1st grade… Skole på amerikansk!

Vida ved sin plads i det nye klasselokale!

Så blev det Vidas tur til en helt ny hverdag. Hun startede i skole i denne uge, og det var en uge fyldt med alle tænkelige følelser… Op til dagen var hun fyldt med spænding og forventningens glæde. Da vi ankom til skolen sneg nervøsiteten og usikkerheden ind, da vi pludselig stod i en skolegård omringet at hundrevis af børn, hun ikke kendte. Hun var ikke glad for at sige farvel til mor, men en meget sød lærer tog hende heldigvis i hånden, og hun gik med trods tårerne. Da jeg så hentede hende var hun fuld af lykke og glæde – hun havde allerede nye venner og elskede skolen.

På anden dagen sneg tårerne sig frem igen, men for hver dag er afskeden blevet nemmere, og fredag eftermiddag sluttede ugen af i parken, hvor hun i glædesrus legede med de nye klassekammerater.

I USA starter man i skole som 5-årig, men da vi jo har været rundt i verden det sidste års tid – og man jo ikke starter så tidligt i Danmark – ja så har Vida ganske fint sprunget børnehaveklassen over. Så hun startede direkte i 1. klasse sammen med en flok, der alle havde gået på skolen året før. Så det var lige på og hårdt. Første dage var en fuld dag, hvor forældrene kun sagde farvel i skolegården, og hun selv sammen med læreren og de andre elever gik op i klassen.

Skolesystemet er selvsagt lidt anderledes herovre. Jeg er stadig ny, men der er nu allerede mange forskelle. En væsentlig forskel fra Danmark er, at man her får ny klasse hvert eneste år. Så selvom alle hendes nye kammerater havde gået på skolen før, så var det en ny flok, da årgangen er blevet blandet i nye klasser. Man har desuden kun én lærer, og hun underviser så også kun på pågældende klassetrin. Så næste år skal hun have ny klasse og ny lærer igen. Det er helt standard… Og måske derfor, at mange amerikanere er mega gode til hele tiden at møde nye mennesker. Det er simpelthen noget de lærer fra skolealderen.

Klasseværelset tilhører den enkelte lærer. Så hun underviser altid i samme lokale, og det er også hende, der bestemmer, hvordan det ser ud. Det er vist også ret almindeligt, at lærerne selv står for at indkøbe forskellige ting til klassen/lokalet.

Det er jo meget anderledes end i DK. Men netop fordi skolerne umiddelbart ikke har store budgetter, så er det derfor også helt standard, at det forventes, at forældrene køber ting ind til klassen. Vi har faktisk fået en liste med det, de gerne vil have. Det er bl.a. papir, lim og håndsprit. Ting som umiddelbart er helt standardudstyr, men som skolen altså ikke sørger for.

…Og det er netop derfor, at der er så stor forskel på skolerne her i landet. For de skoler med engagerede forældre, som har råd til udstyr, ja de har alt det, der er behov for. Mens det på den anden side ikke er gældende i områder med mindre velstillede familier.

Jeg har som sagt stadig meget at lære om skolen her i L.A., og alt kommer jo med plusser og minusser. Jeg er utroligt glad for vores skole indtil videre. Det virker til, at det er et helt fantastisk fællesskab, og vi er blevet mødt med åbne arme. Vidas lærer er umiddelbart helt fantastisk, og hendes klasselokale er virkelig hyggeligt.

Men det bliver spændende at lære en helt masse nye spilleregler at kende. Der er i hvert fald nogle vilde forventninger til forældreinvolvering, så jeg skal nok komme til at tilbringe en del tid på skolen. Mere om det hen af vejen… Nu vil vi tage hul på anden uge, som nok skal byde på de første lektier. Så ved vi, hvad eftermiddagene skal bruges på!

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar