Oplevelser vs. afslapning

Hvor meget skal vi se? Kan vi nu nå det hele? Har vi lyst til at opleve mere? Der er så ufatteligt mange muligheder for at opleve alverdens ting hele tiden. Hvis vi ville, kunne vi næsten tage på udflugter hver eneste dag. Og selvfølgelig vil vi gerne se en hel masse og opleve de ting, som de enkelte steder har at byde på… Men det er bare ikke muligt at nå alting! Og desuden kan vi jo ikke alting, når vi rejser med to små børn. Det i sig selv giver en hel del begrænsninger, og det er okay, for der skal være en balance mellem oplevelser og rolige dage med afslapning og hygge.

Selvom det lyder underligt, så er rejselivet blevet vores hverdag, og netop derfor kan vi heller ikke holde til hele tiden at opleve alle steder, som vi ville gøre det, hvis vi var afsted på en to ugers ferie. Vi har lært at acceptere, at vi må mærke efter, og nogle steder er der meget, vi gerne vil se, og andre steder er overskuddet til store udflugter der bare ikke. I de tilfælde tager vi den mere med ro, nyder at vi er i varme omgivelser og bruger i stedet det meste af tiden ved poolen.

Det er sådan vi har det lige nu. Vi har været i Costa Rica i 4 uger, og de første to uger nød vi at opleve vulkaner, kørsel i bjergene og en hyggelig turistby med masser af liv. De sidste par uger har vi været i hus med egen pool. Her er masser af plads, og dagene er sløve. Vi bader, hygger, laver modellervoks, leger, ser tegnefilm, slapper af og bader igen. Som regel er børnene i poolen mindst tre gange om dagen. Så har der været dage med tur til stranden, indkøbsture og hyggetur til byen. Så ikke det vilde! Vi regner med at skulle besøge en stor nationalpark, når bedsteforældrene kommer, så sker der lidt mere end ellers.

Aktivitetsniveauet gennem de sidste 11 måneder har varieret meget, alt efter om vi har bevæget os meget rundt eller har boet længere tid samme sted. Vi har flere steder været i samme hus i en måned (som også er situationen lige nu), og det har tit betydet, at tempoet er faldet og vi har følt os mere hjemme – og dermed har nydt bare at have ro på. Det skal siges, at det har været ganske afgørende, at vi alle disse steder har haft adgang til at kunne bade – i pool, hav eller sø, og uden den mulighed havde det nok været noget sværere at underholde børnene! De ELSKER at bade og der går snildt 3-4 timer af dagen med pool eller en tur på stranden.

Så ja, vi er da også gået glip af en hel masse ting… Og hvad så! Vi oplever så meget, at det slet ikke er muligt at kapere det hele alligevel. Børnenes behov er også anderledes end vores, og særligt Vida vil de fleste dage allerhelst bare hygge derhjemme og have rolige dage. Så det gør i stedet for at fare rundt til alting, og så går det bare helt fint, at vi ikke fik set dit eller dat… Det må vi gøre på den næste rejse!

Skriv et svar