. Hun kommer simpelthen ikke ind uden! Vida har heldigvis fulgt det danske vaccinationsprogram op til 4 år, og det er de samme, de bruger herovre. Her skal de oveni også have Hepatitis B, som hun heldigvis havde, da vi jo har rejst og derfor fik vaccinen. Dog skulle hun have en booster mere (selvom dem hun havde burde dække 10 år!), en booster mere på en af de gængse, og så vaccinerer de her imod skoldkopper. Da jeg ikke kunne bevise, at hun har haft dem (jeg er faktisk i tvivl, da det var så lidt!), så skulle hun så også have det!

Så vi måtte til lægen, have et fuldt tjek og tre vacciner. Det tog Vida tog i stiv arm – det hjalp selvfølgelig, at jeg havde lovet et stykke slik for hver vaccine:-)

Foruden vaccinerne er mange ting, man skal informere om. Man skal bl.a. aflevere et kort fra læge og tandlæge, så de ved, at hun er sund og rask. De spørger sjovt nok også om, hvilket sprog man taler hjemme… Fordi der bare er et hav af forskellige nationaliteter og baggrunde i denne by. I forlængelse af det, skal vi også udfylde et helt ark om, hvilken race hun er. Det er ikke noget, jeg bliver fornærmet over. Det er bare ret vildt, at der også laves statistikker over, hvordan racefordelingen er blandt eleverne på hver enkelt skole. Man kan rent faktisk tjekke det på skoledistriktets hjemmeside. Ikke lige umiddelbart noget, som jeg tror ville falde i god jord i Danmark!

Men nu er alle papirer afleveret, og Vida skal starte i 1. klasse om et par uger. Næste ting er så, at vi skal have fat i en masse skoleting. Vi har fået en liste med ting, som hun skal have med – f.eks. farver, lim, blyanter, notesbøger osv. Herovre sørger forældrene for de ting, som så deles i klassen. Igen lidt anderledes end i DK.

Jeg er virkelig spændt. Det bliver stort. Skolestart i sig selv, og så også lige i et skolesystem, som er noget anderledes, end det jeg kender til.

Vida glæder sig heldigvis bare:-)

Andet kapitel – her skal vi bo!

Andet kapitel – her skal vi bo!
Udsigten fra soveværelset

De sidste par uger har været temmelig hektiske. For der sker bare så mange, nye ting lige nu. Vi er flyttet i nyt hus. I et nyt kvarter. Og har mødt nye, skønne mennesker!

Men det er helt anderledes, end det har været de sidste 18 måneder. For denne gang skal vi slå os ned. Hvem ved for hvor lang tid, men i hvert fald mere end en måned. Det skal være vores hjem, fyldes med vores ting… Noget vi jo bestemt ikke har meget af:-)

Vi har valgt at bo i det østlige Los Angeles. Området hedder Mt. Washington, og selvom vi ikke er på et kæmpe bjerg, så passer navnet nu alligevel fint på stedet, som er snørklede veje, der bestemt ikke er løbevenlige med sine mange stigninger. Det betyder også, at der er en super skøn udsigt over by og bjerge. Måske er det en nyhed for mange, men Los Angeles er faktisk ret bakket… Der er jo også en grund til, at et andet meget kendt område hedder Beverly HILLS!

Vi har lejet et møbleret hus. Det var klart det nemmeste for os, da det er en smule besværligt – og meget dyrt – at få fragtet vores møbler fra Danmark. Og temmelig overvældende at skulle købe alt helt fra bunden. Men der var alligevel langt fra et sparsomt møbleret hus til et hjem, der føles som vores. Så vi har brugt den første tid i huset på at gøre det til vores hjem. Det har betydet adskillige ture til Ikea, da der også manglede en del praktiske ting, og særligt ting til børneværelserne. Ture i second hand, hvor vi kan finde ting med lidt mere kant og sjæl, end det Ikea kan byde på, og så selvfølgelig en del tid på Amazon. Hold nu op, hvor er det bare nemt med det herovre… Man kan jo bare få alt, leveret på ingen tid!

Så nu er det allerede på vej til at blive et hjem. Vi mangler stadig en masse, men det skal nok komme. Jeg nyder, at vi nu er her. At vi nu faktisk kan indrette værelser til ungerne, at de kan have egne cykler, og jeg kan gro tomater på terrassen. De små glæder, I ved…:-)

Podcast til løbeturen – ‘Anden til venstre’

Podcast til løbeturen – ‘Anden til venstre’

Jeg er gået i gang med at løbe en smule. Og jeg mener virkelig en smule. Er startet helt fra bunden. Jeg har ikke løbet i laaaang tid, men da en veninde begyndte at bruge en app, som hjælper med at træne op til at løbe 5 km, så blev jeg lidt inspireret… Så jeg har været i gang 3-4 uger, og det er jo faktisk rigtig fedt. Særligt fordi jeg kan tage det roligt og følge programmet – det er bare nemmere og det er en rar måde at komme i gang på.

Nå, men i den forbindelse satte jeg mig for at finde en god podcast, som jeg kunne lytte til under løbeturen. Jeg skal helst have et eller andet i ørerne – ellers føles turen lige pludselig meget længere! Jeg faldt over Stephanie Fiskers podcast ‘Anden til venstre’, og den er efterfølgende blevet min faste løbemakker:-) 

Jeg kendte ikke Stephanie Fisker inden, men hun er gift med fodboldspilleren Kasper Fisker. Med udgangspunkt i sit eget liv taler hun med andre personer, som er sammen med kendte danskere. Andre som er ‘den anden til venstre’. Jeg har slet ikke hørt alle afsnit endnu, men indtil videre er det en super fin podcast om livet med en partner mere eller mindre i rampelyset. Om familie og børneopdragelse, og om hvordan hverdagen hænger sammen. Om holdninger udefra og partnerskab indefra.

I morges under løbeturen lyttede jeg til afsnittet med Andreas Gylling Æbelø, som er gift med Abdel Aziz Mahmoud. Her tales jo ikke om børn, men om det med at komme fra to religioner og finde sammen, forståelse for hinanden, og hvordan livet bare er så meget bedre og lettere, når man er åben og tolerant. En inspirerende samtale:-)

Jeg er hooked og vil fortsætte med at lytte til samtalerne på mine kommende løbeture.

Find Stephanies podcast her.
Hun er selvfølgelig også på Instagram – find hende her.